Boy | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2014
  • Opdateret: 11 apr. 2017
  • Status: Igang
Scarlet McAdams - 15 år, og halvsøster til selveste Liam Payne. Liam har fra begyndelsen taget Scarlet til sig, og nærmest gjort hende til sin egen biologiske søster. Selvom Scarlet blot er en helt almindelig pige på 15 år, der går i skole og hænger ud med sine venner, finder én af Liams bedste venner hende pludselig betydeligt mere interessant end nogensinde før. Problemet er bare, at den ven er kendt som den største player. For Liam bliver det et kæmpe dilemma - sin bedste ven, eller sin næsten biologiske søster?

48Likes
35Kommentarer
7241Visninger
AA

4. Kapitel 2

Luften var kold. Himlen var mørk, og der ville være stille, hvis det ikke var for de mange mennesker, som var presset sammen på et relativt småt areal. Selv udenfor var det næsten ikke til at høre noget, men faktum var, at Trisha havde fået mig med ind, ved at bruge hendes charme. Dørmanden kunne vidst godt se, at jeg ikke var 18, men så snart Trisha bad om det, så fik jeg lov at komme ind. Typisk.

”Jeg henter lige noget at drikke”, Trishas stemme var skinger, da hun var nødt til at råbe, for at jeg kunne høre noget. Alligevel blev det kun til et nik fra min side. Så var jeg alene, blandt fulde mennesker, der var ældre end mig. Fedt.

Heldigvis kom hun hurtigt tilbage, med to glas i hænderne. Hun rakte det ene til mig, og jeg tog tøvende i mod det. Var det nu en god idé? Liam var snu, og han ville med garanti kunne se på mig, hvis jeg havde drukket for meget. Det vidste jeg bare, at han ville kunne.

Jeg endte med, at tage i mod glasset, og tage en stor tår. Det smagte godt – alt for godt, og jeg fik inden for kort tid hældt resten af væsken ned. Var det derfor, folk elskede fester? Ja jeg var seksten, og havde da været til fest før – bare mere privatfester.

Trishas mund blev hevet op i et bredt smil, da hun så mit tomme glas; ”Skal du have en mere?”.  Jeg var hurtig, alt for hurtig til at nikke. Men hvad pokker, det smagte godt, og jeg havde aftalt med mig selv, at jeg skulle slippe hæmningerne lidt.

”Så kom”, mumlede hun, og tog fat i min hånd, så vi kunne mase os igennem menneskerne. Jeg fik et øjeblik en træng til at skubbe folk væk fra mig, da jeg hadede at have mange mennesker tæt på. Mine høje stiletter gjorde det da heller ikke nemmere. Jeg havde øvet mig hele ugen, i at gå i dem, og jeg kunne nogenlunde nu, men det gik stadig galt en gang i mellem.

Oppe ved baren var der heldigvis mere luft, og knap så mange mennesker. Trisha lænede sig ind over baren, og fortalte bartenderen hvad vi skulle have, mens jeg satte mig på en af barstolene. Jeg havde det meget bedre ved at sidde her, end at stå mast blandt en masse fulde mennesker.

Vores drinks blev kort efter stillet foran os, og jeg var hurtig til at hælde noget ned. Den smagte mindst lige så godt som den første, og det skræmte mig lidt, da jeg havde drukket nummer to også.

”Scarlet du, jeg.. Jeg skal lige ordne noget, du kan bare blive her”, Trishas stemme lød en smule stresset, som om hun havde planlagt at klokken elleve skulle hun det. Det gjorde mig en smule forvirret, og ked af det, at hun bare gik nu når jeg var taget med.

”Går du?”, spurgte jeg og fortrød hurtigt mit ordvalg. Jeg skulle have sagt noget som ’jaja vi ses’ eller ’okay’, men så valgte jeg at lyde som hendes klæbrige lillesøster.

”Jeg er tilbage lige om lidt!”, forsikrede hun mig om, men jeg kunne se i hendes øjne, smil, og høre i hendes stemme, at hun ikke var tilbage lige om lidt. Men jeg måtte tro hende. Jeg nikkede, og lavede en bevægelse med hånden der skulle ligne, at det var helt okay.

Trisha trak mig ind i et hurtigt kram, og forsvandt ellers. Og så var jeg alene. I en bar, halv beruset og nedtrykt. Det her skulle have været hyggeligt, men det var det ikke nu.

”Skal du have en mere?”, bartenderens øjne fangede mig, og han kastede kort blikket hen på mit glas for at vise, at det var drinken han hentydede til.

Jeg nikkede, og tænkte mig kort om; ”Hvad hedder den?”. Han kiggede op, og fangede mine øjne med et smil, som jeg gengældte automatisk.

”Strawberry daiquiri. Hvor gammel er du?”, spurgte han, hvilket straks gjorde mig nervøs. Kunne han se, at jeg ikke var gammel nok til at være her? Hvor dum var jeg også, at spørge om sådan noget?

Jeg må have set ekstremt panikslagen ud, da hans hæse grin kort efter rungede ud; ”Bare rolig, jeg ved godt de lukker folk ind, som ikke er 18”.

Jeg smilede, og tog en tår af min drink i forsøget på, at lade hver med at drikke det hele med det samme denne her gang; ”Jeg er 15. Men meget snart 16”.

Bartenderen nikkede og smilede, hvorefter hans opmærksomhed blev fjernet fra mig, da nogle andre skulle bestille noget. Alene endnu en gang. Jeg sukkede hårdt, selvom det ikke kunne høres.

”Hvad laver sådan en smuk pige alene?”, en hæs stemme brød igennem den høje musik. Stemmen virkede velkendt, og jeg kiggede derfor hurtigt op i nogle lysende, grønne øjne. Det her var så meget løgn. Det kunne ikke være rigtigt. Men det var rigtigt, for krøllerne der stod om hans hoved, afslørede alt.

”Jamen er det ikke Scarlet pigen, der sidder alene i baren med en strawberry daiquiri?”, hans stemme blev hæsere og dybere, jo længere hen i sætningen han kom. Hans øjne fangede mine dybt, og fik mig til at glemme alt om det, han sagde. Harry havde jeg altid haft et meget specielt, og til tider anstrengt forhold til. Liam havde vist mig billeder af Harry og jeg, fra da jeg var yngre, hvor vi hoppede på trampolin sammen i nattøj. Jeg kunne også selv huske det, men billederne talte for sig selv. Det var nok en af de sjoveste dage i mit liv. Her specielt det sidste år, var mit forhold til Harry blevet mærkeligt. Anstrengt på en måde. Jeg følte hele tiden, at han iagtog mig, men når jeg kiggede på ham, kiggede han væk. Det var ubehageligt på en måde, selvom jeg var overbevist om, at det bare var noget jeg bildte mig ind. Harry var en venlig og fornuftig fyr.

”Hvad mon Liam siger til, at hans 15-årige søster sidder og drikker på en klub, for dem over 18?”, Harrys selvglade smil var til at brække sig over. Han vidste, at han havde noget på mig, og selvom det var forventligt, så var det ikke sådan han plejede at være. Han var altid venlig, især når han lavede bananasplit til mig og Niall. Det havde han tidlgere gjort meget, fordi det var både min og Nialls ynglingsdessert, og Harry var bare god til det.

”Halvsøster. Og jeg er 15 år og syv måneder”, svarede jeg tilbage, hvilket var lidt som at begå selvmord. Hvis jeg begyndte at svare igen, var der ingen chance overhovedet for, at han ville holde mund med den her aften.

”Når man tæller sin alder i måneder, er man ikke gammel nok til at drikke”, svarede han og slap mine øjne for en stund. Hvorfor var han så irriterende klog? Nok mere bedrevidende, men det var irriterende alligevel.

”Jeg har faktisk drukket før”, var mit svar, før jeg nåede at tænke mig om. Det var nok det dummeste jeg kunne sige.

”Så kan jeg forstå, at det er helt okay med Liam”, svarede han hæst, og af en eller anden grund var hans stemme høj og klar, selvom musikken burde overdøve ham fuldstændig. Jeg rullede øjne af ham, og drak noget mere af min drink.

”Liam bestemmer ikke over mig”, svarede jeg hårdt, og hældte det sidste af min drinken ned, før jeg hamrede glasset ned. Det gik heldigvis ikke i stykker men tro mig, det lød sådan.

”Du har ret. Det gør dine forældre, og det er af min opfattelse, at de har nogenlunde samme holdning til den slags, som Liam har”, Harry lagde hovedet på skrå, og blinkede kort til mig. Han vidste lige præcis, hvordan han skulle være irriterende. Det værste var, at han havde ret. Min far så jeg ikke så tit, men min mor var ret skrap med den slags. For eksempel kunne jeg knapt være alene med en dreng, før hun satte overvågningskameraer op. Liams far havde samme holdning som min mor, og dermed også Liam.

Jeg sukkede opgivende; ”Hvad skal der til for, at du ikke siger noget til dem?”. Mit forsøg på at presse ham ved at svare igen var mislykkedes, så min eneste chance var at få ham overtalt af medlidenhed.

”En uge hvor du gør alt, hvad jeg beder dig om”, Harry smilede overlegent, og rykkede en smule tættere på mig.

Min mund formede sig til et o, da det gik op for mig, hvad det ville betyde; ”Højst en dag!”. Han kunne ikke få mig til, at gøre alt for ham i en uge.

”En uge”

”En dag”

”Fem dage”

”En dag, Harry!”

”Ti dage, Scarlet!”

”Hvor er du åndssvag”, grinede jeg, og svingede kort med mit hår, da det var begyndt at irritere mig lidt.

”To dage, så har vi en aftale”, Harry lagde hovedet på skrå, og kørte en hånd igennem sit hår. Jeg fulgte hans hånd igennem krøllerne, og fik en lyst til at spørge, om jeg måtte røre dem.

”Så siger vi to dage altså!”, udbrød jeg opgivende. Harry lavede en lille form for sejsdans hvilket ville have set utrolig kikset ud hvis nogle andre gjorde det – Niall for eksempel – men når Harry gjorde det, virkede det anderledes. Overhovedet ikke kikset.

”Jeg glæder mig allerede”, svarede han og blinkede til mig.

_________________________________

Så er den ved at være skudt i gang :)

beklager eventuelle fejl, har ikke rettet dette kapitel. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...