The Life She Never Earned... 1D fanfic

True. En pige som har det svært som datter af Corinne og Harry. Ingen er rigtig i stand til at få True til at åbne op for nogen. Hun har så længe hun har kunnet huske, været forladt af forældrene til fordel for deres jobs som sætter dem i rampelyset. Svært bliver det dog først den dag alt ramler sammen for True. Den dag Corinne og Harry træffer en beslutning som vil ændre Trues liv for altid. Måske vil det i sidste ende klare lidt op i hendes grå verden? Måske møder hun nogen som hun kan åbne sig op for?.. Dette er en fanfiction baseret på en fanfic jeg tidligere har skrevet men aldrig publiceret. Obs: Opdateringer kan differentiere grundet mit efterskoleophold.

0Likes
0Kommentarer
113Visninger
AA

2. Slowly falling..

Harry's synsvinkel:

Lyden af min datters stemme, havde ændret sig. Hun snakkede i telefon.. Med Ocean som hun sagde var hendes eneste ven grundet mig og Corinne's fravær i hendes liv.

Jeg så lidt på True da jeg var trådt ud af bussen, og ud i den usædvanlige varme fra solen. Hun smilte. Hendes toneleje havde ændret sig. Hendes smil udstrålede så meget glæde at selv jeg blev forundret. Tænk at min datter var så smuk bare hun smilte.

"Så det er altså sådan Spanien ser ud?". Louis smilte efter at have sagt de få ord. "Tjah..". Jeg vendte mig rundt mod ham og så lidt ned. "Det var ikke det du kom for at sige vel?". Han rystede blidt på hovedet. "Jeg mener.. Se hende lige Harry. Hun er kun glad når hun snakker med hendes ven.

Hun ser gladere ud når hun snakker med hende, end hun gør når hun snakker med dig, for ikke at snakke om at du er hendes far Harry.. Hun har brug for dig. Brug for din opmærksomhed. Det ved du godt".

Han gav min skulder et blidt klem før han forlod mig igen. Jeg så tænkende ned i jorden, men valgte hurtigt at gå tilbage til Liam som ventede på svar fra Emma, hans kæreste gennem 14 dage. Altså var deres forhold startet på et meget uheldigt tidspunkt, og desuden kissemissede de stadig hele tiden fordi de stadig var nyforelskede.

True's synsvinkel:

"Du ved at jeg elsker dig.. Det vil jeg altid gøre. Jeg lover det.. Men jeg kan ikke klare det mere.. Om lidt forlader jeg dig og far, og så skal du glemme alt om mig, okay min skat?

Jeg vil altid elske dig, og jeg er ked af at det skulle ende sådan her.. Det er jeg virkelig..". Hun bevægede sig smilende mod et skarpt lys som blændede mig, og forsvandt i ét.

Jeg trak vejret hurtigt ind og slog øjnene op. Adrenalinen pumpede rundt i min krop, og forskrækkede mig i høj grad. Jeg mærkede hvor ondt det gjorde på mig at jeg lige havde drømt at min egen mor forlod mig. Godt nok havde hun aldrig rigtig givet mig opmærksomheden hun burde, men jeg mærkede alligevel hvor ondt det gjorde.

Louis var den næste person der fyldte mine tanker. Jeg satte mig stille, med pumpende hjerte op i sengen, og stod ud af den. Jeg gik over til Louis' seng. "Louis?". Til min overraskelse reagerede han med det samme på min hvisken og drejede hovedet for at se med små øjne på mig. Han satte sig langsomt op. "True? Er du okay?".

Jeg kunne ikke lade være med at ryste på hovedet, og mærke en tåre rinde ned ad min ene kind. "Ej.. Du skal ikke være ked af det.. Kom her" sagde han lavt og rakte armene ud mod mig. Jeg lod mig selv begraves i hans favn og lod ham trække mig ind til sig. Han spurgte ikke ind til noget. Trøstede mig bare. "Her.. Læg dig ned" sagde han lavt. Jeg gjorde som han sagde og lod ham omfavne mig igen. Det var rart at have en følelse af at blive passet på. Denne gang faldt jeg i søvn på den mest trygge måde gennem hele mit bevidste liv.

Da jeg slog øjnene op var det blevet lyst igen. "Hey.. Godmorgen True.." Lød det lavt fra Louis, hvis øjne så direkte på mig. Dog på en blid måde. Hans arme var stadig rundt om mig. "Tak.." Mumlede jeg. "Hey.. Det var ingenting.. Du kommer bare når du har brug for nogen at søge til" sagde han blidt. "Det betyder meget" mumlede jeg. Han strammede kort grebet om mig. "Nå. Skal vi ikke se at komme op? Klokken er snart 9". Jeg smilte lidt og kom så stille ud af hans seng.

Jeg vidste at min far havde opdaget mig i nat. Han havde helt klart set det, da han hele dagen havde stirret på mig på en måde som virkede lidt bebrejdende. Som om han synes at det skulle have været ham jeg var gået til, og ikke Louis. Louis og jeg havde egentlig snakket mere sammen hele dagen end som jeg følte jeg havde snakket med min egen far i et helt år. "Louis, det bliver jo aldrig det samme som det var engang...". "Jeg ved at det er svært at holde styr på dit liv for tiden, men jeg ved også at det hele nok skal gå True. Det er jeg mere end sikker på, og jeg lover det.. på ære". Jeg blev aldrig rigtig helt... Du ved.. Satisfied.. Selvom han sagde det. Jeg vidste ikke om det at åbne mig op for Louis var en god ide.. Jeg vidste ikke om det han sagde var sandheden.. Jeg vidste bare generelt ikke hvor jeg hørte til lige for tiden.. "Så skal vi af tøser" grinte Niall. Jeg kunne ikke holde grinet tilbage da Niall havde snakket til Louis og jeg. "Se bare der" sagde Louis storsmilende. "Du kan jo godt smile". Jeg grinte lidt og prikkede ham hurtigt i siderne hvorefter jeg skyndte mig ud af bussen før Niall. "Din lille" hørte jeg efterfulgt af et grin. Jeg havde haft så travlt med at komme ud, at jeg knapt nok havde opdaget hvor vi var. Solen brændte mod min hud og blændede mig samtidig. Jeg så begejstret rundt på det flotte landskab. Det kæmpe hav der glitrede under solens stråler, og blomsterne der var plantet overalt. Hele mit moment blev ødelagt da jeg mærkede to fingre i siden, som fik mig til at knække sammen af grin. "Louis, stop!" grinte jeg, hvilket heldigvis fik ham til at stoppe. "Wow, der er varmt herude" sukkede Niall bag Louis. "Ja, mon ikke" svarede Louis. "Tøsedrenge" svarede jeg igen. "Hey hey, pas nu på med hvad du siger unge dame" sagde Louis strikst, og overfaldt mig med hans prikkende fingre som kildede evindeligt. Jeg blev ved at grine, og kunne ikke stoppe mig selv. Jeg endte med at knække sammen på asfalten som viste sig at være ekstremt varm. "Louis! av av av!" mumlede jeg. "Oh!" Lød det fra ham da han opdagede hvor varmt det egentlig var. "Sorry.." Sagde han og smilte skævt hvorefter han hjalp mig op. "Det er okay" smilte jeg.

Jeg var vildt begejstret da vi trådte ind i restauranten. Der var fyldt med levende lys, mennesker som snakkede dæmpet og duften af god mad. "Nøj, hvor er jeg sulten" lød det fra Niall. "Også mig" sagde Liam. "Så lad os da sætte os" sagde min far som havde lagt hånden på min skulder og gav den et klem. Jeg sendte ham et svagt smil og gik så efter Louis og Zayn mod et af bordene.

Da vi var færdige med at spise og Paul havde fulgt os alle tilbage på hotelværelset med flere rum, mødtes vi alle seks i sofaerne i stuen. Solen stod stadig højt på himlen, og varmede rummet godt op. Jeg havde sat mig til rette op ad væggen lige under vinduet ved siden af den ene sofa. Kun så solen ikke skulle sende strålevarmen direkte på mig da jeg allerede havde det ret varmt. "Hey.. Vi kunne jo tage en tur i poolen om lidt?" Sagde Louis og smilte til mig. "Ehm.. Ja. Hvad siger du til det True?" Sagde min far og så smilende på mig. Jeg brød hurtigt øjenkontakten og så ned på mine håndflader som var fugtige af sved. "Du behøver ikke at spørge mig som om jeg var en lille pige på syv.. Jeg er jo sådan set 16, for ikke at sige snart 17.." Mumlede jeg halvirriteret. "Men ja.. Det vil jeg gerne". Jeg forårsagede lige en larmende stilhed. "Nu ikke så hård ved din far.. Han spurgte dig jo bare.." Sagde Liam. Jeg sukkede dybt og måske lidt højlydt. "Ja.. Jeg ved det. Undskyld.. Jeg skal nok prøve at lade være med at være irriteret på én som har svigtet mig i flere år" sagde jeg bestemt og rejste mig for at forlade dem. "True.. Vent lige" lød det bag mig. Jeg ignorerede med vilje min far. De andre var vel bange for at trykke på den forkerte knap ved at sige noget efter det jeg lige havde sagt. "Bare lad være" sagde Zayn hurtigt til min far formoder jeg. "Jeg snakker med hende" lød det lavmælt fra Louis. Jeg var lige ved at lade ham følge efter mig og ignorere hvad de fire andre sagde. Hvad hvis jeg jo egentlig gerne ville snakke med Louis, men alligevel ikke rigtig ville..? Jeg vendte mig hurtigt rundt på hælen og så direkte ind i Louis' svagt grå øjne. Med det samme stoppede han sin gang imod mig. Han så lidt på mig inden han lod hovedet falde lidt så hans blik lå på gulvet. Efter kort tid så han igen op på mig og nikkede. "Okay.. Jeg lader dig være" sagde han og smilte opmuntrende. Jeg så stumt på ham og vendte igen rundt på hælen. Da jeg var trådt ind på soveværelset jeg tidligere havde fået tildelt som den eneste kvindelige skabning på denne tour, lukkede jeg hurtigt døren efter mig og lænede mig så op af den. Jeg så forundret ud af vinduet. Louis havde forstået hvad jeg mente da jeg så på ham.. Men hvordan?..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...