Hvor Er Du?

Inspireret af sangen "Talking To the Moon" af Bruno Mars. Dette kan sagtens have været sket i virkeligheden. Ved ikke hvad man kan kalde det jeg har skrevet, men denne lille historie handler om en pige, som hver eftermiddag kl. 15.30 går ned til bredden i udkanten af byen, og snakker med sig selv op mod nattens smukkeste.

3Likes
1Kommentarer
142Visninger
AA

1. i miss you, again

at night when the stars light up my room,

i sit by myself.

talking to the moon, tryin' to get to you.

in hopes you're on the other side,

talking to me too.

or am i a fool, who sits alone?

talking to the moon.

 

 

 

Jeg savner dig.

De alle sammen siger, at jeg er ved at blive skør eller fejler noget mentalt oppe i øverste etage, fordi jeg sidder nede ved bredden hver eftermiddag kl. 15.30, hvor vi plejede at sidde side om side, og du fortalte om dengang dig og din Anna var unge.

Jeg prøver at få fat på dig, men kan du overhovedet høre mig?

Beboerne i byen må have ret, jeg er ved at være skør, hvis jeg tror du kan høre mig fra hvor jeg sidder.

Jeg savner dig meget.

Vil rigtig gerne bare snakke med dig om, hvorfor du pludselig ikke var der for at hente mig efter skole. Jeg kan huske det så tydeligt; det var d. 11 september 2001, og jeg havde lige fået fri fra skole. Jeg sad ude på trappen foran skolens store dør og ventede spændt på, at komme hjem og blive hygget om, som jeg plejede at blive af dig.

Du kom aldrig, så jeg gik helt alene hjem. Du var ikke hjemme, og din Anna sad og græd på sofaen. Jeg spurgte hende hvad der var sket, siden hun græd så forfærdelig meget. Hun kiggede bare på mig med nogle øjne, som jeg ikke helt kunne tyde på.

Jeg savner dig og dine milde øjne.

Det er nu 13 år siden, og jeg sidder ved den samme bred og kigger op mod stjernerne og håber du kan høre mig. Der er ikke mere jeg ønsker lige nu, end at du er her og fejre min 19 års fødselsdag.

13 år siden jeg sidst så dit ansigt. Det eneste jeg har tilbage fra dig af, er et billede, en skjorte og et ur. Hver dag kl. 15.30, når jeg tager ned til bredden har jeg altid dine ting på. Har billedet i hænderne, skjorten og uret på. Skjorten dufter stadigvæk af din yndlings parfume. Det gør mig varm og jeg føler mig tryg.

Jeg savner dig og dine varme og kærlige kram.

Jeg kan bare stadigvæk ikke forstå hvorfor du ikke har kontaktet mig efter de 13 år, eller bare generelt før. Var jeg så irriterende, som din Anna beskrev mig? Det gør mig ked af det, at tænke på, hvis jeg ikke var god nok for dig. Jeg håber så inderligt meget, at derfra hvor du er, at du kan høre mig snakke til dig, og at du snakker tilbage til mig. Måske er dine ord gemt i vinden, som suser forbi mig, hver gang jeg er nede ved bredden? Det håber jeg.

Jeg savner dig så utrolig meget, at det ikke kan beskrives med ord. Det skal føles.

 

Jeg elsker dig farmand,

din datter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...