Et ægte smil

Alex ser sin mor dø af overdosis og kommer sig aldrig rigtig over tabet. I systemet er han nu "et plaget barn".

0Likes
0Kommentarer
231Visninger
AA

4. Snacks og knive

På vejen til døgnkiosken snupper jeg et æble fra nabohaven. Min hånd glider ned i lommen ved min brystkasser og hiver en lille lommekniv med op. Jeg betragter kniven der genspejler måneskinnet så flot, og hvor end jeg går, efterlader jeg et spor af æbleskrald.

Døgnkioskens LED-lys blinker svagt. Da jeg træder ind i butikken fyldes mine lunger med duften af kaffe og øl, mine favoritter. Jeg mærker mig selv efter for penge men finder intet. Pis, jeg nåede alligevel aldrig at tænke så langt. Jeg opgiver smøgerne og snupper i stedet en Twix bar.  Der er ingen grund til at nærme mig kassen så jeg tager store skridt mod døren. Jeg tager chancen og krydser fingre for at jeg ikke bliver opdaget.

      - Du dér! En bredskuldret man prikker mig på skulderen. Jeg kan se de i hans øjne at han

ved hvad jeg har gjort. Han tager fat i mig men jeg rusker mig fri fra hans greb, knytter min

næve og slår ud efter hans mave. Hans bredde fingerspidser griber mig i nakken og hiver mig hen til et skilt med ordene ”Tyveri anmeldes til politiet” og så et billede af en snog i lænker.  Jeg vrider mig i forsøg på at komme fri. Men uden held. Jeg taber både kniven og chokoladebaren på gulvet.

 

Med et smørret smil på læben sidder social rådgiveren ved sit kateter, og noterer hvert et ord hun hører fra manden over telefonen. Jeg må være hendes yndlingsbeskæftigelse.

      - Alex jeg var meget tydelig da jeg sagde at du skulle overholde reglerne! Jeg ved da ikke

hvad jeg skal gøre med dig, dreng! Min tante ser skuffet ud, og jeg kender hende knap nok.

Alt det for en Twix bar. Jeg kender ikke mine egne grænser. Rådgiveren ligger telefonen  fra sig og nærmer sig nu gæstestolene.

      - Der er ikke andet at gøre end at sende Alex på en efterskole til børn med specielle

behov, eller få ham flyttet til en plejefamilie. Ja, jeg er ked af det men du har haft rigelige af

chancer. Vi kan simpelthen ikke have dig til at rende i nattetimerne med knive og tyvekoster. Valget står selvfølgelig til dig. Hun hentyder til min tante. Jeg gyser ved tanken om en ny familie, og min tante tvinger et sørgmodigt smil frem på læberne. Men heller ikke denne gang følger øjnene med mundvigen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...