Kenjin - Grim

Grim er 16 år da han finder ud hvad han i virkeligheden er; En Kenjin, af alle de ting den unge Sirenia havde håbet på, var det altså ikke en af dem. Det ville muligvis redde hans liv, eller få ham dræbt senere hen.

2Likes
0Kommentarer
292Visninger
AA

5. Rimen ~ Grim

Slaget ramte så hårdt at Rimen gik bag over, han ramlede ind i muren og luften blev slåget ud af ham. Lyden af luften der blev sloget ud af ham fik manden til at smile. Rimen stirrede bare op på ham med et tomt blik, mens han forsøgte at få vejret igen. Han bid tænderne sammen i det han blev hevet op ved håret. Manden lagde hovedet på skrå. 

"Det næsten synd du har sådan et kønt ansigt. " Lomme kniven glimtede i det den kom frem fra lommen. Rimen vente hovedet væk fra den. Ville det ende her? Han bid endnu en gang tænderne sammen, denne gang da kniven løb langs med hans kind. Han hade det her, han hade det hele og der var intet han kunne gøre ved det. Han stirrede frem for sig med et tom blik. Og et øjeblik senere placerede han sit knæ hårdt i mandens skridt. Rimen skubbede manden fra sig og satte i løb, at bo på gaderne i Linas havde sine fordele. Rimens evne til at bevæge sig hurtigt rundt i byens gader, var ikke noget der var kommet ved tilfældigheder. Rimen stoppede forvirret op et kort øjeblik, han kiggede sig over skulden og drejede så til højre op af folden Do.

Livet havde været sådan her for Rimen i næsten ti år, han havde været heldig at overleve i så lang tid. Men det takkede Rimen kun hans evne til at se den nærmeste fremtid. Men som alt andet kunne han tage fejl. Fremtiden ændrede sig sommertider hurtiger end han kunne nå at se den. I dag havde været en fejl, en stor fejl og det nagede virke Rimen at han ikke havde set det. Han havde ikke set den ændre sig, han havde ikke set manden, han havde ikke set det. Rimen stoppede og hev efter vejret, han var kommet langt nok, han burde være kommet langt nok. Han kiggede sig omkring, hans blik blev fokuseret et kort øjeblik og han begyndte at løbe igen. Det var det samme igen, billederen af dø og ødelæggelse havde brændt sig fast på hans nethinde. Det var det samme hver gang. Rimen mistede fokus helt og ramlede ind i person foran ham. Han nåde ikke at se hvem eller hvad det var for alt blev mørket. 

Billederen kom tilbage med mørket. Han havde ingen ord der kunne beskrive hvad det var han så. De ting, han ville ikke kalde dem personer, han havde svært nok ved at overhovedet tro at de var levende. At de overhovedet fandtes...  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...