forbudt kærlighed

Myra er en ganske almindelig teenager på 17 år, hun bor sammen med hendes forældre. En smuk og mystisk mand startere pludselig midt i et afsluttende semester, han fortæller at han er den nye historie lære. Hvem er han, hvad har han med Myras fortid og er han en del af hendes fremtid? ikke nok med det men efter den nye lære er startet begynder en mystisk skygge at hjemsøge hende eller gør den det? hjerter vil blive knust, mørke hemmeligheder dukker op og Myra må stå over for svære spørgsmål og svære valg.

1Likes
0Kommentarer
444Visninger
AA

11. Hemlighederne afsøres to

skyggen, jeg havde ikke set den siden den da på pige toilettet. jeg havde troet at den ikke ville komme igen, jeg gik langsomt bag ud men jeg faldt baglæns og landede på min seng, i et spildt sekund stod skyggen lændende over mig, han tog hovedet længer ned mod mit og kyssede mig på munden. jeg skubbede till den, men den kom hurtigt på benene igen og tog fat i mig så jeg skreg efter Nicolas i et håb om at han ville komme mig til undsætning men der kom ingen, mine tåre løb nu var det slut med at se min elskede Nicolas og det det sidste jeg fik sagt til ham var at han skulle glemme mig. jeg kunne mærke at skyggen vendte mit ansigt så jeg nu kikkede ud på mit badeværelse, jeg begynde at tigge og be ham om at lade vær.

"shhh, det gør kun undt i få sekunder også er det overstået."

" hvad vil være overstået?"

jeg nikkede og han fortsatte med at snakke.

" ser du dit blod er specielt"

" hvordan specielt?"

" jo ser du,du har allerede generne,så du vil ikke føle så meget smerte som vis det var et menneske."

jeg vendte mit hoved så jeg nu kikkede skyggen direkte i øjnene, de var røde ligsom Nicolases havde været.

" hvad er du, jeg er et menneske"

" nej du er langt mere end det"

i samme øjeblik hørte jeg løbende skridt op af trappen.

"stop der, lad hende så være. ved du overhoved hvem det er"

jeg kunne høre på stemmen at det var Nicolas der stod i dør åbningen.

" jeg ved skam godt hvem hun er, hun er prinsesse arven. det har jeg vidt siden jeg fik til opgave at holde øje med hende og denne her falske familie."

" ligesom jeg er sat til at holde øje med dig skygge eller skal jeg kalde dig ved navn?"

"falske familie, ved navn.jeg ved godt det ikke er min rigtige familie. da jeg er adopteret, har skyggen et navn?" sagde jeg

jeg vidste slet ikke at skyggen havde et navn, jeg troede bare det var et monster der ville dræbe mig.

"Arven kom her hen" sagde Nicolas

jeg rejste mig op fra min seng og kik langsomt hen til Nicolas

" har du tænkt dig selv at bide hende" 

" kun vis det er det som min elskede vil og ikke med tvang. hun er gammel nok til at tage hendes egne beslutninger."

"ja det kan du have ret i, jeg vil give dig en måned til at bestem dig arven efter det vil du ikke have et valg."

efter det brød jeg sammen i Nicolas arme, med mit hoved kørende på højtryk. valg,bid falsk familie, det hele blev så over velende at jeg bare lå i Nicolas arme med tåre trillende ned af mine kinder. jeg kikkede op på Nicolas med en undren i mit ansigt.

"jeg skal nok forklare dig det sener, men lige nu er dine så kalde forældre lige kørt ind i jeres indkørsel."

"okay"

det var det eneste jeg kunne få sagt, jeg rejste mig op og sagde at jeg fortrød det jeg havde sagt og om han ikke ville blive og spidse med.

" jeg spidser ikke almindelig mad, men det skal jeg nok fortælle dig sener."

han nåde lige at sige det sidste ord færdig før vi hørte at døren nede i gangen blev åbnet, det kunne kun være mine forældre.jeg løb ned af trappen og krammede dem 

" velkommen hjem mor og far"

det var med besvær i min stemme at jeg måtte lyve for dem, men det var jeg nød til. for jeg vidste ikke hvad de ville sige når jeg sagde at jeg nu vidste hvem jeg var. en ting jeg var sikker på det var at jeg ville have Nicolas ved min side når jeg fortalte dem sandheden. pludselig siger min mor

"vi får en gæst i aften, så du skal være på værelset."

normalt når vi fik gæster sad jeg altid i stuen sammen med den og fik kaffe, så det undrede mig at jeg nu skulle være på mit værelse. men jeg gjorde ingen modstand og nikkede. jeg kom i tanke om at Nicolas nok stadig var oppe på mit værelse så jeg sagde til dem at jeg havde en de skulle møde. jeg gik op af trappen og der sad Nicolas på min seng.

"kom du skal møde mine falske forældre."

"men jeg er jo din lære"

"det ved jeg godt, men det ved de jo ikke"

"ja det kan du have ret i"

vi gik neden under og ind i stuen hvor min mor og far sad med nogle papirer og en kop kaffe, da de fik øje på mig skynde de sig at pakke alle papirerne sammen og vendte dem rundt så man ikke kunne se hvad der stod på dem.

"mor og far jeg har en jeg gerne vil have i skal møde"

mine forældre så spændt på den tomme dør og ind af den tomme dør trådte Nicolas frem. mine forældre rejste sig op og gik hen mod Nicolas for at sige pænt goddag.

"goddag,rat at møde jer" sagde Nicolas

og mine forældre gjorde det sammen.

" er du så en ven af Myra eller er du hendes kæreste" spurte min far ham lige ud.

Nicolas kikkede ikke på mig men jeg kunne fornemme at hankikkede ud af øjn krogen og smilede da han så mit røde ansigt.

"ja jeg er Myra`s kæreste" sagde han med et smil på læben.

vi blev pludselig afbrudt af den akavet stemning, da det bankede på døren og min mor gik ud og åbnede og førte en mand i smoking igennem gangen og ud i køkkenet uden at jeg fik ham ordenligt at se. min far gjorde tegn til at jeg skulle tage Nicolas med op på værelset, da vi var nået op på værelset lukkede jeg ikke døren helt i .men lod den stå på klem så vi kunne høre hvad de snakkede om, jeg gik så lydløst som muligt hen til min døren for ikke at blive opdaget.jeg kunne høre tre stemmer min mor, far og den stemme som jeg ikke kendte.

" Nu er i sikrer på at hun ikke ved noget, jeg ville nødig fortælle hvorfor vi har kidnappet hende og slettet hendes hukommelse."

er jeg kidnappet, jeg kunne mærke at koldsveden rendte ned af mig. tårne hobede sig op i min øjn krog. men hvad så med de papirer jeg fandt i skuffen var det også bare løgn hed jeg virkelig ikke arven alligevel, nu kunne jeg mærke end nu flere spørgsmål dukkede op. end nu en gang blev jeg revet ud af mene tanker ved at Nicolas tog fat om mig, han kunne sikkert føle hvordan jeg havde det. jeg trykkede mig mere og mere ind til Nicolas og mine tåre gjorde hans hvide skjorte våd og genemsigtig, han løftede min hage op og kysede mig blidt i panden.

"tag med mig hjem, så du kan glemme det der er sket for nu. vi har jo stadig noget at snakke om"

" ja det vil jeg mægtig gerne, men mine"

"du kan ligge en seddel om at du er taget med mig hjem og sove, det kan de vel ikke sige noget til eller kan de?"

" nej det skulle jeg ikke mene, men jeg har bare så mange spørgsmål til dem."

" det kan vi se til i morgen, så kan jeg køre dig hen til dine rigtige forældre, de kan nok svare på de spørgsmål der er dukket op."

"tak Nickolas, jeg elsker dig."

" jeg elsker også dig min arven"

jeg begynde at pakke en sports taske med de mest nødvendige ting i, jeg havde fået Nicolas til at holde øje med dem nede i stuen. alt imens jeg gik og pakkede mine ting kom jeg i tanke om hvordan vi skulle komme ud uden at de opdagede os.

" Nicolas hvordan kommer vi ud fra mit værelse?"

i det øjeblik greb han fat om mine arme og svang mig om på hans ryg, han åbnede døren ud til balkongen og hoppede ned. mit hjerte blev fyldt med frygt for at det ville ende galt og vi ville blive opdaget, men han landede lige midt på græsplænen uden at nogen havde lagt mærke til det. nu er vi så langt men jeg havde bare et spørgsmål.

" hvordan kommer vi hen til bilen uden at de opdager at jeg er væk?"

" vent her så kommer jeg om to min"

efter det sprang han op til mit værelse og kastede min sportstaske ned, jeg samlede den op og så at han forsvandt ind på mit værelse. lidt efter så jeg at han kom gående ud af hoveddøren han gik stille forbi den sorte bil som holdt ved siden af hans, han satte dig ind og gjorde tegn til at jeg skulle gå i modsatte retning af hoveddøren for at de ikke opdagede at jeg var forsvundet. jeg gik ned lang kitavænget for ikke at blive opdaget og fem minutter efter holdt Nicolas ind til siden og jeg steg ind i bilen.

" det er nok ikke så klogt at vi køre tilbage til min lejlighed."

"nej det kan du have ret i, men hvor skal vi så tage hen. jeg kender ikke et sted vi kan være."

" det gør jeg, det er ikke så langt væk fra chasvahall. der er jeg sikker på at de ikke vil gætte at du er, der er ikke ret mange der ved at det er beboet i nu.

"okay så gør vi det."

" men jeg må advare dig sig ikke noget du vil komme til at fortryde sener, det er ikke så tit de får besøg af sådan en som dig der er halvt menneske. jeg skal nok forklare dig det hele når vi når frem."

det var det sidste vi sagde til hinanden inden der blev fulstendig tavs i bilen, Nicolas tænde for radioen i tilfælde af at de havde opdaget jeg var væk. men vi havde heldig vi et forspring på 20 minutter.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...