Boy | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2014
  • Opdateret: 11 apr. 2017
  • Status: Igang
Scarlet McAdams - 15 år, og halvsøster til selveste Liam Payne. Liam har fra begyndelsen taget Scarlet til sig, og nærmest gjort hende til sin egen biologiske søster. Selvom Scarlet blot er en helt almindelig pige på 15 år, der går i skole og hænger ud med sine venner, finder én af Liams bedste venner hende pludselig betydeligt mere interessant end nogensinde før. Problemet er bare, at den ven er kendt som den største player. For Liam bliver det et kæmpe dilemma - sin bedste ven, eller sin næsten biologiske søster?

48Likes
35Kommentarer
7269Visninger
AA

11. Kapitel 9

”Scarlet!”, min mors kærlige ansigt og åbne arme tog glædeligt imod mig. Hun lagde trygt sine arme om mig, og jeg lagde mine om hende, og i et kort sekund var alle bekymringerne væk.

Vi trak os fra hinanden, og kiggede kort på mig, smilende, før hun trak Niall ind i et kram.

Liams far gik et skridt frem i mod mig, og bredte armene ud; ”Min store pige!”. Jeg lavede et lille hop ind i hans favn, som han blot grinede af. Liams far, Geoff, havde altid været en stor del af familien, og han havde altid været en fantastisk støtte. Ruth og Nicola, Liams søskende havde også altid været nogle gode veninder. De var nogle år ældre end mig, og havde altid gode råd.

Nicola trådte frem og lagde sine arme om mig; ”Smukke pigen!”. Jeg blev næsten helt ør i hovedet, af alle de komplimenter. For ikke at tale om min og Harrys, hm, mindeværdige oplevelse tidligere. Behøver jeg overhovedet at forklare stemningen bagefter?

Ja. For den var ikke akavet – for første gang i lang tid, var stemningen helt som i gamle dage. Harry og jeg fjollede rundt og spiste is og blev smidt ud af butikker. Det havde været sådan en skøn dag, men han forvirrede mig også. Kysset i opklædningsrummet var så intest og dominerende fra hans side af, og resten af dagen behandlede han mig pænt og var helt som i gamle dage. Hvad skete der lige?

Jeg blev for en gangsskyld glad for, at min mor hev mig ud af mine tanker om Harry, og lavede en bevægelse med hånden som skulle indikere, at maden var klar. Til min store glæde, skulle vi have stegt flæsk og persillesovs. Min livret.

Jeg satte mig glad til bords, og rettede kort på min kjole. Ved min ene side satte Ruth sig, og på min anden satte Harry sig, med en drenget smil på læberne. Jeg rystede på hovedet og lukkede ham lidt ude.

Ruth sendte skålen med kartofler videre til mig, og jeg tog imod den med et smil. Jeg skovlede nogle kartofler op på min tallerken, og sendte så skålen hen til Harry, uden at kigge ham i øjnene. Jeg kunne slet ikke klare mere pres fra hans side af. Det var ganske enkelt frygteligt, for han virkede til at have opdaget sin effekt på mig, hvilket var noget lort. Han ville med garanti bruge det på et senere tidspunkt.

”Hvordan går det så med gymnasiet?”, Ruth kiggede interesseret på mig. Jeg blev en smule utilpas over de opmærksomme øjne der landede på mig, specielt de grønne til venstre for mig.

”Det går rigtig fint”, svarede jeg høfligt, og skyndte mig at tage et stykke kartoffel ind i munden, så jeg havde det som undskyldning for ikke at sige mere.

Heldigvis begyndte de andre at snakke videre om det nymalede skur og jurastudie, mens jeg sad i min egen verden og forsøgte at holde de nysgerrige, grønne øjne ude. Kunne han dog ikke bare være lidt mere interesseret i de andres samtale.

 

Middagen var overstået. Måske ikke helt så vellykket som jeg ville have haft den, men jeg havde overlevet uden yderligere kommunikation med Harry.

Jeg havde låst mig inde på toilettet, og sad og tænkte over hvad jeg skulle gøre, eller ikke gøre.

Trisha. Løsningen. Altid.

Mig: Det er så akavet. Hvad skal jeg gøre???

Trisha: Snak med ham om det!

Det kunne hun sagtens sige. Hun kunne snakke med alle, uden de ville afvise hende. Og hvad tænkte jeg egentlig? Ville Harry afvise mig? Og ville jeg overhovedet have han ikke afviste mig? Gosh.

Jeg tog mig sammen og kom ud fra badeværelset med et smil på læberne. Jeg havde besluttet mig for at lade som ingenting, og faktisk bare ignorere den akavede stemning mellem mig og Harry. Ruth og Nicola var her, og det var også fantastisk at se dem igen.

Inde i stuen sad drengene og snakkede med Ruth og Nicola mens min mor og Geoff var ude i køkkenet. Jeg satte mig hen ved siden af Ruth, overfor Nicola som straks smilede til mig; ”Så kom prinsessen tilbage”. Jeg vidste hun mente det godt, for sådan var hun altid. God mod alle.

”She’s back”, mumlede jeg som svar, da jeg fornemmede at stemningen var jævnt akavet. Som om de prøvede at skifte emne, eller noget i den stil. Liams udtryk var ret anspændt, Louis’ var seriøst, og de andre drenges var bare neutrale. Bortset fra Harrys som var drenget, og han lignede en der var klar til at bryde sammen i grin. Det var garanteret noget med ham at gøre. Et eller andet dumt han havde lavet. Bare han ikke havde fortalt drengene, eller i hvert fald Liam, om os. Efter endnu 15 sekunders akavet stilhed rejste Harry sig og fortsatte ud af stuen. Jeg havde ingen idé om, hvad der foregik. Efter han gik var det som om der drog en lettelse gennem de andre, hvilket undrede mig. Harry var da ham der skabte alt det sjove, han var humørbomben over dem alle.

De andre startede en samtale op om noget jura og adgangskrav, mens jeg rykkede mig lidt ind i hjørnet af sofaen og fiskede min mobil op. Jeg vidste det var at melde sig lidt ud, men jeg orkede ikke mere snak om karriere og planer. Og de andre så ikke ud til at bemærke mig alligevel.

Jeg var netop i gang med en umulig 1010, da en besked tikkede ind på min mobil. Fra Harry. Hvorfor skrev han til mig, når vi var i samme hus?

Harry: Skuret nu.

Det var alt der stod, men det fik mig til at rejse mig og gå ud i haven. Fortsætte over til Geoffs redskabsskur, og selvom jeg vidste det, så gav det mig et chok at Harry var der inde. Han kiggede på mig med dybe øjne, og jeg undrede mig stadig over hvad han ville siden han skrev til mig. Han kunne jo bare sige det til mig.

”Hvad er det her, Harry?”, spurgte jeg nervøst, for at starte en samtale. Det var alt for mærkeligt bare at glo på hinanden. Harry så dog ikke ud til at ville svare. Han kiggede bare endnu mere intenst på mig, uden at bryde øjenkontakten på noget tidspunkt. Jeg svømmede væk i hans grønne øjne. Hans blide, grønne øjne. Den dominerene, og kyniske Harry var forsvundet, og var blevet erstattet af den kærlige og omsorgsfulde. Den Harry jeg holdt så meget af.

”Vil du svare mig?”, spurgte jeg stille. Min stemme var lav og en anelse skrøbelig. Harrys blik ændrede sig, og blev en smule nervøst. Harry nervøs? Nu måtte jeg næsten le.

Han gik et skridt hen mod mig, men kiggede mig stadig ikke i øjnene; ”Du forstår det ikke Scarlet”. Jeg havde nævnt dette før – men måden han sagde mit navn på, gav mig kuldegysninger. Det startede noget i mig, som jeg aldrig havde oplevet før. Noget som gav mig en lyst til at høre på alt, hvad han havde at sige. Alt, hvad han kunne finde på. Alt fra hans fortid, til hans ynglings farve.

”Så hjælp mig med at forstå det”, mumlede jeg, men højt nok til, at han hørte det. Han kiggede ned, fugtede sine læber, kørte sin hånd igennem de krøllede lokker. Så en smule frustreret ud, og det gjorde ondt inden i mig, at det måske var min skyld.

”Jeg har brug for dig”, hans stemme var lav, og han trådte frem mod mig, så vi nu stod tyve centimeter fra hinanden. Jeg kiggede op, meget op – Harry var en del højere end mig, og jeg følte mig så lille når jeg stod ved ham. Ikke blot fordi han var højere end mig – jeg følte mig lille.

”Jeg har også brug for dig, Harry…”, sagde jeg, og kørte min hånd ned af hans arm, men han rystede bare på hovedet. Han så, om muligt, endnu mere frustreret ud nu, end før.

”Nej Scarlet, jeg har brug for dig på en helt anden måde”, han kørte frustreret end hånd igennem håret og tilføjede; ”du forstår ikke”.

Jeg måtte indrømme, at jeg ikke hvad han helt præcist mente. Men jeg forstod, at der var ved at ske noget med ham. Noget, som jeg skulle hjælpe ham med, og støtte ham i.  

”Hjælp mig med at forstå det, Harry”, prøvede jeg igen, og lod min hånd nusse hans arm for at sørge for, at jeg havde hans opmærksomhed.

Han kiggede mig direkte i øjnene med at blik, der var næsten umulit at tolke; ”Okay”. Han stemme var lav og blid, men der var noget i hans øjne, som ikke var.

Han lagde sine hænder på mine kinder, løftede mit hoved lidt op, og før jeg kunne nå at forstå det, lagde hans læber sig blidt på mine. Det var noget helt andet, end det i prøverummet – det her var blidt, og utrolig specielt. Jeg havde aldrig prøvet noget lignende.

Vores læber bevægede sig roligt på hinanden, uden der var noget spor af, at det skulle udvikle sig. Hans læber var ekstremt bløde, og de lagde sig blidt som en fjer på mine, igen og igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...