Usårlig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2014
  • Opdateret: 17 nov. 2014
  • Status: Færdig
Ellie Hayden er seksten år gammel og kommer fra distrikt 7. En grusom ulykke forårsaget af det magthavende Capitol for to år tilbage fratog uventet Ellies mor livet, og frygt, vrede og skyldfølelse har nu blomstret i hende lige siden. Da dagen for høsten oprinder, må Ellie stå overfor en ny beslutning. For er livet virkelig værd at leve, når stort set alle hun holder af, er enten døde eller borte? Og hvad har hun egentlig at miste? Snart indfinder sig en hæsblæsende kamp om retfærdighed, håb, liv og vilje, hvor Ellie må indgå uventede alliancer i optakten til det syvogfyrrende årlige Dødsspil. // Mulighed 1 til Mockingjay-konkurrencen. | Vinder af 3. pladsen i The Hunger Games: Mockingjay part 1-konkurrencen

8Likes
9Kommentarer
735Visninger
AA

6. Kapitel 5

 

Ellie sad ved siden af Andrew i en hyggeligtudssende togkupé. Tanken om, at hun i netop dette øjeblik var på vej til Capitol, burde vel skræmme hende, men det var snarere det modsatte, der var tilfældet.

   Samtalen med Anissa Blackwood var gået over al forventning. For at være ærlig havde Ellie egentlig ikke rigtig haft nogen forventninger som sådan, men det var alligevel er følelse af opstemthed, der fyldte hendes bryst.

   "Tror du, vi bliver aflyttet?" spurgte hun Andrew, der nu længe havde siddet og betragtet hende.

Han trak på skuldrene og så sig om. "Sandsynligheden er nok rimelig stor." Så smilte han. "Men det kan vi vel gøre noget ved."

   Med en hurtig bevægelse trykkede Andrew på en af knapperne på det store stereoanlæg i den stuelignende kupé, og blid, klassisk klavermusik strømmede nu ud af højtalerne. Endda rimelig højlydt.

   Ellie spærrede sine øjne vidt op og grinede bredt. "Du er jo genial!" sagde hun og gav Andrews arm et blidt puf. Han gengældte blidt hendes skub og strøg en forlegen hånd gennem sit kortklippede hår. "Hvis du siger det," smilede han så af hende.

   "Nu ved jeg godt nok ikke, hvad dine grunde er," begyndte Ellie, "men jeg går ud fra, der også kom, du ved, uventede gæster for at sige farvel til dig?" Spørgsmålet blev sagt med en vis usikkerhed, for hun anede jo i bund og grund intet om fyren.

   Han nikkede dog bekræftende. "Jeg går ud fra, du stadig gerne vil høre mine grunde til at melde mig frivilligt? Vi kan tale om alting bagefter."

   Ellie nikkede blot bekræftende og Andrew måtte tage en dyb indånding, inden han gik i gang: "Mine forældre er hverken døde eller borte, som jeg jo ved, begge dine er." Ellie rykkede utilpas på sig, og han fortsatte: "Jeg lever hverken et rigt eller fattigt liv, men kan nok nærmere betegnes som en rimelig gennemsnitlig person. Hvad der skiller sig ud, er dog rimelig særpræget. Min familie støtter Capitol. Fuldt ud."

   Et overrasket gisp undslap Ellies mund, selvom hun gjorde hvad hun kunne for at skjule det. Af alle de ting, han kunne have betroet hende, var denne dog den mest absurde. Nok var det ikke normalt at tale højt om sin kritik af de magthavende i landet, men ligefrem at støtte dem og deres gerninger? Det lød sygt i Ellies ører.

   "Som den eneste af en søskendeforhold på syv har jeg ikke den samme holdning. Nok har jeg ikke selv oplevet så meget grusomt, men jeg har hørt historier nok, kender vores samfunds opbygning godt nok. Vidste du, at du har været en form for forbillede for mig i løbet af de seneste par måneder? Som en form for forkæmper."

   Ellie rystede forlegent på hovedet og mærkede varmen stige op i sine kinder. Var hun virkelig sådan en type? En type, man så op til?

   "Okay, så det lader da til, vi er i samme båd," indrømmede hun modstræbende. "I hvert fald nogenlunde. Med hvad er planen?"

   "At komme igennem med budskabet om, at vi også er selvstændige mennesker, og at Capitol har et forskruet forhold til magt, tydeligvis. Men hvordan det skal lykkes, det har jeg ingen idé om," svarede han lavmælt.

   Ellie lagde hovedet på skrå. "Vi skal i hvert fald sørge for, at budskabet slår ordentligt igennem, når vi endelig beslutter at føre det ud i livet. Ingen vil lægge noget særligt i vores ord og påstande, hvis ikke de har en form for relation til os."

   "Så vi må altså sørger for at spille deres spil," konstaterede Andrew og kiggede på hende med sine intense blågrønne øjne. "Vinde publikum over på vores side."

   "Hvilket vil sige, vi som udgangspunkt står i præcis samme problemstilling som de toogtyve andre sonere i Dødsspillet," sukkede hun.

   Andrew lænede sig tilbage mod ruden og drejede sit hoved en anelse til siden, så hans kind blev trykket flad mod den. "I det mindste er vi villige til at ofre," kommenterede han på det. "Og det samme er tusindvis af andre, når de først får øjnene op. De vil støtte os."

   Han lukkede øjnene i. Ellie sad og betragtede ham i noget tid, før hun omsider rejste sig for at gå på opdagelse i det højteknologiske tog. Desuden var det vel ved at være på tide at præsentere sig for deres mentor, Andrea Towner.

   Mens hun interesseret finkæmmede hver en lille finurlighed i toget, tænkte hun over Andrews ord. Jo mere hun grundede over dem, jo større blev hendes håb. Én ting havde han i hvert fald haft ret i - de var ikke helt alene om det.

   Samtalen med Anissa havde nemlig handlet om netop det. Hun og en række andre var kommet for at fortælle, at de var villige til at støtte op som en anonym gruppe. Det var bestemt brugbart, og Ellie var begyndt at vokse et spinkelt håb. Måske ville hun og Andrew kunne blive starten på noget nyt.

   Ellie nåede til noget, der lignede endnu en opholdsstue, hvor fjernsynet kørte og et par personer sad foran det i en bred, pink sofa. I den ene ende sad Myra, i den anden sad Andrea. Deres mentor.

   Andrea var en smuk kvinde. Hun havde vundet Dødsspillet for blot fem år tilbage, men havde gennemgået nogle drastiske forandringer siden da. Den ydmyge distriktspige, der var blevet udtrukket i en alder af sytten år, var nu et højt respekteret stilikon i Capitol. Noget der automatisk fik Ellie til at sætte barrikaderne op foran hende.

   Hun vendte sit hoved mod Ellie og nikkede til hende. "Ah, og der har vi hende så. Stærkt omtalt i medierne allerede, du og drengen. Der kommer genudsendelser om lidt, hvis du vil lure dine konkurrenter."

   Andrea vendte sit hoved tilbage mod skærmen og rettede lidt på sit hår. Ellie sukkede tungt. "Jeg henter Andrew," meddelte hun de to kvinder, der hver optog sin del af sofaen. Begge stirrede stift frem for sig.

   "Ikke nødvendigt," lød det bag hende, og Andrew sendte hende et skævt smil, du hun kiggede sig over skulderen. "Er der plads til to mere i sofaen?" spurgte han så.

   De gik over mod sofaen, der næsten var ekstravagant bred og tydeligvis havde rigeligt plads. Da de passerede Myra for at optage midterpladserne, snerpede hun forskrækket munden sammen.

   Med ét var hun oppe at stå og bakkede automatisk et par skridt baglæns. "Ved I hvad?" skyndte hun sig at sige. "Jeg skal faktisk lige noget nu, så det gør slet ikke noget. Vi ses til aftensmaden!" Og så var hun ude af døren.

   Ellie udvekslede et undrende blik med Andrew, men til hendes overraskelse var det Andrea, der først brød tavsheden: "Ah, endelig skred den sinke," smilede hun tilfreds og smækkede begge sine ben op på det lille sofabord foran dem, så det klirrede i et par kaffekopper. "Hun kan ikke fordrage distriktsmennesker, som I nok kan fornemme."

   "Og det kan du måske?" kunne Ellie ikke dy sig for at spørge, selvom hun vidste, det ikke ville være smart at lægge sig ud med sin mentor. Med hvad i alverden, nogle ting måtte man bare ud med.

   Andrea rev elastikken ud af sit hår og rystede det vildt om sig med et smil. "Er du tosset? Jeg er selv fra 7, som du måske kan regne ud." Hun slog sig sigende på siden af hovedet. "Bare fordi man vinder et Dødsspil, skifter man ikke pludselig fødeegn."

   "Men du er jo nærmest et forbillede for alle i Capitol?" spurgte Ellie forvirret. "Selv Myra så ud til at være misundelig på dig."

   Andrea sukkede og trak sine ben op til sig i sofaen. "Det er en facade, Ellie. Du vil måske opdage, at ikke alting er som det ser ud til. Heller ikke i Capitol. Husk det, når I fører jeres plan ud i livet."

   "V-vores plan?" stammede Ellie forskrækket og måtte veksle et hurtigt blik med Andrew. Deres planer så ud til at brede sig farligt hurtigt.

   "Ellie. Andrew," sagde Andrea og kiggede dem begge i øjnene på skift. "Jeg er med jer. Jeg hader, hvad Capitol har gjort ved mig. Jeg hader den måde, jeg bliver nødt til at opføre mig på, hver gang der er folk, der kan se mig. Jeg hader den rolle, de har skræddersyet til mig. Jeg savner den Andrea, jeg var før spillet."

   Ellie regnede næsten med at kunne skimte tårer i kvindens øjne, men alt hvad hun så, var stenhård stålfasthed. "Jeg tror på dig," konstaterede hun på stedet, og Andrea smilede svagt. Et ægte smil, ikke det store, affekterede kamera-smil, som stadig var det eneste, hun havde set hidtil.

   "Hør," sagde hun nu, og både Ellie og Andrew rettede sig opmærksomt op. "I skal virkelig passe på med, hvad I taler om. Jeg kender et par tricks, så det skulle være sikkert lige nu, men helt generelt. Pas på. I skal bare være galde for, det var mig og ikke enhver anden, der overhørte rygterne."

   "Okay," svarede Andrew, og Ellie nikkede bekræftende. "Men du vil altså hjælpe os?"

   "Jeg har mine begrænsninger," sagde hun forbeholdent, men rakte dog en hånd ud og klemte Ellies skulder. "Men jeg vil gøre forsøget. Til at starte med må vi dog fokusere på det forestående. Er I klar til at se genudsendelsen af høstceremonierne?"

   Som på stikord begyndte melodien, der bekendtgjorde, at udsendelsen skulle til at starte. Alle tre satte de sig til rette, og Ellie tog sig endda den frihed at smække benene op i sofaen. Hvem kunne vide, hvornår hun igen ville få sådan en chance?

   Forskellige fagfolk og værter sad og kommenterede over genudsendelsen undervejs. De diskuterede fordele og ulemper samt umiddelbare styrker og svagheder ved hver enkelt soner. Ellie bed nervøst i en negl. Hvad mon de ville sige om hende?

   Som ventet var reaktionerne begejstrede og positive for sonerne i distrikt 1, 2 og 4. Særligt en dreng fra fire så ud til at vække særlig stor gejst hos kommentatorerne. Om det blot var på grund af hans udseende, eller om de bare havde en god fornemmelse af hans væremåde, var for Ellie uklart.

   Endelig nåede udsendelsen til delen med distrikt 7, og Ellie sugede automatisk en stor portion luft ind inden hun forsigtigt lod den gå igen. Dette var formentlig et afgørende øjeblik for, om deres plan kunne lykkes. Et godt rygte ville betyde alverden.

   Kommentarerne var gode. De roste både Ellie og Andrew for deres kropsbygning og mod, og gættede på samme på livet løs over, hvorfor disse to mon havde valgt at melde sig. Det var ikke normalt, man så frivillige sonere ud over dem i 1, 2 og 4.

   Der var dog særligt én kommentar, Ellie studsede over. Hun vendte sig forsigtigt mod Andrea og hævede et øjenbryn. "Ham manden i fjernsynet," begyndt hun. "Han kaldte mig og Andrew usårlige. Hvorfor det?"

   "I meldte jer frivilligt på trods af hårde kår og et distrikt, der normalt ikke produceret nogen frivillige sonere til spillet. Når det endelig sker, sker det på sonernes præmisser. Det er jeres vilje at melde jer, og I ved fuldt ud, hvad I går ind til. Jeg er endda fristet til at sige, at I er mere usårlige, end de aner." Hun smilede skævt til dem.

   Den nat, lang tid efter genudsendelsen var ovre, og de alle var gået hver til sit, lå Ellie længe i sin seng. Hun smilede for sig selv. Usårlig. Det var et udtryk, hun havde valgt at tage til sig. Jeg vil i sandhed være usårlig, tænkte hun for sig selv. Og med den tanke faldt hun i søvn.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...