Usårlig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2014
  • Opdateret: 17 nov. 2014
  • Status: Færdig
Ellie Hayden er seksten år gammel og kommer fra distrikt 7. En grusom ulykke forårsaget af det magthavende Capitol for to år tilbage fratog uventet Ellies mor livet, og frygt, vrede og skyldfølelse har nu blomstret i hende lige siden. Da dagen for høsten oprinder, må Ellie stå overfor en ny beslutning. For er livet virkelig værd at leve, når stort set alle hun holder af, er enten døde eller borte? Og hvad har hun egentlig at miste? Snart indfinder sig en hæsblæsende kamp om retfærdighed, håb, liv og vilje, hvor Ellie må indgå uventede alliancer i optakten til det syvogfyrrende årlige Dødsspil. // Mulighed 1 til Mockingjay-konkurrencen. | Vinder af 3. pladsen i The Hunger Games: Mockingjay part 1-konkurrencen

8Likes
9Kommentarer
734Visninger
AA

8. Kapitel 7

 

Et svagt grynt undslap Ellies mund, og hun tørrede sig udmattet over panden. Sved var langsomt begyndt at pible frem af den hårde træning.

   "Klar på en pause?" hørte hun Andrew spørge, og hun nikkede enigt. De havde været i gang i træningssalene hele morgenen, og det var ikke ligefrem let at arbejde på tom mave.

   "Såh, spiser vi hernede eller oppe på vores etage?" spurgte hun, mens hun forsigtigt trykkede på en øm muskel med den ene hånd. Nok var hun vant til hårdt arbejde hjemme i distriktet, men det her var alligevel af en anden kaliber.

   Det stod om muligt endnu værre til med Andrew. Hans families økonomi var ikke helt skidt, og han var derfor i sin unge alder ikke nødt til at arbejde i så høj grad som eksempelvis Ellie gjorde. Dette gjorde dog, at omvæltningen til træningen var noget af en udfordring for ham.

   "Lad os bare gøre det oppe på etagen," gryntede ham og skar en grimasse. Ellie nikkede og gik foran for at lede vejen.

   Hun nåede til de store glaselevatorer, hvor hun trykkede på en af de mange knapper dertil. Ikke mange sekunder efter lød en sagte pling-lyd, og dørene åbnede sig for dem.

   De trådte ind og skulle til at trykke på nummeret for deres etage, da en flok andre sonere kom løbende. Dørene var ved at lukkes, men en dreng fra flokken, fra Distrikt 12, så vidt hun huskede, satte hurtigt en fod i klemme, så de alle kunne komme med ind.

   Pludselig var den før så rummelige elevator blevet ret så proppet. Ellie rykkede med et dybt suk på sig, og gav dermed uundgåeligt en pige bag hende en albue i maven. Der var simpelthen for lidt plads.

   "Undskyld," kommenterede hun og gad ikke engang vende sig rundt for at kigge, hvem hun havde ramt. "Men I kunne måske have valgt en af de andre elevatorer," tilføjede hun tørt.

   "Jeg tænkte ellers, det ville være en glimrende mulighed for at snakke," lød en velkendt pigestemme bag hende, og Ellie spærrede øjnene op. Det samme gjorde Andrew, der stod ved hende side.

"Tiana?" hørte hun ham sige, da han besværet fik vendt sig rundt, så de stod ansigt til ansigt. Også Ellie forsøgte at vende sig, men opgave hurtigt. Pyt.

   "I lovede at fortælle om jeres planer," lød det fra Tiana. "Jeg har samlet en række folk, vi kan stole på."

   Ellie granskede de ansigter, hun kunne se, og knyttede overrasket sine hænder. Så mange? Kunne man nu stole på dem? Men alt hvad hun sagde, var blot: "Vi kan ikke tale her. Det er ikke sikkert."

   "Vi kan tale på vores etage," bød drengen fra 12 ind og mødte på samme tid Ellies øjne. Hun kiggede blot uforstående på ham, da han med et par hurtige tryk på knapperne indtastede den øverste etage og dermed annullerede nummer 7.

   "De har en form for tagterrasse," forklarede Tiana, og Ellie forestillede sig, det sikkert blev sagt med et skuldertræk. "Indgangen til den er skjult, og vi regner ikke med, den bliver aflyttet eller overvåget. Der er ingen steder at skjule udstyret."

   "Fint," lød det fra Andrew, inden Ellie selv kunne byde ind med noget. "Hvis du kan stå inde for stedet og tilhørerne, er det vel en aftale. Vi har ikke så meget at miste på det alligevel."

   En del lettede suk hørtes, og Ellie kunne ikke dy sig for at smile skævt. Måske ville de rent faktisk det her.

Et nyt pling hørtes nu, og de mange unge strømmede ud af glaselevatoren, godt hjulpet på vej af drengen fra 12, der viste vej gennem sin etage. Han viste dem, hvordan man kunne komme ud på tagterrassen, og snart efter var de alle i sikkerhed for Capitols lurende øjne og ører.

   De sad nu på taget af bygningen, hvor både de forskellige sonernes etager samt træningssalen havde hjemme. Der var en smule køligt, men det grå betongulv var svagt lunt fra solens stråler, hvilket hjalp en del.

   Ellie og Andrew havde på skift snakket om deres planer - eller mangel på samme. De havde luftet deres tanker og mål, og de fleste havde lyttet efter med spidsede ører. Nu sad de alle hensunkede i egne tanker.

   "Hvis I stadig vil være med," kommenterede Andrew mens han masserede en øm muskel. "Så er det vist nu, I kan komme med idéer. Vi ved stadig ikke, hvordan det nogensinde kan blive muligt at få igennem på direkte tv."

   En ung lyshåret pige, sikkert ikke ældre end tretten år, rømmede sig tøvende. "Den måde, vi kan gøre det mest effektivt på, vil være ved at gøre det af flere omgange. Ellers bliver det hurtigt glemt igen."

   "Duer ikke," kommenterede en af drengene tørt, og pigen rødmede forlegent. "De slår os sgu da ihjel ligeså snart vi forsøger noget. Vi må få det gennemført i første forsøg."

   Et par personer rykkede utilpas på sig, og Ellie følte for dem. Det var trods alt ikke let ligefrem at opgive alt på dem måde. Selv havde hun nok aldrig været i stand til det, hvis ikke hendes mor havde passeret bort. Af den grund havde hun også utrolig stor respekt for alle disse unge.

   "Jeg tror faktisk, Becky har fat i noget," kommenterede Tiana dog. Hun lagde tænksomt hovedet på skrå. "Og hvis vi gør det korrekt, kan det måske rent faktisk lade sig gøre."

   "Fortæl," sagde Andrew og kastede et hurtigt blik mod himmelen. Hvis de blev væk meget længere, ville folk sikkert begynde at blive mistænkelige.

   Hun tog en dyb indånding. "Hvis vi nu siger, én eller to af os starter ud til interviewet. Lader som om, han eller hun er den eneste, der har den plan, og bare skynder sig at braldre ud med det. Selv hvis de dræber vedkommende på stedet, vil beskeden stadig være gået igennem, og de vil tro, det er ovre. Og en ny af os kan så fortsætte et par dage efter, måske til selve spillet."

   Hun lod tavsheden bundfælde sig. Alle som én kiggede på hinanden, uden tvivl med den samme tanker i hovedet. Det var dog den yngre pige, Becky, der først åbnede munden.

   "Men hvem af os skal så starte ud? Interviewet er i morgen."

   En lang pause fulgte, inden Ellie omsider tog sig sammen. Hun vidste, hvad der måtte gøres. Havde faktisk vidst det lige fra starten.

   "Jeg gør det," sagde hun og modtog allerede et par anerkendende nik fra de andre. "Jeg startede det her, og det er derfor kun rimeligt, at det også er mig, der smider bomben. På den måde kan I stadig nå at trække jer, hvis konsekvenserne bliver ..." Hun skuttede sig. "For alvorlige."

   Tavsheden sænkede sig atter. Så rejste de sig alle og begav sig med alvorlige miner mod elevatoren. Ét hold af gangen lod de sig så transportere ned - ganske simpelt for at undgå mistanke.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...