My one true love - Justin Bieber (PÅ PAUSE)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2014
  • Opdateret: 1 mar. 2015
  • Status: Igang
Rose er en pige på 16 år, snart 17. Hendes mor forlod hende da hun var blot 12 år, hvilket endte med at Rose fik en smule angst for at gå ud, men dog blev det bedre med tiden, men det hele tog lidt af en drejning, da hendes onkel blev slået ned på vej hjem fra en bytur. Hendes bedsteven hedder Justin, de havde været bedstevenner i 1 år og er virkelig tætte, men Rose har en hemmelighed som ingen ved noget om...ikke engang Justin...

17Likes
13Kommentarer
2665Visninger
AA

1. En idé?

*Rose's synsvinkel*

''Kan du ikke bare komme nu? Jeg har brug for dig'' spurgte jeg, Justin sukkende om. Justin var netop kommet hjem fra tour og jeg havde fortalt ham hvordan jeg havde det. ''Jo, jeg kommer nu'' hørte jeg ham sige, jeg åndede lettet ud ''Så ses vi om lidt'' sagde jeg og slap et lille bitte smil, ''Ja, vi ses'' sagde Justin lidt trist og lagde på.

 

Jeg satte mig ind i min stue og ventede på at han kom. Kort efter bankede det på døren, jeg løb med små skridt hen til døren og stod lidt, tog en dyb indånding og åbnede døren stille, der stod han og så helt perfekt ud, som han altid gjorde. Jeg åbnede døren og gik om bag den, så han kunne komme ind, jeg skyndte mig at lukke den og låste ganske forsigtigt, han tog sine sko af, vi stod bare og kiggede hinanden dybt i øjnene i nogle få sekunder, jeg kunne mærke mine tårer presse på og jeg kunne fornemme at mine øjne blev hurtigt blanke, Justin havde lagt mærke til det og tog mig ind i et dejligt og langt kram, jeg kunne ikke holde dem tilbage, tårerene røg nu ned af min kind og jeg kunne ikke stoppe dem. ''Rose, du må ikke græde, det skal nok gå, okay?'' sagde Justin stille og trøstende til mig og kørte sin ene hånd op og ned af min ryg. Jeg trak mig væk fra Justin og han tog begge sine tommelfingerer op til mine kinder og fjernede de enkelte tårer. Jeg sukkede dybt og havde allermest bare lyst til at kysse hans bløde læber, 'nej Rose! Justin er din bedsteven, du må ikke tænke sådan!' tænkte jeg inde i mig selv, ''Undskyld Justin'' sagde jeg og var på kanten til at bryde sammen ''Rose, du skal ikke tænke på det! Jeg er bare skuffet over at du ikke havde sagt det noget før til mig'' det sidste sagde han på en meget trist måde.

Ja, Justin og jeg var bedstevenner, vi havde kendt hinanden i måske 1 år, men det føltes som hele livet. Justin kendte til alle mine hemmeligheder, altså udover en. Siden min mor skred fra mig som 12 årig havde jeg haft det svært, jeg havde gået til samtlige psykologer, men intet havde hjulpet. Det hele startede for alvor, da jeg blev 13 år, jeg havde en tendens til at tro folk ville slå mig ned eller kidnappe mig, når jeg gik ude på gaden, ikke fordi at det nogensinde var sket for mig, men det var jo sket for andre og jeg turde ikke tage chancen hvis det også en dag det skete for mig. Indtil jeg blev 15 år blev jeg indedører og gik aldrig ud, eller jo, jeg kunne finde på at gå hurtigt ud i vores have for at få noget luft men jeg skyndte mig altid ind igen, næsten lige efter. Men, jo mere jeg begyndte at gå ud i haven, jo hurtigere turde jeg bevæge mig ud i den store verden, dog kun hvis jeg havde min far eller onkel ved min side. Jeg var nu 16 år og min 17 års fødselsdag nærmede sig, men jeg var i tvivl om jeg kunne få lov til at nyde den. Min onkel, som jeg havde haft et meget tæt forhold til var blevet slået ned på gaden, da han var på vej hjem fra byen en aften. Ingen i familien vidste om han ville klarer den, og det viste sig så at blive det værste mareridt da lægen fortalte at der ikke var stor chance for at han ville vågne, han lå i respirator i 3 uger, hvorefter min familie blev enige om at slukke for den. Derefter slog det mig, han var blevet slået ned på gaden, angsten vendte stille tilbage og jeg blev inde hele tiden og ville bare have, at min onkel kom tilbage og passede på mig. Justin var en badboy til tider, men når der var noget galt med dem han holdt af, blev han til den dejli...jeg mener rareste person nogensinde. Justin var lige kommet hjem fra sin believe tour. God, hvor jeg dog havde savnet ham! Vi havde selvfølgelig skrevet sammen hele hans tour da han tit ikke havde tid til at snakke, jeg holdt en facade overfor ham hele hans tour og undlod at fortælle ham om hvordan jeg havde det, han vidste det med min onkel, men ikke at min angst var kommet ligeså stille tilbage. Jeg fortalte det til ham lidt efter at han var kommet hjem og nu stod han her i min gang og kiggede på mig med sine dejlige brune øjne.

 

''Jeg...jeg ved det godt, men jeg ville ikke ødelægge dit humør imens du stadig var på tour'' svarede jeg ham kort og så med bedende øjne på ham og håbede at han ville forstå mig. Jeg kunne hører ham sukke dybt og derefter kiggede han ned i gulvet, jeg vendte mig om og gik ind mod stuen, med Justin i hælene. Vi satte os ned i min sofa, jeg kiggede ned i gulvet og kunne mærke Justin' blik hvile på mig, jeg kiggede op og mødte hans øjne, han smilte skævt til mig og prøvede at bringe et smil frem på mine læber, en tårer trillede ned og jeg smilte et lille smil til ham. ''Rose kig på mig'' sagde han med en blid stemme, jeg gjorde ikke hvad han sagde ''Kig på mig!'' sagde han derefter bestemt, men ikke så han lød sur, denne gang kiggede jeg op på ham. ''Jeg har en idé'' sagde han smilende til mig, ''Hvad?'' svarede jeg stille og og snøftede en smule ''Vi skaffer dig nogen bodyguards...'' sagde han ''..jeg ved det lyder skørt, men jeg vil gøre alt hvad der står i min magt for at få din angst væk!'' sagde han, jeg kunne se på ham at han mente det. Jeg smilte sjovt til ham, det havde nok set lidt dumt ud, da Justin grinede lidt af det ''Justin, hvordan skulle jeg kunne finde nogle bodyguards? Og ville det ikke være mærkeligt? Jeg er ikke engang kendt'' svarede jeg ham, men kiggede i stedet for underligt på ham denne gang. Folk vidste da hvem jeg var, men det var fordi jeg var venner med Justin og når han ikke var på tour og ikke havde alt for travlt, så var vi altid sammen. Justin grinte lidt, åh hans dejlige grin, hans dejlige, bløde grin, jeg elskede det virkelig! ''Jeg hjælper selvfølgelig med at finde nogen til dig, smukke'' Justin kaldte mig altid smukke, søde og alt det der, men jeg vidste at det bare var på venne måden og intet andet, hvergang han kaldte mig for smukke smeltede mit hjerte. Jeg smilte automatisk ''Tak Justy, jeg elsker dig'' sagde jeg og omfavnede ham ''Jeg elsker også dig Rose'' sagde han og grinte lidt. 

 

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Ja, dette er så starten på min første novelle, og jeg er rimelig ny til dette faktisk. Jeg håber at i vil tage godt i mod min novelle og tage jer den tid at læse den. 
Jeg regner med at kapitel 2 kommer ud, inden længe. Jeg håber i kan lide det første kapitel her :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...