Allegiant - Alternativ slutning

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 okt. 2014
  • Opdateret: 14 okt. 2014
  • Status: Færdig
Hvis du ligesom mig, ikke kunne klare slutningen på divergent trilogien, så har jeg her en alternativ slutning. Havde selv brug for dette <3

9Likes
7Kommentarer
1832Visninger
AA

14. Kapitel 62 - Tobias

Tris ville se mig i går. Jeg tog ikke derhen. kigge ind på hendes værelse er tortur nok, men faktisk at gå ind for at tale med hende? Jeg kan ikke gøre det. 
Men jeg gør det alligevel.
Hun venter på mig når jeg er der. 
             "Jeg troede ikke, du ville komme." Siger hun. 
             "Det ville jeg heller ikke. Men det føledes ikke rigtigt. Bare at forlade dig. "
             "Jeg vil gerne fortælle dig noget ..." 
             Hun stirrer på sine hænder. Det er sjovt. Hun kan være en helt anden person, men jeg kan stadig læse hendes følelser. Hun ser ikke forvirret eller trist ud. Hun ser ud som om hun er flov og har det ubehageligt. 
             "Nogle gange, når du ser på mig ... Kan jeg mærke, at vi har ... været intime. Du har set mere af mig end nogen anden. Jeg kan mærke, at-" hun rødmer med forlegenhed, "Jeg kan ikke huske dig." Hendes ord skar gennem mig. Det svier. Slemt. "Men når jeg ser dig.. kan jeg mærke, alle disse følelser oversvømme mine tanker. Den stærkeste af dem er kærligheden. Jeg fortæller dig dette, fordi jeg vil have dig til at være lykkelig. Jeg elskede dig engang, jeg er sikker på det," fortsætter hun. 
             Vil hun forsøge at elske mig igen? Vil jeg have hende til det? 
             "Men jeg... kender dig ikke. Og du kender ikke mig. Jeg ved ikke, om jeg kan elske dig som før. Jeg ved ikke, om jeg kan elske dig den måde, du vil have mig til. "
             Jeg kan mærke mit hjerte eksplodere. Mine øjne er våde. Jeg er målløs. Hun stirrer bare på mig nu, som om hun ikke lige har revet hele min verden fra hinanden. Alle mine erindringer om os kommer ramlende tilbage. Jeg lod hende ind. Jeg tog hende gennem min frygt landskab. Hun hjalp mig med at komme igennem det hele. Hvordan kunne jeg muligvis leve uden hende? Hun hjalp mig med at overvinde noget af mine største frygt. Hun kender mine dybeste hemmeligheder. Jeg var i stand til at dele min smerte med hende, og det føltes fantastisk ikke at skulle bære al vægten alene længere. Og nu er det alt sammen tilbage, alene. Det knuser mig. Kvæler mig. 

             Hun sidder stadig bare der. Venter. Venter på at jeg reagerer. Jeg ønsker at gå, men jeg kan ikke. Jeg begynder at rejse mig op, men der er en ting mere jeg skal gøre. Jeg kan ikke bare forlade uden det. I det mindste håber jeg ikke at jeg skal gå uden det.
             "Jeg ved at du ikke kan huske noget. Om før og om mig. Hver gang jeg troede, at jeg havde mistet dig, var alt  jeg ønskede et til kys. At holde dig i mine arme en gang til. Og nu hvor jeg er ved at miste dig, er det stadig alt hvad jeg vil." Jeg ved, at hun forstår, hvad jeg beder om. Men hun tager sin tid på at tænke over det. Jeg kan se at hun ikke vil have mig til at gøre det. Det var en egoistisk ting at spørge. Men det er, hvad jeg har brug for. 
             Hun kan se, at jeg er ved at kollapse. 
             Hun løfter hånden og vinker mig hen imod hende. 
Jeg går hen imod hende. Det er underligt at vide alt om en person, at kende dem så intimt, men at have dem til at se på dig som om du er en fremmed. Dette er min sidste øjeblik med hende nogensinde. Jeg er ved siden af ​​sengen, og jeg læner mig hen mod hende og ser hende dybt ind i de øjne, som jeg har stirret ind i så længe. Gemmer hvert øjeblik. Ønske at det kunne vare evigt. Jeg glider min hånd mod siden af ​​hendes ansigt, og børster et stykke af hendes hår væk som jeg har gjort så mange gange før, så velkendt men så nyt. Vi lukker øjnene, og jeg kysser hende en sidste gang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...