Usårlig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2014
  • Opdateret: 17 nov. 2014
  • Status: Færdig
Ellie Hayden er seksten år gammel og kommer fra distrikt 7. En grusom ulykke forårsaget af det magthavende Capitol for to år tilbage fratog uventet Ellies mor livet, og frygt, vrede og skyldfølelse har nu blomstret i hende lige siden. Da dagen for høsten oprinder, må Ellie stå overfor en ny beslutning. For er livet virkelig værd at leve, når stort set alle hun holder af, er enten døde eller borte? Og hvad har hun egentlig at miste? Snart indfinder sig en hæsblæsende kamp om retfærdighed, håb, liv og vilje, hvor Ellie må indgå uventede alliancer i optakten til det syvogfyrrende årlige Dødsspil. // Mulighed 1 til Mockingjay-konkurrencen. | Vinder af 3. pladsen i The Hunger Games: Mockingjay part 1-konkurrencen

8Likes
9Kommentarer
743Visninger
AA

5. Kapitel 4

 

”Velkommen, velkommen!” skingrede en nasal kvindestemme over hele torvet. Myra Wyman, værtinden for høstceremonien i distrikt 7, var projiceret på husfacader og vægge overalt i gaderne. Hendes lange, kridhvide hår snoede sig i en elegant opsætning på toppen af hendes hoved.

   Ellie gabte diskret, mens hun med et søgende blik kiggede sig over skulderen. Overalt omkring hende stod andre sekstenårige piger. Nogle kendte hun ved navn, andre var atter ukendte for hende. Befolkningen i distriktet var forholdsvist stort, og mange folk kom langvejs fra for at kunne være med i dag.

   Som hun stod der og lyttede til Capitols årlige propaganda, overvejede hun, hvis plads hun mon ville tage i Dødsspillet. Hvem ville mon blive trukket? Én hun kendte eller ikke? Sveden perlede på hendes håndflader, og hun gned dem forgæves af i sine bukser. Var det mon nu, hun skulle ombestemme sig?

   Borgmesterens tale, Myras flirten med kameraet og den årlige kortfilm, der fortalte om grunden til Døddspillene, var pludselige ovre. Ellie undrede sig kort over, hvordan tiden dog var gået så hurtigt. Det plejede da at tage evigheder at komme igennem, før de kom til pointen. Grunden til, de alle var der. Det var nok hendes nervøsitet, der gjorde det, besluttede hun.

   ”… Og som altid,” lød det fra den medieglade Myra, der plirrede koket med øjnene mod kameraet, ”starter vi hos kvinderne!” hun smilede strålende og gik over mod én af de to store glasbeholdere, hvori der lå tusindvis og atter tusindvis af små, bitte sedler.

   Billedet skiftede til et close-up af Myras hånd, der i en hurtig bevægelse dykkede ned i glasbeholderen og hapsede en seddel. Hun foldede den hurtigt ud og sendte så et stort smil mod kameraet.

   ”Og vi har fundet vores årlige kvindelige soner! Kaitlin Adela, kom herop på scenen, søde.” Hun smilede stort og skimtede ud i mængden. På skærmen sås nu en køn, lyshåret pige, der med store øjne stirrede ud i luften. Hun måtte være sytten eller atten år.

   Ellie så et bevægelse ud af øjenkrogen og drejede hovedet. Lidt væk stod en pige fra hendes årgang. Tammi, hed hun vist. Den jævnaldrende pige havde sit borende blik stift rettet mod hende, og Ellie følte sig tvunget til at kigge væk.

   Skulle det være, så skulle det vel være. Hun tog en dyb indånding. ”Jeg melder mig frivilligt som soner.” Hendes stemme rystede en anelse, men det gjorde ikke noget. Hun ville få en chance til. Det gjorde man normalt i de store distrikter.

   En fredsvogter blot et par meter fra hende mumlede noget ind i et headset, og hun afstivede sig selv. Åh gud. Hvad havde hun dog rodet sig ud i?

   Jeg gør det ikke, tænkte hun febrilsk, da et kamera fra et af hustagene i nærheden fokuserede på hende, og hun pludselig så sig selv på de mange skærme og facader på gaderne. Jeg gør det ikke.

   Hendes stemme var dog høj og klar, da hun gentog: ”Jeg melder mig frivilligt som soner!”

   Nogle klappede og piftede, andre var helt stille. Ellie begyndte at bane sig vej op mod scenen, der heldigvis lå i en overkommelig afstand fra stedet, hvor hun stod. Mange af årene var en person særligt langt nede i menneskemængden blevet trukket, og vedkommende havde så været nødt til at bane sig frem gennem op til flere hundrede meter mennesker. Hun var inderligt taknemmelig over sin placering til denne høst.

   Endelig nåede hun til scenekanten. Hun åndede lettet op og løftede sig op over kanten med begge sine arme. Ved hendes side stod Myra, der stadig havde et blændende smil klistret fast på sine læber.

   ”Og hvad hedder du så, min ven?” spurgte hun strålende og klappede Ellie på hovedet.

   ”Mit navn er Ellie Hayden,” svarede Ellie i en tone, der gerne skulle lyde selvsikker. Hun baskede kvindens hånd væk fra sit hoved og sendte hende et fornærmet blik. Havde tv-værten da slet ingen situationsfornemmelse?

   ”Ellie Hayden,” smilede Myra til kameraet, stadig uden at skænke Ellie så meget som et enkelt blik. Ikke at det ikke passede hende ganske udmærket.

   Med fem elegante skridt var Myra nu henne i den anden ende af scenen, hvor hendes blik fandt et nyt kamera at fokusere på. At hun kunne holde styr på, hvornår hun skulle kigge hen hvor, gik fuldstændig henover Ellies forstand. Selv kiggede hun blot stift frem.

   Myra rakte endnu engang sin hånd frem mod glasbeholderen og sagde med sin nasale stemme: ”Men vi skal naturligvis også have trukket årets mandlige soner. Er I klar?”

   Enkelte folk i menneskemængden nikkede, men de fleste så vist bare sammenbidte og nervøse ud. Ikke at Ellie kunne bebrejde dem. Så vidt hun var orienteret vidste de intet om Andrews plan. Hvis han da ikke også stod og overvejede at bakke i land, som hun også selv havde gjort blot få øjeblikke tidligere.

   Myra havde nu fået fat i en seddel, som hun foldede ud med sine lange, smalle fingre. For Ellies blik lignede de blege edderkopper, der kredsede om deres næste offer. Sammenligningen fik et nervøst host frem fra hendes strube.

   ”Kit Wesley.” lød hendes stemme, og igen lod hun sit blik søge ud over menneskemængden, som havde hun rent faktisk haft den fjerneste idé om, hvem Kit var.

   Et sug I Ellies mave fik hende til at udstøde et kort klynk. Alle andre end Kit, tænkte hun desperat i sit hoved. Kom nu Andrew.

   Skærmene skiftede til en nærbillede af Kit, der stod bleg og bange i en mængde af unge drenge. Ellie knyttede sine hænder ned langs siderne, men smilede stort, da klippet igen skiftede. Andrew.

   Det lignede, der gik et øjeblik, før det gik op for ham, han var på landsdækkende tv. Så trådte han et skridt frem og gentog de ord, hun selv havde sagt tidligere. Hun løsnede grebet i sine hænder og lod sig selv slappe af. Kit var reddet.

   Kort tid efter stod både hun og Andrew på scenen. Andrew præsenterede sig, og Myra smilede sig stort igennem de sidste formaliteter. Hun havde en række kort med stikord med, men det var tydeligt, hun ikke havde brug for dem. Hun havde sikkert brugt dagevis på at indøve sine replikker.

   ”Nu må I gerne give hånd,” smilede hun og nikkede opmuntrende til de to frivillige sonere. ”Yderst interessant med hele to frivillige i år! Måske er der alligevel håb for jeres distrikt alligevel.”

   Både Ellie og Andrew trådte et skridt frem. Hun rakte sin hånd ud og han tog den med et fast, varmt håndtryk. Deres øjne mødtes, og Ellie prøvede at kommunikere sin taknemmelighed gennem sit blik.

   Usikker på om det lykkedes traf hun en hurtig beslutning. Med sin frie hånd skubbede hun ham med en hurtig bevægelse ind mod sig, så de nu stod helt tæt op ad hinanden. Han fangede pointen og genbrugte tricket fra tidligere ved også at lægge armen om hende, så de teknisk set stod og krammede.

   ”Tak,” hviskede Ellie i hans øre, stadig med et lettet smil på læberne. ”Jeg ved, det sikkert ikke var for Kits skyld, du meldte dig, men tak alligevel. Tak.”

   De trak sig væk fra hinanden, og Andrew nikkede anerkendende.

   ”Hov, hov!” grinede Myra usikkert til et af kameraerne og sendte det et sidste flirtende blik. ”Det lader til, vores to sonere, Andrew Ellery og Ellie Hayden allerede kender hinanden,” sagde hun med et kækt glimt i øjet. ”… Og så skifter vi videre til distrikt 8!”

   En kort melodi lød, og alle skærmene slukkedes. Udsendelsen var overstået.

 

Ellie sad uroligt i en stor, brun sofa i retsbygningen. Hun befandt sig i et lille rum, der, så vidt hun vidste, ikke havde andet formål end at fungere som afskedsrum for soneres eventuelle bekendte.

   Eventuelle bekendte. Ellie funderede over det og tørrede på samme tid sine svedige håndflader af i sine bukser for mindst syttende gang den dag. Bekendte måtte hun indrømme, hun ikke havde så mange af. Familiebesøg var af indlysende grunde ikke muligt, og mange venner havde hun ikke ligefrem. Den eneste, hun rent faktisk var sikker på, ville komme, var Kit.

   Og sandelig om ikke det var ham, der stod i døråbningen, da døren knirkende gik op på sine hængsler. Hun rejste sig op, da han kom hen mod hende. Døren lukkede sig bag ham, og et øjeblik stod de blot og stirrede på hinanden.

   ”Hvorfor?” fik Kit med synligt besvær udstødt. Han var stadig kridhvid i ansigtet, og Ellie overvejede for første gang, om det virkelig var på grund af hans navns udtrækning, han så sådan ud. Kunne det virkelig være på grund af hende?

   ”Jeg har … Nogle mål, jeg skal have udført,” sagde hun til ham, ikke helt sikker på, om lokalet blev aflyttet. Det skulle dog ikke undre hende, hvis det gjorde.

   Han spærrede øjnene op, og hun kunne se på ham, at han forstod. ”Så rygterne er altså sande,” sukkede han og satte sig tungt ned i sofaen. ”Pokkers! Jeg skulle have vidst det.”

   ”Kit,” sagde hun og prøvede at fange hans øjne. Da det lykkedes, fortsatte hun med overraskende afklaret stemme. ”Tro mig når jeg siger, jeg ikke havde planlagt noget. Det var først i går, beslutningen kom til mig.”

Hun fastholdt hans blik, og han nikkede omsider. ”Okay.”

   ”Okay,” gentog hun lettet og sendte ham et kort smil. ”For distriktet. For vores ære.” Ordene kunne forstås på flere måder, så Ellie var ikke bange for at sige dem højt. Hun var sikker på, ingen udefrakommende ville kunne tolke dem med den mening, der i virkeligheden lå bag.

   ”Så har du bare at få budskabet ordentligt igennem,” svarede Kit med grødet stemme. Ellie trak ham ind i et kram, og undrede sig på samme tid fraværende over, hvordan det hele pludselig var blevet så nemt. For et par dage siden kunne hun knap nok have kropskontakt med folk uden det automatisk udløste en indre panik i hende.

   Hans ord var lige rigeligt risikable, men hun besluttede sig for, at det nok skulle gå alligevel. ”Det kan du lige bande på!” svarede hun med fasthed i stemmen. ”Hvis alt fejler, er Andrew der også. Jeg ved ikke, hvad han har tænkt sig, men han er på samme hold som jeg.”

   Det lignede, Kit skulle til at sige noget, men pludselig gik døren op på ny. ”Besøgstiden er ovre,” lød stemmen fra en fredsvogter. ”Der er undre, der venter på at komme til.”

   En række forvirrende tanker strøg igennem Ellies hoved, men hun lagde dem beslutsomt fra sig. ”Kit,” gentog hun igen inden han gik. ”Jeg vil have, du skal have min økse. Jeg ved, din egen er af god kvalitet, men denne er i det mindste købt på fair vis. Du kan beholde den som et minde, ellers.”

   Kit nikkede, tydeligt rørt, og Ellie smilede. Hun vidste, hvor meget det betød for ham at have fået en genstand på lovlig vis. Han var nu engang en god fyr.

   Ikke uden en vis hårdhændethed blev han eskorteret ud af døren, og en ny person tog hans plads. Hun havde langt, mørkeblond hår og store, dådyrslignende øjne. Overraskende nok en person, hun aldrig havde snakket med, men dog vidste hvem var. Anissa Blackwood. Det her skulle nok blive interessant. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...