Under his wing | Dramione

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2014
  • Opdateret: 23 dec. 2014
  • Status: Igang
Ved starten af det femte skoleår, finder man ud af at der er sket en fejl. Hermione Granger er blevet placeret forkert. Hun bliver forflyttet fra Gryffindor til Slytherin. Ingen ved hvorfor; men troldmandshattens ord er lov. Hermione passer ikke ind hos Slytherin. Hun er mugglerfødt - ingen i Slytherin-kollegiet er det. Og ikke nok med det, så er det også det kollegie som hendes ærkerival Draco Malfoy tilhører. Hun bliver hurtigt udstødt af alle andre og det femte skoleår er et helvede for hende. Men så, i sjette skoleår.... har piben fået en helt anden lyd.

14Likes
23Kommentarer
813Visninger
AA

3. kapitel 1

    

 

1.

 

    Brevet kom som altid i slutningen af sommerferien. Hermione havde ventet længe på det. Hun glædede sig allerede til femte skoleår. Sidste skoleår havde været noget af en prøvelse. Mest af alt håbede hun at den anspændte stemning var løjet af i løbet af sommeren. Men… der ville nok være nogen, som stadig bar blytunge lodder på skulderne af savnet til Cedric Diggory – hans vennekreds havde trods alt været ganske stor, for slet ikke at medregne hans ’fanklub’.

    ”Åh, sikke et yndigt eksemplar.”

Hermione løftede blikket kortvarigt, kun for at se sin far stå og kigge fascineret ud af vinduet.

   ”Far, det er bare en ugle,” sagde hun med et skævt smil, mens hun brugte pegefingeren til at rive brevet op, af mangel på en brevkniv.

    Hendes far vendte sig rundt. Gnisten af nysgerrighed er ikke til at tage fejl af i hans øjne.”Mione, ugler er særdeles sjældent dyr at få øje på. Og nu… nu suser de ind og ud af huset når som helst! Det er højst interessant. Hvordan det kan lade sig gøre…?”

    Hermione lo og satte sig i lænestolen. Mens hendes far vandrede omkring i stuen, svagt mumlende for sig selv i undrende tone, fik hun revet konvolutten helt op og trak det tykke, flødefarvede pergament op. Det kløede allerede i fingrene på hende ved tanken om snart at skulle velægge Diagonalstræde en visit, for at få købt alle de nye ting hun ville få brug for til dette skoleår.

   Hurtigt fik hun skimmet den første del af brevet – påmindelsen om hvornår skoleåret startede, hvilke bøger og ting man skulle anskaffe sig. Men så, da hun regnede med at der ville komme en hilsen fra Dumbledore eller professor McGonagall, var der skrevet et lille afsnit inden.

 

   ’Det er med største beklagelse, at der desværre er sket en fejl i henhold til hvordan Miss Granger er blevet placeret i kollegierne. I stedet for Gryffindor, vil hun blive overført til Slytherin. Dette er Troldmandshattens ord, og kan derfor ikke laves om.’

 

    Alt i Hermione frøs. Slytherin. Dette øjeblik, var som om hendes største frygt blev realiseret. Hun skulle bo i Slytherin. Hun skulle ikke længere gå op af de bevægelige trapper, til maleriet af den fede dame og give et kodeord for at komme ind i den hyggelige, rødgyldne opholdstue, men i stedet ned i en kold og klam krypt.

   Tårer begyndte så småt at trille ned af hendes kinder.”Nej, nej, nej… Det kan ikke passe!”

I lutter frustration udstødte hun et skingert skrig, som gav genlyd i hele huset. Straks kom hendes forældre farende ind i stuen, begge opildnede over det pludselige skrig. Hermione sad foroverbøjet i lænestolen, med ansigtet presset mod knæene og græd syndfloder af tårer.

   ”Hvad er der sket, skat?” spurgte hendes mor betuttet og satte sig på hug foran sin femtenårige datter.

    Men i stedet for at svare, rystede Hermione bare frustreret på hovedet.”Det kan ikke ske… det må være en fejl…”

 

    Dampen fra toget vældede ned på perronen og gav alting et spøgelsesagtigt skær. Hermione hankede op i Skævben, tjekkede at hendes kuffert var forsvarligt lukket, men i virkeligheden prøvede hun bare at trække tiden ud. Hun havde ikke lyst til at stige ombord på toget. I dag var starten på sjette skoleår – der var kun to skoleår tilbage, hun vidste at hun burde nyde tiden hun havde tilbage på Hogwarts, men efter sidste år, var hun ikke helt sikker på om hun kunne blive ved på denne måde. Hun havde ikke længere tal på, hvor mange nætter hun var faldet i søvn sidste år, ved at græde sig selv til søvn. Det var heller ikke ligefrem et særligt muntert regnskab at holde.

   ”Nu må du have et godt år, skat,” sagde hendes mor. Hun lagde armene om Hermione, som for at beskytte hende.”Du skriver så tit du vil, og vi lover at svare med det samme.”

    Hermione nikkede bare. Ord syntes ikke at ville danne sig på hendes læber lige nu. Kun bange tanker fyldte hende.

    Hendes far klappede hende på hovedet. Hans øjne skinnede omsorgsfuldt.”Det skal nok gå, Mione.”

    Hun bed sig i læben og nikkede. Ved de mange breve hun havde skrevet til dem sidste år, vidste de udmærket hvor hun stod. Og desværre, var det ikke ligefrem på fast jord. Snarer en gyngende, pilrådden tømmerflåde.

    ”Jeg… må hellere stige ombord,” mumlede hun hæst. Hun tvang sig selv til at sende sine forældre et ægte smil – eller i hvert fald den bedste efterligning hun kunne præstere.”Jeg skal nok klarer mig. Jeg skriver i løbet af et par dage med nyheder.”

    ”Okay, skat,” sagde hendes mor, trak hende ind i et sidste kram og lod hendes far kramme hende bagefter. Hermione vinkede en sidste gang til dem over skulderen, inden hun satte foden på den lille metaltrappe, som førte op i det postkasserøde tog. Kupévognene vrimlede med elever – mest små førsteårselever, som ikke vidste hvor de skulle være henne på givne tidspunkt. Hermione klemte sig bare forbi dem, ude af stand til at tænke rationelt og hjælpe dem på plads. Alt hun havde lyst til, var at finde sig et hjørne at plante sig og stikke næsen i en bog.

    Hun gik forbi et dusin små kupéer, gik fra vogn til vogn. Hun var på udkig efter en ubefolket kupé, men alle syntes at være optaget af mindst to personer. Det skar i hendes hjerte da hun gik en kupé med lukket dør. Men alligevel så hun ind, og nåede kun at få øje på en mørk hårtop samt en rød, før hun vendte hovedet og gik videre. Hun ville ikke tænke på det. Ikke nu.

    Hermione kom til kupévognene, hvor der var borde og polstrede bænke. Netop som hun havde passeret det første bord på højre hånd, blev hun straks revet tilbage ved et hårdt tag ved hendes håndled.

    ”Av!” vrissede hun og havde nær tabt Skævben, som hun knugede ind til sig med venstre arm. Hun vendte blikket mod ejermanden til den lyse, slanke hånd som stadig holdt et fast greb i hendes håndled. Draco Malfoys ansigt lyste op i et skævt, bittert smil. Hermione vred øjenbrynene op i panden.

    ”Hvad vil du?” Var det ikke nok at hun var havnet i samme kollegium som ham; behøvede han virkelig blive ved med at hive fat i hende for at drille? Det havde der, efter hendes smag, været nok af sidste år.

     Draco løftede udfordrende det ene øjenbryn. ”Hvad mener du, Granger? Hvad jeg vil? Alle vil jo noget, ikke sandt?”

    Hermione kneb øjnene sammen ved den forvirrende samling af spørgsmål.”Hvad vil du have? Er det er bedre spørgsmål? Argh, jeg gider dig ikke, Malfoy.”

    Hun prøvede at rive sig løs, men Malfoy rev blot hårdt i hendes håndled. Dette resulterede i en kædereaktion af begivenheder. Hun snublede frem mod ham, mistede balancen, men nåede at fange den igen. Men Skævben hvæsede iltert og sprang fra hende. Han løb ned af midtergangen, med kurs mod næste vogn.

    ”Skævben!” råbte hun og skulle til at løbe efter ham, men havde glemt alt om Dracos greb. Hun stirrede med store øjne på ham.

    ”Slip mig. Jeg skal fange min kat takket være dig!”

Men Draco slap hende ikke. I stedet trak han hende tættere på.”Nej. Han kommer tilbage. Ellers får jeg nogen til at finde ham. Hvad jeg vil have… er at du sætter dig her.”

    Hermione skar ansigt og bakkede så langt tilbage, som hun overhovedet kunne.”Er du rigtig klog? Det vil jeg ikke!”

    Han rejste sig ved lyden af hendes trodsige stemme. Han ragede godt og vel et halvt hoved højere op end hende.

    ”Sæt dig,” sagde han. Hans hvislende, kolde stemme fik det til at ile ned langs hendes rygrad.

Hermione bed sig i læben.”Der er jo ikke plads.”

    ”Det er der i hvert fald,” sagde han. Før hun nåede at reagere, havde han skubbet hende ind på den inderste plads ved siden af ham. Hun ramlede ned i sædet med et gisp. Hun havde vitterlig ikke troet at Draco ville have hende til at sidde ved siden af sig – og det kunne ikke bare være fordi hun nu gik i grønt og sølvfarvet slips. Kunne det?

    Hun betragtede Draco kort, mens han smed hendes kuffert op på bagagehylden og satte sig ned ved siden af hende. Hun trak sig helt hen i hjørnet og kiggede forundret på ham. Han vendte hovedet mod hende, men da hun ikke orkede at snakke med ham – eller udføre en scene for øjnene af Blaze Zabini og Pansy Parkinson, som sad over for dem på den anden side af bordet – hev hun i stedet en lille bog frem fra sin kappe og gav sig til at læse. Men hun havde ikke engang nået at kaste et blik på det nye kapitels titel, før Dracos blege hånd rev bogen ud af hendes hænder.

   ”Hey!” udbrød hun forurettet og rettede bistert blikket mod ham.

   ”Glemt det, Granger,” sagde han blot og lagde bogen ind i sit ærmes fold. Han vendte sit gnistrende blik mod hende.”Det kan være den gik med dine gamle venner, men ikke med mig.”

    ”Og hvorfor så det?” spurgte hun og hævede trodsigt sit ene øjenbryn.

Han smilede skævt og gjorde noget helt uventet; kærligt strøg han tommelfingeren hen over hendes hævede øjenbryn. Hans stemme var blød, men havde en lidt hård kant.”Jeg må beundre din trodsighed. Men hvad jeg mener, er at du ikke bare kan give dig til at læse. Ikke når du er sammen med mig.”

    En smule kuet, fremmumlede Hermione: ”Det giver stadig ingen mening.”

    ”Granger, vi er ikke nørder,” sagde han kort og vendte blikket mod deres medpassagerer ved bordet. Hermione rødmede; hun havde i et kort øjeblik helt glemt dem. Zabini sad med en chinchilla i skødet og kælede den, men hans sammenknebne blik var rettet mod Draco og Hermione. Men ét enkelt blik fra Draco, fik ham til at se ned mod sit kæledyr. Trods situationen, kunne Hermione ikke underkue sit undrende væsen. Hun undrede sig over, hvordan Zabini overhovedet kunne have lov til at have en chinchilla med. Der var jo specifikke regler for kæledyr – kunne en chinchilla mon høre ind under kategorien katte?

   Pansy gloede ondt på dem, men hendes fokus var mest rettet mod Hermione. Hendes øjne nærmest glødede som kul, men end ikke et giftigt blik fra Draco kunne få hende til at lade vær. Hermione krympede sig da hendes blik mødte den mørkhårede piges.

   ”Pansy!” hvislede Draco højt. Pigen hævede uskyldigt øjenbrynet mod ham og vendte blikket mod vinduet.

    Hermione pressede sig længere hen i hjørnet. Det føltes kun en smule mere trygt at føle væggene mod ryggen – men på den anden side, følte hun sig også trængt op i en krog.

    Draco vendte hovedet mod hende efter en flere sekunder lang nedstirring af Pansy.”Du skal ikke tage dig af dem.”

  

    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...