Boy | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2014
  • Opdateret: 11 apr. 2017
  • Status: Igang
Scarlet McAdams - 15 år, og halvsøster til selveste Liam Payne. Liam har fra begyndelsen taget Scarlet til sig, og nærmest gjort hende til sin egen biologiske søster. Selvom Scarlet blot er en helt almindelig pige på 15 år, der går i skole og hænger ud med sine venner, finder én af Liams bedste venner hende pludselig betydeligt mere interessant end nogensinde før. Problemet er bare, at den ven er kendt som den største player. For Liam bliver det et kæmpe dilemma - sin bedste ven, eller sin næsten biologiske søster?

48Likes
35Kommentarer
7342Visninger
AA

17. Kapitel 15


”Hvad fortalte du ham?”. Harrys stemme var den eneste lyd i rummet. Den eneste lyd, som forsøte at bryde den tunge stilhed, som egentlig var rar og uhyggelig på samme tid.

Han havde sneget sig ind til mig, da alle var gået i seng. Klokken var alt for mange, men jeg kunne på ingen måde sove nu. Det gjorde han til en umulig mission.

”Ikke så meget. Det var mere ham der snakkede”, forklarede jeg lavt, imens jeg stirrede direkte ind i hans grønne øjne som ikke længere var lysende og glade, men mørke og dystre. Siden han kom hjem en time efter mig, havde han virket så… Anderledes. Ikke direkte sur, men mere vred eller irriteret. Og ikke rigtigt på mig – han virkede hele tiden som om han forsøgte at holde det inde omkring mig, som for at skåne mig. Jeg forstod ikke hvorfor – jeg havde jo sagt til ham, at han ikke skulle behandle mig anderledes end før, men det gjorde han, selvom han benægtede. Det irriterede mig virkelig, for det fik mig til at føle mig så lille og hjælpeløs, som om jeg ikke kunne holde til, at han blev sur på mig og rent faktisk lod det gå ud over mig. Det irriterede mig, at han ikke bare fortalte mig, hvad der nagede ham, så jeg kunne hjælpe ham, eller i det mindste være der til at lytte.

”Hvad sagde han til dig?”, Harry stirrede mig tilbage med sine mørke øjne og jeg fandt det faktisk ret intimiderende, nærmest skræmmende. Men det tændte mig også på samme tid, og gav mig en lyst til at blive hos ham for evigt ligemeget hvad der end måtte ske.

”Det er ligemeget, Harry”, min stemme var nærmest en hvisken, men han så ud til at høre hvert eneste lille bogstav der røg ud af min mund. Det føltes i hvert fald sådan, med hans observerende blik.

Jeg skulle til at lægge min hånd på hans kind for, at berolige ham lidt, men han tog fat om mit håndled og stoppede min handling. Jeg var træt af, at han skulle stoppe mig, bare fordi jeg ikke kom rendende og fortalte alt hvad Liam og jeg snakkede om. Han burde blot tro på mig når jeg sagde, at det ikke var relevant.

”Fortæl mig det, når jeg spørger”, hans stemme var rimelig mørk, men jeg kunne se ham bide sig i inderlæben, hvilket fortalte mig at han i virkeligheden var ti gange vredere end han viste mig. Hvorfor kunne han ikke vise mig hvor sur han var, hvor meget han gerne ville smadre noget, eller måske endda gøre det foran mig?

”At vi skulle forblive venner”, svarede jeg med en lille stemme, og forsøgte at komme uden om det, at Liam havde sagt at Harry ikke var en god type. Det behøvede han ikke, at vide, for det ville gøre ham endnu mere sur, specielt på Liam, og det kunne have konsekvenser for bandet og deres optrædener.

Harry så tænksom ud et øjeblik, hvorefter han nikkede en smule og mumlede et eller andet. Han kiggede et øjeblik ned, men fangede derefter mine øjne, denne gang med et lysere og blidere udtryk;

”Så er det godt, det ikke er noget han bestemmer”.

Jeg nåede knapt nok at høre sætningen færdig, før han tog fat om min kæbe med den ene af hans hænder, bøjede mit hoved bagover med den anden, og placerede det mest lidenskabelige og passionerede kys på mine læber. Han kyssede mig så dybt og holdt mine læber så hårdt fast med sine, han prøvede altid at tvinge mig til at blive, som om han var bange for, at jeg pludselig ville stoppe det hele eller endda smutte. Jeg kunne ikke smutte fra Harry. Han var noget helt specielt, noget som jeg havde ledt efter i lang tid.

”Hvis han opdager os Harry, så er-”, startede jeg ud, da jeg endelig havde fået lidt luft, men Harry afbrød mig ved at placere sine læber på mine endnu engang. Denne gang meget hårdere og insisterende, han ville ikke høre mig sige det færdigt.

”Det gør han ikke”, var hans svar som lød som om, at det ikke kunne diskuteres overhovedet. Jeg forsøgte bare at forklare ham hvor vigtigt det var, at vi holdte det her rimelig meget nede foran andre, og hvor vigtigt det var ikke at sige noget til nogle, men han lod mig ikke snakke. Han lod mig ikke om noget – han bestemte over mig og jeg vidste det, men jeg gjorde intet ved det, for jeg nød at være under ham. Jeg nød, at han bestemte over mig og følte at han havde ret til det. Jeg nød virkelig at føle mig som hans svaghed, hans hemmelighed, hans lille prinsesse. For det virkede som om, at han ikke bare brugte mig, som han havde brugt andre piger – det virkede som om han ville mig, og ville beskytte mig på samme tid, eftersom han ikke ville vise sin vrede foran mig.

Men det var jo det, jeg ville have ham til – jeg ville have ham til at vise mig, at han kunne blive vred. Ikke kun på alt mulig andet, men på mig. Han fik mig til at føle mig som et barn når han ikke turde vise eller snakke om problemerne foran og med mig. Han havde brug for mig til at hjælpe ham, og jeg havde brug for ham til at vise sine følelser overfor mig. Det var en del af det hele. Det måtte være min mission. Det måtte være det, jeg var blevet sat i verden for. Sådan havde jeg det i hvert fald. 

___________________________________

Beklager ventetiden, gør mit bedste, hæh

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...