Boy | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2014
  • Opdateret: 11 apr. 2017
  • Status: Igang
Scarlet McAdams - 15 år, og halvsøster til selveste Liam Payne. Liam har fra begyndelsen taget Scarlet til sig, og nærmest gjort hende til sin egen biologiske søster. Selvom Scarlet blot er en helt almindelig pige på 15 år, der går i skole og hænger ud med sine venner, finder én af Liams bedste venner hende pludselig betydeligt mere interessant end nogensinde før. Problemet er bare, at den ven er kendt som den største player. For Liam bliver det et kæmpe dilemma - sin bedste ven, eller sin næsten biologiske søster?

48Likes
35Kommentarer
7343Visninger
AA

12. Kapitel 10

Solen skinnede, himlen var lyseblå, og der var ikke en eneste sky på himlen. Jeg var glad – virkelig glad faktisk. Det var godt vejr, jeg havde tidligt fri, og jeg skulle ses med Harry i dag, inden han skulle arbejde i aften. Det var lidt mærkeligt at skulle ses med ham uden de andre drenge, sådan en lille smule hemmeligt. Men jeg glædede mig også – frygtelig meget faktisk; jeg savnede hans kys og kram, og generelt bare ham. Jeg var faktisk ikke så nervøs, mere bare spændt, mest på grund af hans måde at spørge mig på. Det var kun tre dage siden, og jeg havde levet på en lyserød sky siden;

Hans læber lagde sig blødt på min kæbe, inden han trak sig lidt fra mig, for at fange mine øjne. Jeg kunne se i hans øjne, at han ville noget bestemt, og det gjorde mig spændt at vente på det. Hans ene hånd placerede sig på min lænd, som han blidt pressede tættere på sin egen krop. Hans anden hånd lagde sig ved min kæbe og hals, og han kiggede på mig med et gennemborende blik; jeg følte nærmest han sugede alle mine hemmeligheder ud af mig.

”Onsdag, Scarlet”, hans blik fastholdt mit, mens hans stemme var lav og hæs, og lød nervøs, som om han for en gangs skyld tvivlede på sig selv. Det var rart at se, når det kom fra Harry, for han havde altid rigelig selvtillid. Tanken om at jeg kunne gøre ham lidt svagere, var i dette tilfælde en god ting. Så meget havde jeg forstået.

Jeg kiggede opmærksomt på ham, ventede på han fortsatte.

”Jeg finder et hotel et sted i byen, så vi kan være alene”.

Hans ord satte gang i min mave, og jeg kunne nærmest ikke styre mig selv, da det gik op for mig, at det bare var mig og ham. Han ville simpelthen booke et hotelværelse, så ingen ville opdage os sammen. Det var en anelse langt ude, men jeg vidste godt, at jeg ikke skulle stritte i mod. Jeg havde jo selv bedt ham om at få mig til at forstå ham, og dette var nok det første skridt i den retning. Så jeg nikkede.

Det var så endelig blevet onsdag, efter tre lange dage, i venten på denne. Jeg glædede mig så meget, og var så spændt på det hele, at jeg var evigt taknemmelig for, at vi havde fået lov til, at lave vores danskopgaver udenfor, så jeg kunne få lidt luft omkring mig. Det sidste jeg havde lyst til nu var, at skulle sidde inde i et varmt klasselokale, mens solen skinnede udenfor.

”Hallo? Jorden kalder Scarlet?”, Aria, min makker i dansk viftede sin hånd foran mit ansigt, hvilket gav mig et chok; jeg rykkede hurtigt mit hoved tilbage. Hun grinede, og kiggede undrende på mig.

Jeg rystede på hovedet, og fokuserede på opgaven; ”Ja, jeg er her. Jeg tror blomsten er en metafor for hendes forhold til sin bror; blomsten begynder at hænge og langsomt dø, det samme gør deres forhold”, forklarede jeg stolt og var evigt taknemmelig for den evne jeg havde til, at høre efter selvom jeg var et helt andet sted. Gudskelov.

Aria kiggede forundret på mig over mit svar, hvilket jeg godt forstod eftersom jeg havde været et helt andet sted de sidste minutter.

 

Klokken var endelig blevet 13, og jeg havde lynhurtigt pakket mine ting sammen, så jeg kunne komme ud; ud til Harry. Det var også for ikke at skabe opmærksomhed, for de fleste på skolen fik først fri 13:10, så jeg havde et par minutter før alle de andre elever kom ud.

Der var derfor ikke specielt mange biler på parkeringspladsen, men tæt ude ved den store vej, holdt Harrys. Jeg kunne kende nummerpladen, og satte i løb hen over den store parkeringsplads. Da jeg kom tættere på, kunne jeg se krøllerne og den sorte hættetrøje inde i bilen. Jeg gik hurtigt hen til den anden side, og satte mig ind; Harry fik helt tydeligt et lille chok, da han ikke havde set jeg havde løbet.

Jeg trak vejret hurtigt efter løbeturen, men det stoppede ikke Harry i som det første at tage fat om min kæbe, og smede sine læber sammen med mine. Følelserne eksploderede, og jeg kunne mærke det samme fra hans side, hvilket gjorde det endnu mere intenst.

Jeg måtte dog hurtigt trække mig fra ham, da jeg var rimelig forpustet.

”Du behøvede ikke skynde dig”, sagde han venligt, og jeg undrede mig lidt over, at det var det første han valgte at gøre, udover at kysse mig. Ikke noget hej eller noget, nej.

”Men det gjorde jeg”, svarede jeg, og smilede flabet til ham. Han smilede tilbage til mig, og klemte kort mit lår, inden han startede bilen og kørte ud fra parkeringspladsen. Han var vidst ikke helt sig selv i dag, og det undrede mig rimelig meget. Heldigvis virkede han hverken sur eller trist, og så skulle det nok gå.

Vi kørte ikke i særligt lang tid – noget lignende et kvarter, så holdt vi ude foran en stor bygning, som helt sikkert var det hotel han havde snakket om. Han fik stoppet bilen, og jeg skulle til at åbne døren og træde ud, da han tog fat om min arm; ”Bliv siddende”. Hans stemme var så bestemt at jeg ikke turde gøre andet end at nikke og blive siddende helt stille. Hvad skulle der ske?

Jeg blev rolig igen da han kom over og åbnede døren for mig, og hev mig ind under hans store hættetrøje. Han ville ikke have at nogen fik billeder af os, hvilket jeg godt kunen forstå; hvis Liam så billeder af mig og Harry tjekke ind på et hotel, ville han gå amok.

Harry fik hurtigt trukket mig med ind, og jeg blev faktisk lykkelig da han slap mig, for det var ubehageligt at blive trukket med, samtidig med at være presset ind mod ham under en trøje. Jeg rystede kort på hovedet for at komme tilbage til den virkelige verden, hvorefter jeg kiggede rundt. Her var stort, og det undrede mig, at jeg ikke havde set det her sted før. Det lå jo så tæt på.

Det undrede mig, da Harry trak mig direkte med hen til elevatoren; han havde åbenbart fået nøgle og det hele, før han hentede mig. Det gav mig en glædes følelse inden i, for det betød, at han havde gjort noget for at forberede sig.

Det føltes godt da vi endelig stod i elevatoren; nu kunne vi slappe af, uden fare for at blive set. Harry trak huen ned, så man kunne se hans ansigt. Han kiggede på mig, og trak mig blidt lidt ind til ham; ”Undskyld jeg bare hev dig med før”.

Jeg nikkede bare, og smilede stille. Han behøvede ikke sige mere. Jeg forstod det godt.

Jeg skulle til at læne mig op til ham, da elevatoren gik op. Der stod heldigvis kun et gammelt ægtepar, som nok ikke lige vidste hvem vi var.

Harry tog blot min hånd og trak mig med hen ad gangen, indtil vi nåede værelse 412. Wauw. Harry fik låst op, og åbnede døren for mig. Jeg smilede taknemmeligt, og trådte indenfor, men nåede hverken at smide min jakke eller sko, før Harrys læber pressede mit hoved ind mod døren, og hans hænder pressede min krop. Hans læber placerede sig ned ad min hals, og jeg lænede mit hoved bagover, op ad døren, med et tilfredst suk. Jeg havde virkelig savnet Harrys nærvær, selvom det var åndssvagt kort tid siden jeg havde set ham sidst.

Hans læber fangede mine igen, og skilte dem let ad for, at lade sin tunge køre ind i min mund. Det gik så stærkt at jeg ikke nåede at tænke, hvad fanden vi havde gang i, før han blidt puffede mig ned i den store seng.   

___________________________________________________________________________________________________

Tror i de (mest Scarlet) går så langt? :)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...