Usårlig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2014
  • Opdateret: 17 nov. 2014
  • Status: Færdig
Ellie Hayden er seksten år gammel og kommer fra distrikt 7. En grusom ulykke forårsaget af det magthavende Capitol for to år tilbage fratog uventet Ellies mor livet, og frygt, vrede og skyldfølelse har nu blomstret i hende lige siden. Da dagen for høsten oprinder, må Ellie stå overfor en ny beslutning. For er livet virkelig værd at leve, når stort set alle hun holder af, er enten døde eller borte? Og hvad har hun egentlig at miste? Snart indfinder sig en hæsblæsende kamp om retfærdighed, håb, liv og vilje, hvor Ellie må indgå uventede alliancer i optakten til det syvogfyrrende årlige Dødsspil. // Mulighed 1 til Mockingjay-konkurrencen. | Vinder af 3. pladsen i The Hunger Games: Mockingjay part 1-konkurrencen

8Likes
9Kommentarer
736Visninger
AA

7. Kapitel 6

 

"Er du klar, Ellie?"

   Det var en ung mand, der stod foran hende. Med et granskede blik mod hendes påklædning rettede han lidt på et par kunstige blade hist og her, før han omsider trådte et skridt tilbage.

   "Det er jeg vel," svarede Ellie med et skuldertræk og kastede også selv et kort blik ned ad sig. Hun var klædt i en lang, grov kjole af skriggrønt stof. Som et sjal over hendes skuldre hang forskellige grønne og orange blade, der så overraskende ægte ud. Hun var desuden blevet proppet i et par høje sko, tilmed lyserøde, som hun forgæves var snublet rundt i de seneste par timer.

   Hun priste sig ved sig selv lykkelig over, at hun indtil videre ikke skulle andet end at stå stille i en karret. Det skulle lige være til at overkomme - i al fald måtte hun gøre sit bedste.

   Hendes stylist, en tilsyneladende højt respekteret designer i Capitol, granskede nøje hendes udseende for mindst tiende gang den dag. Om det blot var udklædningen eller hendes fremtoning i sig selv, han var i tvivl om, vidste hun dog ikke.

   "Du har alt for brede skuldre," udbrød han omsider frustreret. Dette var naturligvis i en affekteret Capitol-stemme og efterfulgtes endda af en langsom hovedrysten. "Det er da også umuligt at lave smuk ny designkunst nu til dags," rasede han dramatisk.

   Ellie svarede ikke, men vendte tvært imod ryggen til. Hun følte sig rent ud sagt latterlig i det her tøj. Og ikke nok med det var hun ovenikøbet klædt ud som et træ. Som om det ikke var set før. Godt nok var dette en sygelig, skriggrøn én af slagsen, men det gjorde ærligt talt ikke sagen meget bedre.

   Normalt havde hun aldrig forstået, hvordan en soners udseende kunne påvirke hans eller hendes chancer i selve spillet så meget, men i dette øjeblik gav et eller andet alligevel mening. I så åndssvagt et sæt, hun var blevet iført, ville det da ikke undre, vis ingen ville få øjnene op for hende. Og så var planen da først om sidst ødelagt.

   "Måske vil de tage godt imod det alligevel," mumlede designeren febrilsk og marcherede hastigt frem og tilbage i det lille forberedelsesrum. "Måske vil de tro, kjolen er skabt til at sidde sådan. Skabt til den hudtone, på trods af den skrigende kontrast ..."

   "Er det så slemt?" spurgte Ellie vantro, selvom hun ikke selv gjorde sig de store tanker om dens udseende. Dog lød det ikke som et godt tegn, hvis selv ikke udklædningens designer brød sig om, hvad han så.

   "Bare smil og se selvsikker ud," sagde han hastigt og gav hende et blidt puf i ryggen. "Og lad nu være med at være vendepunktet for min karriere. Bær den med stolthed." Med en sidste nervøs trækning vendte han ryggen til hende og satte sig tungt ved et makeupbord med hovedet begravet i sine håndflader.

   Ellie snublede forsigtigt et par skridt frem i de høje hæle og åbnede en stor, sort dør. På den anden side var noget, der kunne minde om en stor lagerhal med en port i enden. Et hurtigt blik rundt viste hende, at langt fra alle sonere var klar endnu, da kun omkring ti andre stod derinde. Altså var hun i god tid.

   Der var ikke placeret nogen bænke i den store hal, og Ellie regnede ikke med, det ville falde i god jord at sætte sig ned i kjolen. Både af frygt for, at det stramme stof ikke ville kunne holde til at blive strukket på den måde, men også fordi jorden var dækket med ... Ja, jord.

   En dør lidt til højre for den, hun selv var kommet ud af, åbnedes, og hun kastede automatisk et blik over skulderen. Et højlydt grynt undslap hendes mund, og hun knækkede forover af grin, da hun så, hvem det var.

   Bag hende stod Andrew. Hans tøj lignede til forveksling hendes, selvom der da trods alt var gjort en smule for at få det til at se mere maskulint ud. I stedet for en kjole, var det grove lysegrønne stof formet til et par posede bukser, og i stedet for højhælede bar han et par flade kondisko. Dog i den samme, skrigende pink som hendes eget fodtøj.

   "Du ser da brandlækker ud!" udbrød hun med den mest alvorlige mine, hun om muligt kunne præstere. Det holdt dog ikke længe, før hun igen knækkede sammen af grin.

   "Se på dig selv," stønnede Andrew blot opgivende, og Ellies grin falmede en smule. Så så sjovt var det måske heller ikke helt. Og dog forsvandt smilet aldrig helt.

   En pludselig tanke slog ned i hende, og hun lagde sig forsigtigt på knæ mod den tørre jord. Opblandet med vand ville det uden tvivl udgøre en portion god, klæbrig mudder.

   Hun rejste sig og holdt en lille håndfuld af den fine, pulveragtige blanding frem mod ham. "Vi er trods alt usårlige, ikke? Vi kan gøre hvad vi vil."

   Et øjeblik kiggede han blot uforstående på hende, men så bredtes et smil langsomt over hans læber. "Og du tror ikke, de straffer os?" spurgte han.

   Ellie var allerede henne ved en af hestene, der stod og slubrede vand i sig fra et stort trug. Perfekt. "Og hvad så hvis de gør?" var dog alt, hun havde at sige til Andrews bemærkning. De havde jo bogstaveligt talt ikke noget at tabe. Ingen af dem havde alligevel regnet med at komme fra spillet levende, så hvorfor ikke satse lidt?

   Andrew svarede ikke, og et øjeblik var Ellie i tvivl om, om han overhovedet havde hørt hendes sidste kommentar. Dog var han nede på alle fire ved siden af hende, før hun kunne nå at gentage sig selv.

   Sammen begyndte de at læsse jord op i det store vandtrug med store, rundhånede håndfulde. Den grå hest, der før havde stået og slubret af det, trak sig forskrækket tilbage, stejlede på bagbenene og blottede derefter truende sine tænder mod dem.

   "Plejer heste at gøre sådan?" spurgte Andrew usikkert, og Ellie kurede forbavset et skridt tilbage. Hun havde aldrig været så tæt på en hest før, og hun mærkede automatisk sveden perle frem på hendes pande, da den dansede i luften over dem. Hvis det var normal hesteadfærd at gøre sådan, tænkte hun, ville det undre hende meget.

   En høj pige i en skinnende, tætsiddende dragt dukkede pludselig op i Ellies synsfelt og lagde forsigtigt en hånd mod hestens flanke. Hun udstødte nogle underlige lyde, kiggede hesten i øjnene, og med ét var den rolig igen, som var intet hændt. Kun et par små, nervøse trip med hovene beviste, at noget overhovedet havde fundet sted.

   "Woaw," kom det fra Andrew, der stadig stod som paralyseret, og Ellie måtte tilslutte sig, da hun forsigtigt kom på benene igen. "Yeah, woaw," gentog hun hans ord. "Hvor i alverden har du lært det henne?"

   Pigen trak beskedent på skuldrene og sendte dem et stort smil. "Distrikt 1. Luksusvarer. Jeg tilrider heste med min far, som så sælges videre til beboerne her i Capitol. Lidt tricks hist og her lærer man da trods alt."

   "Åh," sagde Ellie, ikke just begavet. "Jamen … Tak skal du have."

   Pigen nikkede igen og førte med sikre skridt hesten over til et andet drikkekar. Et øjeblik senere var hun dog tilbage og smilede pænt til dem.

   Ellie udvekslede et kort blik med Andrew og så tydeligt forvirringen afspejlet i hans øjne. "Såh, skal vi bare gå i gang? Vi kan lige så godt få dækket de kostumer til hurtigst muligt. Hvem ved, hvornår vi mon skal derud med karreterne?" kommenterede hun lavmælt.

   De hældte mere jord i truget, men blev straks igen afbrudt af pigen. "Der må være omkring et kvarter til vi alle skal derud," sagde hun behjælpeligt, og Ellie nikkede anerkendende, om end en smule modvilligt. "Tak."

   "Klar?" spurgte hun på samme tid Andrew, og da han nikkede, smaskede hun en ordentlig klat af den brunlige substans på ham. Et kort smil prydede hendes læber, da hun så den dækkende effekt, det udgød.

   "Nu ved jeg godt, jeg sikkert ikke har den fjerneste idé om, hvad I har tænkt," kommenterede pigen fra luksusdistriktet igen, og Ellie værdigede hende blot et kort blik, mens hun begyndte at smøre mudder ud over sig selv.

   "... Men jeg synes, det er en fed idé. Især fordi stoffet, der er brugt til både de kunstige blade og selve jeres påklædning, er selvlysende i mørke. Når det lyser ud igennem den tørrede masse, vil det sikkert give en vildt god effekt."

   Ellie kastede endnu et overraskende blik på pigen, som trak på skuldrene, så hendes krøllede blonde hår dansede om hovedet på hende. "Luksusvarer," gentog hun blot, som ville det være forklaring nok på hendes brede viden.

   Hun satte sig på hug foran de to og lagde hovedet på skrå. "Jeg hedder forresten Tiana," kommenterede hun, inden hun fortsatte: "Hør, nok er jeg fra Distrikt 1, men hvis I har en god sag at kæmpe for, er jeg frisk. Vi er trods alt også ofre for Capitols magt."

   En dreng med et sæt tøj, det matchede hendes, nærmede sig, og hun rejste sig med et sæt op. "Ikke sagt at I skal braldre hud med det til alle og enhver," skyndte hun sig at sige og signalerede hurtigt med øjnene mod hendes distriktspartner. "Rygterne går hurtigt nok i forvejen, lader det til. Men yeah, jeg vil gerne høre mere."

   Drengen fra hendes distrikt nåede hen til Tiana, som hurtigt drejede om på hælen og gik et par skridt frem. "Hey," lød hendes stemme påtaget begejstret, inden den tonede ud i mylderet. De fleste af sonerne så ud til at være ved at være klar.

   Også Ellie og Andrew var ved at være der. Begge var de fuldstændig dækkede af mudder, på nær deres ansigter, som de dog følte, de godt kunne lade stå fri. Det var lidt af et sats, men Ellie følte sig allerede en hel del mindre til grin end før. Det var i hvert fald ikke noget, hun havde fortrudt endnu.

   En kvinde klædt i en farverig kjole trådte ud mellem de mange sonere. "Så er vi vist ved at være der," nynnede hun og klappede et par gange i sine hænder. "Stil jer venligst op med jeres distriktspartner i jeres respektive kareter."

   De mange unge sonere gjorde som sagt, og snart efter lagde stilheden sig over dem. Lyset slukkedes, og Ellie måtte blinke et par gange med øjnene, før det gik op for hende, hvad det var, der gjorde hendes syn så underligt.

   Ganske som Tiana havde sagt, lyste et svagt, dulmede grønt lys ud gennem den tynde mudderskorpe, der havde dannet sig på deres tøj. Ellie stirrede fascineret på hende selv og Andrew, før hun gav ham en albue i siden.

   "Det virker jo helt hjemligt," hørte hun ham sige ved siden af sig, og hun nikkede samtykkende med et stort smil, fuldstændig tryllebundet. Ikke nok med den beroligende lugt af muld, der lå ved dem, men også det svage lys, der kom fra deres tøj, gav noget helt særligt med sig. Afdækket med mudderet havde næsten den præcis samme nuance som sollys gennem trækroner hjemme i distriktet plejede at få om sommeren.

   Det var med lettet hjerte og et forsigtigt smil på læberne, at deres karret kørte dem ud gennem den store åbning. En begejstret mumlen hørtes, før publikum brød ud i et vildt jubelråb.

   Ellie smilede mod et par kameraer, lettet. Det så ud til, deres lille mudderstunt var faldet i god jord. Hun havde tilsyneladende reddet en respekteret designers karriere og så ud til muligvis at kunne finde endnu flere allierede. Alt i alt gik alting bedre, end hun nogensinde havde turde håbe på.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...