My one and only

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2014
  • Opdateret: 11 okt. 2014
  • Status: Igang
Det handler om en pige, der har en masse psykiske problemer. Stor svigt fra nogle der står hende nær, selvhad osv. Hun bliver indlagt på en psykiatrisk afdeling, efter selvmordsforsøg, hvor hun møder den skizofrene Jesper, hun bliver meget forelsket i.

0Likes
0Kommentarer
139Visninger

1. Forsøget

~~~~Hej alle sammen :)

 

Dette er kun et udkast, så hvis der er fejl eller noget i den stil, så er det altså fordi at jeg endnu ikke har rettet i det men at jeg kun har offentlig gjort det, for at få noget konstruktiv kritik :)

 

No hate, tak!


Venlig hilsen Mig! :)

 

 

 


Klokken var 03:53, og jeg vågnede af en frygtelig lyd. Det var en der skreg så højt, at det gjorde helt ondt i ørene. Og der gik lidt, før at jeg opdagede at det var mig selv. Jeg stoppede brat, og kiggede op i loftet. Der var helt mørkt på mit værelse, men ud af vinduet kunne man fornemme at det var begyndt at lysne.
 På en måde ventede jeg. Men hvad ventede jeg egentlig på? Jeg vidste jo godt at mine forældre ikke ville komme ind og trøste mig. Min far skulle jo på arbejde dagen efter, så han skulle have noget søvn, og min mor. Ja hun var vel bare ligeglad. Og på den anden side var de alle sammen vel nok bare ligeglade. Nogle mennesker tror, at psykiske problemer som f.eks. depression bare er et spørgsmål om humør, eller et spørgsmål om personlighed. De tror at man selv har kontrol over det. De tror ikke at det rent faktisk er kroppen der er syg, men personen der bare keder sig eller er ked af det.
 Jeg havde haft det sådan her i lang tid. Jeg havde totalt opgivet livet, og var dykket ned i en dyb depression, og der var ingen til at fiske mig op af mit dybe hul. Selvfølgelig fik jeg psykolog hjælp og alt det. Men det var bare ikke nok. Jeg manglede ikke støtte fra en jeg ikke kendte, og som snakkede med alle mulige andre. Jeg havde brug for støtte fra min familie. Og det fik jeg også, i hvert fald én fra min familie, min farmor. Hun havde været der hele vejen igennem. Og hun var jo også den første som havde lagt mærke til hvor dårligt at jeg havde det. Hun havde også lagt mærke til mine små aflange ar på mine arme. Hun havde snakket med mig, og var sur på mine forældre over den måde de tacklede min situation på. Den kvinde betød så meget for mig at det slet ikke kunne beskrives. Men hun havde også sine egne ting at kæmpe med, f.eks. den kræft der havde sat sig fast i hendes lunger, og som tog så meget af hendes energi, at hun for det meste sov. Og når hun endelig var vågen, var hun i voldsom smerte. Hun ønskede sig også bare at dø.
 


Jeg rejste mig, som jeg plejede når jeg vågnede på denne måde, gik ned i køkkenet. Jeg gik forbi det store spejl i gangen, og stoppede for at betragte mig selv. Men jeg vidste præcis hvad der ville møde mit syn. En bleg mager pige med rander under øjnene. Jeg var begyndt at sulte mig selv, og jeg havde tabt mig mindst 10 kilo på kun et par uger. Jeg sukkede og fortsatte ned ad den mørke gang, og ud i køkkenet, og satte en kop te over.
 Da jeg kom op på mit værelse igen, tændte jeg min computer og læste en novelle om en pige der havde det lidt ligesom mig. Det gjorde mig glad, på en eller anden måde, at vide at jeg ikke var den eneste i hele verden der havde det sådan her. Pigen var godt nok blevet misbrugt af hendes far, hvilket jeg selvfølgelig aldrig var blevet. Men vi havde stadig ting tilfælles, og det gjorde at jeg følte mig lidt mindre til besvær, og lidt mindre dum.


Klokken bevægede sig langsomt mod 7. Og der skulle jeg op og i skole. Snart ville der ikke være fred og ro, men total kaos. Det var der altid om morgenen. Med en storebror, der var blevet en totalt player, og altid skulle bruge 2 timer på at gøre sig lækker, og 2 små brødre som rendte rundt og skreg, blev det hele meget hurtigt uoverskueligt.
 Egentlig havde jeg altid haft et godt forhold til min familie, og vi lavede altid en masse sammen, alle sammen. Men da mine to brødre blev født, begyndte vi at glide fra hinanden. Også mine forældre, det undrede mig heller ikke hvis de en dag kaldte og ned i stuen for at sige at de skulle skilles. Men måske ville det være en god ting. Hvem ved?


Da klokken blev 06:24 gik jeg ud, for at gå i bad før de andre vågnede. Jeg stod uden tøj på, foran spejlet for at studere mig krop lidt nærmere. Mine ribben stak ud under min tynde hud, det lignede nærmest at de ville skærer igennem, og det samme med mine hofter. Jeg vendte mig om og mine ribben var ligeså tydelige omme på ryggen. Jeg samlede mine ben, og mellemrummet mellem mine lår var ikke til at tage fejl af. Mine bryster var næsten helt væk. Og arrene løb ned langs mine arme og ben. Jeg hadet min krop mere end noget andet.
 Da jeg løftede hovedet og så mig selv i øjnene, løb en tåre ned ad min kind. Jeg tørrede den arrigt væk, og trådte ind i brusekabinen.
 Jeg stod i længere tid end planlagt, for ude på gangen kunne jeg hører at folk var begyndt at gå rundt. Så jeg slukkede hurtigt vandet, og fandt det største håndklæde frem så jeg kunne dække min krop så meget som overhovedet muligt. Ingen havde set min krop, og det skulle der ikke laves om på.
 Jeg trådte ud på gangen, og gik ind lige i min storebror. Han kiggede ned ad mig, og rakte ud efter min arm der hang ned ad siden. Jeg kiggede indgående på hans ansigt da han betragtede mine ar. Han kørte en finger ned af dem, hans ansigt forstrakte sig i smerte, og jeg trak min den til mig. Hans øjne mødte mine. De var såret. Jeg vendte mig og løb hurtigt ind på mit værelse. Men kiggede tilbage, da jeg skulle lukke døren, og så ham stå der, fastnet til gulvet og kigge efter mig. Jeg gled ned af døren, og græd. Om det var skam eller savn efter min bror, var ikke til at sige. Han havde altid været min bedste ven, men ligesom resten af familie, gled vi også fra hinanden.
 Mit værelse var nu helt lyst. Jeg gik hen til mit skrivebord, og kiggede på nogle billeder der var sat fast på en lille opslagstavle. Der var billeder af Rebekka. Min bedste veninde. Eller min eks – veninde. Førhen var vi sammen hele tiden. Men så begyndte hun at snakke med nogle af de populære piger i klassen, og pludselig var jeg ikke længere ikke god nok, selvom vi tit havde snakket om hvor latterlige de var. Jeg længtes sådan efter hende, savnet til hende var så stort, og ovre på skolen prøvede jeg altid at finde en undskyldning for at komme i kontakt med hende. Men hun afviste mig altid. En meget diskret afvisning, men beskeden var tydelig.
 Der var også en masse ferie billeder, hvor vores familie krammer og smiler. Hvor det hele var godt og lykkeligt. Men selvfølgelig er Anders og Andreas ikke på nogle af billederne. På en måde giver jeg dem skylden for at vores familie er blevet sådan her. Men det var jo ikke deres skyld, og det kunne det jo aldrig nogensinde blive. Det er jo ikke dem der har valgt, at de skulle sættes til verden.


Ved morgenmadsbordet, var mig og Tobias – min storebror – de eneste der var til stede.  Min mor farede rundt og prøvede at få orden i tingene. ”Her” sagde min mor og kastede to madpakker, pakket ind i sølvpapir over til os hver. Hun gik hurtigt igen.
 Tobias kiggede på mig med fortvivlende øjne. ”Stephanie, hvis der er noget, så sig endelig til, jeg er her altså stadig for dig selvom at hele vores familie er ved at smuldre” sagde han og bevidst hævede stemme ved det sidste. Jeg kiggede ham dybt i øjnene, men kiggede så ned, da jeg var lige ved at græde og sagde: ”tak”. Det eneste jeg kunne få ud, seriøst? Hvad er der galt med mig? Han nikkede, og rejste sig. Og så sad jeg tilbage og kiggede ud i luften.

 

 

Skole. Det var lang tid siden at jeg stoppede med at bekymre mig om den. Jeg havde forsømt den en del, og var egentlig ligeglad med det hele for at være helt ærlig. ”Hej” sagde en lys uskyldig stemme. Jeg så forskrækket op. Det var en pige fra min klasse. Sophia, sød pige slet ikke det. Men hun passede bare ikke rigtig ind i mit liv. Hun var for sød, for velhavende og så var hun for smuk. Det bedste ved hende var at hun ikke var en der brugte det til at få venner eller noget i den stil, faktisk var der ingen der rigtig snakkede med hende. ”Hej” sagde jeg og smilede så oprigtigt som muligt. Men mine øjne var døde, og det vidste jeg godt, så det var temmelig svært. ”Hvordan går det?” spurgte og svingede sine lange lyse krøller over skuldrene. Venlighed er et langt større tegn på personlighed end flinkhed. Venlighed hænger sammen med hvem du er, hvor flinkhed er hvordan du gerne vil opfattes, og Sophia var venlig, ikke kun flink. ”Det går helt fint” sagde jeg og kiggede ned i jorden. Hun kiggede tvivlende på mig. Til min store overraskelse, tog hun fat i min arm og svingede mig om foran hende. Hun kiggede mig ind i øjnene. Hendes skrigende blå øjne kiggede ind i mine brune. Og så sagde hun ”Fortæl mig sandheden, vil du ikke nok?” spurgte hun oprigtigt bønfaldende. Jeg rev min arm til mig, og gik videre mod døren indtil skolen, velvidende om at hun ville følge efter. ”Det er sandheden” sagde jeg og sparkede til en sten. ”Hvad havde vi for i tysk?” spurgte jeg for at henlede til et andet emne. ”Side 17 i Gut Gemacth” sagde hun tørt.

 

 

Vi gik sammen resten af dagen, vi snakkede næsten ikke sammen. Vi var der ligesom bare. Det kunne jeg godt vende mig til.
I frikvarteret, besvimede jeg. Igen. Det var sket et par gange før. Men mine forældre havde for travlt til at komme og hente mig, så min klasselærer kørte mig hjem. Jeg kunne virkelig godt lide hende. Hun var slet ikke dømmende. Der var ikke engang pinlig tavshed mellem os. ”Her, du bliver nød til at få noget, dit system kan arbejde med” sagde hun og rakte mig en gulerod. ”Tak” sagde jeg og smilede til hende. ”Jeg ved godt hvad du går i gennem søde, og det ved de andre lærere også, du skal ikke have dårlig samvittighed fordi at du har misset skolen. Vi håber alle sammen at du kommer på benene igen og at vi får den glade Stephanie som vi kender og holder af, tilbage” sagde hun uden en mine, men med medfølelse i stemmen. Det var dråben der fik bægeret til at flyde over. Jeg brød fuldstændig sammen, og hulkede. Jeg var sådan ude af mig selv, at jeg slet ikke vidste hvor jeg skulle gøre af mig selv. ”Undskyld” sagde hun og krammede mig. Først der opdagede jeg at vi allerede var hjemme. Vi sad og krammede i 10 minutter, mindst. ”Skal du ikke tilbage til skolen” spurgte jeg med gråd i stemmen. ”Jo, det er nok bedst” Så gav hun slip og smilede blidt til mig, aede mig på kinden. ”Tak” hviskede jeg ud gennem mine tænder. ”Selvfølgelig” sagde hun ”Vi ses” ”Vi ses” sagde jeg og lukkede døren efter mig. Jeg vinkede til bilen da den forsvandt ud i horisonten.

 

 

Jeg var alene hjemme. Og den første der ville komme hjem var min bror. Så det skulle nok gå. Håbede jeg.
 Jeg sad lidt på mit værelse, og kiggede tomt ud i luften. Og helt uden at tænke over det, gik jeg over til mit skrivebord, trak min ene skuffe op, og fandt det, jeg havde ventet på at bruge hele dagen. Tog det forsigtigt op og gik over og satte mig på min seng. Jeg trak mine bukser ned og fandt et sted uden hverken ar eller sår. Så tog jeg forsigtig fat i det. Et snit – To snit – Tre snit. Så væltede tårerne frem, og jeg begyndte igen at sidde og hulke for mig selv, men nu behøvede jeg ikke at beherske mig, så det fik bare frit løb. Fire snit – Fem snit. Jeg skreg. Jeg skreg panisk. Og så faldt jeg bagover på min seng og lå med begge mine arme ud til siden, og mit barberblad i den ene hånd. Det kildede da blodet begyndte at løbe ned ad mit ben. Jeg rejste mig op, og gik på toilettet, tørrede blodet væk, og satte plaster på. Jeg vidste at det ikke ville kunne holde på det i længere tid, men det gik for nu. Så tog jeg nogle joggingbukser på, og gik ned i køkkenet. Jeg var træt, træt af det hele. Træt af at jeg ikke bare kunne være den glade og smilende Stephanie, ligesom jeg plejede at være. Være den søde lillesøster, og den gode storesøster, og den dejlige datter. HVORFOR KAN DU IKKE DET STEPHANIE? Hvorfor? Fordi at du ikke er god nok. Det var den tanke der gik igennem mit hoved. Fordi at du ikke er god nok. Jeg brød igen sammen, midt i køkkenet. Jeg lagde mig ned på gulvet og græd. Jeg må væk herfra, helt helt væk. Jeg gik over i pille skabet . Fandt det stærkeste der var og gik op på mit værelse igen. Slugte hele glasset. Nu er det slut Stephanie. Tanken ramte mig så hårdt, at jeg gik fuldstændig i panik, og fór rundt i ring på mit værelse, jeg skreg og vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre. Hvad nu? Du kan stadig få noget ud af dit liv, eller det kunne du det er for sent nu.


Så besvimede jeg.


Da vågnede jeg igen, jeg anede ikke hvor lang tid der var gået. Men jeg kunne mærke at pillerne var begyndt, stille roligt at hive livet ud af mig. Jeg tog mine hænder ud til siden, og rev i det grimme grå gulvtæppe. Jeg smilede, nærmest hvinede af glæde over at jeg snart skulle dø. Men inden i mig var der stadig en lille stemme der sagde: Hvad så med din familie? De ville da savne dig helt vildt! Men ville de det? Ville de virkelig det?


Og så besvimede jeg igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...