Usårlig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2014
  • Opdateret: 17 nov. 2014
  • Status: Færdig
Ellie Hayden er seksten år gammel og kommer fra distrikt 7. En grusom ulykke forårsaget af det magthavende Capitol for to år tilbage fratog uventet Ellies mor livet, og frygt, vrede og skyldfølelse har nu blomstret i hende lige siden. Da dagen for høsten oprinder, må Ellie stå overfor en ny beslutning. For er livet virkelig værd at leve, når stort set alle hun holder af, er enten døde eller borte? Og hvad har hun egentlig at miste? Snart indfinder sig en hæsblæsende kamp om retfærdighed, håb, liv og vilje, hvor Ellie må indgå uventede alliancer i optakten til det syvogfyrrende årlige Dødsspil. // Mulighed 1 til Mockingjay-konkurrencen. | Vinder af 3. pladsen i The Hunger Games: Mockingjay part 1-konkurrencen

8Likes
9Kommentarer
736Visninger
AA

4. Kapitel 3

 

De kommende dage havde ikke været lette for Ellie. Hun var vant til at støtte sig til Kit, og hans pludselige ærinde var kommet som lidt af et chok. De to havde fulgt hinanden gennem lidt af hvert, og det var lidt af en øjenåbner pludselig at stå alene med alting igen.

   Hun sled sig hver dag igennem skole og arbejde, lod sine smertende muskler minde hende om at koncentrere sig om nuet. Hun arbejdede hårdere og hurtigere end nogensinde før, men nød ikke rigtigt de ekstra penge, hun tjente på det.

   Hun havde fået købt en ny økse. Det var en af de små, dem der kun krævede én hånd, men også fungerede fint til to, og som hun længe ikke havde haft. Den pyntede i arbejdsbæltet og lå desuden perfekt i hendes hånd. Tanken fik et kort smil frem på hendes læber, og hun tog den ud af bæltestroppen.

   Den så faretruende skarp ud. Blodigt skarp. Hun kastede et hurtig blik rundt i mørket, men ingen så ud til at være i nærheden. Hun var vist den eneste udenfor, også selvom man skulle tro, natten før høstceremonien ville vække en del rædsler ved nogle.

   Hun svingede den prøvede frem for sig. Ikke som hvis hun normalt skulle hugge ud efter et træ, men mere glidende og i en højere position. Hun prøvede igen, denne gang med et lodret hug. Lidt ligesom hvis hun havde været ved at hugge brænde.

   Hun fortsatte bevægelserne lidt, men satte sig så ned på jorden, udmattet. Hendes hus, hvis man da kunne kalde det det, stod som en mørk silhuet bag hende. Det var nok noget, der engang havde været et redskabsskur, men hun havde taget imod det med kyshånd, også på trods af de noget utætte vægge. Især om vinteren kunne der hurtigt blive koldt. Men hun klarede sig da. Hun kunne klare det meste.

   Noget pressede på inden i hende, og hun førte overrasket den ene hånd op til munden for at standse et gisp. Hun stod og øvede sig med sin økse natten før høstceremonien, som om det var en helt almindelig ting at foretage sig. Var hun ved at gå fra forstanden?

   Et skævt smil flækkede hendes ansigt. Ja, hun var helt sikkert ved at gå fra forstanden, og havde været det lige siden sin mors bortgang. Men det her var noget andet. Det var nærmest som et sært ønske om retfærdighed.

   Men hvad kunne hun egentlig gøre? At melde sig til Dødsspillet ville enten betyde, at hun skulle slå andre uskyldige mennesker ihjel eller selv dø. Selve døden skræmte hende egentlig ikke, for hun havde ikke så meget at miste. Ud over Kit, altså.

   Men der var noget ved det. Ellie lukkede øjnene og lod sig tænke tilbage, ligeglad med den smerte, det uden tvivl ville medføre. Det var noget, hendes mor engang havde sagt. Noget om, hvorfor de fældede træer.

   "Det har vi altid gjort. Det er vores eget valg," åndede hun og åbnede med ét sine øjne, ikke klar over, at tårerne allerede havde banet sig vej ned over sine kinder på trods. Hun tørrede dem med en hurtig håndbevægelse og sukkede dybt. Hvis bare hun kunne skade Capitol, ville det være det hele værd.

   Hun måtte give det et skud, besluttede hun med et blik på sine økser. Hun måtte bare spille deres spil, være den gode, frivillige soner. Dræbe et par stykker, hvis det var det, der skulle til. Og så, når de mindst ventede det, ville hun slå til. Med sine ord og med sin viden.

   Et sidste barsk smilede krydsede hendes læber, før hun omsider gik indenfor. Efter dén beslutning kunne hun lige så godt få sig noget søvn. Så det gjorde hun.

 

Næste dag vågnede hun ved, at noget koldt ramte hende i hoved. Vand.

   "Kit!" skreg hun med det samme, ikke et sekund i tvivl om, hvem der havde gjort det. Nok var han endnu ikke vendt hjem den foregående dag, men nu måtte han da være der. Det var høstdagen. Desuden, hvem ellers ville gøre sådan noget?

   "Beklager at måtte skuffe dig," lød en forlegen stemme, og Ellie rejste sig med et sæt op. For enden af sengen stod en fyr, ikke meget ældre end hende selv. Han havde helt kortklippet hår, ikke meget mere end en centimeter at se, og store, intense øjne. Hun rykkede utilpas på sig.

   "Hej," sagde han lettere akavet og kløede sig i nakken. "Jeg er Andrew Ellery, og je-"

   "Jeg ved hvem du er," bed Ellie ham af, selvom det først havde slået hende i det øjeblik. "Du går i min klasse." Og hvad i alverden lavede en dreng fra hendes klasse hjemme hos hende? Med en spand isnende koldt vand.

   "Ud," kommanderede hun og gjorde en fejende bevægelse med hånden. "Skrid ud!" råbte hun igen og holdt beskyttende tæppet op foran brystet på sig, da hun rejste sig fra det bløde leje på gulvet.

   Andrew var klog nok til hurtigt at bevæge sig ud af døren, og Ellie var igen alene. Med rystende hænder vred hun vandet ud af sit hår og skyndte sig at få noget andet tøj på. Så langt, så godt.

   Med en dyb indånding åbnede hun døren og skimtede mod det klare morgenlys. Der havde bare at være en god grund til, han havde vækket hende så tidligt. Og så ovenikøbet på en fridag som denne!

   Han sad med ryggen til et par meter derfra. Solens lys fik hans korte hår til at ligne en glorie om hans hoved, og hun spidsede tænksomt læberne mens hun studerede fænomenet.

   Efter et øjebliks ubeslutsomhed rømmede hun sig og fik dermed hans opmærksomhed. Han rejste sig med et sæt og vendte sig mod hende.

   "Nå?" spurgte hun, ikke helt i stand til at skjule nysgerrigheden i sin stemme.

   "Nå?" gentog Andrew og trak på skuldrene. Uden tvivl et forsøg på at købe sig mere tid.

   "Nå som i 'hvorfor vækker du mig klokken lort om morgenen med en spand koldt vand'-nå. Så vidt jeg ved, har vi aldrig talt sammen, men ret mig endelig, hvis ikke det her er mærkeligt af den grund. Jeg kan komme på masser af andre." Hendes stemme emmede af sarkasme, noget hun altid havde været god til.

   Det trak let i hans smilebånd, og Ellie besluttede med det samme, at hun godt kunne lide fyren. Ikke at hun ville drømme om at vise ham det på det stadie i samtalen. Desuden virkede der til at være noget lettere lusket ved ham.

   For at understrege sin pointe krydsede hun demonstrativt armene op foran sig og skulede mod ham. Han kløede sig i nakken igen før han endelig sagde noget: "Kan vi finde et sted at sidde ned? Det her kan godt blive akavet."

   Et skævt smil brød igennem på hendes læber, og hun forbandede dem langt væk. Et par forræderiske kropsdele, det var hvad de var! Hun lod sig dumpe ned på jorden, hvor hun forsigtigt trak benene op under sig. "Jeg sidder ned," smilede hun skævt, og han fulgte trop.

   "Du må ikke tage det her ilde op," startede han ud, men hun trak blot på skuldrene. Det var ikke ligefrem let at love en sådan ting på forhånd, om hun kunne lide fyren eller ej. Desuden havde han jo trods alt smidt en spand isnende vand i hovedet på hende mens hun sov.

   "Bare kom med det," sagde hun og gned sig fraværende i over det ene øjenlåg. Først da stilheden blev for meget kiggede hun op og mødte hans dybe, blågrønne øjne.

   "Der går rygter om dig rundt omkring," begyndte han, og hun måtte overrasket bide sig i kinden. Rygter om hende? Det måtte da være løgn. Hun troede knap nok, folk vidste, hvem hun var.

   "Rygter om, at du vil melde dig til Dødsspillet," fortsatte han ufortrødent, hans blik stadig intenst. Hun rykkede utilpas på sig ved de ord, men sagde intet.

   "I starten troede jeg ikke på det," fortsatte Andrew, "og det var der vist også mange andre, der ikke gjorde. Men på et tidspunkt blev det for meget for mig. Jeg måtte finde ud af, om det var sandt. Så jeg fulgte efter dig."

   Hun rettede sig op og afbrød ham med hovedet på skrå. "Og hvad fandt du så ud af?"

   Han trak på skuldrene igen, en bevægelse, hun hurtigt regnede ud, han var glad for at lave. "Ikke meget i starten. Ham din ven opdagede mig og truede mig på livet, da han så mig første gang. Han er rimelig voldelig af en fjortenårig," tilføjede han så som ved eftertanke.

   "Men jeg fik da opsnappet et par samtaler hist og her, og da jeg også besluttede mig for at holde lidt øje med dig her i går, gik det endelig op for mig, at det er sandt. Sådan som du trænede med din økse, tårerne, generelt din adfærd. Du har virkelig tænkt dig at melde dig, har du ikke?"

   Straks gik Ellie i forsvarsposition. "Og hvad så hvis jeg har? Jeg ser ingen grund til, at du skal smide vand i hovedet på mig af den grund! Normale mennesker tøjler deres nysgerrighed og venter. Giver lidt respekt til de skøre mennesker, der måtte overveje en sådan ting. Du finder jo ud af det senere lige meget hvad," spyttede hun af ham og rejste sig op.

   "Nej, vent!" sagde han hurtigt og rakte ud mod hende. Følelsen sendte små stød op igennem hendes arm, men gav hende ellers intet ubehag. Deres øjne mødtes igen. "Ellie, jeg vil med."

   Ordene kom kun ud som en hvisken, og hun stirrede forbavset på ham, chokeret og overrasket. "Hvad?" spurgte hun dumt, ikke i stand til at få ordene til at give mening.

   "Jeg vil med," sagde han igen. "Jeg ved, du har et mål med det, og det samme har jeg. Jeg vil hjælpe dig med at få den hævn over Capitol, du hungrer så stærkt efter, hvis du vil hjælpe mig med min. Vi kan gøre det sammen."

   Hans blik flakkede, og hun hørte fodtrin bag sig. Kit, uden den mindste tvivl. Denne gang var hun sikker. Andrew trak hende ind i et pludselig kram og hviskede hastigt i hendes øre. "Jeg forklarer senere. Men i hvert fald, jeg melder mig, hvis du gør. Jeg kan hjælpe." Så trak han sig bort og løb.

   Forstenet stod Ellie tilbage og kiggede i den retning, han var løbet. Mente han det virkelig?

   "Jorden kalder Ellie," lød Kits stemme, og hun rystede hurtigt hovedet for at klare sine tanker. "Åh, hej Kit!" skyndte hun sig at smile og gav ham vist et lidt for entusiastisk kram, for han kiggede blot undrende på hende.

   "Kit?" spurgte hun og trådte et skridt tilbage. "Jeg vidste slet ikke, du var hjemme igen."

   "Nåh, jeg kom hjem sent i går," svarede han og så ud til at være sig selv igen. "Du lå og sov, så jeg ville ikke vække dig. Hvad handlede det med dig og Andrew om?"

   "Mig og Andrew?" spurgte hun uskyldigt, men kom så på bedre tanker. "Åh, han er bare én fra skolen. Hjalp ham med nogle lektier og sådan. Meget glad og krammende type, helt bestemt. Det smitter." Hun krammende ham igen.

   Han kiggede underligt på hende, men hun trak blot på skuldrene efter endnu engang at have trådt et skridt væk fra han. "Nå, skal vi gå ind til byen? Vi kan jo hænge lidt ud inden høstceremonien begynder for alvor. Nyde at vi har fri."

   Kit nikkede og de begyndte at gå.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...