Forlad mig ej

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2014
  • Opdateret: 11 okt. 2014
  • Status: Igang

1Likes
0Kommentarer
164Visninger

1. Forlad mig ej

"Klik, klik, klik"

Lyden af mine støvlehæle mod den øde asfaltssti gav genlyd, og ekkoet der blev kastet tilbage af den tætte skov gav mig myrekryb. I mit hoved gennemgik jeg skrækscenarie efter skrækscenarie, og jeg havde mest af alt lyst til at løbe tilbage den vej jeg kom fra. Det eneste lys i den dunkle skov kom fra min telefon, som jeg havde taget frem for at distrahere mig selv fra den overhængende fare mit hoved fortalte mig jeg befandt mig i. At bevare roen var ikke en af mine stærke sider, så i stedet for at lytte som en besat efter potentielle mordere og voldtægtsmænd, læste jeg beskeden, der var skyld i jeg overhovedet befandt mig i denne situation igennem igen og igen.  Hele denne opsætning var så typisk Daniel. Han elskede romantik, spænding og gys. Ikke den bedste kombination, hvis du spørger mig. Men han havde nu valgt en flot aften til hvad end det var vi skulle. Månen var næsten fuld, og når skyerne en gang imellem gled væk og lod den skinne, virkede skoven en hel del mindre uhyggelig.

Hvad havde mon i grunden fået ham til at invitere mig herud? Jeg kunne komme i tanke om tusinde andre steder de kunne have været med både varme, lys og et sted at sidde ned. Mine nye støvler havde gjort mine fødder møg ømme, og nu kunne jeg bare virkelig godt trænge til en pause. Vi skulle mødes inde i en lille lysning i skoven hvor vi ofte kom sammen. Det var dog altid i dagslys, hvilket jeg erfarede, gjorde en stor forskel.  En ugle tudede i det fjerne. Den lød så ensom og klagende, helt alene i en stor skov. Jeg har altid holdt af ugler. De minder mig lidt om mig selv.

Jeg læste beskeden Daniel havde sendt mig igennem igen. "Mød mig i lysningen så snart du kan. Jeg er nødt til at snakke med dig. Elsker dig." Først var jeg blevet bekymret. Beskeden havde nogle lidt alvorlige undertoner, men jeg havde hurtigt slået det hen. Jeg havde jo set ham i går aftes, og da var alting fint. Han prøvede nok bare at være romantisk.

"Daniel?", spurgte jeg prøvende ud i natten. Intet svar. Jeg var næsten henne ved lysningen, men jeg kunne ikke se ham nogle steder. "Daniel?" Jeg var begyndt at blive lidt bekymret, da han endelig svarede tilbage. "Anna!" Jeg kunne mærke hans stærke arme om min talje og jeg snurrede rundt og slog armene om ham. "Du gav mig et chok!", sagde jeg og klamrede mig til ham. Han havde virkelig forskrækket mig. "Beklager", sagde han og gav slip på mig. Han smilede, men han virkede ikke glad. Mere bekymret. Han så træt ud. Hans hår var uglet, og han havde knappet sin skjorte skævt.

"Er der noget galt?", spurgte jeg og tog hans hænder. Han så distraheret på mig. "Anna der er noget jeg er nødt til at fortælle dig." Smilet var væk nu.

"Hvad sker der?" Jeg prøvede at fange hans blik, men han blev ved med at spejde rundt som om han troede, at nogen kunne finde på at springe ud af den nærmeste busk hvert øjeblik det skulle være.

"Jeg er nødt til at flygte", sagde han sagte stadig uden at kigge direkte på mig.  "Jeg er nødt til at flygte ud af landet Anna"

Jeg gav slip på hans hænder og foldede trodsigt armene over brystet. "Hvad mener du? Flygte fra hvad?" Min stemme var skarp, og fik ham til endelig at se mig i øjnene. Han så fortvivlet ud, og han lignede overhovedet ikke den Daniel jeg kendte. "Fra regeringen. De slår mig ihjel hvis jeg ikke flygter. Jeg er nødt til at forlade landet, Anna. I dag."

Jeg stirrede chokeret på ham. Det kunne han da ikke mene. Regeringen var da dem der beskyttede os, og ikke nogle man flygtede fra. "Det projekt jeg arbejder på, kan du huske det? De har opsnappet hvad jeg er i gang med, og nu vil de have mig af vejen. Jeg fik et tip fra Anders i går, han siger det haster. Jeg er nødt til at tage sted i nat."

Hvad pokker mente han dog med det? Tage af sted? Slå ham ihjel?

"Hvad er det du har opdaget der er så vigtigt at de vil myrde dig for det? Hvorfor kan du ikke bare gå til politiet?!"

Mit toneleje nærmede sig hysterisk, og jeg kunne mærke tårerne presse på. Det her gav jo ingen mening! Han så ulykkeligt på mig og tog mine hænder.

"Jeg kan ikke forklare det nu, det er en lang historie. Jeg ved ikke hvornår eller hvis jeg kan komme tilbage, men jeg skal nok finde ud af noget. Det er ikke for altid, Anna. Men jeg er nødt til at tage af sted nu, okay?"

Min hjerne arbejde på højtryk for at finde en løsning eller en form for svar.

"Vent! Jeg tager med dig!"

Det virkede som den perfekte løsning. Vi kunne finde et nyt sted sammen, skabe et nyt liv. Jeg så håbefuldt op på ham, men han virkede slet ikke så lettet som mig.

"Anna... Du kan ikke tage med.", sagde han frustreret og kiggede væk.  Han prøvede at skjule sin frustration, men jeg var ligeglad. "Hvad snakker du om? Selvfølgelig kan jeg det! Det her er løsningen, Daniel! Jeg tager med, og så løser vi det her sammen!"

Hvorfor kunne han ikke se det? Det gav jo mening!

"Anna for pokker, du kunne blive dræbt! Det er alt for farligt. Jeg tager ikke af sted på ferie, jeg flygter. Du er nødt til at tage tilbage til din lejlighed  og lade som om du ikke aner noget om hvor jeg er eller hvorfor jeg er væk, okay? Det er det sikreste!"

"Jeg er ligeglad hvad det sikreste er! Du kan ikke bare forlade mig! Hvad nu hvis der sker noget med dig? Jeg kan ikke holde ud at sidde hjemme uden at vide noget. Jeg tager med!"

En tåre gled ned over hans kind, men han tørrede den ikke væk. Den banede sig langsomt ned af hans ansigt, alt i mens jeg erkendte at jeg aldrig ville leve uden ham.

"Jeg elsker dig jo"   

Min stemme var reduceret til en hvisken, og det eneste jeg ville var at Daniel holdt om mig som han plejede. At jeg kunne forsvinde i ham, og ikke behøve være her og have den her samtale.  Jeg lod tårerne få frit løb nu.

Han gik frem og krammede mig. Jeg stod stille og mærkede hans varme, hans stærke arme der passede så godt rundt om mig. Jeg snøftede lidt, og kiggede på ham.  Han smilede.

"Jeg elsker også dig Anna. "

Det fik mig til at smile. Jeg lukkede øjnene og mødte hans bløde læber i et kys. Vi stod længe sådan, før vi trak os væk. Men vi gav ikke slip på hinanden.

"Jeg vil gerne have dig med, men hvad nu hvis der sker dig noget? Det kan jeg ikke leve med."

Han lød så sårbar. Det knuste mit hjerte.

"I det mindste er vi så sammen. Vi skal bare være sammen, okay?"  

"Okay"

Han kyssede mig igen. Jeg holdt virkelig af når han gjorde det. 

"Jeg elsker dig"   

"Jeg elsker også dig"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...