Allegiant - Alternativ slutning

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 okt. 2014
  • Opdateret: 14 okt. 2014
  • Status: Færdig
Hvis du ligesom mig, ikke kunne klare slutningen på divergent trilogien, så har jeg her en alternativ slutning. Havde selv brug for dette <3

9Likes
7Kommentarer
1851Visninger
AA

7. Kapitel 55 - Tobias

Jeg er i en døs. Jeg har ikke sovet, men jeg føler mig ikke træt. Jeg forsøger at have travlt, være i andres selskab, og jeg er lammet af ensomhed, når jeg forlader dem. Jeg føler, at jeg har mistet alt. Jeg ser alle andre komme sig fra hukommelses serummet, der ændrede dem permanent. Dem der er helt fortabt samles i grupper og gives sandheden: at den menneskelige natur er kompleks, at alle vores gener er forskellige, men hverken er beskadiget eller ren, og Tris er en helt. De fik også en løgn: at deres minder blev slettet på grund af en mærkelig ulykke.
Mine hænder ryster da jeg stopper ved kontrolrummet for at se byen på skærmene. Johanna arrangerer transport for dem, der ønsker at forlade byen. De vil komme her for at lære sandheden. Jeg ved ikke, hvad der vil ske med dem, der bliver i Chicago, og jeg er egentlig lidt ligeglad. 
Jeg skubber mine hænder i lommerne og ser på i et par minutter, og går derefter væk igen, imens forsøger jeg at matche mine fodspor til min hjerterytme, eller undgå revnerne mellem fliserne. Når jeg går forbi indgangen ser jeg en lille gruppe af mennesker som samles ved sten skulptur, en af ​​dem sidder i en kørestol- Nita. 
Jeg var der for nogle af Urias' sidste åndedrag. Christina fandt mig for at lade mig vide, at de ville frakoble ham. 
Vi går hen til observations vinduet. Min krop smertende ved hvert trin. Evelyn er der- Amar hentede hende et par dage siden. Hun forsøger at røre ved min skulder, og jeg rykker væk, fordi jeg ikke ønsker at blive trøstet. Jeg fortjener det ikke. 
Inde i rummet, ser jeg Zeke og Hana stå på begge sider, og holde hinanden i hånden. Jeg bemærker en læge står i nærheden af ​​pulsmåleren, og rækker et clipboard til, ikke Hana eller Zeke men til David. Siddende i sin kørestol krum og fortumlet, ligesom alle de andre, der har mistet deres erindringer. 
"Hvad laver han her?" Jeg føler alle mine muskler, knogler og nerver er i brand. 
"Han er stadig teknisk set leder her, i det mindste indtil de erstatter ham," siger Cara bag mig. "Tobias, han kan ikke huske noget. Manden du kendte eksisterer ikke længere, han er så godt som død. Den mand kan ikke huske skyderi-"
"Hold kæft!" Sagde jeg hurtigt. David underskriver papiret, vender rundt og skubber sig gennem døren. Den åbner og jeg kan ikke stoppe mig selv i at kaste mig selv imod ham, og kun Evelyn holder mig at tage mine hænder omkring hans hals. Han giver mig et mærkeligt blik og presser sig selv ned ad gangen, da jeg trykker mod min mors arm, som føles som er bræt på tværs af mine skulder. 

"Tobias," siger Evelyn. "Tag det roligt." 
"Hvorfor har ingen låst ham inde?" spørger jeg, mine øjne for sløret til at se ud af. 
"Fordi han stadig arbejder for regeringen," siger Cara. "Bare fordi de har erklæret det en uheldig ulykke betyder det ikke, at de har fyret alle. Og regeringen vil ikke låse ham inde, bare fordi han skød en oprører under tvang. "
"En oprører," gentager jeg. "Det er alt, hvad hun er nu?" 
"Selvfølgelig ikke," siger Cara. "Hun er en helt nu, men så vidt som alle ved nu, var det et uheld. Forvirring. Det var kaos her. Ingen vidste, hvem de gode var. "
Jeg er ved at agere, men Christina afbryder, "Venner, de gør det nu." 
I Urias' værelse, har Zeke og Hana deres frie hænder over Urias' krop. Jeg ser Hanas læber bevæge sig, men jeg kan ikke se, hvad hun siger. Beder skytsenglene for de døende? Puritanerne reagere ved død med tavshed og tjeneste, ikke ord. Jeg finder min vrede flyde ud, og jeg er tabt i sorg igen, denne gang ikke blot for Tris men for Urias, hvis smil er brændt ind i min hukommelse. Min vens bror, og derefter også min ven, men ikke længe nok til at lade hans humor arbejde sig ind i mig, ikke længe nok. 
Lægen tænder eller slukker nogle kontakter med hans clipboard mod hans mave, og maskinerne trækker ikke længere vejret for Urias. Zekes skuldre ryster, og Hana presser hans hånd stramt, indtil hendes knoer bliver hvide. 
Så siger hun noget, hendes hænder giver slip, og hun træder tilbage fra Urias' krop. 
Jeg bevæger mig væk fra vinduet, først gående, og derefter løbende, skubber jeg min vej gennem gangene. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...