•Destroy you•

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2014
  • Opdateret: 13 okt. 2014
  • Status: Færdig

1Likes
2Kommentarer
247Visninger
AA

2. Beside you

Jeg går ned af den går kolde gang på skolen. Jeg er sent på den igen. Som altid! Max havde et anfald igen.

Max er min tvillingebror og min bedste ven. Han har kræft og er døende. Jeg gør havd jeg kan for at hjælpe ham. Men det er svært. Det er svært at se sin bedste og eneste ven lide. Der er hårdt at se ham så svag. For to år siden var han fodbolfyren alle ville være. Men ikke den slags man ser på film dem der er onde og selv optagede.

Nej Max er det modsatte. Han er sød og hjælper alle der har brug for det. For to år siden var der ikke nogle der ville have troet at vores fremtid ville se sådan ud. Jeg var en glad Cheerleader og Max var en fodboldfyr alle så op til. Der var få der hadede ham og dermed også mig. Fordi vi var gode til noget. Det var dengang mine karaktere var god nok til at jeg kunne blive lige hvad jeg ville. Nu kan jeg intet. Jeg kan ikke blive til noget.

Men der var en gang før Max blev syg. Hvor jeg havde massere af venner. Men da Max blev syg styrtede alt i grus. Jeg havde pludselig ikke nogle at støtte mig op af. Jeg kunne ikke bare komme ind til ham når det tordnede. Hans værelse er efter hånden tomt. Og det der står tilbage samler bare støv der er aldrig nogle der inde.

Max ligger i en hospitals seng nede i stuen når han altså ikke er på hospitalet.

Jeg åbner døren ind til klasselokalet. Alles blikke er endt på mig. Nogle ser på mig med sorg i øjnene. Andre griner indenvendig. 

Jeg går hen til min plads. Vores lære spørg ikke om hvorfor jeg kommer forsent. For inderst inde ved hun godt hvorfor.

Jeg trækker stolen ud og sætter mig ned. På pladsen foran mig sidder der en pige der lige startede her i går. Det plejede at være Max der sad der. Men nu har de erstattet ham med hende. som om han ikke eksitere. Men det gør han jo.

Jeg husker tydeligt de timer hvor Max sad foran mig. Alle var glade. Jeg husker at jeg grinte. Det gør jeg ikke mere. For der er ikke mere at grine af. For hvad kan være sjovt når den man elsker alder højest er ved at dø?

Vi er efterhånden godt inde i timen da min mobil ringer. Jeg rejser mig fra stolen og kigger undskyldene på min lære der giver tegn til at jeg må gå. Jeg går ud og tager telefonen. 

"Det er Alex" siger jeg meget stille. Næsten lydløst. Der er helt stille i røret. Det eneste jeg høre få hulk. "mo..or?" halv hvisker jeg og min stemme bister.

"Alex.. kom.. hjem..." siger min mor med en grådkvalt stemme. "Mor.... Hvad sker... der" siger jeg og mærker en knude i min der langsomt vokser. "Max.. Max....." jeg afbryder hende. "Hvad er der med Max?" siger jeg højt. Knuden i min maver vokser sig stører så stor at den næsten gør ond. "Max er død" Der sagde hun det. De tre ord hun bare ikke måtte sige. Knuden i min mave vokser ikke mere.

Der er stille før storm. Men så eksplodere den. Eksepotionen giver mig en mave puster og slår alt luft ud af mine lunger. Jeg tager mig til hovedet og falder på knæ. Jeg udstøder et skrig. Hvorfor? er den eneste ting der flyver igennem mit hoved. Hvorfor ham?

Jeg ligger i foster stilling på gulvet da døren ind til klasseværelset bliver flået op. Jeg ser ikke på dem. Jeg vil ikke se på dem. Jeg ligger bare i min egen bobbel. De siger noget til mig. Men jeg høre det ikke. Jeg lukker dem ude. 

Det eneste jeg opfanger  er at der pudselig er en der løfter mig op i sine arme. Jeg åbner øjnene so jeg ellers havde klemt helt sammen for ikke at se dem. 

Jeg svæver en meter over jorden måske mere. Jeg kigger op og møder en drengs øjne. En af de drenge jeg aldrig har snakket med. Han er en af dem der hader Max og mig. 

Jeg har heller aldrig fundet ud af hvorfor folk ikke kunne lide den Søde og omsorgsfulde Max jeg kender. "Skal jeg ikke køre dig hjem?" spørg drengen jeg for at være ærlig ikke kan huske navnet på.

"Hvo....Hvorfor..vi...vil..d.d.du...d.d.det?" får jeg fremstammet mellem mine lydløse hulk. Jeg har ondt i halsen efter mit skrig. Jeg kan ikke klare det mere.

"Fordi du har brug for mig" siger han næsten uden at kigge på mig. Det undre mig den måde han er på. Det er som om han ikke gør det af ren og skær godhed. Men af noget andet. "Vil du ikke sætte mig ned?" spørg jeg efter noget tid hvor jeg har prøvet at tage mig sammen.

Han ser på mig et øjeblik men nikker så og sætter mig ned. i et sekund står jeg bare og ser på ham. Men så begynder jeg at bevæg mig ned mod min bil. Der nok kunne have set bedre dage. Men vi havde ikke penge til en pænere.

Jeg sætter mig ind og smækker døren i. Og sidder bare og stiger ud den ret beskidte forrude. Skal jeg virkelig hjem og se synet af min døde bror? Nej det vil jeg ikke.

Jeg køre ud af parkeringspladsen og køre hen af den stille vej. Da jeg når til det lille kryds drejer jeg til højre i stedet for at køre lige ud. Jeg fortsætter hen af vejen og ender ved skoven. jeg stiger ud af min bil og smækker døren efter mig. Smækket giver næsten genlyd mellem træerne. Jeg står lidt og ind ånder den friske luft.

Jeg høre den beroligende lyd af bladene der svajer i den lette brise. Tårene triller stadig ned af mine kinder. Men ikke så voldsomt som før. Jeg tager mig sammen og går længere ind i skoven. Fuglene kvidre så fornøjet i træernes toppe. Min mundvige trækker sig stille op i et lille smil. 

Men det forsvinder hurtigt igen. Jeg ved hvad jeg skal. Jeg ved hvad jeg kom efter. Jeg tager en dyb indånding og retter så min mundvige så jeg har et seriøst udtryk i ansigtet. Det jeg skal nu er dybt seriøst. 

Jeg når til enden af skoven efter en times tid. Det er en dyb kløft . Jeg står helt ude på spidsen af kløften og kigger ned. Der må mindst være 100 meter ned. Jeg står lidt og står bare og ser ned. Hvis jeg faldt nu ville der så være nogle der fandt mig. Eller ville folk bare tro at jeg var forsundet. De ville velfinde min bil....

***

§ Its the things we loves most that destroy us §

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...