Boy | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2014
  • Opdateret: 11 apr. 2017
  • Status: Igang
Scarlet McAdams - 15 år, og halvsøster til selveste Liam Payne. Liam har fra begyndelsen taget Scarlet til sig, og nærmest gjort hende til sin egen biologiske søster. Selvom Scarlet blot er en helt almindelig pige på 15 år, der går i skole og hænger ud med sine venner, finder én af Liams bedste venner hende pludselig betydeligt mere interessant end nogensinde før. Problemet er bare, at den ven er kendt som den største player. For Liam bliver det et kæmpe dilemma - sin bedste ven, eller sin næsten biologiske søster?

48Likes
35Kommentarer
7245Visninger
AA

8. Kapitel 6

Jeg vågnede, til lyden af stemmer. Høje stemmer, som bestemt ikke forsøgte at vise hensyn. Det gjorde mig irriteret – jeg var altid lidt sur om morgenen, og helt ærligt, hvorfor skulle de lige snakke så højt nu?

Jeg satte mig forvirret op, og blev klar over at jeg lå på gulvet. Klart nok, det var her vi plantede os i går aftes efter twister. Jeg kørte min hånd i gennem mit hår, og svang dynen af min krop. Her var helveds varmt, og jeg havde endda kun shorts og t-shirt på.

Irriteret hev jeg fat i den elastik, jeg åbenbart havde rundt om håndleddet. Det havde jeg også næsten altid.

Det blev til en sjusket, høj hestehale, før jeg begav mig ud i køkkenet. For en sikkerhedsskyld gjorde jeg et falskt smil klar – hvis nu Liam, eller en af den andre var derude.

Der var ingen i køkkenet. Selvom de høje stemmer fortsatte i rummet ved siden af, gjorde jeg som jeg plejede – hældte nogle havregryn op i en skål og hældte mælk over. Bum. Det andet måtte de selv klare – det var sikkert bare noget med, at Niall havde taget Louis’ strømper. Det var sket et par gange før.

”Tag dog en tudekiks og kom videre forhelved!”, stemmen overdøvede de andre, og var det sidste der blev sagt, inden en dør smækkede, og skridt kom tættere og tættere på, indtil en høj fyr med brune krøller stoppede sukkende op i døren. Han havde ikke opdaget mig; ikke endnu, og jeg kunne ikke lade hver med at udnytte det, til at studere hans hånd der frustreret gled igennem de krøllede lokker.

De grønne øjne kiggede op, og så med ét overraskede ud; han havde opdaget mig.

Han studerede mig, det kunne jeg se; hans øjne gled fra mine havregryn og op til mine øjne. Så poppede et charmerende smil op på hans læber og erstattede fniset; ”Godmorgen smukke”. Jeg stoppede brat med at skovle havregryn ind i munden, da hans hæse stemme udformede ordene. Harry havde altid kaldt mig smukke; lige siden den dag jeg mødte ham, og han kaldte mig for en smuk prinsesse. Men den måde han kaldte mig det nu, var fuldstændig anderledes, og ikke ment på den søde prinsesse-agtige måde, som det plejede. Det lød seriøst, og drenget på samme tid.

Han sendte mig et kort smil, før han gik hen til køkkenbordet, og hældte kafe op i en kop. Han kom langsomt hen til bordet hvor jeg sad, og satte sig overfor mig. Han tog koppen op til sin mund for at drikke noget kaffe, og selvom jeg burde koncentrere mig om mine havregryn, blev jeg ved med at kigge på ham. Det gjorde et eller andet i mig, når jeg så ham på den måde; frustreret, med en kop kaffe. Det var en helt anden Harry, end den drengede, charmerende fyr jeg kendte. En helt anden end ham, der havde råbt af sine fire bedste venner.

Mørket var faldet på. Det samme var Scarlet og jeg. Vi sad i sofaen, og så et eller andet ligegyldigt program, som jeg ikke engang kendte navnet på. Scarlet virkede ret interesseret i det, så jeg skiftede ikke kanal, selvom der var fodbold på en af de andre.

Drengene var taget ned i supermarkedet efter pizza og cola, hvilket de åbenbart godt turde nu, efter vores diskussion.

Jeg havde lovet at fortælle dem hvordan det gik i fodbold når de kom tilbage, selvom jeg havde overgivet mig til Scarlet og ladet hende bestemme.

”Scarlet?”. Ingen reaktion.

 Det var ikke min mening at afbryde hende, nu hun virkede interesseret i tv’et. Men jeg ville have hende til at snakke. Til at åbne sin mund, og forme ordene på den perfekte måde, som kun Scarlet kunne.

”Scarlet?”, prøvede jeg igen, denne gang lidt højere. Jeg tog forsigtigt fat i hendes lille, silkeblød hånd, og fik langt om længe hvad jeg søgte; hendes opmærksomhed.

Hun vendte sig rundt så hendes dybe øjne mødte mine. Der dannede sig en lille rynke i hendes pande, hvilket jeg vidste betød, at hun lyttede.

Jeg åbnede munden for at spørge, men der kom ikke noget ud. Scarlet smilede bare; det opfangede jeg straks. Hendes lyse hår faldt let om hovedet på hende, og hendes læber var trukket en smule op i et smil.

”Fortæl mig det bare Harry”, startede hun ud, på en måde jeg ikke havde forventet. Hun snakkede normalt roligt, men altid lidt skingert. Hendes stemme var nu nærmest en langsom hvisken, nærmest sukkende, og hvis jeg ikke tog meget fejl, prøvede hun at lyde forførende. Det passede bare ikke rigtigt ind i mit hoved, da hun var femten og lige så uprøvet som en undulat i et fuglebur.

”Hvad skal jeg fortælle dig?”, svarede jeg, og forsøgte at lyde så neutral som muligt. Det ville være dumt at stemple situationen, hvis hun nu slet ikke mente det sådan.

Hun kiggede afventende på mig, og trak vejret roligt ind gennem munden.

”Fortæl mig, hvad du gør ved dem”, var hendes svar. Hun rykkede sig roligt tættere på mig, så vores næser næsten kunne røre. Hun trak ned i sin top, og sine shorts, snittede, med vilje eller måske ikke, min t-shirt, hvilket fik mig til at give hende alt min opmærksomhed.

”Ved hvem?”, svarede jeg, og lød ubevidst ret hæs. Min hals var knastør, og jeg kunne virkelig bruge noget at drikke. Men Scarlet var bedre, end et glas vand; det var som at få ny energi.

”Ved alle dine mange piger, Harry”, hun lod det komme ud som en blanding af et suk og et støn, hvilket gjorde forvirringen i mig større. Gjorde hun det her bevidst?

Selvom jeg ville, kunne jeg ikke rigtigt styre hvad jeg gjorde, efter det hun havde sagt. Hvad var det overhovedet for noget at sige?

Jeg kunne ikke dy mig, og lagde forsigtet min hånd let ovenpå hendes lår. Hendes øjne var fast til mine, også selvom hun lagde hovedet en smule bagud. Det var skræmmende, hvordan rollerne pludselig var byttet. Hun havde styr på hvad der skete, jeg havde ikke.

 

  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...