Usårlig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2014
  • Opdateret: 17 nov. 2014
  • Status: Færdig
Ellie Hayden er seksten år gammel og kommer fra distrikt 7. En grusom ulykke forårsaget af det magthavende Capitol for to år tilbage fratog uventet Ellies mor livet, og frygt, vrede og skyldfølelse har nu blomstret i hende lige siden. Da dagen for høsten oprinder, må Ellie stå overfor en ny beslutning. For er livet virkelig værd at leve, når stort set alle hun holder af, er enten døde eller borte? Og hvad har hun egentlig at miste? Snart indfinder sig en hæsblæsende kamp om retfærdighed, håb, liv og vilje, hvor Ellie må indgå uventede alliancer i optakten til det syvogfyrrende årlige Dødsspil. // Mulighed 1 til Mockingjay-konkurrencen. | Vinder af 3. pladsen i The Hunger Games: Mockingjay part 1-konkurrencen

8Likes
9Kommentarer
740Visninger
AA

3. Kapitel 2

 

Ellie pustede forsigtigt til den skoldhede suppe. Da hun følte, den måtte være kølet tilstrækkeligt af for hendes ellers sarte tunge, smagte hun på den og lod velværen brede sig i sin krop. Meget kunne man sige om Kits mor, men lave mad, det kunne hun i hvert fald.

   Kit sad ved siden af hende, stadig tavs efter deres skænderi tidligere på dagen. Også hans familie så ud til at have lagt mærke til, at noget ikke var helt som det plejede. Men om de virkelig kerede sig om det, det tvivlede Ellie nu stærkt på.

   "Så blev du altså endelig træt af hende tøsen!" gnæggende Kits far selvtilfredst. Han var en høj og ranglet mand med daggamle skægsstubbe og fedtstriber i sit gråsprængte hår. Udover sine gennembrydes øjne havde han ikke meget tilfælles med sin søn. "Sagde det til dig, knægt! Den pige gør ikke andet end at nasse på vi andres lykke. Blot fordi hun ikke selv har noget tilbage," nynnede han glad for sig selv.

   Ellie stak åndsfraværende til en udkogt gulerod, men ignorerede ellers mandens ord så godt hun kunne. Hun vidste af erfaring, at han blot prøvede at provokere hende til at sige noget dumt. Det var bestemt ikke første gang, det var sket. Hvis hun skulle være helt ærlig, var det nok snarere reglen end undtagelsen. Skeen klirrede mod skålen, og den ene halvdel af guleroden klaskede med stor fart mod kanten.

   "Far," brød Kit ind med en vis mængde stål i stemmen. "Hold nu op."

   Ellie kiggede op og mødte Kits blik tværs over bordet. Forventede han virkelig, det der kunne hjælpe? Det ville næsten overraske hende mere, end hvis en tohovedet gråsling pludselig var kommet flyvende igennem det trange hus. Men også kun næsten. Man vidste aldrig helt med familien Wesley.

   "Så pigen kan måske heller ikke stå op for sig selv nu?" spurgte han og rejste sig op, så den vakkelvorne træstol, han havde siddet på sekundet før, skramlede mod jorden bag ham. "Den evne forsvinder måske også, når ens mor dør? Nok var det ikke Capitols skyld, da min egen mor gik bort, men jeg fortsatte for fanden mit liv alligevel! Ved du, hvad jeg foreslår? Meld dig til Dødsspillet! Få din hævn, hvis det er det, du vil! Så er alle af med dig, og vi slipper for dit besvær-"

   Mere nåede han ikke at sige, da også Ellie nu havde rejst sig op. "Tak for suppe," sagde hun tonløst og lod klirrende skeen falde fra sin hånd. En pludselig indskydelse slog hende, og med en glidende håndbevægelse fejede hun sin keramikskål på jorden, hvor den flækkede over i tre eller fire mindre dele. Så stormede hun ud ad døren, fuldstændig kogende af raseri.

 

Hun havde siddet der mellem de mange afhuggede træstubbe i yderkanten af byen i et godt stykke tid, da hun omsider hørte skridt bag sig. Med et bekymret smil slog hun øjnene op og kiggede på stjernerne over sig. Natten var klar som krystaller. Skyfri.

   "Hey."

Kit svarede ikke, men satte sig blot ned ved siden af hende og lagde forsigtigt hovedet mod hendes skulder. Hun forventede, at et ubehageligt sus når som helst ville gennemtrængelig hendes indre og dermed efterlade hende forsvarsløs tilbage. Intet skete.

   Hun uddrog et åndedrag, hun ikke vidste, hun havde holdt inde og lod sine skuldre slappe af. "Jeg går ikke ud fra, jeg får lov til at spise suppe hos jer igen?" spurgte hun spøgefuldt. Hendes stemme rystede kun en anelse.

   Hun mærkede Kit rykke på sig og gav sig for en kort stund til at nyde den varme, hans nærvær medførte. Det var faktisk ikke så slemt endda.

   "Nej, nok ikke," hørte hun ham sige og kunne nærmest forestille sig smilet på hans ansigt. "Men det har vist også været på vej i noget tid efterhånden. De er altid ude efter dig."

   "Sådan lige i al den tid, vi har kendt hinanden," grinede Ellie ved sig selv. Gode, gamle familien Wesley. "Er du okay? Du får ikke problemer eller noget?"

   Hun vendte omsider sit ansigt mod Kit og fandt ham kiggende direkte på sig. "Ikke værre end jeg kan håndtere," sagde han blot og lænede sig tilbage med sine arme bag sig. "De er bare ikke glade for, jeg hænger ud med dig hele tiden. Du er for pæn, velsagtens."

   Et fnys undslap hendes læber, og hun måtte bruge et øjeblik på at gruble over hans kommentar. "Mig, pæn? Jeg ved ikke, om du så min opførsel der før, men det er normalt ikke, hvad man kalder pænt. Blomster er pæne. De træer, vi hver dag går ud og fælder, er pæne. Jeg er bare en ustabil pige, der dybest set giver Capitol skylden for noget, de ikke kunne gøre for." Omsider kom stikket i hendes hjerte, og hun krummede sig forsigtigt forover med armene om sine ben.

   "Men hvad nu hvis de kunne?" spurgte Kit tøvende. "De har magten over os, Ellie. Hvad nu hvis det ikke bare var et tilfælde den dag, da lastbilen eksploderede? Hvad nu, hvis det er præcis ligesom Dødsspillene? For at skræmme os."

   Hun mærkede sine hænder knyttes. Det lignede lidt for meget nogle af de tanker, hun selv havde gået og døjet med i løbet af de to år, der var gået siden ulykken.

   "Hvad jeg prøver at sige, er," fortsatte han inden hun kunne nå at få et ord indført, "at vi intet ved. Måske er det sandt, måske er det ikke. Men lige meget hvad er du stadig pæn, pænere end min familie nogensinde ville kunne blive. Og det ved de. De ved, at du må have haft disse tanker, men du har aldrig forsøgt at hævne dig på nogen måde. Jeg siger ikke, du nødvendigvis er sådan indeni, men alt taget i betragtning er du alt for kompetent til at bide din bitterhed i dig."

   "Så det er derfor, din far har prøvet at stikke så meget til mig med hans spydige ord siden jeg først mødte ham," gispede Ellie forbløffet, da ordene gik ind hos hende. Havde hun mon alligevel været for hurtig til at dømme Kits familie?

   "Tjah, både og," sagde Kit forlegent og kløede sig i nakken. "Han har nok følt, du var for pæn til at passe ind i familien, hvis man kan sige det sådan. For Ellie, vi stjæler. Selvfølgelig arbejder vi også med fældningen ved siden af, men det ville aldrig have været det samme. Det er sådan, vi klarer os."

   Hun nikkede blot og han fortsatte. "Jeg tror inderst inde godt, han ville kunne lide dig, hvis det var. Men Ellie, du er for pæn, og det er der ikke noget at gøre ved. Desuden kan man nok ikke komme udenom det faktum, at han rent faktisk holder af at støde andre. Det sker ikke kun ved dig."

   Det sidste hjalp ikke ligefrem på Ellies humør, men hun lod sig alligevel hidse lidt ned. "Tak fordi du kom, Kit," sagde hun oprigtigt og rodede op i hans hår, som hun havde fået for vane i løbet af den tid, de havde kendt hinanden.

   "Ej, jeg er ikke tolv år længere!" udbrød han fornærmet, og det trak let i hendes ene mundvige.

"Du vil altid være lille, håbløse, tolvårige Kit for mig," sagde hun varmt til ham og rakte endnu en gang ud mod hans rodede frisure.

   Han undveg og skulede ad hende, hvilket bare fik hende til at grine. Pludselig værdsatte hun alle de gode og dårlige tider, de havde haft sammen på så kort tid - hver eneste evige én. For som Kit selv havde været inde på, kunne man jo aldrig vide med Dødsspillene.

   "Du skal vel snart tilbage til dine forældre?" spurgte hun modvilligt, da hun egentlig ikke ville have ham til en gå. Hun nød hans selskab mere end hun havde lyst til at indrømme.

   Han nikkede dog og blev pludselig alvorlig i ansigtet. "Hør, Ellie," begyndte han og lagde hovedet på skrå. "Jeg har lovet min mor at tage med sydpå i et par dage. Hun skal besøge en fjern slægtning, og ... Jeg kunne simpelthen ikke lade hende gå alene. Du ved hvordan resten af min familie er."

   Hun nikkede opmuntrende til ham, selvom det egentlig var lidt af en løgn. Hun vidste ikke, hvordan resten af hans familie var, men hun havde da hørt talrige historier fra ham. Nok til at vide, at han og hans nærmeste var som engle i sammenligning med resten af familien.

   "Pas nu på," var alt hvad hun sagde, og nu var det igen Kits tur til at nikke.

   "Selvfølgelig. Jeg skulle gerne være hjemme om et par dage, hvis alting går vel. I rigelig tid til høstceremonien."

   Hun fastholdt hans blik et sidste intenst øjeblik inden hun lod ham gå med et kort skulderklap. "Det har du bare at være." Og med den afsked skiltes de.

 

Den nat startede Ellies drøm som enhver anden nat siden hændelsen. Ild, død og ødelæggelse hærger, og kroppe flyder overalt. Luften er tyk af røg, og hun har svært ved at få vejret. Hun ræber efter sin mor, men ingen svarer. En mur af mennesker gennembrydes, og Ellie stivner. Hendes mor er død.

   Drømmen ændrer sig.

   Hun er fem år gammel, smilende og grinende sammen med sin mor.

   "Hvorfor fæller vi træer, mor?" spørger hun pludselig.

   Hendes mor kaster et blik på hende og smiler. "Det har vores familie gjort så længe, den har eksisteret. Det ligger i vores blod. Det er ikke bare et job, det er det, vi brænder for."

   Ellie kigger undrende op og tørrer sine beskidt hænder af i kanten af blusen. "Det er ikke, hvad de siger i skolen," svarer hun. "De siger, det er det, Capitol har bestemt, vi skal lave. Forsyne dem."

   Moren kigger sig hurtigt over skulder og læner sig derefter ned mod Ellie. Hendes hænder har dannet en tragt, som hun forsigtigt lægger om sin datters øre, da hun hvisker: "Capitol har ikke så meget magt, som de siger. Det er blot det, de vil have dig til at tro."

   Hun rejser sig atter op og begynder at rense sin økse som var intet hændt. Ellie lukker øjnene et øjeblik men smiler så for sig selv. Hun kan gode lide at fælde træer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...