CIPA Og Caroline

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2014
  • Opdateret: 18 okt. 2014
  • Status: Igang
CIPA er en alvorlig sygdom, som ikke kan helbredes. Du kan ikke føle smerte. 'Det lyder da fedt!'. Nej det er det ikke.. Du ville ikke kunne mærke, Kærlighed, Sorg og sårede lemmer, der fx. skal helbredes akut. Liv eller Død. Caroline er en af de 9/10 der overlevede mere end 13 år, 13 år er meget for en patient med CIPA. Vi følger Caroline der starter i skole, og skal til at mærke de følser, hun ikke har kunnet mærke i 13 år. "Medicinen skulle begynde at virke 12 Oktober" "Så kan jeg begynde i skole?" Sagde hun uden at vide om hun følte begejstring, eller sorg...

4Likes
7Kommentarer
228Visninger
AA

1. Smerte?

"Jeg tror du glæder dig". "Tak mor, havde du det sjovt da du gik i skole?" Sagde Caroline, bare for at få samtalen til ikke at handle om det sædvanlige emne. "Ja da! Og husk nu at gøre dig umage, du skal jo have råd, til at brødføde, de børn som du nu får når du bliver voksen. Hvis jeg ikke havde gjort mig umage, ville mig og far ikke have råd til alt det medicin, og undersøgelser, du får vel?" Caroline sukkede. Men hun var vant til det, at snakke om det, forklare det. Hun kunne bare stadig ikke forstå det. Hanna kiggede på Caroline, og hurtig tilbage på vejen. "God know what hes doing. Hold on." Sagde Hanna og smilede, til sin humørforladte datters ansigt, hun nu så ofte havde set, vænnet sig til. Caroline havde hørt det citat, flere gange, kun fra sin mor. "Vil du vide hvem der har sagt det?" Hun vidste præcist hvad hendes mor ville svare.. "Mom"  Sagde hun så stolt og smilende hun kunne. Hun havde svarede på det spørgsmål, lige så mange gange Caroline ikke havde stillet det.

 

"Hvad laver i?" Spurgte Caroline og så sin far og hendes lillesøster, Mia sidde ved køkkenbordet. "Laver lektier" sagde han, og kiggede med et smil op på Caroline. "Er det sjovt Mia?" Spurgte Caroline nysgerrig. "Nej!, jeg hader matematik!" sagde Mia med mundvigene ned af. "Utroligt at jeg skulle starte i skole før dig.. du er jo ældst!" Sagde Mia forsat med mundvigene ned af. "Må jeg høre de gode nyheder Caroline?" Spurgte hendes far interesseret. "Jeg skal i skole på mandag" Sagde hun uden noget som helst udtryk i ansigtet. "Færdig! Jeg går ind og ser tv på værelset!" råbte Mia, og med et sus var hun væk. "Hey, du skal altså rydde det her op!" Sagde han og hentydet til papirarkene på bordet. "Lad mig far" "Tak skat, og tillykke med de gode nyheder." Sagde han smilene, hun gengældte smilet, hun ved ikke hvorfor hun følte bare en trang til det. Caroline tog fat i de papirark, med den knap så flotte håndskrift på, i det hun tog dem kom der en høj kradsene lyd, Caroline undrede sig lidt over den, men forsatte derefter bare hen til den tyrkis blå skoletaske der lå ved siden af køkkenbordet. 

Caroline sad ved skrivebordet inde på sit værelse, og tegnede. Hun tegnede ikke noget, der var cirkler på fra igår af, det var det eneste hun kunne finde på, hun sad bare og stirrede ind i væggen. hun havde hørt om dem, der tegner sine følser, hun tænkte det ville være sjovt at prøve, men kunne hun? Nej, desværre nej. "Caroline!? Caroline skat hvor er du!?" Caroline hørte hendes mor og fars bekymrende råb på hende. "Her inde!" Råbte hun tilbage. Hendes forældre kom brasende ind ad døren. Caroline drejede rundt på stolen, af chok. "Hvad er der?" Sagde Caroline forvirrende. "Hun ser ud til at have det okay?" Sagde hendes far forpustet. "Hvorfor skulle jeg ikke være okay?" "Der ligger blod i køkkenet!" Svarede hendes mor hurtigt. Caroline kiggede lidt på sig selv da hun fik øje på to dybe papirs revner, på sit håndled, der overflød med blod, hun kiggede dernæst på sin tegning af cirkler,fuld af blod. Hendes mor sad på hug, og vaskede blodet af hendes datters håndled. "Gør det ondt?" Spurgte Caroline nysgerrig. "Ja.. når det bløder så meget som det her sår gør, så tror jeg det gør søde.." Svarede hun uden at kigge op. "Hvis det her gør ondt, kan jeg da over hovedet ikke håndtere rigtige smerter! Måske er det ikke noget dårligt ikke at kunne føle noget!" Sagde hun med noget der kunne minde om vrede.. Hendes mor kiggede overraskede op på sin datters ansigt, der ikke mindede om vrede over hovedet. "God know what hes doing. Hold on"  

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...