Boy | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2014
  • Opdateret: 11 apr. 2017
  • Status: Igang
Scarlet McAdams - 15 år, og halvsøster til selveste Liam Payne. Liam har fra begyndelsen taget Scarlet til sig, og nærmest gjort hende til sin egen biologiske søster. Selvom Scarlet blot er en helt almindelig pige på 15 år, der går i skole og hænger ud med sine venner, finder én af Liams bedste venner hende pludselig betydeligt mere interessant end nogensinde før. Problemet er bare, at den ven er kendt som den største player. For Liam bliver det et kæmpe dilemma - sin bedste ven, eller sin næsten biologiske søster?

48Likes
35Kommentarer
7242Visninger
AA

14. Kapitel 12

14:37. Det var, hvad uret over døren viste. Tiden gik så stærkt; jeg følte, at vi lige var kommet herind, men det gik også op for mig, at jeg skulle nyde de her timer med Harry.

Jeg tog en rugbrød og smurte noget smør på, og tog en stor bid; vi havde bestilt mad, men havde valgt at spise på værelset for at være på den sikre side. Der var helst ikke nogle der skulle se os spise sammen, for det ville sende et forkert signal. Et signal som jo egentlig var rigtigt, men det skulle omverdenen ikke vide.

”Scarlet, er der noget du vil sige?”, Harry kiggede, nærmest stirrede ubehageligt på mig. Stemningen havde, klart nok, været lidt trykket efter vores lille snak. Jeg blev irriteret over, at han tænkte sådan om mig, for det ville jeg ikke have.

”Hvad skulle det da være?”, svarede jeg sarkastisk, for helt ærligt, kunne han ikke tænke selv? Jeg havde også forklaret ham det, så han behøvede ikke engang at tænke selv i den her situation.

Han kravlede hen over sengen, og tog rugbrøden ud af min hånd. Jeg kiggede forbavset på ham.

”Drop sarkasmen”, hans stemme var mørkere, og det gjorde mig glad. Hvis han kunne finde den anden Harry lidt frem, var jeg glad. Jeg brugte ekstra lang tid på at tygge færdigt, bare for at irritere ham.

”Jeg gider bare ikke, at du skal behandle mig anderledes fordi du jeg stoppede dig”, sukkede jeg endelig, og satte mig en smule tættere på Harry. Sengen gav en sjov lyd fra sig da jeg rykkede mig, hvilket gjorde det hele en smule lettere.

”Du er så ung og… Ren”, mumlede Harry, nærmest fascineret, og lod sin hånd køre roligt hen over min kind. Han kiggede så indtrængende på mig, som om han læste mig fuldstændig. Jeg kunne ikke helt finde ud af, om det var ubehageligt eller trygt.

”Ren?”, jeg løftede undrende et øjenbryn, for jeg forstod ærlig talt ikke hvad han mente. Der var da mange mennesker, som var rene? Og jeg forstod heller ikke, på hvilken måde han mente ren.

”Aldrig været fuld. Aldrig røget. Aldrig haft sex”, forklarede Harry hæst. Han lagde sig en smule ned på siden, men støttede stadig på sin ene albue.

Jeg forstod ikke hvorfor han kaldte mig ren over, at have opført mig ordentligt som 15-årig.

”Så jeg er ren, fordi jeg kan opføre mig ansvarligt?”, jeg kiggede undrende på Harry, og løftede mit ene øjenbryn. Jeg vidste godt, at jeg skulle prøve at forstå ham, men det her var desideret mærkeligt.

”Ingen har gjort sådan her ved dig før”, mumlede han, og tog hurtigt fat om min kæbe, hvorefter han pressede sine læber hårdt mod mine, og pressede sin tunge ind i min mund, uden at spørge om adgang først.  Det føltes en smule grænseoverskridende, men trods alt på en god måde.

Det var helt nyt, det havde han ret i, og jeg begyndte nu endelig at forstå det lidt. De piger han havde væet sammen med, havde sikkert gjort det hele massere af gange, og jeg havde aldrig gjort noget.  

”Så du er bange for, at jeg bliver beskidt, hvis du går over min grænse?”, min stemme var lav og ærlig, og jeg følte lidt at jeg svarede facit til en stor opgave. Jeg var stolt af min observation, og stolt af at have analyseret Harrys tanker så groft, som jeg havde nu.

”Du er skarpere end jeg troede”, mumlede han, men jeg kunne dog ane et lille smil. Jeg forstod godt, at han følte sig lidt blottet, nu hvor han havde åbnet op om sine tanker om mig, så kraftigt som han havde.

Jeg forstod dog stadig ikke, hvad han mente med at han havde brug for mig på en anden måde. Hvordan kunne han have brug for mig, fordi jeg var ren?

”Hvorfor har du så brug for mig?”, spurgte jeg, og lagde mig også ned, så jeg kunne rykke mig lidt tættere på ham. Denne samtale begyndte at blive ret interessant, og utroligt spændende, for det var tanker jeg aldrig selv havde tænkt, og nu blev de tvunget op i hovedet på mig. Jeg var tvunget til at forholde mig til dem, fordi de handlede hundrede procent om mig og mine valg.

”Du skal hjælpe mig. Kurere mig”, svarede han, og så pludselig flov ud. Endnu en ting jeg forstod, fordi jeg kendte ham så godt – Harry havde aldrig ville indrømme, når der var noget galt med ham. Det var der helt tydeligt nu, og det var en stor ting for ham. For det første at indrømme noget var galt, men også at bede om hjælp. Oven i købet at bede mig om hjælp, var en stor ting.

”Der er ikke noget jeg hellere vil Harry, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for, at hjælpe dig”, forklarede jeg ærligt. På det punkt var jeg helt blank; jeg kunne selvfølgelig lytte på ham, og snakke med ham, men jeg havde brug for mere information for, at hjælpe ham ordentligt.

”Afvis mig”, startede han ud, med en overraskende sikker stemme. Han kørte en hånd igennem sit hår, og satte sig op; ”Afvis mig, når jeg går for hurtigt frem. Fortæl mig når jeg gør noget galt; jeg er blevet dårlig til at læse folk og deres reaktioner”, forklarede han, og jeg kunne endnu engang fornemme det udtryk der viste, at han var ærlig.

Selvom det var meget seriøst, kunne jeg ikke lade være med, at finde det lidt morsomt; jeg, 15-årige lille Scarlet, skulle lære 21-årige selvstændige Harry at begå sig ordentlig blandt andre mennesker? Det var da en smule komisk, men hvis det var det, der skulle til for at få den rigtige Harry frem, så var det jo det jeg skulle gøre.

”Det bliver svært at afvise dig, men jeg skal gøre mit for at det lykkedes”, svarede jeg, og kunne straks se hvor lettet han blev. Han havde fundet sin hjælper, og noget sagde mig, at han havde ledt længe. Det gjorde mig glad, at han havde ledt efter en som mig; en som kunne stoppe ham, når han gik over grænsen.

”Hvorfor bliver det svært for dig?”, han kiggede spørgende på mig, og hentydede til mine ord om at afvise ham. Det ville blive svært, det vidste jeg.

”Jeg har et eller andet specielt for dig”, svarede jeg, og bestemte mig for bare at være ærlig. Nu havde han været ekstremt åben og ærlig, også kunne jeg også være det. Jeg skyldte ham, at være ærlig.

”Jeg har også noget for dig, som jeg aldrig har prøvet før”, sagde han, og det kom virkelig bag på mig; når Harry så en pige, så han hende ikke som en fantastisk person, men som et stykke kød, og det skræmte mig lidt. Men jeg ville hjælpe ham med at slippe den konstante kontrol, han havde over mennesker.

Jeg svarede ikke, og det behøvede jeg ikke, for Harry lænede sig over mod mig. Han skulle til at lægge sin hånd på min kind, men jeg greb fat i hans store hånd med min lille, og skubbede ham tilbage. Jeg var stolt af at have afvist ham, når jeg havde det sådan med ham.

”Du bliver nødt til at slippe kontrollen engang i mellem, Harry”, jeg kiggede ham direkte i øjnene. Han så først mærkeligt på mig, men blødte op ved mine ord. Han nikkede.

Jeg rykkede mig tættere på ham, tog fat i kanten af hans t-shirt, og kiggede ham i øjnene for at vente på en reaktion. Han gav et lille nik fra sig, og kiggede fascinerende og undersøgende på mig; han vidste ikke hvad jeg havde tænkt mig, og det gjorde mig glad.

Jeg tog ordentligt fat i hans t-shirt og trak den langsomt af ham. Langsomt, for at se hans kontrol langsomt slippe ham.

Han sad i bar overkrop foran mig, og selvfølgelig påvirkede det mig – men jeg forsøgte at lade som om det ikke gjorde. Lænede mig ind til ham, og lod roligt mine læber ramme hans kraveben. Jeg kunne fornemme hvordan det pinede ham at en pige havde kontrollen over ham, men det var rart at være med til at kunne ændre ham på det punkt.

Jeg puffede ham blidt ned at ligge på maven, og satte mig op på hans ryg. Tvivlen i ham var stadig tydelig, men jeg vidste hvad min plan var; at miste kontrollen, og slappe af i mens.

På bakken med mad stod noget olie, og jeg tog langsomt en lille smule ud i mine hænder, hvorefter jeg placerede dem på hans ryg. Det gav et lille sæt i ham, men jeg fortsatte med at presse mine hænder let rundt på hans ryg, og jeg kunne hurtigt se, at han begyndte at slappe af.

På blot et par timer, havde jeg fået Harry til at rykke et større skridt, end hans venner havde på meget længere tid. Der kunne sættes et vigtigt flueben ved trin nummer et, et vigtigt skridt i den rigtige retning.

____________________________________________________________________________

SKRIV HVAD I TROR DER SKER!! :)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...