Boy | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2014
  • Opdateret: 11 apr. 2017
  • Status: Igang
Scarlet McAdams - 15 år, og halvsøster til selveste Liam Payne. Liam har fra begyndelsen taget Scarlet til sig, og nærmest gjort hende til sin egen biologiske søster. Selvom Scarlet blot er en helt almindelig pige på 15 år, der går i skole og hænger ud med sine venner, finder én af Liams bedste venner hende pludselig betydeligt mere interessant end nogensinde før. Problemet er bare, at den ven er kendt som den største player. For Liam bliver det et kæmpe dilemma - sin bedste ven, eller sin næsten biologiske søster?

48Likes
35Kommentarer
7338Visninger
AA

9. Kapitel 7

Det var sådan, dagene gik. Harry og jeg snakkede sjældent sammen gennem ord, mens vi konstant sendte hinanden blikke og smil.

Vi havde snakket rigtigt sammen en enkelt gang alene, mens Liam var i bad, og de andre drenge spillede fifa. Vi var gået ind på mit værelse, og havde låst døren. Så havde vi stået og smilet til hinanden, akavet, fordi ingen af vidste hvad vi skulle sige. Han havde sendt mig det der smil som smeltede et eller andet inde i mig, og jeg havde helt sikkert været tomatrød i hovedet. Men han smilede uden øjenkontakt, og havde spurgt mig med en lav stemme, om jeg forsøgte at ignorere ham. Jeg havde straks rystet på hovedet, for det prøvede jeg jo ikke. Jeg vidste bare ikke, hvordan jeg skulle agere når jeg var omkring ham. Jeg huskede tydeligt den kommentar, som han havde sluttet af med; ”Godt. For dit håbløse forsøg på at holde dig fra mig, vil mislykkedes”.

Jeg forstod stadig ikke helt, hvad han havde ment med det. Men jeg forstod, at han havde ret i, at jeg ikke kunne holde mig fra ham. Jeg så hans ansigt i mine drømme, hans søde smilehuller som af og til dukkede frem, hans drengede smil og bløde hår. Det var forfærdeligt. For jeg kunne ikke udvikle det, da Liam, og de andre drenge hele tiden var der, og jeg havde sjældent mere end et halvt minut alene med Harry. Jeg vidste ikke, om det var med vilje, at de andre drenge ikke lod os være alene, men det var begyndt at virke sådan.

”Så fortæl mig helt præcist hvad det er du vil have han skal gøre ved det?” Trisha sad overfor mig i lænestolen, med en kop varm te mellem hænderne, og så koncentreret på mig. Vi snakkede om Harry – selvfølgelig. Jeg havde fortalt hende om vores samtale, og hvad jeg følte og ikke følte.

”Jeg ved det ikke, jeg… jeg vil nok bare gerne have, at han gør et eller andet”, svarede jeg, og tog en tår af min te. Smagen af citrus bredte sig behageligt i min mund.

”Så hvis han nu smækker dig en lussing?”, jeg smilede da jeg troede det var ment i sjov, men Trisha så helt alvorlig ud. Overraskende nok, havde jeg gættet på, at hun ville være den første til at forstå.

”Nej, ikke på den måde”, forsøgte jeg, og vred mine hænder lidt. Hvordan skulle jeg forklare det, hvis hun ikke forstod hentydningen?

”Så sig hvad du gerne vil have, han skal gøre. Ikke noget med at pakke det ind”, hun smilede trodsalt nu, men det fik mig ikke til at føle mig mindre dum end jeg gjorde i forvejen. Jeg følte mig så åndssvag, for det var jo Harry, som var min ekstra bror.

”Jeg vil måske gerne have at han..”, startede jeg langsomt ud, og kunne mærke mine kinder blive en smule varmere ved tanken. ”At han…?”, Trisha kiggede undersøgende på mig. ”At han kysser mig”, jeg sagde det hurtigt, så det var ude, og Trisha så også lidt overrasket ud, for at sige det pænt.

”Jeg troede ikke, at du havde det sådan med ham”, startede hun ud, og fortsatte med et smil mens hun pegede på mig; ”Men hvis du gerne vil kysse med ham, så skal du måske selv tage initiativet til det”.

Jeg kiggede med åben mund på hende, og svarede hurtigt; ”men hvad nu hvis han slet ikke har det sådan med mig og det så bliver endnu mere akavet, eller hvis han siger det til Liam!”.

Trisha lagde hovedet på skrå, hvilket jeg godt forstod. Hun stod fast i det hun havde sagt, og tanken om at Harry måske kunne lide mig på dén måde, gjorde mig glad et kort sekund. Jeg ville prøve at atge initiativ til noget mere i aften. Drengene var hjemme en enkelt aften, inden de skulle videre. Tanken om, at alle mine drømme måske kunne blive bare 1% til virkelighed, gjorde mig høj. Jeg håbede så inderligt på det.

 

”Har du, Scarlet McAdams, selv lavet mad?”, Niall kiggede overrasket på mig, med munden fuld af mad. Jeg nikkede stolt, og smilede tilfreds til ham. Mad og mad – jeg havde lavet spaghetti med ketchup og kødboller, men det var en af de retter vi havde spist mest af før i tiden. Og Harry havde spist op, hvilket havde gevet mig en smule mere mod.

”Jeg fylder lige op”, jeg rejste mig, og tog skålen med kødboller, og fortsatte ud i køkkenet. Der måtte altså snart ske et eller andet med Harry. Han sad bare og smilede på sådan en træls måde, som fik mig til at tro på, at han tænkte på samme måde om mig, som jeg gjorde om ham.

Jeg måtte tage mig sammen fra nu af.

 

Vi havde spist aftensmad. Vi havde spist dessert. Vi havde spillet trivial pesurt. Vi havde spillet fifa. Og der var sket nada mellem mig og Harry. Kun det samme – små smil. Jeg var ved at blive sindssyg, for jeg ville afklares nu. Men jeg var også en smule irriteret på ham, over at han ikke kunne se hvor meget jeg gerne ville tale med ham. Jeg havde forsøgt at sende ham nogen ’skal vi lige snakke’-blikke, men havde han forstået noget som helst? Nej.

Klokken var blevet et, måske to og vi var alle gået i seng. Hvorfor var min aften blevet så mislykket? Jeg lå blot og kiggede på uret, som gik i snegletempo. Jeg var så sur på mig selv, over at være sådan en bangebuks. Trisha ville have gjort det. Uden tvivl, men hun var også Trisha. Hun havde sågar lagt an på sin far, og hun kunne finde ud af det. Hun fik altid, hvad hun ville have.

”Sover du?”, en stemme afbrød mine forvirrede tanker, og jeg fik et chok. Jeg drejede langsomt min krop rundt i sengen, og blev mødt af en Harry kun iført boxershorts. Hans hår sad rodet, og han lænede sig op af dørkarmen.

I stedet for at svare, rystede jeg på hovedet. Selvom det var mørkt, kunne jeg se ham tage skridt efter skridt, hen til kanten af min seng.

Han strøg mit hår væk fra ansigtet, og som kunne han læse mine tanker, lænede han sit hoved ned til mit. Hans læber var en millimeter fra mine, og jeg lænede mit hoved op mod hans. Men han forsvandt.

Jeg slog øjnene op, og kiggede kort rundt i det mørke rum. Der var ingen Harry. Hverken ved min sengekant, eller ved dørkarmen. Jeg hadede mig selv for at drømme sådan om ham, men det havde også været rart. Hvis bare det havde været virkeligt.

__________________________

TUSINDE TAK for tålmodigheden! Jeg er et vrag og det ved jeg godt!

beklager der ikke sker mere mellem dem end der gør, men det er meningen at historien skal tage en anden drejning, og ikke bare være en almindelig kærlighedshistorie :)

Hav en dejlig weekend!

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...