My one true love - Justin Bieber (PÅ PAUSE)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2014
  • Opdateret: 1 mar. 2015
  • Status: Igang
Rose er en pige på 16 år, snart 17. Hendes mor forlod hende da hun var blot 12 år, hvilket endte med at Rose fik en smule angst for at gå ud, men dog blev det bedre med tiden, men det hele tog lidt af en drejning, da hendes onkel blev slået ned på vej hjem fra en bytur. Hendes bedsteven hedder Justin, de havde været bedstevenner i 1 år og er virkelig tætte, men Rose har en hemmelighed som ingen ved noget om...ikke engang Justin...

17Likes
13Kommentarer
2654Visninger
AA

15. Er det virkelig dig?

*Rose's synsvinkel*

 

Var det.......min mor? Well, hun havde ikke forandret sig bare en lille smule. Hun gik sammen med 2 børn, what? Har hun fået børn? Så er det derfor hun er så ligeglad med mig! Hun har andre at tænke på nu.

 

Jeg fik det helt underligt, jeg blev helt trist. Det var ikke lige hende jeg havde regnet med at se og så lige nu. Justin kiggede over på mig, men jeg stod stadig helt stivnet og var ved at få våde øjne.

 

''Øhm undskyld? Du har stadig ikke betalt!'' hørte jeg en kvinde stemme sige ret hårdt og irriteret, jeg kom lidt til mig selv og vendte mig om mod hende, ''Oh, ja. Det må du undskyld her!'' svarede jeg hende hurtigt og gav hende nogle penge, jeg tog pose med blusen i og gik over mod Justin.

 

''Var det?'' spurgte Justin, jeg nikkede bare og kiggede ned i gulvet. ''Skal vi tage hjem smukke?'' spurgte han om lidt efter, jeg rystede blot på hovedet og sukkede, ''Nej! Hun skal ikke ødelægge det her, det var nok hun ødelagde det dengang, hun skal ikke få mig ned igen!'' svarede jeg kort.

 

Vi havde nok været ude at shoppe i 3 timer og jeg havde også fået købt ret meget faktisk. Jeg kunne godt mærke på Justin at han var ved at være træt, vi var ikke stødet ind i min mor, heldigvis. Ville hun egentlig sige hej, hvis hun så mig? Eller ville hun bare gå forbi mig uden at kigge på mig? Jeg må indrømme at jeg var lidt nysgerrig på det punkt, men så alligevel ikke, jeg ærlig talt ikke lyst til at snakke med hende, overhovedet.

 

Jeg gik sammen med Justin, vi havde flettet vores fingre sammen. Det var faktisk ret trættende det her og jeg ville egentlig bare gerne hjem. ''Justin skal vi ikke tage hjem? Jeg er træt'' spurgte jeg ham om, han åndede lettet ud, hvilket fik mig til at grine lidt.

 

Vi var på vej over mod bilen, Justin og jeg gik bare og snakkede lidt om alle mulige ting. Der var heldigvis ingen der havde opdaget Justin i dag, hvilket var ret dejligt, så havde jeg ham jo lidt for mig selv.

 

''Rose?!'' hørte jeg en råbe bag mig, jeg blev nervøs, men vendte mig om for at se hvem der råbte efter mig. ''Rose er det virkelig dig?'' spurgte stemmen igen og løb med små skridt hen til mig. Åh nej, det var hende, det var min mor. Hvad skulle jeg sige?! Okay rolig Rose! Hun skal ikke ødelægge det for dig igen. Vær afslappet og nede på jorden.

 

''Ja, det er virkelig mig, og du er?'' spurgte jeg med en nervøs men stadig lidt afslappet stemme. Jeg vidste jo godt hvem det var, men jeg ville bare lade som om jeg intet vidste, Justin havde også givet mig en albue blidt ind i siden da jeg spurgte hende hvem hun var. Hvilket jeg bare ignorerede.

 

''Ikke for tæt på frue.'' hørte jeg en af bodyguardsene sige ret koldt til min mor, ''Og hvem er i så? Om jeg må spørge?'' spurgte hun med en forvirret stemme, og løftede det ene øjenbryn. Hun gik tættere og tættere på mig, men jeg valgte at gå skridt tilbage, ''Jeg sagde ikke for tæt på frue!'' sagde bodyguarden igen og holdt nu sine hænder foran hende så hun ikke kunne gå tættere på.

 

Min mor kiggede trist over på mig, ''Kan du ikke engang kende mig Rose?'' spurgte hun mig om og så igen på mig med et trist blik. Jeg rystede stille på hovedet og kiggede ned i jorden, ''Nej desværre'' sagde jeg og så stadig ned i jorden. Hun sukkede stille og gik et par skridt væk fra bodyguardsene.

 

''Nå, men...Jeg håber du har det godt'' sagde hun med et lille smil og gik med små skridt tilbage til hendes børn og hendes mand. Jeg havde lige sagt til min mor at jeg ikke kunne kende hende, selvom jeg kunne. Var det mon forkert af mig? Skulle jeg have sagt at jeg godt kunne kende hende? Det hele kørte rundt i mit hoved lige nu, jeg vidste ikke om jeg havde gjort det rigtige.

 

''Hvorfor sagde du ikke at du kunne kende hende Rose?'' hviskede Justin ind i mit ører, jeg sukkede og kiggede trist op på ham, ''Jeg er ikke klar til at snakke med hende endnu'' svarede jeg ham stille og kiggede ned i jorden igen. Jeg kiggede op på Justin igen, ''Var det forkert af mig?'' spurgte jeg ham stille om, ''Baby, hvis du ikke er klar til at tage skridtet og snakke med hende, er det helt okay!'' svarede han og smilede lidt, jeg tvang et lille smil frem og så ham i øjnene, han rykkede sit hoved tættere ned mod mit, og jeg kunne pludselig nogen bløde læber på mine. Jeg fik helt kuldegysninger, og jeg blev helt i godt humør af at føle ham så nær mig.

 

Jeg trak mig væk, ''Jeg elsker dig Justin'' sagde jeg til ham imens vi stadig holdt øjenkontakten, ''Jeg elsker dig Rose'' svarede han tilbage, og plantede igen sine læber kort på mine. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...