absence |l.h.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2014
  • Opdateret: 13 okt. 2014
  • Status: Færdig
Luke sørger stadig over døden af hans kæreste, og han er fuldstændig ødelagt. Det er som om hun tog den glade, fantastiske del af ham med sig i graven og efterlod en tom, kold skal der bare... Er. | Dette er et konkurrencebidrag til The Hunger Games konkurrencen, og jeg har valgt at skrive ud fra mulighed nummer 2 |

4Likes
3Kommentarer
368Visninger

1. absence


 

It’s the things we love most that destroy us.

Jeg er i et stadie af melankoli og depression. Det er i hvert fald hvad min psykolog siger. At hun har ødelagt mig. Men det er jo ikke rigtigt. For hun er her jo ikke til at ødelægge mig. Det er jo det der ødelægger mig. Men det er vel egentlig min egen skyld. Ligesom det er min skyld hun ikke er her; havde jeg ikke råbt af hende på den måde, havde hun aldrig sat sig ind i den bil. Dr. Foster – min psykolog, altså – siger at jeg skal lade fortiden være i fortiden og fokusere på nutiden, men hvis jeg skal være helt ærlig har jeg ikke lyst. For hun er her ikke i nutiden. Hun var der i fortiden. Og hun er alt jeg vil have. Der er intet andet jeg vil have mere end hende. Og det er vel det der har ødelagt mig.

Jeg tager en dyb indånding før jeg hiver ned i dørhåndtaget og møder den kolde efterårsvind imod mit ansigt. Jeg kan mærke trangen til at lægge mig ind i seng igen, men går alligevel ud ad huset. Det er første gang i en måned uden at mor skulle skubbe mig ud ad døren. Jeg trækker den kolde luft helt ned i lungerne, og kan mærke en hvis tiltrækning til nikotin i dette øjeblik, så jeg krydser vejen og går ind i den lille, skumle kiosk på den anden side af vejen. Hende der står i kassen ser mistænksomt på mig, men jeg ignorerer det bare og beder om tyve røde Prince. Hun bider sig i læben, og ser egentlig ud som om hun ikke vil give mig dem. Jeg siger ikke noget, er egentlig for træt og ked af det til at håndtere situationen, så jeg lægger bare nogle sedler og tager imod den pakke hun rækker til mig. Jeg gætter på at hun kunne se på mig at jeg virkelig havde brug for dem. Ikke at det ville have været noget problem for mig at købe dem, siden min 18 års var i juli og det er nu marts. Det var to dage før ulykken. Jeg går ud ad kiosken igen, fortsætter væk fra mit hus. Det tager alt i mig ikke at gå til hendes hus og sætter mig på hendes værelse og bare… Være.

I stedet går jeg ned til vandet. Jeg ville have være gået til hendes grav, men havet betød mere for hende end noget andet. Og jeg havde ikke styrken eller selvkontrollen til at åbne den sorte metalport på kirkegården. Så jeg sætter mig i sandet og lytter til bølgerne der omfavner kystens kant. Mine øjne lukker, og jeg lægger hovedet på mine knæ. Det er ni måneder siden min bedste ven og kæreste blev erklæret død af lægerne. Det er ni måneder siden og jeg vågner stadig hver nat og har en eller anden latterlig forestilling om at hun stadig er lige der ved siden af mig. Hver eftermiddag har jeg stadig en idé om at hun kommer grinende igennem døren med en af hendes veninder og ser på mig og siger: ”Hvordan var din dag? ” og giver mig et kys. Har stadig en forestilling om at alt kan være ligesom før, hvis bare hun kommer tilbage.

Mine drømme – måske nærmere mareridt – handler om hende. Altid hende. Det er den der kliché drøm fra amerikanske Tv-serier hvor jeg bliver ved med at løbe efter hende, men uanset hvor langt jeg løber kommer jeg aldrig tættere på hende. Jeg græder nu. Bare tanken om at hun kommer tilbage gør mig helt igennem lykkelig. Men så går det op for mig at jeg har ligger over hendes døde krop og grædt, og jeg kan jo godt se at hun ikke lige pludselig dukker op ved min dør. Det forhindrer mig ikke i at tro at jeg ser hende konstant. Ude i haven i en hvid sommerkjole, det mørke hår løst i krøller og et smil der kan kurere alt det dårlige i verden. I køkkenet i en universitets hættetrøje, grinende med et glas cider i et vinglas og halv-dansende til radioen, idet hun laver nok det bedste måltid jeg vil få længe. I publikums øjne hver gang jeg står på scenen og synger en helt bestemt sang. Jeg ser deres medlidenhed, deres medfølelse og deres sorg, men mest af alt ser jeg hende og hendes strålende øjne hver gang hun så på mig. Den måde hendes øjne lyste op hver gang jeg trak tilbage fra et kys, eller når jeg sagde at jeg elskede hende.

Men jeg er jo ikke den eneste der mistede hende. Resten af bandet mistede hende jo også. De mistede en af deres bedste venner, for helvede hun var jo praktisk talt familie. Hun forstod os alle sammen. Alt hvad vi gennemgik, for hun gennemgik det med os. Vores fans mistede hende. Hendes fans mistede hende. De mistede et helt fantastisk forbillede og en helt igennem god person der altid ville det bedste, ikke blot for hende selv men for dem. Hendes familie mistede hende. Hendes mor og hendes storebror fik taget en så fantastisk datter og søster ud af deres liv før hendes overhovedet var begyndt. Hvordan de håndterer hele situationen, forstår jeg ikke. Min familie mistede hende. Selvom hun kun var min kæreste, blev hun taget ind af min mor og far som var hun deres egen. Og mine brødre så hende mere som en søster end noget andet. De så hende aldrig som min kæreste. De så hende som familie og som en ven. Og hun så dem på samme måde.

Og nu, efter at have mistet hende har de skulle konfrontere sig selv med ikke kun det, men også at se mig falde fuldstændig sammen. De mistede ikke blot denne smukke, godmodige, unge pige der døde alt for tidligt. De mistede også den dreng der elskede hende overalt på jorden og havde en idé om at hun var hans for evigt. For han er her ikke længere. Den dreng, for lad os indrømme det, jeg er ikke nogen mand, elskede verden og alt hvad den havde at tilbyde. Den dreng ville gøre alt for at opleve alting. Men den dreng der sidder lige her på denne her strand er ikke sådan. Jeg elsker stadig verden, men jeg ser ikke nogen grund til det uden hun er i den. Og jeg har ikke lyst til at opleve alting længere, for hvis jeg ikke kan opleve det med hende, hvad er så virkelig pointen?

En lille dreng i en Spiderman flyverdragt kommer over til mig. Han kigger på mig med de her store, brune øjne og ryster krøllerne væk fra øjnene før han spørger:

”Hvorfor græder du?” Han ser bekymret ud. Som om han ikke vil have at jeg er ked af det. Jeg tørrer tårerne væk fra øjnene og ser mig omkring. Det ser ikke ud til at hans forældre er her, så jeg tvinger et lille smil frem på læberne.

”Jeg har mistet nogen jeg holder rigtig meget af,” forklarer jeg og bider mig i læben. Jeg forsøger at holde tårerne inde, men det virker ikke helt.

”Hvorfor får du dem så ikke bare tilbage?” Hans stemme er opmuntrende og uskyldig. Som om han endnu ikke har set verdens ondskab, og stadig tror på det bedste ved livet. Jeg kan ikke lade være med at misunde ham den naivitet der ligger bag.

”Det kan jeg ikke… Ser du, hende jeg har mistet kan ikke komme tilbage. Hun er væk for evigt, og der er ikke noget jeg kan gøre ved det.” Tårerne triller ned ad mine kinder, men jeg er for fokuseret på drengens ansigtsudtryk til at tørre dem væk. Han ser mut ud. Som om nogen lige har stjålet hans yndlings superheltefigur. Jeg får det endnu værre da han åbner munden, men lukker den igen, som om han ikke kan finde ud af hvad det er han vil sige. Han sætter sig ved siden af mig.

”Hende du mistede? Er hun død?” spørger han forsigtigt og kigger op på mig med de der store, brune øjne. Jeg nikker. Drengen løfter op i min arm, lægger sig op ad mig så han har armen over sig og på en eller anden måde føles verden bare en lille smule mindre forfærdelig.

”Så hun er en engel?” spørger han forsigtigt. Jeg har aldrig troet på Gud eller lignende, men uanset hvor meget jeg vil benægte det, kan jeg ikke lade være med at smile ved tanken.

”Ja… Hun er helt bestemt en engel,” siger jeg og tørrer tårerne væk fra mine øjne.

”Så du er ked af det fordi hun ikke er her hos dig, ikke?” Jeg ser forundret på den lille dreng, og nikker. Jeg har aldrig tænkt over det på den måde, men det er jo sådan det er når nogen dør. Vi græder jo ikke fordi de dør, men mere fordi de ikke længere er her til at give os det de gav os før. Kærlighed. Hengivenhed. Livsglæde. Uanset hvad er du jo ked af det fordi de ikke længere er der til at give dig det, og derfor mangler det i dit liv. Deraf mangler de i dit liv. Drengens far kommer og henter ham. Han mumler et kort undskyld, sender mig et anspændt smil og går så med drengen på armen.

Jeg kommer hjem fire timer efter jeg tog derfra, og får både bekymrede og overraskede blikke fra min familie idet jeg hænger halstørklædet og jakken på knagen i gangen. De spørger om jeg er okay. Jeg trækker på skuldrene, er egentlig ikke i humør til at snakke med nogen af dem, så jeg forsvinder op på mit værelse. Jeg kigger mig selv i spejlet for første gang i dag. Mine røde øjne er puffede og ærmerne på min sweater er våde fra tårerne jeg har tørret væk. Jeg kan knap nok genkende mig selv. Min ryg er ikke længere rank og mine ben virker usikre på om de overhovedet kan stå selv. Dette her er ikke den dreng jeg var for et år siden. Dette her er resultatet af at være afhængig af andre for at have en form for livsglæde. Dette her er hvad der sker når det man elsker mest ender med at ødelægge en.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...