Mobning!

Her er en klumme og mobning og mine meninger og holdninger til mobning.

0Likes
4Kommentarer
304Visninger
AA

1. Cirkler og ovaler -ændringer i hverdagens vaner

Cirkler eller ovaler – ændrigner I hverdagens vaner.

 

Mobning, mobning, mobning. Det er det eneste man hører om næsten hver dag. De snakker tit om det på DR1 og TV2, og man kan næsten ikke undgå at scrolle ned over en moppeartikel eller video eller hvad ved jeg, på facebook. Folk sætter kæmpe fokus på det, og ja selfølgelig er det forkert, men når alle folk udtaler sig om det, som om de aldrig har gjort nogen eller noget fortræd, så bliver man lidt (meget) træt.

Også er det så her er jeg tit stiller mig selv spørgsmålet: ”Hvorfor irriterer det mig? Hvorfor bliver jeg ikke lige så træt af alle de sultende børn i Afrika, og knæk cancer? Hvad er forskellen?” Her ligger svaret i spørgsmålet ”Hvad er forskellen?” Og forskellen er at mobbeofre slet ikke lider på samme måde som alle de sultende børn i Afrika, de bliver slet ikke udsat for det samme, og alligevel beklager de sig mere. Og jeg kan sagtens se hvorfor de har det svært, og hvorfor det er forkert at moppe, men hvorfor de begår selvmord forstår jeg ikke – kan de ikke bare flytte skole, eller lade være med at være anderledes? De ser jo på alle de andre ”normale” folk hver dag, så hvor svært kan de være at efterligne dem?

Jeg tror faktisk godt det kan rigtig svært for mange mennesker, de vil jo ikke underkaste sig mobberne, for mennesket vil aldrig vise svaghed – heller ikke hvis det gør livet meget lettere.

  Nu tænker jeg så at man lige må overkomme sig selv, og bryde ud af menneskets vaner. Vi kan ikke blive ved med at leve som uskyldige små kyllinger, der har så ondt af sig selv at de ikke vil ændre deres livsvaner. NEJ vi må bryde ud af vores skal, begynde selv at tage initiativ og leve livet. Hvis man vil have et godt og mobbefrit liv, så må man slev gøre sit for det. Nu kommer det til at lyde som om jeg næsten selv er en af mobberne, men det er jeg selvfølgelig ikke – eller er jeg? Jeg kan da ikke springe over hvor gæret er lavest, og jeg bliver nød til at stå ved mine såkaldte gerninger. For JA jeg har da sendt mærkelige blikke rundt i klassen hvis en siger noget mærkeligt, og JA jeg har da også bagtalt og det gælder vel for mobning, eller er det kun den form for mobning hvor man bruger fysisk vold, eller direkte siger ” Du er grim”? Se det tænker jeg tit over, om jeg egentlig er en af mobberne eller hvor går grænsen.

 

Jeg tror mange mennesker, voksne såvel som børn, bliver nød til at rykke deres personlige grænse for hvad der acceptabelt og hvad der er uacceptabelt. Men der er mange der sætter deres grænser meget forskellige steder, nogen sætter den ved et mærkeligt blik til sidekammeraten, og andre først når det går over til vold. Personligt er man grænse ved voldelighed, for et mærkeligt blik kan jeg sagtens ignorere, for jeg ved jo at jeg selv gør det, og jeg ved også at mine venner mener det for sjov hvis de gør det. Hvis folk så begynder at kalde mig alle mulige ting, så har jeg personligt nok selvværd til  at svare igen, men det er jo ikke alle der har det. Det gælder tit om at for bygget det der stærke solide selvværd i top. Det har taget omkring 8 skoleår for mig at kunne få mit selvværd i top, altså at kunne acceptere andre mærkelige blikke og at kunne svare igen på en ordentlig måde ude at synke ned på deres niveau. Der er ikke nogen plan for det eller brugsanvisning – som vi mennesker ellers holder meget af – det er bare om langsomt at få selvtillid nok til at ignorer alle de små stemmer der tisker og hvisker en gang imellem, for det er der, og der vil altid være en der ikke bryder sig om dig eller bare søger opmærksomheden nok til at hviske bag din ryg, og det må man bare acceptere – life goes on!

 

Nu lyder jeg jo som en der er fuldstændig ligeglad med alle mobbeofre og synes at det er helt ok, og lad os bare rykke vores grænser til voldeligheden, men nej. Jeg tror blot vi bliver nød til at ikke at være så firkantede og lade være med at leve i fortiden. Lev i nuet, gør mærkelige ting der for folk til at sende blikke, for fuck dem, hvis de ikke kan lide dig så accepter det dog i stedet for at hungrer efter deres anerkendelse, lev efter din egen anerkendelse og stå fast ved dig selv og dine holdninger. Man kan godt ændre sin personlighed efter en person, men man kan ikke ændre sig selv og det bliver vi nød til at erkende.

Man behøver jo ikke at elske sig selv, men man kan komme langt ved at acceptere man ikke er alles kop te, der er altid nogen der vil hade dig og der altid nogen der vil elske dig, selv om det godt kan være svært at tro på hele tiden, så må man bare lære at acceptere det.

 

Jeg tænker også tit over spørgsmålet ”Hvorfor overhovedet moppe?”

Og til det tilhøre svaret at mobberne simpelthen ikke har fundet sig selv, når de er i sådan en tidelig alder. Jeg tror ikke at de ved hvem de er, hvor de ”hører til henne”, og hvad deres meninger er. Så i stedet for selv at finde ud af hvad de egentlig skal stille op med sig selv, så tager de deres frustrationer og kaster dem på en anden. Altså mobberne giver mobbeofrene deres frustrationer, så de ikke selv behøves at tænke over det, og det er også en af de ting jeg tror der gør mobbeofre stærkere end mobberne.

Det ses også tit at mobberne nærmest vil have andres anerkendelse, altså vil have at andre skal synes at de er seje og vil gerne være populære.  Så egentlig har mobberne ligeså lavt selvværd som mobbeofrene hvis man tænker over det på den måde. Jeg tror også at grunden til at mobbeofrene havner i deres situation er hvis de havner i en klasse, som bare er anderledes end personen selv.

Altså i min verden er der ikke noget der hedder unormalt, alle er enten unormale eller 100% normale, men på deres egen måde.

Og hvis så en person havner i en klasse, såvel som arbejde, hvor de ser normalt som noget helt andet end den form for normal som personen – altså det upcoming mobbeofre – er, så er det der den går galt. For så er det dér at det normale bliver til unormalt, også er skaden allerede sket.

Så kan jeg godt se at man har trådt i spinaten som mobbeoffer, og nogle er bare ugeldige. Men en ting jeg ikke kan forstå er hvorfor det er så svært for dem at skifte skole, også når mobbeofret endelig har fået taget sig sammen til at ville skifte skole, ja så står den gamle der hjemme og spørger ”hvorfor giver du det ikke en chance?” hvilket mobbeofret jo allerede har gjort ellers ville de jo nok ikke spørge om de måtte flytte skole.

 

 Jeg tror virkelig mange voksne har svært ved at ændre sine hverdagsvaner, eller faktisk er hele samfundet dårlige til at fortage ændringer i livet. Hvis man vil have et spændene liv hvor man ikke ender som en gammel hytteenke, i byens ellers så populære REMA1000, så bliver man nød til at foretage ændringer i livet. For jeg tror alle byens beboere kender det når man går ned i byen REMA1000 kl. 10:46, for så TROR (!!!) man jo at man er på et godt tidspunkt, men nej så er der en 3 meter lang kø at kun gamle mennesker, der aldrig foretager de helt store ændringer i deres liv, men i stedet bliver de i REMA1000, selvom der ligger en Fakta på den anden side af vejen.

 

Så kort sagt så tror jeg at dårligt selvværd og hysteriske børn der tager tingene alt for personligt samt de gamle der altid vil vælge REMA1000 i stedet for Fakta, alle hjælper godt til med ikke at formindske mobning så meget som det nu kan. Vi bliver nød til at fortage nogle ændringer i vores liv, og ikke altid være så firkantede, og langsomt begynde at slibe vores kanter ned så vi bliver til cirkler eller ovaler.

 

Clara Hughes

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...