The Life She Never Earned... 1D fanfic

True. En pige som har det svært som datter af Corinne og Harry. Ingen er rigtig i stand til at få True til at åbne op for nogen. Hun har så længe hun har kunnet huske, været forladt af forældrene til fordel for deres jobs som sætter dem i rampelyset. Svært bliver det dog først den dag alt ramler sammen for True. Den dag Corinne og Harry træffer en beslutning som vil ændre Trues liv for altid. Måske vil det i sidste ende klare lidt op i hendes grå verden? Måske møder hun nogen som hun kan åbne sig op for?.. Dette er en fanfiction baseret på en fanfic jeg tidligere har skrevet men aldrig publiceret. Obs: Opdateringer kan differentiere grundet mit efterskoleophold.

0Likes
0Kommentarer
114Visninger
AA

1. Where's The Love She Needs?

True's synsvinkel:

Hvorfor skulle alting lige være sådan som det var? Hvorfor havde jeg ikke bare nogle normale forældre som ikke var kendte rundt i hele verden? Hvorfor kunne jeg ikke få et normalt liv som alle andre? Jo, svaret er nemt nok.

Jeg kunne aldrig få et normalt liv fordi mine forældre var kendte. Min far en sanger og min mor en professionel fotograf som samtidig med, var søster til min fars ven.

Skolen var svær at skulle klare hver dag. Folk prøvede at blive venner med mig for at komme til at kende mine forældre. Det var svært. Ingen venner.

Far var væk hele tiden, og når han så endelig var hjemme var det som om han bare ikke havde tid til mig. Mor var altid ude for at fotografere eller fremvise billederne hun havde taget.

En gang imellem fik jeg penge stukket i hånden og fik at vide at jeg så kunne shoppe så meget jeg ville. Vi snakker ikke om små mængder af penge, men derimod rigtig mange penge. De havde aldrig tid til mig og det sårede mig. Meget.

Problemer havde jeg nok af, men ingen hjalp mig. Der var ingen.. Kun vores gamle kat Lori kunne trøste mig, når jeg var ked af det. Kun én ægte ven havde jeg fået. Ocean.

Ocean var den mest fantastiske, ærligste ven jeg nogensinde havde haft. Og den eneste.. Gennem hende havde jeg dog lært Lina at kende. Hun var ret fed. Ikke rigtig min ven, men hun havde inviteret mig til en fest på en klub.. Alt for at komme væk hjemmefra.. Så var jeg fri til at gøre hvad jeg ville..

Harry's synsvinkel:

Jeg åbnede stille døren til huset for ikke at vække de andre. "True? Er det dig?" Lød det fra stuen. Med det samme rynkede jeg brynene. "Skat? Er True ikke hjemme?".

Corinne dukkede op i døren. "Nej.. Jeg ved ikke hvor hun er.." Sagde Corinne bekymret. Jeg smed tasken på gulvet og lagde armene om Corinne som havde blanke øjne.

"Vi ringer til politiet hvis ikke hun er hjemme inden klokken elleve.. Hun får en time" sagde jeg lavt i hendes øre og kyssede hende blidt på kindbenet.

Jeg slog træt øjnene op da telefonen ringede højlydt. Jeg fjernede den sovende Corinne lidt fra mig, inden jeg rejste mig. Jeg så kort på klokken. 23:18. Jeg greb hurtigt telefonen i håb om at det var True.

"Det er Harry". "Er dette hr. Styles?" Blev der spurgt med en formel stemme. "Ja?" Sagde jeg spørgende og så undrende på Corinne som så træt og afventende på mig.

"Deres datter ligger lige nu på sygehuset med alvorligt blodtab. Jeg vil anbefale at de kommer hurtigst muligt så vi kan drøfte situationen" lød det.

"Hvad?!" Lød det fra Corinne da arrene på True's venstre arm kom til syne. "Men.. Harry?!" Sagde hun fortvivlet. Jeg lagde hurtigt armene om hende.

"Hun savner hendes forældre.. Hun har brug for støtte gennem hendes liv.. Hun er trods alt en teenager.. De kræver mere støtte end yngre børn gør". Kvinden som havde snakket med True mens hun var vågen tidligere, så afventende på mig.

True's synsvinkel:

"Det er kraftedeme løgn! Det gør de ikke mod dig!" Line fjernede smøgen fra læberne for at skodde den. Ocean brød ind med det samme. "Line, rolig nu.. Det kan være at de bare gør det for at være der mere for True..".

Hun så på mig med de blå øjne og smilte stilfærdigt til mig. "De er trods alt dine forældre True.." Mumlede hun. "De ved bedst..".

Jeg kørte stille fingrene igennem mit lange brune hår. Min mor havde aldrig rigtig været der når jeg havde noget på hjerte eller havde brug for et råd. Lige netop det fik mig til at tænke på hvordan det mon ville gå de næste par måneder.

Jeg ville ikke rigtig komme til at se min mor meget mere end jeg gjorde nu. Jeg tvivlede stærkt på at jeg rent faktisk ville savne hende mere end nu.

Måske var jeg heldig at jeg ville kunne være mere sammen med min far. Selv min onkel.. Zayn.. Jeg havde ikke set ham siden jeg var fyldt 13.

Jeg savnede hans måde at lægge mærke til mig på, modsat mine forældre. Jeg tvivlede på at han ville huske mig når han endelig så mig igen.

Jeg kunne jo knap nok huske hvordan han så ud, hvis ikke det var for alle de billeder man så af ham overalt.

Tænk at jeg ligefrem skulle bruge billeder taget af andre mennesker til at vide hvordan min egen onkel så ud.. Jeg glædede mig egentlig ikke, men Ocean havde måske ret.. Måske vidste de bedst..

"True.. Hvor er du blevet stor siden sidst!" Lød det friskt fra min onkel da jeg dukkede op i bussen lige efter min far.

Jeg smilte stilfærdigt til ham og gik så bare videre selvom han lignede en der ville have et kram.

Jeg lod det falske smil falme og ignorerede de undrende blikke fra de tre andre som så var min fars venner. "Harry.. Kan vi lige.. Snakke sammen et øjeblik?" Lød det fra Liam som han vist hed. Min far vendte sig kort rundt og så på mig et kort øjeblik.

"Louis, viser du hende hvor hun skal sove?" Spurgte han så uden at rykke blikket fra mig. Louis nikkede og lagde en hånd på min skulder for at føre mig mod køjerne i den anden ende af bussen.

Det første jeg gjorde da jeg havde fået at vide hvor jeg skulle sove, var at sætte mig på sengekanten. Louis så lidt på mig, og satte sig derefter på sengekanten ved siden af mig. "Er der noget du vil snakke om?" Spurgte han roligt og prøvede at få øjenkontakt med mig.

Der gik længe med stilhed før han rejste sig. "Du ved hvor du kan finde mig" sagde han og smilte opmuntrende til mig.

Han vendte sig rundt og gik mod de andre igen da jeg pludselig virkelig havde lyst til at mindst en eller anden skulle vide hvordan jeg havde det. "Vent..". Han stoppede op og vendte sig rundt. "Det er bare..".

Louis' synsvinkel:

Der var gået godt tyve minutter før True var færdig med at snakke.

Jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til hendes halvblanke øjne. Enhver idiot ville kunne gennemskue at hun havde det svært.

"True.. Du aner ikke hvor meget din far har savnet dig. Der er ikke gået en eneste dag hvor han ikke har tænkt på dig.. Han synes det er svært at lade dig i stikken på den måde og det er derfor du er med på touren her.. Din mor har det selv svært.. Du ved vel godt hvad depression er?". Hun så op på mig.

"Louis.. Jeg er 16, ikke dum" sagde hun og smilte lidt. "Du har din mors smil" sagde jeg og smilte lidt til hende. Der opstod en akavet stilhed. "Nej, det jeg mener er at din mor lider af depression for tiden.. Hun har brug for at komme sig oven på alt det der er sket.. Hun har det lige så svært som dig.. Jeg synes du skal give din far en chance.. Lad ham hjælpe dig" sagde jeg og gav hendes skulder et klem.

"Du ser træt ud.. Måske du skulle overveje at sove lidt på det..". Jeg rejste mig og forlod hende for at snakke lidt med de andre.

Da jeg senere gik forbi køjerne, sov hun som en sten. Hun havde haft brug for det. Længe..

Harry's synsvinkel:

"True, skat.. Vi skal spise nu" sagde jeg lavt og rykkede lidt i True. Hun åbnede langsomt øjnene. "Jeg er ikke sulten.." Sagde hun hæst og lukkede igen øjnene i.

"Hey.. Du er nødt til at spise noget" sagde jeg og strøg hende over kinden. "Kom.. Du skal have noget til maven" sagde jeg og rejste mig for at lade hende vågne helt op.

"Harry..? Du er godt klar over at hun længe har haft brug for den søvn?" Spurgte Louis. "Ja.. Det kan jeg regne ud.." Sagde jeg og satte mig ned ved siden af ham.

"Hvordan har Corinne det egentlig?" Spurgte Niall for at lede samtalen over på et andet emne. Jeg så lidt på maden foran mig. "Kan vi ikke snakke om noget godt istedet for? Harry har nok at tænke på i forvejen.." Sagde Zayn lavt.

Kort efter dukkede True op. Hun så meget træt ud. "Kom og spis med os" sagde jeg indbydende.

Hun satte sig stille ved min side og trak benene op til sig. Hun så rigtig udmattet ud, men det måtte være forandringerne der kørte på hende.

Da hun efter et par minutter stadig ikke havde spist noget, lagde jeg en arm om hende. "Hey mus.. Hvad er der i vejen?" Spurgte jeg lavt. Jeg så undersøgende på hende. Hun så rimelig skidt ud. "Må jeg ikke gå.. Jeg har ikke lyst til noget.." Sagde hun.

Jeg så ud af øjenkrogen at Louis så sigende på mig. "Jo.. Selvfølgelig.." Sagde jeg lidt modvilligt.

Hun rejste sig hurtigt og forsvandt. "Du ved.. Hun ser ikke for godt ud.. Måske du skulle tjekke op på hende senere.." Sagde Liam.

True's synsvinkel:

Væggen foran mig virkede ligegyldig men så alligevel så vigtig og betydningsfuld. Hvorfor skulle det også lige være en tour på syv måneder? Hvorfor ikke et par dage? Jeg kunne næsten ikke overskue at skulle blive her. Mellem min far, hans venner og min onkel. Jeg havde ikke engang snakket med min onkel endnu.

"Hey.. True.." Lød det bag mig. Jeg skyndte mig at fjerne tårerne fra mine kinder, men det var blevet opdaget.

"Hey.." Sagde min far og satte sig ned på kanten af sengen og strøg mig over ryggen. "Er du okay?" Spurgte han. "Er du ikke ligeglad!".

Han strøg mit hår væk fra mit ansigt så han kunne se mig ordentligt. "Nej.. Jeg er ikke ligeglad.. Jeg prøver virkelig True.. Det gør jeg.. Det hele har bare været så hektisk det sidste stykke tid.." Mumlede han og strøg mig over kinden.

"Er det rigtigt.. Lider mor af depression?" Spurgte jeg med en grædefærdig stemme. "True.. Hun har det rigtig svært for tiden.. Hun har brug for ro til at komme sig over depressionen.. Jeg lover dig at det hele nok skal blive bedre.." Sagde han.

Jeg greb fat i hans hånd som strøg mig over armen og fik ham dermed tættere på mig.

Han lagde sig ned bag mig og holdte om mig bagfra. Sådan som han gjorde, dengang jeg var mindre, og var ked af noget.

"True.. Du siger til hvis du har brug for at snakke eller noget.. Jeg vil gerne hjælpe dig..". Jeg smilte lidt for mig selv.

"True..?". Jeg åbnede langsomt de ellers så tunge øjenlåg. "Hey..". Jeg svarede ikke min far, men lukkede blot øjnene igen og drejede hovedet lidt til siden. "Hey.. True.. Der er morgenmad.." Prøvede han. Jeg mumlede lidt som svar. "Kommer nu.." Mumlede jeg træt.

Han blev siddende et stykke tid, før han forlod mig. Jeg satte mig træt op og gned mig i øjnene.

Det varede ikke længe før jeg udmattet satte mig ned ved Louis ved bordet. Min onkel så lidt undersøgende på mig. "Du ser ikke helt frisk ud?". Jeg trak på skuldrene. "Jeg er bare... Træt.. Det er ingenting..". Tavsheden rungede i hele bussen.

Da jeg synes at det blev lidt akavet efter at have spist min morgenmad, satte jeg mig ret op. "Jeg må have noget frisk luft".

Jeg havde kort forinden opdaget at vi holdt stille.

Jeg fik kort øjenkontakt med Zayn som sendte mig et opmuntrende men forsigtigt smil. Jeg satte hurtigt kursen mod min kuffert som lå i den ene ende af min køje. Selvom mit tøj i min kuffert havde min fulde opmærksomhed mærkede jeg et par blikke bore sig ind i min nakke.

"Gå nu ikke for langt væk". Ved lyden af min fars stemme, måtte jeg tage en ekstra dyb indånding for ikke at give et dumt svar tilbage.

Jeg formåede heldigvis at ignorere hans 'befaling', og skyndte mig at forlade bussen da jeg havde fået tøj på.

Da den friske luft ramte mit ansigt og mine bare arme sammen med solen som både varmede og blændede, var det som om jeg fik en chance for at slappe af for en gangs skyld. Jeg havde længe hungret efter at føle sådan en dejlig frihed.

Jeg så mig lidt omkring for at finde ud af hvor jeg var. Lidt længere nede, et stykke foran mig, lå en sø. Vandet glitrede så smukt når brisen greb fat i det øverste vandlag og rykkede vandet rundt på en blid måde.

Jeg gik langsomt mod stenen som var lige ved vandbreden. Hurtigt blev stenen min nye siddeplads.

En lille sten som lå på jorden, fangede hurtigt min opmærksomhed. Den var formet som et lille hjerte. Dog var det lidt skævt.

Jeg samlede langsomt stenen op og gned en finger over den lune, ru overflade.

"She's trying to look at the bright side, but she can't.

She's hurt, and it gets worse all the time.

She just wants to be loved, be worth something.

But she ain't, she just appears to be some kind of disease.

That no one wants to see willingly.

Where's all the love she needs?

Where is the future she's now unsure of?

Where's it gonna end?

Don't worry little girl..

It'll be okay... Someday.."

"Du har en smuk sangstemme..". Mit blik flakkede hurtigt op på Niall. "Tak.. Tror jeg". Niall's blik flakkede mellem græsset og mig.

"Ehm.. Sidder der nogen?" Spurgte han sødt. Jeg rystede smilende på hovedet. En underlig stilhed ramte os med et brag. Kun lyden af vandet lød i vores ører.

Jeg så igen lidt på den hjerteformede sten, inden mine fingre flettede sig om den. "Det er en flot sten.." Lød det pludselig fra Niall.

Jeg blev helt overrasket da jeg næsten havde glemt han var der. "Ja... Hvor er det den første koncert finder sted?" Spurgte jeg overvejende. "I Spanien" sagde han. Jeg nikkede lidt. "Så skal vi blive der i en uge for hyggens skyld, for derefter at tage videre.." Mumlede han.

Jeg fnøs lidt og smilte falsk. "Min fødselsdag ligger i den uge..". Han så hurtigt men forsigtigt op på mig. "Hm... Det havde jeg egentlig glemt.. Det er jeg ked af.." Sagde han lavt.

Jeg fnøs igen og så ned på mine hænder. "Det skal du som ikke tage dig af.. Alle glemmer det.. Ingen husker mig mere.. Jeg er vant til det" sagde jeg. Han så ned.

"Hey.. Hvem glemmer dig? Det er der da ingen der gør.. Alle husker dig..". Det var ikke Niall der sagde det, men derimod min far som var kommet ned til os.

Straks rejste jeg mig fra stenen, og så såret på ham. "Ja, for det ved du jo alt om!" Sagde jeg spydigt. Jeg forlod straks stedet og gik såret mod bussen.

Zayn stod udenfor bussen og skoddede en smøg. "Hey. Er du okay?". Jeg valgte blot at passere ham uden at svare. Hvad skulle jeg svare? At jeg var okay? At jeg aldrig havde haft det bedre? Jeg fandt det svært overhovedet at eksistere som datter af mine forældre.

Desuden var jeg blevet bildt ind at Zayn var min onkel, hvilket han langt fra var. Han var jo egentlig min morbror, men det var også ligemeget. Personen var alligevel den samme.

Jeg trådte hurtigt ind i bussen, og lagde straks mærke til Louis og Liam der snakkede sammen. Jeg overhørte navnet Emma. Jeg hørte det også godt igår, men kunne endnu ikke gøre det klart for mig selv hvem denne Emma var...

Den hjerteformede sten fra tidligere lå mellem mine fingre, idet en stemme lød tæt på mig. "True? Vi må snakke... Lige nu..". Det var overraskende nok Zayn.

Jeg hoppede ud af køjen og så afventende på ham. "Ja..?". Han så lidt ned. "Kom med..". Jeg fulgte automatisk med ham.

Det undrede mig at han valgte at føre mig udenfor. "Hvad vil du så snakke om?" Spurgte jeg lidt ligegyldigt uden rigtig at se på ham.

Han satte sig ned på hug foran mig lige efter jeg havde sat mig på bænken tæt ved bussen. "Hey, se på mig. True?".

Jeg så hurtigt på ham. Lige direkte ind i de øjne som jeg for første gang rigtig havde lagt mærke til var brune. "Du skal vide at selvom det kan være svært, så skal det hele nok gå. Jeg, og selvfølgelig de andre vil være her hele tiden hvis du får brug for at snakke, okay?". Jeg nikkede svagt.

"Men jeg forstår det bare ikke...". Jeg brød øjenkontakten med ham. Det forhindrede ham dog ikke i at give mig en følelse af at han ventede på svar.

"Jeg føler mig forrådt. Glemt. Alt hvad jeg kan huske som noget godt om mine forældre, er den dag da jeg var syg. Meget syg.. Det er tre år siden, men det forhindrer mig ikke i at huske det. Du husker det vel også?". Jeg så ud af øjenkrogen at han nikkede lidt.

"Jeg husker tydeligt hvordan far trådte ind ad døren. Han så så.. Så bange ud. Så bekymret. Den måde både han og mor pludselig var omkring mig i længere tid end blot få timer, var fantastisk.

Det er noget af det bedste der nogensinde er sket for mig i løbet af mit liv. Og alligevel er det bare så åndssvagt. Et alment menneske burde ikke huske alvorlig sygdom som det bedste i hele sit liv".

Jeg havde opgivet med at kæmpe med de mange følelser, og tårer som blot ønskede at vise sig for verdenen. Jeg tørrede kort en tåre væk fra min kind, inden jeg så på Zayn igen.

"Det er følelsen af at blive forrådt, som æder mig op indefra. Forstår du? Det er så svært at være normal, og hvis jeg prøver at være normal.. Så forstørrer det smerten.. Hvorfor kunne jeg ikke bare være glad.. Lykkelig som far, dig og de andre.. Mor?". Zayn så ned i jorden.

Først efter at have tænkt længe åbnede han munden. "Du tøvede.. Jeg tænkte det nok.. Ingen kan svare på det spørgsmål jeg længe har spurgt mig selv om. Ingen..".

Jeg sluttede hårdt samtalen ved at rejse mig og med tårer rindende ned ad kinderne, forlade Zayn ved bænken.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...