Usårlig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2014
  • Opdateret: 17 nov. 2014
  • Status: Færdig
Ellie Hayden er seksten år gammel og kommer fra distrikt 7. En grusom ulykke forårsaget af det magthavende Capitol for to år tilbage fratog uventet Ellies mor livet, og frygt, vrede og skyldfølelse har nu blomstret i hende lige siden. Da dagen for høsten oprinder, må Ellie stå overfor en ny beslutning. For er livet virkelig værd at leve, når stort set alle hun holder af, er enten døde eller borte? Og hvad har hun egentlig at miste? Snart indfinder sig en hæsblæsende kamp om retfærdighed, håb, liv og vilje, hvor Ellie må indgå uventede alliancer i optakten til det syvogfyrrende årlige Dødsspil. // Mulighed 1 til Mockingjay-konkurrencen. | Vinder af 3. pladsen i The Hunger Games: Mockingjay part 1-konkurrencen

8Likes
9Kommentarer
742Visninger
AA

2. Kapitel 1

 

Tunk. Tunk. Tunk. Ellie svingede den slidte økse for fuld styrke og måtte tage sig selv i at smile tilfredst, da det høje fyrretræ først langsomt, men derefter hurtigere og hurtigere strøg mod jorden. Grenene dinglende let op og ned efter faldet, og hun strøg sig udmattet over sin svedperlende pande.

   "Godt fællet!" lød en velkendt stemme bag hende. "Men jeg er sikker på, jeg kunne gøre det på den halve tid." Hun behøvede ikke engang vende sig rundt for at vide, at det var Kit, der stod bag hende. Den stemme ville hun kunne genkende overalt.

   "Den er god med dig," var alt, hun sagde, da hun stak sin økse i arbejdsbæltet, der som altid var spændt løst rundt om taljen på hende. "Har du en ekstra lille økse?" tilføjede hun så som ved nærmere eftertanke.

   "Stadig ikke fundet penge til en ny?" grinede han ad hende, da han med et let underhåndskast sendte den ene af sine to økser i en glidende bue mod hende. Hun greb den ubesværet med den ene hånd og viftede den truende af ham. "Ikke alle går rundt og stjæler, Kit," var alt hvad hun havde at sige til dén bemærkning. Det var ved at blive lidt af en intern joke imellem dem.

   Hun bukkede sig ned mod den rug stamme og strøg forsigtigt sin hånd over den barkklædte overflade. Så begyndte hun at hugge sidegrenene af, og hørte snart efter Kits økse i færd med det samme.

   De to havde været arbejdsmakkere igennem godt og vel to år. Efter Ellies mor omkom i en voldsom brand, havde hun ikke haft meget familie tilbage længere. Hendes far havde hun aldrig kendt, og hendes mors familie boede i en anden del af distriktet. Hun kunne ikke engang huske, hvordan de så ud.

   Kit havde fundet hende siddende på en afhugget træstub en frostklar dag i januar, ikke lang tid efter hendes mors død dengang. Han havde kigget på hende med store øjne og spurgt, om ikke hun ville med hjem og have en portion suppe.

   Han havde været tolv år dengang. Så uskyldig og lille, fuldstændig uvidende om, hvad hun havde været igennem. Hun havde faldet pladask for det, og trods situation havde et lille smil fundet sig frem til hendes læber.

   I løbet af de lidt mere end to år, der var gået siden da, var der sket meget. Ellie kom stadig på besøg til suppe hver onsdag, men så ellers ikke meget til Kits familie. Hun brød sig ikke meget om dem, og de brød sig tydeligvis heller ikke meget om hende. Kit var det led, der holdt sammen på det hele.

   Også han havde ændret sig meget. Den skræmte tolvårige var væk, og i hans sted havde en ung knægt nu fundet sin plads. Hun kunne næsten ikke mindes den rædselslagende lille fyr, hun havde holdt i hånden på vej til hans første høstceremoni. Tilbage var nu blot lutter smil, muskler og kække bemærkninger. Nå ja, og tyveri.

   For det var vist ingen hemmelighed, at det primært var dét, hans familie klarede sig på. Hvordan de bar sig ad med det var for Ellie en uopklaret gåde, for det var alment kendt i deres del af distriktet, at man skulle holde sig på afstand af familien Wesley, hvis man havde sine ejendele kære.

   Ellie havde også lært at være forsigtig omkring familien, men hun vidste, at hun kunne stole på Kit. Selvom han var mere end et år yngre end hende, var han alligevel hendes bedste ven. De havde begge deres særheder og hemmeligheder, og de vidste begge, hvilke emner man helst ikke skulle komme ind på overfor hinanden. De arbejdede desuden godt sammen og sørgede naturligvis for at dele udbyttet ligeligt efter hver dag.

   Arbejde var der nok af, tænkte Ellie tørt, mens de fortsatte afgreningen af træet. Og godt det samme. Hvis ikke hun hver dag efter skole havde haft et job at dukke op til, var hun ikke sikker på, hun havde kunnet klare sig. Som det så ud nu, havde hun allerede svært nok ved at forsørge sig selv, og uden en indtjening ville der ikke gå længe, før hun ville dø af enten sult eller kulde.

   Et hurtigt blik mod den dalende sol fortalte hende, at arbejdsdagen var ved at være omme. Efter et sidste hug med den lille håndøkse rejste hun sig langsomt op og strakte sine ømme rygmuskler. "Er det ved at være det?" spurgte hun.

   Kit kastede først et blik hen mod horisonten og mødte derefter hendes blik. Hans varme brune øjne og skæve smil sendte en velkendt varme gennem hende, og hun rakte en hjælpende hånd ned mod ham, da han nikkede.

   "Jeg skal nok melde vores fældningstal ved skranken," smilede han og gav hendes hånd et klem. Hun klemte kort tilbage, men slap så hurtig hans hånd, da en række minder truede med at overvælde hende. Ikke tænk på hende, var alt hun kunne formane sig selv.

   Kit vendte sig væk og begyndte at gå i retning af skranken, hvor nogle af de højerestillede fredsvogtere sad. Det var her, man hver dag indberettede sine fældningstal, så man kunne få den rette løn.

   Det skete selvfølgelig fra tid til anden, at folk snød med tallene, men langt de fleste gange blev det alligevel opdaget efterfølgende, og straffen var ikke ligefrem blid. Selv Kits familie holdt sig til sandheden, når det gjaldt indberetningen af fældningstal.

   Ellie rettede lidt på sit redskabsbælte og strøg derefter en træt hånd gennem sit skulderlange, sorte hår. Det skete stadig oftere og oftere, at minder om sin mor overvældende hende, og hun havde efterhånden ikke flere idéer tilbage. Hun havde nået et punkt, hvor hun stærkt tvivlede på, om hun nogensinde ville kunne fungere normalt igen.

   For klart, hun klarede sig da. Det gjorde hun virkelig. Det var bare ikke længere let at lægge sit ødelagte indre bag sig. I starten lukkede hun af for enhver, udelukkede alle eventuelle minder i at dukke op, og levede nok mest af alt noget, der kunne minde om en tilstand af benægtelse.

   Hun havde kun modvilligt lukket Kit og hans familie ind i starten. Han var kun en tolvårig, havde hun tænkt ved sig selv, og hans familie var ikke ligefrem venligt stemte. Hvor mange handlinger kunne han dog foretage sig, som kunne minde hende om hende? Flere end hun anede, skulle det vise sig.

   I starten havde det gået helt okay. Kits familie tog ikke meget notits af hende, og selv havde han egentlig bare været sød mod hende. Givet hende et nyt holdepunkt i livet, som ikke nødvendigvis ville vække grimme minder fra tid til anden. Været den ven, der forstod ikke at træde i det.

   Men med tiden var der sket ændringer. Det mærkede hun nu. For på samme tid som, at Kit blev mere og mere voksen, en flottere og flottere fyr, blev han også mere og mere nærgående. Kærlig.

   Om han gjorde det bevidst, vidste hun ikke, men der havde helt klart været noget på færde i løbet af de seneste par måneder. Hun var ikke bange for at indrømme, at hun holdt af knægten, men at minder fra tid til anden dukkede op, når han var særlig sød eller kærlig mod hende, kunne hun bare ikke risikere. Hvordan hun skulle få det sagt til ham anede hun dog ikke.

   Hun hørte en gren knække bag sig og tørrede lynhurtigt det triste udtryk af sit ansigt. "Bøh!" udbrød Kit og sprang op på hendes ryg med hænderne for hendes øjne. Et nu ægte smil fandt frem til hendes ansigt. Gode, gamle, barnlige Kit var der nu stadig derinde endnu.

   "Skrid ned!" grinede hun varmt ad ham og begyndte at svinge vildt om sig med overkroppen i et forsøg på at få ham til at miste grebet. Også han brød nu ud i latter, en rungende lyd fuld af fortrøstninger om, at alt nok skulle gå.

   Endelig fik hun rystet ham af, og et lille smil fandt vej til hendes læber. "Er vi blevet rige?" spurgte hun drillende, og Kit trak på skuldrene. "Det er vel, som man ser på det. Kun en smule mere end vi normalt tjener."

   "Lidt har også ret," sagde Ellie med et skuldertræk, og måtte skjule et stik i hjertet. Hendes mor plejede altid at bruge den sætning, når Ellie var særligt negativ over en beslutning. Det gjorde stadig ondt, at hun aldrig skulle høre de ord fra hende igen.

   "Bestemt," sagde Kit blot, da hun rystede det af sig, og begyndte at gå med målrettede skridt mod udgangen af fyretræsskoven. Udgang var måske så meget sagt - det meste af distriktet bestod af skov, og hvor man fældede et træ var det også forventet, at man plantede et nyt. Ellers ville det aldrig kunne løbe rundt i længden.

   Men i hvert fald tyndede mængden af træer lidt ud, når man kom ind til det, der fungerede som byen. Altså blev det kaldt udgangen i munden på de mange skovhuggere i området.

   "Du kommer vel med hjem til suppe i dag?" spurgte Kit efter at have lagt Ellies andel af pengene i hendes hånd, og hun nikkede bekræftende. Et gratis måltid sagde man ikke nej til, når alt man havde at forsørge sig med var sine egne underbetalte penge og nogle få rationer korn fra en månedlig værdikupon.

   Suppe var en hyppig ret blandt de mange mindre velstillede i distriktet. Det krævede ikke mange ressourcer at lave, og så fyldte det desuden godt op i maverne efter en hård arbejdsdag. Ellie kunne ikke selv lave suppe, da hun knap nok havde et sted at bo, for slet ikke at tale om en gryde, der ikke lækkede. Så selvom hun mistænkte familien Wesley stærkt for blot at lade hende spise med grundet de informationer, de kunne fiske ud af hende om de omkringboende mennekser, værdsatte hun det alligevel.

   "Sjovt som tiden går," sagde Kit efter et par sekunders tavshed. "Det føles som var det i går, du hjalp mig igennem tiden op til min første deltagelse i høsten. Om blot et par dage bliver det min tredje gang." Hans stemme rystede svagt, men Ellie kunne ikke bebrejde ham. Hun om nogen vidste, hvor grusom døden kunne være.

   "Hvor mange lodder er det nu, du har i puljen?" spurgte hun henkastet, egentlig mest for at holde samtalen gående.

   "Kun tre," lød svaret fra ham, hvilket hun selvfølgelig kunne have sagt sig selv, og han trak brødebetynget på skuldrene. "Jeg burde jo egentlig ikke være bange, vel? Min familie har klaret sig med min brors værdikuponer indtil nu, og alligevel er jeg ved at dø af skræk over, at det teknisk set kunne blive mig."

   "Jeg tror ikke, det bliver dig," var alt Ellie havde at sige. Mere kunne hun ikke give ham, for hun kunne simpelthen ikke få sig selv til at lyve. Ikke overfor Kit. Risikoen var der, og han skulle ikke på nogen måde indgydes falske forhåbninger.

   "Men Ellie, hvad med dig?" spurgte han med en vis kant i stemmen. "Hvad så hvis du bliver trukket? Jeg ved, du har mindst tyve sedler med dit navn i den skide pulje. Og, ikke for at fornærme dig eller noget, men ikke én eneste ville melde sig for dig, hvis det blev dig."

   Og han havde ret. Det vidste hun bedre end nogen anden. Jovist, hun havde stadig venner, snakkede stadig med folk i skolen, men det var aldrig helt blevet det samme. Hun var aldrig helt blevet den samme.

   "Kit," sagde hun tøvende og standsede op, klar over hvor samtalen var på vej hen. "Det er fint, du holder af mig. Virkelig. Jeg holder også af dig, det gør jeg da. Men hvis jeg bliver trukket, må du for fanden bare affinde dig med det, hører du? Hæng ud med nogen af dine andre venner, nogen der ikke er smadrede indeni som jeg. Folk på din egen alder."

   "Men-" begyndte Kit, men Ellie valgte at ignorere ham og fortsatte fremad i raskt trav. De havde haft lignende samtaler før, flere end hun kunne tælle sig frem til på én hånd. "Skal vi have noget med inden vi tager hjem til dine forældre?" råbte hun til ham over skulderen for at understrege, at samtalen havde fået et nyt emne.

   Et dybt suk hørtes. "Nej, det skal vi vel ikke."             

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...