Chifobia

Da Frida og hendes tvillingebror Simon falder i en sø, ved deres nye hus, opdager de nye ting. De er nemlig havnet i det mærkelige land "Chifobia" hvor Frida føres til et hul. Der finder hun en gammel, døende dame. Ved berøringen af damen, overføres kræfter til Fridas krop. Det sender hende på et kæmpe eventyr... Kan hun stoppe det styrtende bjerg, og redde Dryaderne, og resten af skoven?

1Likes
0Kommentarer
238Visninger
AA

2. Ceremonien

De gik ikke længe, før de kom til en lille høj. På toppen af højen var der et hul. Det var dækket af gamle og rådne brædder. Alle dryaderne stoppede op, og så på Frida. Den rødhårede trådte frem, og fortalte hende, at hun skulle træde op på brædderne. "Jeg ved nu ikke... De kunne jo brase sammen under mig." Frida´s tillid til dryaderne begyndte at blive mindre. Dryaden lagde sin hånd på Frida´s skulder. "De skal brase sammen." Frida så skræmt på hende, mens hun fortsatte: "Du kommer ikke til skade. Bare stol på os." Frida gik roligt op på højen. Hun så igennem en sprække i brædderne. Dryaden havde ret, der var ikke langt ned. Frida satte en fod på brædderne, og de begyndte at knirke. Hun så tilbage på dryaden, som nikkede med hovedet. Det betød at hun skulle fortsætte. Nu stod Frida på brædderne. De flækkede, og i et kort skrig, røg Frida ned i højen. "FRIDA!" Simon trådte frem, men den korthårede dryade trak ham tilbage. Højen var lille indeni. Kun så høj, at Frida lige kunne stå der. Hun måtte alligevel bukke sig, for ikke at få jord i håret. Hun hørte nogen hoste, og henne i hjørnet, lå en kvinde. Hun løftede den rynkede rosinhånd, for at hidkalde Frida. Hun gik langsomt hen og knælede foran damen. Hun var gammel og svag. Hendes ansigt var næsten væk. Næsen var ikke til at se, og øjnene var bare små sorte prikker. Det eneste tegn på liv i hendes ansigt, var når hun smaskede med munden. Hun hev efter vejret. Frida tog damens hånd, og i et stort blåt lys, forsvandt hun. Lyset steg op af hullet som Frida kom ned igennem. Det lignede et omvendt vandfald, og lyste så kraftigt, at Frida måtte skærme for øjnene med hånden. Nu hørte hun sang. Det var den sang hun havde hørt når hun sad på broen ved søen. Det var de samme stemmer, den samme melodi. Da indså hun, at det var dryaderne hun havde hørt, da hun skrev i sin dagbog. Ude ved dryaderne, kun lyset også ses. Det skød op fra højen, med stor kraft. Frida hørte noget knirke bag sig. Hun vendte sig, og opdagede at væggen var ved at skabe et hul. "Synd dig ud!" Råbte en stemme. Frida gik ud højen. Hun vidste stadig ikke hvem der havde råbt til hende, men det var heller ikke vigtigt. "Hvad skete der lige?" Spurgte hun så. Den rødhårede dryade svarede: "Din træning begyndte!"

Alle dryaderne knælede. Frida blev en smule bange, og så på Simon. Han var også forvirret. Den store flok af dryader begyndte at gå. Da Frida og Simon ikke anede hvor de var, fulgte de efter. De fik fik halet ind på den rødhårede og korthårede dryade, som virkede meget til at være dryadernes ledere. "Hvad hedder I egentlig?" Spurgte Frida, i det hun kom op på siden af dem. Den rødhårede så ned på hende. "Jeg hedder Magnete" Hun smilede let mod himlen, og så så på Frida igen. "Det betyder storhed på Chifobiansk." Simon havde været lidt langsommere om at nå op til dem, men nu stod han på den anden side af den korthårede dryade. "Og du?" Sagde han så sødt han overhovedet kunne. "Fortira." Hun så ikke på ham. Ikke før han spurgte: "Betyder det smuk?" Frida samt nogle af de andre dryader begyndte at fnise. Fortira svarede: "Nej... Det betyder styrke." Simon så flovt ned i jorden. Magnete stoppede op, og pegede mod et tempel længere væk. "Dèr skal du træne." Hun så på Frida, som stadig ikke forstod hvad det var hun skulle træne. Hun håbede bare at nogen fortalte det på et tidspunkt. De gik længe. Pludselig stoppede Magnete op, og begyndte at snuse ud i luften. Hun fik Fortira hen til sig, ved at nikke med hovedet. Fortira gik krumbøjet hen til Magnete. De gik hen til et træ, som stod lidt fra dem. Magnete bankede på træet. En lille dør nederst åbnede sig. En lille mand trådte ud. "Hvad så der Magnete, hvordan skær den?" Magnete lo, og kastede sit lange hår. "Hej Bellator." En masse støg kunne høres inde fra træet. Den lille mand lukkede døren, og lænede sig op ad den. "Har i så været oppe hos Regnatrix?" Fortira svarede: "Nej, vi er på vej til den Chifobianske lejr." "Fantastisk, så kan jeg jo følges med jer." Resten hviskede Bellator til Magnete. Frida og Simon gjorde sig mange tanker om, hvad han kunne have sagt. Han åbnede igen døren i træet, og stak hovedet ind. "Hey! Loretti! Hazelkon! Jeg tager med dryaderne til lejren." Han lukkede døren og klappede de sært tykke hænder sammen. Igen gik Fortira, Magnete og de to tvillinger forrest. Simon lagde mærke til en sær stønnen. Det var Bellator der forsøgte at indhente dem. Da det endelig lykkedes ham, gik han op siden af Frida. "Er det så dig der er hende der med kræfterne eller hvad?" Frida nikkede. Hun så ikke glad ud. "Hvad, er du ikke glad eller hvad?" Bellator gik på en sær måde. Han skulle anstrenge sig meget for at følge med. Både hans arme og ben var større nederst, og hænder og fødder var alt for store til resten af hans krop. "Det er bare..." Hun så stadig lige frem med sammenknæbede øjne, da solen var skarp. "Jeg ved ikke hvad der foregår. Jeg falder i søen i haven, møder nogle dryader, og pludselig har jeg magiske kræfter." Bellator Lavede et lille hop, da han var begyndt at sakke lidt bagud. "Så du synes at det går lidt for hurtigt?" Frida skævede. "Tja." Bellator tog Frida´s hånd og forsikrede hende om, at det nok skulle gå. Hun spurgte ham hvad han selv skulle i lejren, men han ville ikke sige det. Han sagde at det var fortroligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...