Chifobia

Da Frida og hendes tvillingebror Simon falder i en sø, ved deres nye hus, opdager de nye ting. De er nemlig havnet i det mærkelige land "Chifobia" hvor Frida føres til et hul. Der finder hun en gammel, døende dame. Ved berøringen af damen, overføres kræfter til Fridas krop. Det sender hende på et kæmpe eventyr... Kan hun stoppe det styrtende bjerg, og redde Dryaderne, og resten af skoven?

1Likes
0Kommentarer
238Visninger
AA

1. Søen

Frida havde aldrig hørt om stedet før, heller ikke Simon. Men mor og far var dog stadig sikre på, at de ville få det skønt i de grønne enge. Det hed stedet. "De grønne enge" Mærkeligt navn at give en by, men nogle steder måtte jo være mærkeligere end andre. Det var ikke fordi tvillingerne syntes at det var så mærkeligt alligevel. Det var et helt almindeligt kvarter. Det mindede meget om de byer, man altid så i de gamle film. Alle kendte hinanden. Frida og Simon´s forældre havde købt en kæmpe villa. Den var nu egentlig ret flot syntes de. Den kæmpe villa var kongeblå, med lyseblå skodder for vinduerne. Solen´s lys ramte perfekt på den kongeblå farve, og gav et flot skær af storhed. Simon og Frida var meget tætte. Det havde de altid været. De fleste søskende plejer at skændes og hade hinanden. Men ikke dem. Mor og far plejede altid at sige, at de skal holde fast i det, for det er et særligt bånd de har til hinanden. Simon og Frida valgte et stort værelse hver. Værelserne var forbundet af en altan, så på den måde kunne de snakke sammen hele tiden. De fik hurtigt pakket ud, og sat sig til rette på altanen. De havde fået lov til at få stole og et bord derud. De sad og beundrede den store baghave. Frida så undrende på søen, som lå i bunden af haven. Simon så skiftevis på hende og søen. "Skal vi gå derned?" Hun drejede hovedet en smule, men uden at vende blikket fra søen. "Jeg synes bare..." Hun så ned på den grønne sodavand hun havde i hånden. De havde snuppet en kasse med op på altanen, men kun til weekenderne. Hun så igen på søen. "Jeg har bare aldrig set så blå en sø før." Simon rejste sig fra stolen, og lænede sig op ad galenderet. "Heller ikke mig... Men den er flot."  Frida gav ham ret. Hun mente at der var noget magisk over den. Noget unaturligt. "Du er skør." Simon rystede på hovedet, og satte sig igen. "Det var sådan det var da vi blev født. Du blev skør, og jeg blev flot." Frida vendte flabet hovedet mod sin selvtilfredse bror. "Du glemte noget." Simon tænkte over hvad han kunne have glemt, og så så på Frida. "Du er også den mest irriterende." Frida bed i læben, på sådan en drillende måde. Simon skubbede til hende, og rejste sig så. Frida spurgte hvor han skulle hen. "På toilet, må jeg gøre det selv? Eller vil du også med derud?" Frida rystede opgivende på hovedet, og så igen på søen.

Senere samme aften sad Simon og Frida og snakkede i pejsestuen. "Der er et eller andet ved det her sted!" Sagde Simon pludselig, mens han stirrede ind i ilden. Frida sagde ikke noget. Hun var også meget optaget af de knitrende flammer. Så fortsatte Simon igen. "Altså ikke bare huset... Hele det her kvarter." Frida rystede på hovedet. Hun kunne sværge på at hun havde set en af åkanderne pludselig forsvinde ned i søen. Men Simon var skeptisk, og var sikker på at den bare var sunket. "Det gør åkander tit." Forsikrede han.

Næste dag fandt Simon Frida nede ved søen. Hun sad på den lille bro, og skrev i sin dagbog. Hun havde besluttet sig for at begynde at skrive, da de fik af vide at de skulle flytte. "Her er rart, men mystisk. Vores plæne er meget grønnere end alle de andres. Og når jeg sidder her ved søen, er det nogle gange som om jeg kan høre små stemmer hviske. Ikke bare hviske, men synge. Det kilder også på tæerne, når jeg har dem nede i vandet. Men det er nok bare haletudser."  Frida lukkede bogen igen. Den var bundet ind i læder, og forsejlet med en tynd snor med en knap for enden. "Flere fantasihistorier?" Simon satte sig ved siden at hende. "Det er ikke fantasihistorier!" Simon havde altid drillet Frida. Hun havde også altid haft en mere levende fantasi end ham, og kunne bedre forestille sig ting. Hun behøvede kun få oplysninger for at skabe et menneske i hovedet, eller et helt hus for den sags skyld. "Av!" Udbrød Simon pludselig. "Lad være!" Han så vredt på Frida, og slog let til hendes skulder. "Det var ikke mig!" Protesterede hun. " Var det måske åkanderne der hev mig i benet?" Spurgte Simon sarkastisk. Frida rullede øjne, og vendte blikket mod søens klare vand. "Simon?" Sagde hun skræmt og ruskede i Simons arm. Han vendte sig, og så ned på sin søster´s blege ben. Noget grønt kravlede op af hende. Nu kravlede der lignende planter op ad Simon´s ben. På kun få sekunder var de to søskende blevet revet ned i søen, uden spor. Frida kravlede op ad vandet igen. Planterne havde nu givet slip på hendes ben. Dagbogen lå stadig på broen. Hun lagde hånden over den, og opdagede to blege, dog pæne fødder på den anden side af bogen. Hun rejste sig. Foran hende stod en smuk og slank pige. Hun havde ikke tøj på. Jo, på en måde. Det var som om nederdelen af blade groede ud af hendes krop. Ligesom den lille bluse, som ikke dække hele hendes mave. Hendes hud havde et lyserødt skær, ud over det blege. Hendes ansigt lignede noget, man kun læste om i eventyr. Øjnene var helt klare og blå. Hendes hår gyldent rødt, og rundt om hovedet havde hun en blomsterkrans, lavet af blomster Frida aldrig havde set før. "Velkommen!" Hendes stemme gled ud af hendes mund, som en perfekt klang af skønhed. På dette tidspunkt var Simon kommet op og stå ved siden af Frida. Han kiggede sig omkring. "Hvor er vi?"

"I er i Chifobia!" En anden pige trådte frem. Hun havde kort og mørkt hår. Hendes øjne var brune, og hendes tøj var ikke todelt, ligesom den første pige´s tøj var. Først da hun trådte frem, opdagede Frida og Simon, at hele området var fuld af smukke piger. Frida skulle lige til at sige noget, men Simon trådte frem og begyndte: "Hvad er I?" Hans blik var som klistret til den korthårede pige, som så svarede: "Vi er dryader!" Frida trak undrende på øjenbrynene. "Vi bor i skoven. Vores job er at beskytte den fra ødelæggelse." Forklarede den rødhårede. Den korthårede dryade tog over igen. "Dryader kan blive ligeså gamle som skoven de lever i. Så hvis skoven dør... Dør vi også." Frida var sikker på at hun drømte. Dog håbede hun på at det var virkeligt. Simon stod tryllebundet og filmede med den korthårede dryade. Den rødhårede bad dem venligt følge med. Både Frida og Simon var lidt bange, men de gik med alligevel. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...