We found love - One Shot

Dette er mit indslag til konkurrencen : Inspireret af et billede. Jeg har valgt at skrive en One Shot, da det så ville give mere mening for mig selv, at skrive om ét enkelt billede. Personerne: Simon Clifford Alison Gray

2Likes
1Kommentarer
172Visninger
AA

2. Sådan foregik det

Endnu engang befandt Simon sig på den lille kaffe café nede på hjørnet af den gade han boede på. Det var en nyhed at han også denne gang tænkte på Alison Gray. Alison var en engel. Ikke bogstaveligt talt, men med sine smukke himmelblå øjne og de lyse krøller, som hang perfekt ned ad ryggen på hende, kunne man nemt tage fejl. Simon kiggede ud af vinduet, hvor regndråberne løb om kap, og fulgte objektivt Londons grå og ensformige byliv. Som sædvanligt kom en gruppe turister travende ned af gaderne i deres gule, blå og grønne plastik regnslag, og som sædvanligt fulgte de efter en guide, der holdte en form for pind eller paraply op i luften for at vise vej. Simon sukkede og kiggede ned i sin kop, der næsten var tom.
“Skal du have en kop mere, Simon?” afbrød en stemme hans tanker, og Simon kiggede op på Charlotte, der stod foran ham med en kaffekande i den ene hånd og en klud i den anden. Charlottes forklæde havde en del pletter, og Simon begyndte at undre sig over, hvornår det sidst var blevet vasket, men i stedet for at sige noget nikkede han bare og smilte stille til hende. Han kiggede ned i koppen som den blev fyldt op igen og rettede endnu engang blikket ud ad vinduet, da Charlotte gik videre. Han kunne ikke tænke på andet end, at han ikke kunne fungere på sin skole uden Alison, og at det dermed måtte være grunden til han droppede ud i sidste ende.

 

Regnen fortsatte da Simon satte kursen hjem, og han måtte trække kraven helt op om ørerne for at dække bare en lille smule for regnen. Som han gik igennem vandpytter og gik i sine egne tanker fik han øje på noget længere væk, eller rettere nogen. Der var ingen tvivl om hvem denne person var. Det var den smukke silhuet af Alison Gray. Det var ikke til at tage fejl af hendes gennemsigtige prikkede paraply, den lysebrune lange frakke og de gyldne støvler, hvis klikkelyd gav genlyd i Londons gader. Da Alison fik øje på Simon lyste hendes ansigt op i et stort smil, og Simon kunne ikke undgå at få åndebesvær i et splitsekund.

“Simon! Det er godt nok et stykke tid siden jeg har set dig!” udbrød Alison glad og trak Simons våde skikkelse ind i et stort kram, uden bekymring for, at hendes egen jakke ville blive gennemblødt. Simon kunne ikke lade være med at indånde den søde duft, der altid hang om Alisons person. Endnu en grund til at tro hun var en engel.
Da Simon ikke svarede på Alisons gestus fortsatte hun upåvirket: “Hvordan har du det? Er du kommet videre med studierne?” Simon rystede en smule på hovedet som svar, men fik endelig taget sig sammen til at svare Alison med rigtige ord i stedet for kropssprog.
“Nej, det gik ikke rigtig med jura, så nu prøvet jeg at finde ud af hvad jeg egentlig vil.” Hun nikkede forstående på hovedet som svar og skiftede så emne.
“Kunne du ikke tænke dig at drikke en kop kaffe med mig?” Hun smilte stort og Simons hjerte sprang et slag over, da han fik øjenkontakt med hende. Han kunne ikke andet end at acceptere invitationen, selvom han lige var kommet fra caféen. Han kunne egentlig godt drikke en kop te i stedet.

 

Duften af friskbrygget kaffe ramte Simons såvel som Alisons næse lige så snart de var trådt ind ad den lille glasdør, der havde caféens navn stående med klistermærker på sig. Ved en tilfældighed satte de sig ved samme bord Simon havde siddet ved for blot 30 minutter siden. De tog deres våde overtøj og hang på hver deres ryglæn inden de begge vendte deres opmærksomhed mod hinanden. Charlotte kom og tog imod deres bestilling, men undgik at pointere at Simon lige havde været der.

Tiden gik mens de snakkede og snart var det mørkt udenfor på grund af det engelske efterårsvejr. De havde meget at indhente, da Simon havde boet i Oxford de sidste 5 måneder for at studere jura. Alison var begyndt på at uddanne sig som hjemmepleje assistent. Endnu engang måtte Simon indrømme overfor sig selv, at Alison mere eller mindre var en engel.

 

Da caféen lukkede fulgtes de to unge mennesker ud, og begyndte at gå ned ad Londons våde gader. Heldigvis var det næsten stoppet med at regne, så det var ikke noget de lagde mærke til imens de gik og nød hinandens selskab i gadelygternes vandrende lys. De kom til Hyde Park og besluttede indirekte at gå en tur igennem de royales park.
Træerne var blevet en smule tættere og Simon havde i løbet af deres tid i parken, at han ville fortælle Alison hvad han følte. De havde trods alt kendt hinanden i 4 år på nuværende tidspunkt.

 

Simon stoppede op og trak lidt i Alisons arm, så de endte med at stå med front mod hinanden. Hendes øjne lyste op, selvom der ikke var særlig mere lys dette sted og han kunne næsten ikke begyndte sin planlagte talestrøm.

“Alison…” begyndte han nervøs for afvisning. “...jeg har en tilståelse. Lige siden jeg så dig første gang…” fortsatte han og gik lidt tættere på hende. Hun rykkede sig ikke. “... har jeg haft lyst til at gøre dette.” sagde han og førte langsomt sin hånd og til hendes kind og flyttede en smule af hendes hår om bag hendes øre. Hans hånd fulgte håret ned af hendes hals indtil den var placeret på hendes ryg, og han kunne mærke, at hun gispede stille en enkelt gang. Han trak hende stille længere ind til sig mens han førte sit ansigt tættere på hendes, men stoppede en centimeter fra hendes læber. Alison lukkede afstanden mellem dem og førte langsomt sine hænder op til Simons brystkasse, hvor hun kunne mærke hans hjerte banke hurtigere end det burde. Hun smilte ved tanken og følte sig utroligt lykkelig i dette øjeblik. Hun var lykkelig over, at hun ikke var den eneste der havde haft det på denne måde, og priste sig taknemmelig over, at hun endelig kunne vende tilbage til at kunne have bare en nogenlunde dagligdag. Dét at Simon havde været væk, havde ødelagt hende fuldstændig. Udadtil så hun præsentabel ud, men indeni var hun på randen til at blive hjemme alle ugens dage.

Som de stod dér begyndte det så småt at regne, men lige netop i dette øjeblik bekymrede de sig ikke om andet end hinanden.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...