Boy | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2014
  • Opdateret: 11 apr. 2017
  • Status: Igang
Scarlet McAdams - 15 år, og halvsøster til selveste Liam Payne. Liam har fra begyndelsen taget Scarlet til sig, og nærmest gjort hende til sin egen biologiske søster. Selvom Scarlet blot er en helt almindelig pige på 15 år, der går i skole og hænger ud med sine venner, finder én af Liams bedste venner hende pludselig betydeligt mere interessant end nogensinde før. Problemet er bare, at den ven er kendt som den største player. For Liam bliver det et kæmpe dilemma - sin bedste ven, eller sin næsten biologiske søster?

48Likes
35Kommentarer
7340Visninger
AA

10. Kapitel 8

Scarlet McAdams. Tilbage på skolebænken.

Faktisk i bogstaveligste stand; vi havde billedfortolkning, som gik ud på, at vores lærer gav os et motiv, fx en bænk, og så skulle vi give det et personligt pift, alt efter hvad vi synes det signalerede. Billedfortolkning var helt klart et af mine ynglingsemner; jeg elskede at fortolke motiver, især dem fra naturen. Derudover var emnet så frit, og der var intet forket svar.

Dette var et af de få fag, Trisha og jeg havde sammen. Vi var som sagt forskellige, så vi havde også forskellige fag på forskellige tidspunkter, når det angik de valgfrie.

Hun sad nu en meter fra mig, og lignede hende modellen fra modebladet. Sådan var Trisha; høj, slank, langt, tykt og velplejet brunt hår, og et fuldstændig fejlfrit ansigt. Jeg var derimod ikke så høj, og jeg havde en tydeligt bredere krop; bevares, jeg skulle da ikke klage over min krop, for den var slank; men jeg havde en smule mere på lårene og siderne end Trisha. Mit hår var hverken langt eller specielt velplejet; jeg brugte bare den shampoo der var, ligeglad med hvad den egentlig gjorde. Desuden var mit hår lidt på overarbejde efter jeg besluttede mig for, at have lyst hår i stedet for brunt.

”Scarlet? Jeg snakker til dig?”, Trishas lysende øjnene stirrede direkte ind i mine. Jeg rystede kort på hovedet, for at komme tilbage til den virkelige verden; ”Hvad siger du?”.

”Din ven ringer”, Trisha kastede kort blikket ned mod min mobil, som var gledet halvt ud af min lomme. Hun fnes, og jeg forstod kort efter hvorfor; Harrys navn lyste op.

Jeg lagde hurtigt min blyant, og tog mobilen op til mit øre; ”Det er Scarlet”. En smule nervøs førte jeg en hånd igennem mit hår.

”Det er Harry. Forstyrrer jeg?”, hans bløde, men alligevel hæse stemme lød igennem telefonen. Jeg forstillede mig ham sidde alene, og bare vente på mit opkald. Også selvom jeg godt vidste, at han ikke var sådan.

”Ja”, jeg sværger det røg bare ud, inden jeg nåede at tænke mig om. ”Eller jeg mener lidt”, tilføjede jeg hurtigt, så han ikke skulle tro jeg var sur.

Harrys hæse grin rungede gennem mobilen, og fik mig automatisk til at trække lidt i mundvigen. Jeg havde lyst til at grine med ham, men jeg vidste at Trisha så ville krydsforhøre mig bagefter, og det orkede jeg slet ikke.

”Det var da et ærligt svar”, startede Harry ud, stadig fnisende, og tilføjede kort efter; ”Hvornår har du fri i dag?”.

Mit hjerte begyndte at hamre; tanken om, at han måske ville invitere mig ud var fantastisk. Jeg glemte næsten at svare, men kom til mig selv da han hostede kort; ”Klokken to”.

”Okay, jeg henter dig klokken to så. Vi skal ud at shoppe”, svarede han stille, og jeg sværger mit hjerte stoppede et kort øjeblik. Jeg havde mest lyst til at danse og skråle højt af glæde, men jeg beherskede mig.

”Okay, så-eh ses vi bare?”, svarede jeg, og forsøgte at virke cool og helt afslappet, selvom mit hjerte igen pumpede afsted.

”Vi ses. Klokken to”.

”Klokken to.”

Jeg lagde smilende min telefon fra mig, og forsøgte at vende tilbage til min fortolkning, men så let slap jeg selvfølgelig ikke for Trisha; ”Hvad ville han?”.

Jeg rystede på hovedet, og forsøgte at klemme et smil inde; ”Ikke noget specielt”. Trisha kiggede på mig med et løftet øjenbryn, hvilket fik min plan om, at holde et smil inde til at mislykkedes.

”Jeg kan jo se på dig, at det var noget specielt”, hun vippede øjenbrynene op og ned, mens et stort, bedrevidende smil plantede sig på hendes læber.

”Han henter mig efter skole, og så skal vi ud at shoppe”, jeg smilede og kiggede ned på min tegning, for ikke at afsløre mine blodrøde kinder.

 

”Scarlet!”, Harrys venlige stemme lød ud over parkeringspladsen. Jeg fandt ham hurtigt med øjnene, og satte i et kluntet løb hen mod ham. Han lagde sin ene arm om min nakke, og trak mig ind til hans bryst, da han jo var højere end mig. Jeg blev en smule overrasket over, at han bare trak mig ind i et kram, selvom jeg jo burde have forudset det; sådan havde det altid været.

Han tog min hånd, og trak mig med hen på den anden side af bilen; åbnede bildøren for mig, som om han var min tjener. Jeg grinede bare, og forsøgte at se mindre kluntet ud, da jeg satte mig ind i bilen. Tanken om, at Trisha ville have klaret det her meget bedre end mig, gik kort igennem mit hoved, men jeg smed den væk. Jeg skulle finde selvtilliden frem nu.

Harry satte sig ind ved siden af mig, og begyndte at køre ud fra parkeringspladsen. Jeg turde næsten ikke kigge på ham, i frygt for at vores blikke ville mødes og jeg blev afsløret.

”Sååå, er der nogen speciel grund til, at du ikke tør sige mit tøj er grimt?”, jeg tog mig sammen og kiggede på ham. Hans øjne var selvfølelig på vejen, men han kiggede kort over på mig, med en undrende rynke mellem øjenbrynene; ”Hvad mener du?”.

”Siden vi skal ud at shoppe helt spontant. Du kunne bare have sagt, at du ikke kan lide mit tøj”, svarede jeg, og forsygte at lyde så selvsikker som jeg overhovedet kunne.

Harry slog et grin op, og kiggede et kort sekund underligt på mig; ”Jamen Scarlet, vi skal jo til middag hos din mor og Liams far i aften, har du glemt det?”.

Jeg kunne ikke lade hver med, at slå øjnene en smule op; jeg følte mig så dum. Selvfølgelig havde jeg glemt den middag. Hvordan kunne jeg nogensinde kigge Harry i øjnene igen?

”Det kan jeg da sagtens huske”, mumlede jeg, kun fordi jeg følte, at jeg skulle sige et eller andet. Harry grinede bare, og jeg kunne heller ikke lade hver, på trods af, at jeg følte mig så dum og akavet som aldrig før. Heldigvis var min skole tæt på byen, og jeg kunne hurtigt se de høje reklameflag blafre rundt.

 

”Hvad med den her?”, Harry holdte en kort, stram pink kjole op foran mine øjne. Jeg fik nærmest et chok, for den var beklædt med enormt mange perlietter og falske diamanter. Jeg rystede kraftigt på hovedet, hvilket Harry grinte af, før han hængte den tilbage; Jeg vidste faktisk godt, at du ikke ville kunne lide den”.

Jeg kiggede hurtigt op på ham, og smilede; ”Hvordan det?”.

Jeg kiggede et kort ned på bøjlerne, og førte så langsomt sit blik op til mit; ”Fordi jeg kender dig, Scarlet”. Måden han sagde mit navn på gav mig kuldegysninger, uden overdrivelse. Han holdt øjenkontakten i uhyggelig lang tid, uden hverken at smile eller noget som helst. Jeg skyndte mig at gå videre.

”Hvad med den her?”.

Jeg kiggede på Harry, og fik endnu en gang et chok; kjolen var i alle regnbuens farver, men de var blandet sammen inden i midten, og som vi jo alle ved, bliver mange farver balndet sammen, altid en ulækker diarré farve. Jeg slog et grin op, men sørgede for at ryste på hovedet hvis Harry skulle være i tvivl om mit svar. Han smilede og hængte den tilbage.

”Hvad så med den her?”, Harry holdt endnu en kjole op, denne gang fik jeg dog ikke et chok på grund af dens grimhed. Denne kjole var virkelig smuk; den sad til i overdelen, og blev så løs ved underdelen. Den gik til lige over knæene ville jeg vurdere, og den var i en lys laksefarve. Den havde en dyb, men smal v-udskæring som gik lige ned mellem brysterne, men så man ligepræcis ikke kunne se dem.

”Den er flot”, svarede jeg, og smilede en smule til Harry. Han sendte mig et mærkligt blik, som jeg ikke helt kunne tyde, men rakte så bøglen over til mig; ”Prøv den”.

Jeg fik hurtigt fundet prøverummet, og fik kjolen på; men lynlåsen var en smule stram, og dermed svær for mig at lyne selv. Men jeg turde ikke spørge Harry, i frygt for hans svar, eller min reaktion.

”Har du fået den på?”, lød det bag tæppet til prøverummet. Jeg kunne fornemme, at han stod blot en halv meter fra mig, og det satte gang i min krop; jeg håbede bare, at han ikke kunne høre mit hjerte som pumpede ekstremt.

”Sådan næsten”, svarede jeg stille, og forsøgte det bedste jeg kunne, at få lynlåsen op, men selvfølgelig gad den ikke samarbejde.

Til min overraskelse slog Harry tæppet til side, og lod sine øjne glide ned af min krop. Hans øjne nåede til min ryg; ”Skal jeg lyne dig?”.  Jeg nikkede hurtigt, og vendte mig om. Jeg kunne ikke lade hver med at bide mig hårdt i underlæben, da hans varme hænder kort ramte min lænd. Jeg ved ikke prævist om ha opdagede det, men han så ud til at nyde det under alle omstændigheder, da han smilende lagde sine hænder på mine hofter for, at dreje mig rundt igen.

Han lænede sig ned mod mit øre, hvilken kom som lidt af en overraskelse. Specielt hans næste træk, som var at hviske; ”Du bliver nød til at lade hver med at bide dig i læben, hvis du vil kunne sidde ned i aften”.

Hvad mente han med det? Han mente vel ikke, at… Jeg rykkede mig et skridt tilbage, men Harry trådte bare frem mod mig, med et smil på læben; jeg var ikke længere i tvivl om, at han vidste hvilken effekt han havde på mig.

”Hvorfor hvisker du?”, jeg kunne seriøst slå mig selv i hovedet. Hvorfor skulle jeg sige sådan noget? Jeg burde være som Trisha, og have sagt et eller andet sexet tilbage, men nej nej jeg skulle da lukke et eller andet lort ud.

”Fordi vi er i et prøverum, babe”, hans stemme var hæs, og fik hårene på min krop til at rejse sig som et gys. Han trådte et skridt tættere på mig, og skubbede mig ind i væggen. Jeg ville gerne kunne sige, at han blidt kærtegnede min kind, og hviskede at han elskede mig, men det var ikke det han gjorde; han pressede sine læber hårdt, nærmest brutalt i mod mine, og da jeg forsøgte at lægge mine arme om ham, pressede han dem op over mit hoved, ind mod væggen. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, men nok lidt noget andet end det her. Det føltes mærkligt som om han var sur på mig, det føltes næsten som at få en lussing. Men han kyssede mig, og det var det jeg havde ventet på. Jeg vidste bare ikke, hvad jeg skulle forvente efter det her, men jeg vidste, at jeg skulle forvente noget.   

_____________________

HAR SKREVET DET HER PÅ EN TIME, HVAD SKER DER

Enjoyyyy, håber på at skrive et kapitel snart igen, da jeg ved hvad der skal ske i det næste så ja

Håber i har haft en dejlig ferie

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...