forbudt kærlighed

Myra er en ganske almindelig teenager på 17 år, hun bor sammen med hendes forældre. En smuk og mystisk mand startere pludselig midt i et afsluttende semester, han fortæller at han er den nye historie lære. Hvem er han, hvad har han med Myras fortid og er han en del af hendes fremtid? ikke nok med det men efter den nye lære er startet begynder en mystisk skygge at hjemsøge hende eller gør den det? hjerter vil blive knust, mørke hemmeligheder dukker op og Myra må stå over for svære spørgsmål og svære valg.

1Likes
0Kommentarer
448Visninger
AA

12. Barndomshjem

vi var nu kørt ind i chasvahall, vi holde ved en villa som jeg syndes at se meget bekendt ud. jeg kom i tanke om at det var den villa jeg og mine åbenbart falske forældre kørte forbi nå vi skulle ind og handle, det var også der jeg tit drømte at det var der jeg havde boet med mine falske forældre hvor vi havde tjener til at gøre det hele for os. men jo mere jeg tænkte over det faldt brikkerne lidt på plads, der var nok det der gjorde at mine falske forældre aldrig ville snakke om stedet. var det der mine rigtige forældre bode? var det her jeg skulle bo? og hvad var det med det prinsesse halløj, det virkede bare som en lang og uendelig drøm. jeg prøvede at knibe mig i armen ligesom når man har maridt, men det virkede ikke vi holdt stadig uden for den villa. efter et par minutter kørte vi videre og fulgte noget stakit som var lavet af mursten, vi drejede om et højne og kørte ned af en lille segl bakke der blev åbnet in til den underjordiske garage. jeg så at der holdte tre biler for uden den vi var kommet i. jeg vidste ikke om jeg skulle spøger Nicolas hvem der ejede de andre biller, så jeg lod bare spøgsmålet glide forbi mine tanker. endelig standsede vi helt op. Nicolas steg ud af bilen og gik hen og åbnede min dør, til tider kunne han være en rigtig gentleman. men vi var jo også et par så det var vel normalt at fyren åbnede døren for pigen.

"kom der er denne vej."

da vi kom ind i villaen var alt mørkt, jeg kunne ikke se en pind. det var vel fordi vi lige havde været ude i det dejlige solskin, Nicolas tog en arm rundt om min skuler. han førte mig ind af en lang gang og forenden af gangen var en stor dør malet i guld, døren gik op og vi gik nu på en rødløber. jeg fulgte tæppet med et blik og så at der var tre stole for enden af løberne, i de to af stolene sad en kvinde og en mand. kvinden var nok omkring 30 år og manden var heller ikke meget ældre, hvordan kunne det dog være at de ikke så spor gamle ud. jeg kunne forstå hvorfor Nicolas ikke så så gammel ud han var jo ikke andet en 20 år, de havde værken begynde rynker eller smile huller. jeg håbede bare de kunne fortælle hvem der var mine rigtige forældre. Nicolas viskede mig i øret.

"når du kommer der hen bukker du for dem ,svare ikke før du bliver spurt og tiltal dem altid med exelense."

"hvorfor exelense?"

" de er ligesom den amerikanske kongefamilie, her er det bare dem der er kongelige."

da vi kom op til stolene bukkede jeg så godt jeg kunne, det er jo ikke hver dag man bukker for nogle, en kærligstemme sagde så.

"lad mig se jer i øjesyn" hørte jeg en mande stemme sige.

vi rejste vores kroppe op til en lige stilling, manden gik op til den kvinde der sad i den anden stol. jeg kunne se at hun kikkede på mig med hendes hav blå øjne, i dem kunne man se sorg men alligevel var der også en smule glæde i dem. de kom begge to gående i mod os, vi gik dem i møde og mødes på halv vejen. kvinden viskede noget til manden, jeg kunne ikke høre hvad det var. men efter et stykke tid henvende parret sig til Nicolas, manden viskede noget i hans øre som jeg ikke kunne høre. der blev stille et sekundet og Nicolas kikkede på mig.

" har du noget i mod at vente uden for døren"

" nej det har jeg ikke."

det var lidt underligt at det kun var mig der skulle vente udenfor døren, jeg håbede bare ikke at det ville tage forlang tid, jeg brød mig ikke om at være alene et helt nyt sted hvor jeg ikke kendte en sjæl. jeg fik øje på en rød chaiselong sofa med ben af guld farve. der gik ikke længe før mine øjne blev mere og mere tunge og til sidst valgte jeg at tage min snekkers af og lå mig på sofaen. jeg ved ikke hvor længe jeg havde lagt på sofaen jeg viste bare at jeg var faldet i søvn, en stemme vækkede mig.

"Hallo sover du?"

jeg smilede til stemmen for jeg troede det var Nicolas der var kommet ud af det andet rum.

" nej jeg sover ikke mere nicolas, du har lige vækket mig. "

" jeg hedder skam ikke nicolas"

da jeg hørte at det ikke var nicolas satte jeg mig forskrækket op og undskyldte at jeg havde lagt mig på sofaen.

" det gør ikke noget, det gør jeg også engang imellem, jeg hedder for resten Navenn."

"jeg hedder myra eller arven, jeg ved ikke længer hvem jeg er"

" du kunne jo godt line hende vildt meget, kom med så skal du se."

" det kan jeg ikke jeg venter på"

" nicolas det kunne jeg selv regne ud, det er lige her hende ved trappen."

jeg fulgte med navenn for at se billedet, da vi kom hen til trappen hang der et stort portræt. man kunne ikke se portrættet da det var dækket af med et stort lagen, navenn fortalte mig at det havde kongen og dronning gjort kort tid efter at deres elskede datter arven var blevet kidnappet. jeg løftede forsigtigt op i lagnet for at kikke men ved et uheld kom jeg til at tage for hårdt fat og lagnet faldt til jorden, jeg kikkede op og fik så stort et chok at jeg gik ud som et lys. efter 5 min kom jeg til mig selv igen, det var rigtigt det navenn havde sagt jeg linede hende jo på en prik. hvad har i gang i hørte jeg en stemme sige bag mig, da jeg vendte mig rundt så jeg en ung kvinde ikke ældre end mig selv stå og råbe af os. men i det øjeblik hun fjernede øjnene fra protrættet og over på os blev hun helt forfjamsket hun bukkede og sagde undskyld prinsesse jeg kunne ikke se at det var dem. efter det forsvandt hun ud igennem en lille dør, et lille vindue blæste op og sendt en sød duft ud i rummet. navenn stivnede og jeg fik øje på hans blå/grønne øjne der nu var knald røde, han tog så hårdt fat i mine arme og kastede mig over på sofaen med et resultat at jeg fik en flænge i min læbe. da navenn nåde ned til mig blottede han sin mund og der fik jeg øje på to syle spidse tænder, jeg var igen kommet i chok tilstand men ikke så meget at jeg ikke kunne kæmpe i mod ham. jeg tog fat i de en af hønerne fra sofaen og håbede på at den kunne holde ham bare en andeles mere på afstand end hvad mine arme kunne, nu kunne jeg kun håbe på at nicolas snart ville dukke op ellers viste jeg ikke hvordan jeg skulle kæmpe imod ham ret meget længer.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...