Esther

Til min lillesøster Roseline Esther. En historie om at blive ældre, være forelsket og udvikle sig i den rigtige retning. (Ikke fordi jeg ved noget om det ;))

39Likes
64Kommentarer
1247Visninger
AA

2. Kapitel 1 - Et lille drys timian

De tibetanske munkes sang begyndte hver morgen klokken seks. Det var et ældgammelt morgenritual at synge solen op. Om efteråret kan selv solen have brug for en hjælpende hånd til at komme ud af fjerene. I sengen ved siden af pressede Laila puden ned over sine ører. Det var også blevet et slags morgenritual.  Ifølge sagnet bliver en dag god, hvis den får en god start. Ifølge Wikipedia var en god start blandt andet tibetansk sang. Ifølge mig var det en god ide. Ifølge Laila havde jeg roterende fis i kasketten. Ikke desto mindre lod hun mig altid høre hele sangen, som jeg downloadede fra nettet sidste år, færdig. Jeg rejste mig fra sengen, venstre ben først. Jeg redte min seng, frisk egetræsbark under hovedpuden, og pustede på mine 25 drømmefangere, en efter en. Sangen døde ud, og jeg slukkede for min mobil. Et suk kom fra Laila.

Det blev meget sent i går, men på den anden side gik det jo altid sådan. Men seks timer søvn var nok, så længe jeg børstede tænder i saltvand.

Klokken halv syv gik Laila. Hun havde en blå beanie på, en løs skovhuggerskjorte og stramme, hullede jeans. Hendes lyse hår havde for nyligt fået en pink stribe, og hun kørte hipster-stilen fuldt ud. Det skiftede hver måned. Hun løftede hånden til hilsen, og jeg nikkede til hende. Så var hun væk, døren lukkede efter hende.

Jeg kiggede i det store spejl på døren. Jeg havde et par jeans på sammen med en mørkeblå Harry Potter T-shirt. På forsiden af den stod: ”Jeg sværger højtideligt, at jeg er ude på skrammer”, og på bagsiden: ”Den er i vinkel”. Jeg så lav ud, men jeg var egentlig meget normal. Når man har hår til midt på ryggen, ser man bare mindre ud.  En sund sjæl har rod i naturligt, uklippet hår - Wikipedia.  

Selvom ritualerne holdt det onde på afstand, åd de tid som intet andet. Hver morgen endte jeg med at måtte løbe. Jeg havde spurgt, og gymnasiet mente ikke, at tibetanermunke var en god grund til at komme for sent. De mente heller ikke, at det var en god grund til at udskyde mødetidspunktet. Det store vindue ved indgangen viste, at himmel og jord stod i et. Skønt. En dyb indånding og to spyt over venstre skulder senere stod jeg på fortovet. Nu bevæbnet med en paraply.

Det måtte have regnet længe, der var store vandpytter på vejen langs kantstenen. Mine sorte vans var allerede gennemblødte, og min frakke var alt for tynd til at håndtere den kolde oktober-luft. Jo tættere jeg kom på skolen, jo flere mennesker på gaden genkendte jeg. De fleste andre 3.g’ere var fyldt 18 og kørte til skole. Andre genkendte hinanden på gaden og løb dem i møde.

Jeg skulle lige til at runde et sidste hjørne, da et højt motorbrøl lød bagfra, og alle elever på fortovene omkring stoppede op og kiggede efter kilden til lyden. Jeg vendte også rundt, men inden jeg nåede at opfange noget som helst, ramte en dynge regnvand mig, og et glimt af sort skød forbi mig. Der gik nogle sekunder, hvor jeg stirrede perplekst efter det sorte lyn, som jeg nu kunne se, var en motorcykel. Vedkommende, der sad på den motorcykel, var kørt gennem en af vandpytterne på vejen med det resultat, at jeg var blevet fuldkommen gennemblødt. Folk rundt omkring mig, som alle havde set optrinnet, begyndte at grine. Jeg gik videre i mit nu kolde og klæbrige tøj og forsøgte at gemme mig bag min paraply.

To minutter senere løb jeg ind på skolens parkeringsplads og fik øje på den sorte dødsmaskine fra før. Hvis nogen eller noget ødelægger din morgen, så drys timian ud over den eller det, og tilgiv det. Herefter vil din dag igen blive god - Wikipedia. Den var flot, det måtte jeg indrømme. Jeg havde ingen kendskab til motorcykler, men jeg kunne godt regne ud, at denne her måtte have været dyr. Meget dyr. Lakken var sort og så blank, at jeg kunne spejle mig i den. Helt perfekt så den ud. Jeg stak mine fingre ned i venstre lomme og tog en pose op. Timian. Det var hurtigt gået op for mig, at det var nødvendigt, at jeg havde en noget på mig hele tiden. Min morgener havde ofte brug for førstehjælp. Jeg tog en lille håndfuld og lagde posen tilbage i lommen. Så begyndte jeg at drysse timianen ud over motorcyklen.

”HEY, HVAD HAR DU GANG I? ” Det gav et sæt i mig, og jeg tabte min paraply og resten af krydderierne mellem mine fingre. På motorcyklen. Jeg sank en klump og vendte mig om. Der var en dreng på min alder på vej mod mig, og han så bestemt ikke glad ud. Jeg kunne ikke genkende drengen. Mens jeg kiggede rundt og overvejede, om jeg kunne nå at stikke af og gemme mig mellem nogle af de andre elever, kom drengen tættere og tættere på. Pludselig stod han lige foran mig. Jeg stirrede stift ned på mine drivvåde sko og undgik at kigge på ham. Træk vejret, træk vejret. Du kan godt, bare snak med ham. Andre gør det hele tiden.

”Hallo? Er du døv? ” Jeg kneb mine øjne sammen og fokuserede på at trække vejret. Bare svar ham! Mine hænder knugede ærmerne på min jakke.

”Hvad fanden… HEY! Kig på mig! ” Kom nu! Jeg kiggede op på ham. Et par brune øjne mødte mig. Han lagde hovedet på skrå. Det lod heller ikke til, at han vidste, hvem jeg var. Rundt omkring mig og drengen havde der samlet sig en masse andre gymnasieelever. Jeg holdt blikket fast på hans næseryg og prøvede at tage mig sammen. En gang for længe siden, da jeg ikke kunne sove, havde Laila fortalt mig, at har man ikke lyst til at have øjenkontakt med nogen, så kig på deres næseryg, lige mellem deres øjne. De vil tro, at du kigger dem i øjnene.

”Hvad tror du lige, at du har gang i? Hvad? ” spurgte han, ikke just lavt. Jeg rynkede brynene, mens jeg prøvede at ignorere den halve skole, der stirrede frem og tilbage mellem mig og ham. Svar! Svar nu.

”Hallo? Nogen hjemme? ” Han viftede en hånd foran mit ansigt. Han sukkede, og sagde henvendt til vores publikum: ”Vi prøver lige en gang til. ” Det medførte et kollektivt fnis fra hvad der føltes som hele verden. KOM NU!  Han vendte sig mod mig igen, nu med et hånligt smil. ”Hvad har du gjort ved min motorcykel? ” Han udtalte hver eneste stavelse højt og tydeligt, som talte han til et spædbarn. Endnu flere fnis. Det var hans motorcykel.

”Jeg… ah… ” Min mund nægtede at samarbejde, og jeg åbnede og lukkede den forgæves. ”Det… jeg… Det er bare… ”. Jeg kæmpede for at få ordene frem, men de sad fast i min hals. Jeg kunne mærke, at den begyndte at snørre sig sammen igen.

”Så må jeg vil bare selv kigge. Ham skubbede mig til siden og så på sin motorcykel. Jeg lukkede øjnene for at få kontrol over mine lunger. ”Hvad i… Er det her krydderier? ” Han rystede på hovedet, men fik så øje på noget andet. Han vendte sig mod mig. De brune øjne skød lyn. ”Jeg tænkte det nok! Din lille lort! Hvad bilder du dig ind? ” 

Hvad mener han? Det var bare timian, ville jeg sige, hvis jeg besad talens magt. Men det gjorde jeg ikke. Det gik op for ham, at jeg ikke havde tænkt mig at svare, greb han fat i min arm og trak mig hen til cyklen. Hans hånd var lukket om min underarm, og mit luftrør lukkede sig. Alt farven fra mit ansigt forsvandt. Åh nej. Åh nej, åh nej, åh nej. Da min paraply røg ud af hånden på mig, havde en af metalstængerne efterladt en ridse i motorcyklen. En lang, dyb ridse. Jeg vendte mig om mod ham. ”Jeg… det var ikke… undskyld. ” Verden begyndte at svømme for mine øjne. Det hele rystede. Hvis jeg ikke snart fik kontrol over det, ville jeg besvime.

Han slog et smæld med tungen. ”Jeg er egentlig pænt ligeglad med hvorfor, du står og ødelægger en af mine ejendele. Det jeg går op i er, at du betaler for at få den fikset. Ellers bliver det værst for dig. ” Mit hjerte sank ned i min mave.

”Det-det kan jeg ikke. Jeg kan ikke betale dig, undskyld, jeg er virkelig ked af det med din maskine, men jeg kan ikke. Vær sød at tro på mig. ” ” Ordene, jeg fik formet, var rystende og næsten uhørlige. Forskrækkelsen over at tale med et andet menneske fik mine øjne til at vokse. Han skulle til at sige noget, men blev afbrudt af klokken, der ringede. Han bed sig i læben og trak sig et par skridt tilbage fra mig.

”Det her er ikke slut! ” Så vendte han sig om og forsvandt indenfor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...