Boy | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2014
  • Opdateret: 11 apr. 2017
  • Status: Igang
Scarlet McAdams - 15 år, og halvsøster til selveste Liam Payne. Liam har fra begyndelsen taget Scarlet til sig, og nærmest gjort hende til sin egen biologiske søster. Selvom Scarlet blot er en helt almindelig pige på 15 år, der går i skole og hænger ud med sine venner, finder én af Liams bedste venner hende pludselig betydeligt mere interessant end nogensinde før. Problemet er bare, at den ven er kendt som den største player. For Liam bliver det et kæmpe dilemma - sin bedste ven, eller sin næsten biologiske søster?

48Likes
35Kommentarer
7338Visninger
AA

6. Kapitel 4

”Liam!”, udbrød jeg højt, hvorefter jeg kastede mig frem i hans arme. At se ham igen, var noget af det mest fantastiske jeg havde prøvet. Der gik altid flere måneder i mellem hans besøg, så når han endelig var hjemme, nød jeg det fuldt ud. Nu her, var der gået tre måneder siden jeg havde set ham, fordi de skulle gøre deres tour færdig.

”Hvor er det dejligt at se dig igen søde!”, svarede Liam, imens vi bare stod og kiggede hinanden lykkeligt i øjnene. Vi lød måske lidt som et kærestepar, men det var bare så fantastisk, at have ham her foran mig igen.

”Jeg har også savnet dig!”, svarede jeg entusiastisk, og krammede ham en gang mere.

”Hvad med os andre?”, lød en mørk, hæs stemme bag Liam. Niall, Louis, Zayn og Harrys ansigter tittede frem bag ham, og jeg skyndte mig at smile stort til dem; ”Jeg har også savnet jer”.

Harry trådte frem først, selvom Niall stod foran ham. Det gjorde mig ikke noget, for jeg havde også savnet Harry. Selvom vi havde set hinanden i går aftes. Jeg håbede bare virkelig på, at han overholdt sin del af aftalen, så Liam ikke ville få noget af vide. Faktisk havde jeg det stadig ret skidt, men jeg havde heldigvis nået at atge et bad gøre lidt ud af mig selv iden de kom, så jeg ikke lignede et lig der var stået op af graven.

Jeg trådte frem mod Harry, mens Liam fortsatte ind i stuen. Måske var det bare noget jeg bildt mig ind, men da hans arme lagde sig om mine, fik jeg en underlig varme inden i mig. Lidt som et stød – dog på en rar måde. Jeg slap tanken med en overbevisning om, at det var nervøsitet.  

Jeg skyndte mig at gå videre til Niall, som smilede til mig. Det her ville med sikkerhed blive en skøn weekend.

 

”Så Scarlet, hvad får du tiden til at gå med?”, Louis kiggede kort op på mig, for at stille spørgsmålet. De andre drenge rettede opmærksomheden mod mig.

Jeg tænkte mig kort om, og svarede så; ”Jeg går i skole og er sammen med veninder”. Jeg kunne føle Liam nikke tilfredst, mens Harrys blik virkede mere undrende. På en ubehagelig måde.

”Hvad så, er gymnasiet meget slemt?”, spurgte Zayn, og sendte mig et venligt smil. Det var på en måde mærkeligt, at skulle snakke om mig når de endelig var hjemme, men det var også meget rart, at vi kunne snakke om normale ting sammen.

”Det er noget hårdere end folkeskolen, men det er også fedt at få hævet niveauet lidt”, forklarede jeg. Jeg havde altid synes, at folkeskolens niveau var for nemt, så det var rart at starte på gymnasiet, hvor det blev hævet.

I den anden ende af bordet, fik jeg øjenkontakt med Harry. Han så ret mærkelig ud i hovedet, undrende og frastødt. Bevares, bare fordi han ikke ville i gymnasiet, kunne vi andre jo godt ville det.

”Hvad med kærligheden?”, spurgte han, og kiggede intenst på mig. Han støttede sin hage i sin hånd, mens hans albue var i bordet. Det var ubehageligt, at han kiggede mig så dybt i øjnene.

”Jeg har det bedst med venner”, svarede jeg en anelse hårdt, og rettede så opmærksomheden mod min mad igen. Der var noget i mig, der frygtelig gerne ville møde de grønne øjne igen, mens en anden del af mig absolut ikke ville.

”Men der er vel en eller anden slags fyr?”, fortsatte han, hvilket jeg havde håbet han ikke ville gøre. Men selvfølgelig gjorde han det, og selvfølgelig fortsatte han med at borre sine lysende grønne øjne ind i mine.

”Nej”, svarede jeg en smule irriteret, og fortsatte med at spise. Hvorfor skulle der være en fyr? Til hvilken nytte? Det gik alligevel altid galt når der var en.

Jeg kiggede kort op, og blev mødt af Harrys øjne endnu engang. Et skævt smil var placeret på hans læber, og af en mærkelig grund bed jeg mig blidt i læben. Jeg rystede kort på hovedet af mig selv, og forsøgte at spise videre, da Niall lagde bestikket og slog et lavt grin op; ”Hvorfor rødmer du, bette?”.

Alles opmærksomhed blev rettet mod mig, hvilket fik mig til, at kunne mærke varmen kraftigere. Jeg lagde mine hænder på mine kinder, og ganske rigtigt var de helt varme. Drengene slog høje grin op, mens Niall lignede en der cyklede i modvind, nok fordi han prøvede at holde et grin inde; ”Der er måske en fyr alligevel?”.

”Jeg har det bare lidt varmt”, løj jeg, og rystede kort mit hår for at få lidt luft. Jeg havde det ikke varmt, næsten tvært i mod. Det var ydmygende at sidde og rødme foran drengene, og det blev ikke bedre da der lød et ”Sikkert”, nede fra Harrys plads.

”Harry”, lød det bestemt fra Liam. Harry sukkede, og rullede en smule med øjnene. Drengene vekslede blikke, til min store undring. Hvad handlede det lige om? Liam var på ingen måde skrap – han var bare moden nok til at tage ansvar for de fleste ting, men han lød desideret vred på Harry. De var ellers aldrig uvenner – det var ingen af drengene. De skændtes selvfølgelig, men de blev altid gode venner igen. Det virkede bare som om Liams stemme var opgivende, og vred på samme tid, hvilket måtte betyde, at der var noget galt, som havde stået på i længere tid.

”Så drenge, hvordan var touren?”, spurgte jeg, da stilheden blev for akavet. Jeg kiggede op, og mødte Harrys øjne. Han fugtede sine læber og smilede til mig, hvilket jeg hurtigt gengældte. Dog skyndte jeg mig at kigge væk, da mine kinder blussede op endnu engang. Niall kiggede fra Harry til mig, med et løftet øjenbryn. Jeg skyndte mig at smile til ham, hvilket han blot rystede på hovedet af. Jeg vidste ikke helt præcist hvorfor, han kiggede sådan på mig, men det var ubehageligt. Forkert og anspændt.

Det var mærkeligt, som stemningen pludselig vendte hundredeogfirs grader. Først positiv og ’jeg-har-savnet-dig-så-meget’ agtig, og nu anspændt, og akavet fordi alle var bange for at sige noget forkert.

Det var ubehageligt, for hver gang jeg løftede blikket op fra min tallerken – så var Harrys grønne øjne der. Lige meget om jeg kiggede til højre eller venstre, de var der altid. Og det smørrede, bedrevidende smil med. Og mine forbandede røde kinder.

___________________________

heeeeej!

Først undskyld fordi kapitlet først kommer nu. Havde skrevet sådan 2,5/3 af ordene, men havde ligesom bare glemt at skrive de sidste, og publicere det... idk.

Hav en skøn weekend, og dyrk lige tanken om, at jeg fik weekend i onsdags ;-)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...