Kærligheds Epoker

Dette er en skoleopgave baseret på tre kærlighedssyn fra hver sin epoke - barokken, romantikken, det senmorderne.

0Likes
0Kommentarer
180Visninger
AA

4. Barokken

Han stod uden for den katolske kirke. Beundrede hvorledes dens pragt tog sig ud med de ovale glasmalede ruder, der flere steder formede sig som kundskabens træ med glasklare klinker malet grønne og brune i dunkle nuancer.

Han kom indefra, havde lige overværet en gudstjeneste, der havde fået alle hans tanker afklaret. Han havde siddet på stolestaden med foldede hænder og forsøgt at indlære præstens ord, den eneste rigtige sandhed, dog han hele tiden lod sig aflede og falde hen i kunsten, der tiltalte og forførte ham.

Kirken var smukt udsmykket med oliemalerier på de hvidkalkede vægge. Billeder der fortalte en historie om Jesus og hans sidste nadver. Mørke farver og små penselstøj dansede for hans øjne. Han følte en vist tørst efter at præstere samme kunstværker.

Han var nærmest sikker på, at han hørte en engel eller to synge, da kirkeklokkerne begyndte at kime den første gang og hele menigheden drog ud af kirken til det symfoniske orgelspil.

Den katolske kirke havde altid efter hans faders død været hans tilflugtssted. I den var han vokset op, paven havde taget hånd om ham på trods af hans endeløse mangler, belært ham om et trodssamfund, hvor der var plads til alle.

Han gik aldrig i sin faders sko, blev ikke indviet i protestantismen, men lærte derimod om rigtigt og forkert.

Der var kun en Gud, en herre, en der vogter og beskytter, og havde givet ham disse gunstige forhold at udfolde sig i, idéen til hans hidtil største værk, kreation.

Han havde taget lærredet med, pakket sine malerartikler og staffeli for at kunne fuldføre denne åbenbaring han havde set for sig i det helt rigtige miljø. Uden for kirken, midt i gårdspladsen med bardens lystige lutspil, omringet af dynamiske bygninger med buer og rundevinkler. Et smukt syn for øjet. Store og rummelige med plads og rumklang, mulighed for at artikulere med præcision og ynde.

Han nåede knap lige at sætte sit staffeli op, før Edmund kom løbende imod ham med barnesmil og barneøjne.

”Ruben, Ruben! Hvad er det nu for noget, du finder på?” Edmund havde altid været nysgerrig og interesseret i hans arbejde, ambitioner om et gennembrud og kombinationer af skygge og lys, fantasi og den pure virkelighed. 

Han klukkede højtideligt, ”Jeg fik en vision i kirken, som jeg nu vil frembringe på lærredet.”

Edmund spærrede øjnene op, ”En vision! Fortæl, fortæl, Ruben!”

Han plejede altid at fortælle Edmund historier med sine malerier. Hvorfor kvinden så så umådeligt trist ud, hun havde tabt barnet. Hvorfor manden havde krone på hovedet, fordi han havde væltet sin fader af tronen. Og som regel plejede Edmund med sin rene og uskyldige fantasi også at hjælpe lidt til med fortællingerne, endda bidrage med nogen virkemidler, som han selv på ingen måde var faldet over. Sammen hjalp de gang på gang hinanden med at fuldføre disse illustrationer, skabe en verden helt for sig.

”Jeg tænkte på, at det skulle være en billedserie over Marie af Medicis liv. Hvor mange billeder ved jeg dog end ikke. Jeg vil starte helt fra hendes ungdom og slutte af lige ved dødslejet.”

Edmunds krystalblå øjne lyste helt op, ”Nøj,” sagde han forbløffet og var helt forgabt i idéen, ”Hvem var hun så for en, fortæl historien, Ruben!”  Edmund var fyldt til randen med iver.

Hans ansigt blev til én glad mine og han slap en lille latter, ”Ja, nu skal du da bare høre, Edmund; Marie var datter af en storhertug ved navn Frans d. 1.. Hun blev født i Firenze og nød godt af livet. Der var ikke mange sørgmodige stunder i hendes opvækst, kvaler. Hun blev opvartet, elsket og så megen mere af det man ellers kun kan ønske sig til. Hun lærte om etik, manere. Hun var megen velopdragen, opvokset i overklasserammer.”

Edmund nikkede edderspændt til hans mange dragende ord.

”Hun var også megen smuk, sådan at folk kom langvejsfra og bejlede til hende. Hun kunne godt lide opmærksomheden fra de mange mænd, hun følte sig vigtig og uimodståelig, på trods af at hun var megen kræsen og nærmest uopnåelig. Jeg tror, at jeg vil male hende bleg, så hun får et slags porcelænsudtryk.” 

”Og med rosa kinder og en blodrød mund i hjerteform,” brød Edmund ophidset ind.

”Ekseptionelt! Det røde vil også stå ganske godt til det lyse hår, hun havde med et lille snært guld i. Men Edmund, hun var altså en megen smuk ung pige, som ikke lagde skjul på det. Hun lokkede mange mænd i fælder og var en bette smule grisk, ikke mindst snu. Hun dejede dem om sin lillefinger utallige gange.”

”Så hun var altså ikke en sød pige?” Edmund lød helt forarget.

”Jo, jo da. Hun var blot lidt magtsyg. Men jeg forstår nu godt mændene. Hun var et ufatteligt kønt syn, når hun havde den mælkehvide særk på og den ahorns grønne trøje med skørt til udover. En gang imellem gik hun også med en solgul klædning. Jeg selv foretrækker helst den solgule farve, den kunne skabe et godt spil i et maleri med ellers mørke nuancer.” Han blev helt fascineret af sine mange planer om at blande mørkt med lyst, at han glemte at fortælle videre på historien. For han kunne placere hende i midten iført sin gennemførte klædning skinnende og lys med mørke bøgetræer og faldne mænd i baggrund og forgrund for at fremmane et billede af hendes uopnåelighed. 

”Blev hun nogensinde gift, Ruben?” kom det fra Edmund lidt efter, da han efterhånden følte, at han havde ventet længe på at høre resten af historien.   

Han åbnede pludseligt øjnene op igen, de var faldet i til hans tankestrøm, og så forvirret rundt.

”Åh, undskyld, Edmund, jeg dagdrømte vist lige om farvenuancer. Ja, hun blev faktisk gift, og det startede noget så lovende. En dag var Marie i Paris, de havde hørt så godt om byen, at alt var yderst forfinet, mange bette små detaljer, de førhen overhovedet ikke havde haft en fornemmelse af. Byen bestod af en dekorativ stil, der var dem umådelig fjern. Frans havde længe haft relationer til Bourbonslægten og syntes endelig, at de burde mødes. Anton af Bourbon faldt prompte for Maries skønhed og valgte at introducere hende for hans søn Henrik d. 4.. En prægtig mand med brede skuldre og en robustkropsbygning. Han ender med at vinde Maries hjerte, jeg vil nærmest tillade mig at tro, at det er fordi, at han var kongelig.”

”Skal han være med på nogen af dine billeder, Ruben?” spurgte Edmund interesseret.

”Åh,” fremstønnede han engageret, ”Det kan du lige tro, at han skal, fordi Henrik spiller en aldeles stor rolle i Maries liv. Det starter selvfølgelig alt sammen i fryd og gammen. De er nyforelsket, tryllebundet af hinanden, hun er smuk, han har blåtblod i årene. Det var jo som om, at Gud ville have det til at ske. Efter ganske kort tid sammen, spørger Henrik Frans om han må ægte Marie og allerede i oktobermåned står brylluppet. Hun var endnu smukkere den dag end ellers i en bred mælkebøttegul kjole med utallige store hoftepuder underneden, og han var iført vest og frakke med vide bukser. Tro mig, når jeg siger dig, Edmund, at brylluppet var mere end blot overdådigt, langt over vor forstand. Et hof på over 100 mand og indbudte nær de tusinde. Allerede samme år får de en søn sammen, de kalder ham Ludvig. Han er et pragteksemplar med Maries ynde og Henriks manddom, men på trods af den lykke der burde have været mellem dem, har Henrik ikke nok i Marie, han har behov for mere og går derfor bag om hendes ryg med diverse elskere. Han lover til og med en Catherine ægteskab for at være sammen med ham, dog det udsagn aldrig blev til noget.”

Edmund rystede frastødt på hovedet, ”Så han var altså sammen med andre piger, når han var gift med Marie. Vidste hun det ikke?”

Han sukkede, ”Ser du, Edmund, Henrik havde rigtigt nok mange elskere, og selvom han forsøgte at gøre det så fordækt som muligt, vidste Marie ganske vel besked.”

Et bette gisp kom fra Edmunds mund, ”Blev hun ikke såret?”

Og et fornøjet smil bredte sig over hans læber, ”Det er her det spændende kommer, og historien tager en drejning.”

Edmund lyttede spændt.

”For da Marie endelig ender med at blive kronet, bliver Henrik myrdet under et togt i Tyskland dagen efter, og det kommer hende ganske ligegyldigt. Hun fælder ikke en eneste tåre, da hun i sandhed har været så bitter og indebrændt over hans mange elskerinder. Derimod overtager hun den fulde magt over Frankrig, hvor hun føler sig bedrevidende og ophøjet, dog hun ikke egner sig til at styre landet og blot forværrer spændingerne i samfundet, derfor må sønnen knap et årti efter fjerne hende fra tronen. Dette falder dog ikke just i Maries smag, hun bliver arrig og forsøger sig med at gøre et kup mod Ludvig. Alt ender dog katastrofalt for hende, og hun flygter til udlandet, hvor hun lever sine sidste år foruden kontakt til sønnen. Prøv at forestil dig, Edmund, hvilke fantastiske billeder jeg kan skabe ud fra således et spændende liv! Det bliver noget helt nyt, aldrig set før, fortællende og begærligt.” Han smilte stort, var mildest talt lykkelig over at have fået denne vision. Endelig skulle han ikke stå i skyggen af sin faders nederlag, vantro, men han kunne skabe et nyt kapitel selv, en ny start.

Edmund kiggede skeptisk på ham, ”Jeg synes ikke, at det var sådan en god historie. Hun lyder til at have været en rædsom pige, der slet ikke havde en fornemmelse af kærlighed.”

Han sænkede hovedet, ”Synes du da ikke, at det lød spændende?”

”Jo, men, der var jo ikke nogen rigtig kærlighed med? Maler man mons tro ikke med følelser, hvor var Maries?”

Han kneb øjnene sammen, det knagede i hans hoved. Han fik en stor rynke hen over panden af anstrengelse.

”Jeg kan godt se, hvad du mener. Folk vil se glæde og ikke sorg, det er det, der tiltaler. Marie var ikke just politisk interesseret, men derimod så hun på katolicismen med stolthed.   Måske burde jeg gøre rede for det, at på trods af kærligheden faldt hende usmagelig, og hun endte med at flygte for livet, så var katolicismen altid med hende?”

Edmund nikkede anerkende, ”Meget bedre, så er der også et grundtema i billederne.”

Sådan sad de længe og kastede med historier, billeder, ændringer og forbedringer ud i det blå, så længe at kirkeklokkerne begyndte at ringe solen ned, og de stoppede kun, da Edmund nervøst skiftede emne og stillede ham et spørgsmål, han længe havde ventet på at få ud, ”Men, Ruben, du tror da på ægte kærlighed? Der findes ikke kun sådan noget som Marie og Henrik havde vel?” Edmund lød bange, der var en vis frygt i stemmen og et håb om, at svaret var, hvad han ledte efter.

Han rejste sig op fra jorden og så på sit tomme lærred. Han havde fået mange gode detaljer af at snakke med Edmund, men havde slet ikke nået at få bragt nogen af dem ned på papir. Han tog hans hånd, aftenen var mørk og sommervarmen langt borte, erstattet af en kølig brise, og fugte ham hjem gennem byen.

”Jeg kan love dig for, Edmund,” sagde han sagte i mørket, ”At der utvivlsomt også findes en mere romantisk kærlighed end den, Marie og Henrik havde. Der er en smuk kærlighed, lige så smuk som hun var, dog foruden de mange flig i porcelænet. Glæd dig til du træffer den, for den er uforlignelig, men indtil da, så har vi jo den katolske forkærlighed at holde os beskæftiget med.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...