The unknown is better

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2014
  • Opdateret: 14 okt. 2014
  • Status: Igang
Da Kathrine vågner alene op i en fremmed skov, må hun selv finde en udvej af mareridtet og ud af alle dræbende fristelser.

1Likes
1Kommentarer
113Visninger

1. Kapitel I

Jeg havde det dårligt, da jeg vågnede. Ondt i fødder, ben og ryg, som om jeg havde gået i flere døgn uden pause. Det var mærkeligt syntes jeg. Jeg havde desuden også ondt i hovedet, noget som sjældent skete for mig. Jeg kiggede mig omkring, og lagde som det første mærke til den tunge dis, der havde samlet sig rundt om mig. Det var endnu mærkeligere. Der var helt stille, ikke engang en enlig fugl ville synge her, og det var også forståeligt, for det her sted virkede ikke som et særlig rart sted. Jeg kom besværet op at stå, og jeg måtte kæmpe imod min voldsomme hovedpine. Disen tillod ikke meget, men jeg kunne ane træerne rundt om mig, og jeg havde på fornemmelsen, at der ikke var andet end træer lige de næste par kilometer.                                                                                                      

 

Jeg begyndte at gå, dog med besvær, og jeg måtte støtte mig op ad træerne en gang i mellem. Det var køligt i luften, og kulden bed gennem de jeans og den langærmede trøje, jeg åbenbart havde på, som også var det eneste. Jeg var barfodet, og det var ikke særlig praktisk, hvis jeg skulle gå langt, og slet ikke når det nu ikke var på den varme side af året. Mine hænder var også hævet på grund af kulden, og jeg kunne mærke min hals kæmpe imod en kommende forkølelse. Hvad lavede jeg her ude, hvor var alle andre og vigtigst af alt: hvordan kom jeg hjem? Jeg anede intet, og der var nok heller ingen der ville fortælle mig det. 

 

Mens jeg gik, blev jeg bange. Stilheden var ikke normal, og kulden var ny. Her var ikke naturligt, og her lugtede. Af hvad vidste jeg ikke, og jeg vidste heller ikke, om jeg ville vide det. Der var ikke en vind, men alligevel var det meste af disen forsvundet, og luften var ikke nær så fugtig mere. Måske var det midt på dagen? Jeg var også ved at blive ret sulten, da jeg ikke havde fået mad i noget tid nu. Og da jeg skulle til at sætte mig ned for at holde en pause, hørte jeg noget. Og lyden af andet end mine fodtrin og mit åndedræt var noget nyt. Det lød som klukkende vand, og jeg var igen på benene. Det var vand, og jeg havde brug for vand. Grådigt drak jeg vand fra den lille bæk der tilsyneladende løb her. Bækken kunne måske vise mig vej til et bedre sted, hvem ved? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...