A26 C24

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2014
  • Opdateret: 12 okt. 2014
  • Status: Igang
(Kommer senere)

0Likes
0Kommentarer
131Visninger
AA

1. Et øjebliksglimt af stjernestøv

”Torsdag den 14/11 2013.

Kære dagbog,

Gennem hele mit liv har jeg haft ønsket om at finde én, som kan viderebringe håbet omkring en bedre fremtid. Jeg har ønsket, at der var én, som jeg kan tilbringe min tid med. Én der kan håndtere mig, når jeg er på mit værste stadie, men alligevel holde hovedet højt og gøre mig glad. Jeg er snart enogtyve år, min tillid til alle er brudt, mit forhold til mine forældre er småt og båndet til mine venner bliver svagere og svagere. 
Jeg har brug for en øjenåbner. Jeg har brug for noget, der kan gøre mig glad. 

Lad det nu snart ske,
Simon.”

 

Jeg lagde den gamle, støvede kinanotesbog fra mig, rullede gardinet op og sukkede kort. Der blæste udenfor, og mest af alt havde jeg ikke lyst til at tage i skole, men grundet min for høje fraværsprocent og tanken om, at jeg alligevel havde sovet over mig, gav mig en form for udefinerbar kvalme. Det var en af de morgener, hvor man bare havde lyst til at stikke halen mellem benene, krybe ned under dynen og ønske sig til et bedre sted, udelukkende fordi det ikke ville være muligt.

 

Vandet i bruseren var forfærdelig koldt, hvilket betød, at Stokerfyret endnu en gang ikke virkede. Det var endnu en grund til, at jeg var nødt til at gå udenfor. Gennem de senere år havde det været min opgave. At tænde fyret, når det gik ud. Udelukkende fordi jeg efter sigende var den eneste ryger i hjemmet, dog vidste jeg bedre. Min mor, en alt for dominerende midaldrende kvinde med en hang til diskussioner og skænderier, røg i smug. Og så på toilettet. Hvis det ikke var fordi, jeg var en smule bange for hendes skræmmende væsen, ville jeg sandsynligvis have sagt noget til hende, som selvfølgelig ville benægte det og begynde med det flueknepperi, som hun nu altid gjorde.

 

Efter morgensmøgen klokken lidt for sent gik jeg op på skolen. Jeg var en af de elever, der var rimelig heldig med hensyn til boplads. På en dårlig dag lå gymnasiet omtrent fem minutter på gåben fra skolen, og på en forfærdelig dag nærmede minutterne sig ti. Som jeg kom forbi minutterne og meterne nærmede klokken sig det møde, som jeg havde glædet mig til. Et politisk paneldebatmøde med de kommunale repræsentanter fra de forskellige partier. Politik havde altid været en interesse for mig, måske udelukkende fordi jeg havde haft brug for et sted, jeg kunne søge trøst, når alt andet svigtede, eller måske fordi jeg havde brug for at vide, at alt kunne blive bedre end det nu engang var.

 

Da mødet begyndte var det mere spændende, end jeg havde forventet, og alle eleverne, der ivrigt satte deres kryds på de uddelte stemmesedler, var mere stille, end de længe havde været. Efter mødet, inden de næste timer, gik jeg ud for at ryge endnu en cigaret. Ikke grundet den afhængighed, jeg havde fået mig gennem de sidste ti år, mere for at komme væk fra verden i de fem minutter, det nu tager at ryge. På fortovet faldt jeg i snak med et par af mine kammerater, selvom det ikke var dem, der havde min fulde opmærksomhed. Det havde hun til gengæld. Hvem hun var, havde jeg ingen anelse om, men noget ved hendes udstråling fik min mave til at slå knuder. Og knuderne blev udelukket værre, da hun snakkede til mig. 
     Hun lå inde med en piget, usikker stemme, og jeg var overrasket over, at hun ville tale til en som mig. Ikke fordi hun virkede som en af dem, der aldrig snakkede med nogen. Heller ikke fordi hun virkede som en af de typer, der snakkede med alt og alle, så længe de havde en vis status eller berømmelse. Hun virkede dog selvsikker på en uforklarlig måde. Jeg vidste, at der måtte ligge mere bag hendes usikkerhed, men jeg turde ikke spørge. Jeg ville nødigt skræmme hende væk. Selvom hun stod der med en cigaret og røg med drengene, så hun så skrøbelig ud. Jeg vidste, jeg var nødt til at passe på hende, men hvordan var jeg ikke klar over. Som jeg snakkede med hende, fik jeg en forforståelse for nogle ting, der ikke var gået op for mig før nu i de tyve år, jeg havde levet. 
     Mit hjerte hamrede i fulde drag, mens vores samtale blev mere og mere intens. Hvad der var med præcis denne samtale med en fremmed pige kunne jeg ikke sætte en finger på, men jeg vidste, at jeg var nødt til at vide mere om hende.

 

Håbet bristede, da jeg ikke nåede at få hendes navn, før hun undskyldte og måtte gå til time. Jeg ville dog søge intensivt, til jeg fandt hende igen, men jeg vidste ikke, at jeg måtte vente i en måneds tid, før den næste samtale fandt sted med hende, der var så fascinerende, at jeg ikke kunne finde ro. Samtalen havde tryllebundet mig. Jeg ønskede ikke andet end at lære hende at kende. Hun havde været så interessant, at jeg ikke kunne tænke på andet resten af dagen. Hendes synspunkter var uigennemtrængelige, og hendes umiddelbare intelligens var udefinerbar.

 

Dagene efter så jeg hende et par gange ved skolens indgang, hvor hun som sædvaneligt stod og røg med de venner, hun havde. Hun så glad ud, hvilket både vækkede positive og negative følelser i mig. Jeg ønskede, at hun var glad, men jeg ville være en del af den glæde, hun havde. Hendes smil oplyste alt, og jeg var fascineret over, hvor rolig hun var. Hun var jordbunden på en helt speciel måde. Det var intet, jeg før havde oplevet. Min utrolige fascination af dette skønne væsen ville ingen ende tage, og jeg vidste, at jeg måtte tage mig sammen. Problemet var blot min nervøsitet, der holdt mig bundet til den anden side af fortovet med reb og lænker, så jeg ikke kunne snakke med hende. Jeg turde ikke. Jeg ville ønske, jeg havde taget mig sammen.

 

Dagene gik, uger tikkede stille forbi, og jeg stod stadig og så på pigen i smug, mens hun stod med sine venner, og jeg stod alene og gemte mig bag min telefon. Jeg bad til, at hun måtte gå hen til mig, tage det første skridt og sige ”hej”, selvom jeg udmærket godt vidste, at det ikke ville ske. Der var nødt til at ske noget, men hvad vidste jeg endnu ikke. Jeg måtte blot stå lænket fast til min normale plads i skolens indkørsel, mens jeg ventede, håbede og bad.

 

Jeg åbnede min gamle kinabog igen, læste det første indlæg, og lagde den derefter fra mig igen. Jeg havde aldrig ført en dagbog før, og det var ikke noget, jeg planlagde at gøre, men i stedet for at tilbringe min tid foran computeren i mine uldne underbukser på mit lille værelse i kælderen, ville jeg bruge tiden på noget mere produktivt. Jeg kunne, efter tre uger, stadig ikke få mine tanker fra hende, jeg endnu ikke havde hørt fra, så jeg besluttede mig for at skrive endnu et dagbogsindlæg.

 

”Tirsdag den 10/12 2013.


Kære dagbog,

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Alle mine tanker er centraliseret om håbet om denne pige, som jeg har snakket med én gang og luret på et par hundrede. Jeg vil snakke med hende, men jeg kan ikke. Jeg kan simpelthen ikke få mig til det, for hvad mon ikke hun må tænke? Enten har hun allerede en kæreste, eller så har hun ikke brug for en ven, eller så gider hun bare ikke snakke med mig. Jeg ved ikke, hvad jeg hælder mest til. Jeg ved heller ikke, om hun dengang var lige så fascineret af mig, som jeg var af hende, og det finder jeg sikkert heller ikke ud af. 
     Jeg har bare brug for at vide noget mere, og jeg har ikke lyst til at stalke alle, jeg kender, for at finde nogle svar. Jeg vil snakke med hende. Med hende, der kan oplyse min dag, selvom vi ikke kender hinanden eller er i nærheden af hinanden. 
      Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, og hvis der ikke snart sker noget, river jeg sandsynligvis hovedet af mig selv. Jeg mister snart den tålmodighed, jeg alligevel aldrig har haft.

     Lad der nu ske et mirakel,
Simon.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...