Kærligheds Epoker

Dette er en skoleopgave baseret på tre kærlighedssyn fra hver sin epoke - barokken, romantikken, det senmorderne.

0Likes
0Kommentarer
179Visninger
AA

3. Romantikken

Briskaen ruller stille over skovstien. Træerne har fået deres skud og den hårde vinter er endelig overstået. Langt borte.

Blomsterne er lige på nippet til at springe ud i flor og giver naturen det liv, den har manglet på længe. Frakkerne hænger på knagen, de skal ikke benyttes foreløbigt, for her er kun varme tider på vej.

Jorden er stadig hård fra februarmånedens kulde, men isen er smeltet, og man kan nu komme ud til sine gøremål, som ellers har været udsat så længe. Svage fodspor fra hesteskoene kommer til syne, de nærmest svæver over stien.

 En smuk stær bekræfter at yngletiden er startet med sin metalskinnende fjerdragt. Den er dækket af små lyse pletter på rygsiden, der glitrer let i solens sarte stråler.

Dens sang er som englens, harmonisk, idyllisk og dragende. Karakteristiske fløjt samlet til en skøn melodi når hans øregang.  

 Han tænker på hende, har efterhånden haft hende i tankerne det meste af vinteren. Han har følt en umådelig længsel efter hendes nærvær og glæder sig nu over, at den snart skal få sin ende.

Han bliver helt varm i kinderne over det gensyn, der bliver mere og mere snarligt. Har lovet sig selv, at det er sidste gang, de nogensinde skal være adskilt.

Briskaen kører over et bump i stien og giver et lille hop, så han vågner fra sin drømmetækning.

”Ak, hvor længe er færden endnu?” spørger han modløst sin fader, der sidder modsat ham.

”Jeg kan snart ej længere. Jeg har længsler efter min Elisabeth, at have hende i min favn og føle heden.” Han siger det sagte, lyder til og med en anelse bedrøvet, som om han er blevet berøvet sit livs kærlighed.

Hans fader åbner øjnene ganske stille, vrider lidt i skuldrene og strækker halsen. Han kan ikke blunde, når hans søn lider så massive kvaler.

”Nikholas, Nikholas, min arme dreng. Det er en lang færd, vi begiver os ud på,” han standser sin talen for et gab, der presser sig på, ”Hestene kan ikke gøre en hurtigere gang. Vær du blot rolig, vi ankommer præcis, når tiden er inde.”  

Nikholas ryster opgivende på hovedet.

”Men fader, jeg har ventet og ventet i utællelig tid. Hvor længe skal jeg udsættes for disse pinsler?” Han sukker højlydt. Der er intet glædeligt, hvis ej der er en Elisabeth. Kigger ud ad vinduet og ser de mange spirende bøgetræer, der passeres i en alt for langsom fart.

Han husker tilbage på tiden i fjord, skaber et billede af sin store kærlighed. De mødtes til bal i landsbyen mod øst. Hans fader var blevet inviteret af adelen, da han tidligere havde hjulpet til med indvielsen af den nye krog. Han tog Nikholas med som følge, da han mente, at det var godt at få udvidet drengens horisonter. Der, midt i mængden i den fyldte sal med gulv af granit, så han Elisabeth. Aldrig var en skikkelse faldet ham skønnere. Hendes honningblonde opsatte hår med de utallige slangekrøller, og den store lerrøde krinolinekjole med de mange blonder og lag, der fyldte det halve af gulvet. Han var øjeblikket gået hen til hende, ingen krige kunne stoppe hans higen. Han måtte vide, hvem denne jordiske engel var.

Hun fik æblerødekinder, da han præsenterede sig.

”Mit navn er Nikholas. Jeg er søn af Fredrik Grylt den tredje. Jeg må i sandhed sige, at Deres skønhed er ufortræffelig.”

Han havde rakt hånden frem som til en hilsen, dog hun i stedet havde nejet ydmygt.

”Det glæder mig at træffe Dem, Gylt. Jeg selv er Elisabeth Rafte.”

Et lille smil viste rækken af hendes perlehvide tænder, der stod i stor kontrast til de rosenrøde læber.

Ganske kort efter havde han budt hende op til dans, og de fortsatte aftenen i hinandens selskab.
De snakkede med adelen, der havde inviteret hans fader og ham, og hun præsenterede ham som sin værge.

”Jeg ser du har mødt min datter, Nikholas,” sagde adelen og løftede brynet. Det gjorde ham ikke spor, for Nikholas var af god slægt, ”Nu må du sørge for at passe på hende.”

Nikholas følte sig anerkendt over at være blevet anset og tog ordne meget alvorligt.
Han veg ikke fra hendes side.

Sent på aftenen dansede de til Pastoralesymfonien.

Der blev sendt mange blikke til den unge Nikholas med fløjlsbukserne og den tætsiddende frakke, som aldrig havde følt mage.
”Du danser jo særdeles godt,” sagde hun betuttet og lagde ydmygt hovedet på hans skulder, så hans attrå begyndte at vokse.

Selvom han ej tillod ord og knap nok foretræk en mine, kunne han ikke lægge skjul på sit galoperende hjerte, der prompte løb af med ham.

Da de havde stået sådan, i noget der føltes som et minut eller to, var mængden svundet og solen på vej ned.

Tiden gik som aldrig før, fløj af sted, og de syntes svært at følge med.

”Åh, Nikholas, jeg grammes over, at denne dag snart er tom, og vi ej længere kan være med hinanden.” En bette tåre glimtede fra hendes øjenkrog.

”Nu ikke så mut, min blomst. Lad os nyde den tid, vi nu har fået givet, og lad os gå langs kysten og beskue den smukke, stemningsfyldte solnedgang, der forsøger at efterligne dit væsen.”

Han blev helt forbavset over at åbenbare denne side af sig selv, en han førhen aldrig havde kendt til.

Han tog armen om hendes talje, modtog et bekræftende nik fra adelen, og de forlod salen, hvor der tidligere havde været et mindeværdigt bal. Et de begge ville være længe om at glemme.

Ved kysten var de stadig tæt omslynget. Bølgerne slog mod land og skummet ramte Nikholas på kinden.

Lige da solen blev spist, og alt erobret af mørke, mødte deres løber den første gang, og hun hviskede bedrøvet i hans øre ”Lov mig, at jeg ser dig igen.”

Hans fader banker på væggen ud til kusken, tre hurtige slag og vognen standser. Kusken vender sig om og åbner det lille ydrevindue.

”Hvor længe må vi køre, før vi når øst og min søns kære Elisabeth?” spørger han i håb om at få et frydende svar.

Kusken rynker let på panden og klør på næsen med en finger, så voldsomt at hans høje hat tipper lidt af hovedet.

”Åh, et præcist svar kan jeg dog ej give, men jeg kan tværtimod tage en genvej gennem byen København, hvis tiden er Dem imod? Jeg formoder, at byen vil behage Dem yderst.”

Faderen ser spørgende på sin søn.

”Ville det være mindre hjerteskærende for dig, Nikholas?”

Han nikker, nærmest så kvikt at hovedet går af led. Han vil blot videre, hen til sin ungmø.

”Det ville være ganske fint. Tak for hjælpen, og lad os så komme af sted!” svarer faderen kusken, der agerer i sekundet og sætter i fart, så hestene pruster af ren forbløffelse. Begge hvide som kridt, går systematisk, den ene hov foran den anden. En smuk trav. 

”Fortæl mig da, søn. Hvorledes vil du så bære dig ad? Du har jo hverken blomster eller smykke med?” Faderen forsøger at få ham til at ændre sindsstemning, der er ikke megen ved at rejse med en søn, der har kærlighedskvaler, han synes nu også, at det er på tide, at Nikholas får hustru, bosætter sig på en nydelig gård med flere hektar jord og fører slægten videre. Han har ej været gladere på sin søns vegne længe, dog han gruer for, at Nikholas ikke kan bære sig ordentligt ad med sin kærlighedserklæring, som en rigtig mand ellers ville præstere at gøre det, foruden at skabe et dårligt ry.

Nikholas tager hånden ned i sine pantaloner og finder et bette stykke rav frem.

”Ser du, fader. Dette stykke af træets nektar fandt jeg sammen med min elskede Elisabeth. Jeg agter at komme det i et smykke, så hun kan bære det om halsen. Desuden har jeg også talt med adelen, der har arrangeret et pianospil for os ude i haven.” Han lyder helt stolt i stemmen, og selv hans fader må lade mundvigene gå opad.

”Glimrende, min søn! Du har vist lært megen af mig. Vi er da også to alen af samme stykke.”

De leer begge let, det bliver en skøn tur, de får sig, alle odds er dem gunstige. Sønnen vil få hustru og faderen ro i sjælen.

Nikholas sidder nyklippet, karsekort, i sin hvide skjortel med den knappede sorte vest uden på og krummer tæerne, da de når København.

En smuk og proper by med stenbelagte gader. Et stort og majestætisk murstenshus i hvidt bliver holdt af tre søjler dekoreret med hver især en løve. Kirkespiret slår tolv og en flok af mennesker kommer ud iført deres fineste klæder. Skjortel og vest som Nikholas selv, og kvinderne i korset og tyl. 

Der er liv så langt øjet rækker, gaderne strømmer med mennesker i alle former, der går til og fra de store købmandsbutikker. Vinduerne er fyldt til randen med pynt og nips, der byder ind og lokker. En stor, kraftig mand med sorte bakkenbarter og hvidt forklæde på maven står og råber op ude foran slagterbutikken. Han fægter med armene og forsøger at formidle det gode tilbud på svin. 

Nikholas gør store øjne, da bariskaen passerer et overdådigt springvand i centrum. En stor marmorstatue udhugget som en frodig kvindekrop med barm og talje sprøjter med krystalklart vand ud af munden. To små børn i trævlede laser med mudder på kinderne bader i det, mens de smiler.

”Kunne du se dig selv i således en by, min søn? Flot og stor, symmetri så langt øjet rækker. I sandhed et sandt kunstværk.” Faderen synker en bette klump ved synet af det smukke og må rette på sit slips, som hænger skævt. Han skal passe til omgivelserne.

”Ikke kun jeg, fader,” indvender Nikholas, ”Men vi. Jeg kunne se Elisabeth og jeg i således en by som denne. Dens skønhed stemmer overens med hendes. Vi må sørge for, at vi ej den glemmer. En skønne dag vil jeg vende tilbage.”

Begge bliver fortryllet af byens arkitektur og sammenhold, det er så ydmygt, så besjælet med de mange dekorationer og udskæringer, men dog alligevel så stort og prægtigt.

Folk kigger når bariskaen ruller forbi dem og nikker anstændigt. De ved godt, at det er et større ærinde, der er for.

De efterlader København bag dem, for på trods af de gerne vil opleve værdierne, skønheden, må de videre.

Nikholas lukker øjnene i, noget han ellers havde lovet sig selv ikke at gøre.

”Fader, nu har jeg set den smukke by København, og jeg ved, at færden ikke just for mig vil føles kortere. Jeg vil i stedet drømme om mødet med Elisabeth, og hvorledes vi en skønne dag vil bosætte os der.”

Lidt efter disse ord er blevet sagt sidder både faderen og sønnen med lukkede øjne og blunder. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...