Heksetøs

Der er nogle ting, man må acceptere. At visse ting ikke kan forudsiges. At de mindste handlinger kan få de største konsekvenser. At tiden ikke kan spoles tilbage. Og nogen gange må man acceptere, at det eneste der er tilbage at gøre, er at lukke øjnene..... En historie om en pige fra middelalderen, der oplever hvor hurtigt tingene kan forandre sig, når hele landsbyen vender sig i mod hende.

2Likes
0Kommentarer
347Visninger
AA

2. Eftermiddagssol

Det er tidlig morgen. Solen begynder at kravle frem bag bakketoppene i horisonten, mens jeg står ved pumpen i gården for at hente vand til morgenmaden. Hønsene kagler og flokkes om mig, da jeg går tilbage til det lille hus, hvor jeg bor med min lillesøster. Jeg kommer ind i det hyggelige køkken. Solopgangen bader rummet i et varmt lys, og jeg lægger mig på knæ foran ildstedet for at tænde op. På de små hylder langs alle væggene står små flasker med forskellige håndskrevne etiketter. Jeg ligger mærke til én af dem. Der kan højest være et par dråber tilbage i.
”Klara?” kalder jeg og kort efter stikker min lillesøster et søvnigt hoved ud i køkkenet, og jeg fortsætter, ”Jeg er næsten løbet tør for baldrian. Vil du hente mig noget? Fru Petersen har været her om Dagmar. Jeg tager ind og kigger til hende.”
Min lillesøster nikker og forsvinder igen. Kort efter er jeg på vej mod den lille landsby, der ligger en kort gåtur herfra.

 

”Sådan, fru Petersen. Nu burde Dagmar snart få det bedre.” Jeg smiler til den lille pige i sengen, Inge Petersens yngste datter.
”Tak, Cæcilia,” siger Inge. Hun ser træt ud. Jeg vinker farvel til Dagmar og fortsætter ud på gaden.

Der er fyldt med liv i landsbyen her sidst på eftermiddagen. Tre børn kommer løbende under høje latterhyl og får en flok ænder til at lette med en fornærmet basken. En ældre mand sidder på en bænk og nyder dagens sidste sol, mens en kræmmer råber op for at få folks opmærksomhed. Ved brønden står nogen af landsbyens koner og snakker. En af dem får øje på mig og kalder.
”Cæcilia!”
Jeg stopper bekymret. Den anden dag havde jeg været ude og se til hendes lille dreng, der var syg. Bare han ikke havde fået det værre.
”Ja, fru Andersen?” siger jeg spørgende. Hun ser mit ansigtsudtryk og smiler beroligende.
”Jeg ville bare sige tak for, hvad du så end gav Mads. Han har fået det meget bedre.”
”Det var godt,” siger jeg og gengælder hendes smil. Så går jeg videre.
Længere henne af gaden er en masse vasketøj ved at blive hængt til tørre. Pludselig ser jeg et glimt af gyldent hår mellem de mange våde pudevår og lagner.
”Kira!” råber jeg glad og løber derhen. Et forbløffet ansigt, overdrysset med fregner, dukker frem. Kira, min bedste veninde, ejeren af gæstgiveriets datter.
”Nej, hvor du forskrækkede mig, Cæcilia!” siger hun, men smiler så og udbryder, ”Hvor er det godt at se dig.”
Vi sludrer videre indtil hendes mor kalder på hende.
”Vi ses i morgen til markedet!” råber Kira over skulderen, inden hun forsvinder gennem bagdøren.

Jeg havde længe overvejet, om jeg skulle tage med til det marked. Normalt bryder jeg mig ikke om al larmen og trængslen, men min lillesøsters hundehvalpeøjne over aftensmadsbordet fik endelig overbevist mig om at tage med. Jeg kunne jo ikke vide, at det ville ende med at være den værste beslutning i mit liv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...