Heksetøs

Der er nogle ting, man må acceptere. At visse ting ikke kan forudsiges. At de mindste handlinger kan få de største konsekvenser. At tiden ikke kan spoles tilbage. Og nogen gange må man acceptere, at det eneste der er tilbage at gøre, er at lukke øjnene..... En historie om en pige fra middelalderen, der oplever hvor hurtigt tingene kan forandre sig, når hele landsbyen vender sig i mod hende.

2Likes
0Kommentarer
348Visninger
AA

4. Mærkelige blikke

Efter optrinnet på markedet holder jeg mig hjemme et par dage. Men på den fjerde dag er jeg nødt til at begive mig ned til landsbyen. Der er forskellige ting, jeg skal købe og jeg skal også aflevere nogen baldriandråber til smedens kone Anna. 
Mens jeg går gennem gaderne, synes jeg, at folk sender mig mærkelige blikke, men jeg skænker det ikke så mange tanker. Det trods alt også første gang, jeg viser mig siden sammenstødet med Eleonora. 
Da jeg går forbi Müller-familiens hus, kan jeg mærke de vrede øjne, der stirrer på mig derindefra, som brændende kul. Jeg fortsætter skyndsomt hen ad gaden. 
Jeg kommer til smedens hus og banker på. Et øjeblik efter bliver døren åbnet, men da smedens kone ser mig, får hun et meget forskrækket udtryk i ansigtet. 
”Goddag, fru-” begynder jeg, men bliver afbrudt da hun lukker døren med et smæld. Jeg er dybt forvirret, men prøver igen at banke på.
”Frue?” Intet svar. ”Jeg kommer med baldriandråberne til Dem!” 
Så lyder en svag stemme inde fra huset.
”Det.. Det vil ikke blive nødvendigt.” 
Hvad? 
”Er De da blevet rask?” spørger jeg. ”Det glæder mig-” Men hun åbner døren på klem og svarer hurtigt.
”Nej, jeg er ikke blevet rask. Farvel!” Så smækker hun døren igen.
Jeg står på trappestenen foran den lukkede dør og forstår ingenting. Hvad er der galt med folk i dag?
På vej hjem gennem landsbyen ligger jeg for alvor mærke til folks mystiske opførsel. De stirrer og hvisker når jeg går forbi, men hvis jeg kigger på dem, ser de hastigt den anden vej. De undgår også at komme for tæt på mig. Nogen går endda helt over på den anden side af gaden. Jeg ser fru Andersen, som jeg plejer at komme godt ud af det med, men da jeg hilser på hende, stirrer hun bare på mig.
Pludselig bliver det for meget for mig. Jeg stopper midt på gaden og kigger demonstrativt rundt på dem alle sammen. 
”Hvad i alverden er det der foregår?” råber jeg. ”Hvorfor opfører alle sig som om jeg har en smitsom sygdom?”
Alle folkene på pladsen står som forstenede med et forskræmt udtryk i ansigtet. Så bliver døren indtil gæstgiveriet slået op og Kira kommer løbende ud.
”Forsvind med jer, alle sammen! Hold op med at stirre sådan. Cæcilia har ikke gjort jer noget!” råber hun. Jeg kigger forvirret på hende.
”Hvad sker der?” spørger jeg. Kira ser sammenbidt rundt i gaden, hvor folk har travlt med at komme væk.
”Har du ikke hørt det?” hvisker hun. ”Alinea – datteren af den frygtelige Müller-kone – er blevet syg.”
”Og hvad har det med mig at gøre?” Jeg forstår ikke sammenhængen. Kira kigger fortvivlet på mig.
”Hun er meget syg.” 
Jeg er stadig blank. Ikke for min død om jeg kan gætte, hvad sagen har med mig at gøre. 
”Nå, men jeg må vel prøve om jeg kan hjælpe hende så. Eleonora kan vel ikke nægte mig at hjælpe hendes datter.” siger jeg. Kira ser nu fuldstændig ulykkelig ud.
”Cæcilia, forstår du ikke. De tror, at det er din skyld, at hun er syg!”
”Hvad?! Hvorfor? Hvad har jeg gjort?” udbryder jeg, men så går det endelig op for mig. 
”Skænderiet,” hvisker jeg. ”De tror jeg forbandede hende.” Kira nikker med tårer i øjnene.
”Hvad skal jeg stille op?” spørger jeg. Hun ryster på hovedet.
”Jeg ved det simpelthen ikke.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...