Boy | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2014
  • Opdateret: 11 apr. 2017
  • Status: Igang
Scarlet McAdams - 15 år, og halvsøster til selveste Liam Payne. Liam har fra begyndelsen taget Scarlet til sig, og nærmest gjort hende til sin egen biologiske søster. Selvom Scarlet blot er en helt almindelig pige på 15 år, der går i skole og hænger ud med sine venner, finder én af Liams bedste venner hende pludselig betydeligt mere interessant end nogensinde før. Problemet er bare, at den ven er kendt som den største player. For Liam bliver det et kæmpe dilemma - sin bedste ven, eller sin næsten biologiske søster?

48Likes
35Kommentarer
7388Visninger
AA

3. Kapitel 1


”Såå, hvad har du lavet i weekenden?”, Trishas blå øjne kiggede spørgende på mig. Hun skrabede sin fod mod den sølvfarvede rist, mens hendes lange, spinkle fingre bevægede cigaretten imellem sig. En svag røg sneg sig ud gennem hendes læber, da hun snakkede.

Jeg trak på skuldrene, stadig med blikket fast på Trishas sko; ”Bare slappet af og sådan”. Det lød så dumt at sige, at man havde slappet af – når Trishas weekender for det meste bestod af at feste og ende sammen med forskellige fyre, som hun en time efter havde glemt navnene på.

”Lyder dødssygt”, var hendes svar. Jeg slog et grin op. Det var noget af det, der var så fantastisk ved Trisha – hun sagde altid sin mening som den var.

”Skal du med i byen på fredag?”, fortsatte hun, efter et par væs af sin smøg. Jeg stirrede på den, hvilket fik hende til, at række den hen mod mig. Jeg rystede hurtigt på hovedet. Det var noget af det, Liam ikke ville have jeg gjorde. Han havde med sikkerhed en lang liste over ting, han ikke ville have jeg gjorde. Blandt andet det at ryge, tage stoffer, eller gå i seng med nogen, selvom jeg jo ifølge loven godt måtte. Han havde prøvet at forklare mig hvorfor, men det plejede at mislykkedes pænt meget.

”Bestemmer han stadig over dig?”, Trishas stemme lød skuffet, og noget sagde mig, at hun godt kendte svaret. På det punkt var vi ikke rigtigt enige. Hun mente, at Liam bestemte for meget over mig, hvilket muligvis var rigtigt, men jeg kunne ikke lide at skuffe ham. Heller ikke selvom vi kun var halvsøskende. Vi havde kendt hinanden i så lang tid. I tolv år, for at være helt præcis. Jeg var kun fire år, da han flyttede ind sammen med sin far. Det var mærkeligt – der var en connection imellem os med det samme.

”Du kan ikke blive ved med, at lade ham bestemme over dit liv”, udbrød Trisha pludselig. Hun smed sin cigaret ned i jorden, og gned den hen af metalristen med sin sko.

”Du burde virkelig tage med mig til fest på fredag”, hun rettede sig op, og lod sine blå øjne borre sig ind i mine. Som en ordre.

”Men.. Jeg er 15 og du er 19?”, jeg kiggede spørgende på hende, og håbede på at aldersforskellen var en undskyldning for at blive hjemme. Jeg kunne virkelig godt lide Trisha – men på nogle punkter var vi bare for forskellige. Måske på grund af vores alderforskel, eller måske bare på grund af vores personligheder og forskellige baggrunde. Hun kom fra et vildt byliv, med en far langt væk på et eller andet, og en arbejdsnarkoman til mor. Jeg kom fra et trygt hjem – på trods af mine forældres skilsmisse. Der havde Liam været rigtig god for mig, og jeg bildte tit mig selv ind, at han havde gjort mig til den person jeg var i dag.

”Det skal du ikke tænke på. Vi putter lidt mere makeup på dig, så du ser ældre ud. Resten klarer jeg inden fredag”, svarede hun enkelt, og kørte kort en hånd igennem sit lange brune hår. Det med at hun skulle ’klare resten’, vidste jeg godt hvad betød.

”Jeg ved ikke helt. Liam og resten af drengene kommer hjem på lørdag, og jeg vil gerne være klar når de kommer”, forsøgte jeg. Det gjorde mig lidt nervøs at skulle til fest med Trisha, og resten af hendes slæng. Hendes typer.

”Scarlet kom nu! Du trænger til at komme lidt ud af din brors planer”, hun sendte mig et stort smil, som kunne få enhver fyr til at lægge sig på knæ foran hende.

Måske havde hun ret? Der skete vel ikke noget ved at slippe hæmningerne, og reglerne bare lige en enkelt gang?

”Okay så”, svarede jeg til sidst. Trisha trak mig ind i et kram, og begyndte at snakke om hvor godt det var for mig. Heldigvis ringede klokken til time, så jeg slap for at snakke mere med hende om kjoler og stiletter. Det var bare ikke så meget mig. Men jeg gjorde det, for det kunne være et skridt i en anden retning.

Inde på skolen var det ét stort kaos. Jeg havde kun gået her et par måneder, men havde allerede vænnet mig til det kaos, der hver dag blev skabt omkring klokken otte, hvor det gik op for alle elever, at de faktisk skulle lave andet her, end at snakke med deres venner på gangen.

Jeg vidste ikke helt, om jeg brød mig om at gå her. Der var ligesom to typer af elever – nørderne, som kun var her for at få tolv-taller. Så var der typer som Trisha – dem alle så op til, og lyttede til. Og nå ja, så var der mig.. Jeg var vel mest til nørdernes side, selvom jeg ikke brød mig om det.

Udover det, var jeg en af de yngste her. Jeg var taget direkte på gymnasiet efter niende klasse, og kom til noget af en omvæltning.

”Vi ses bare efter sidste time. Så kan vi tage i centeret og få købt en kjole til dig”, Trishas stemme afbrød mine tanker, og jeg kom automatisk til at nikke. Selvom jeg stadig var i tvivl. Selvom hun var min bedsteveninde, så var hun ikke lige den fedeste at shoppe tøj med. I hvertfald ikke for mig. Hun ville gerne have mig i korte nederdele, og croptops, hvor jeg hellere ville have noget langt. Noget sagde mig bare, at hun ikke ville acceptere min stil.

 

***

 

Min og Trishas skikkelse spejlede sig i glasdøren. Trishas høje skikkelse, og så min lavere ved siden af. Vi kunne næsten ligne søskende, der kom gående sammen, og ikke veninder.

”Scarlet kom, vi går herind!”, Trishas hånd greb fat om mit håndled, og hev mig med ind i en stor butik der stank langt væk af Trisha. Ikke for at sige noget dårligt om hende, hun var bare anderledes fra mig.

”Den her ville være så fin til dig!”, hun havde allerede to kjoler hængende over den ene arm. Den ene var rød, og den anden sort. Helt sikkert stramme og udfordrende. Så godt kendte jeg hende da.

Trishas hænder rakte tre kjoler hen mod mig, som tegn til, at jeg skulle prøve dem. Jeg nikkede kort til hende, og begyndte at gå hen mod prøverummene.

Den første kjole, som var rød, viste sig at være præcis som jeg havde forventet. Nedringet og kort. Og massere af blonder. Jeg gik et skridt ud af prøverummet, og drejede rundt foran Trisha. Hun så langt mere begejstret ud end mig; ”Du ser så flot ud i den kjole!”.

Jeg trak på skuldrene, og besluttede mig for at prøve den næste kjole. Den var sort, og om muligt endnu strammere end den røde. Jeg viste den slet ikke til Trisha, men skiftede i stedet til den sidste kjole. En mørkeblå, stadig stram men dog åndbar kjole, med en række af diamanter. Hvis jeg selv skulle sige noget, så syntes jeg, at den var flot.

Jeg trak forhænget fra, og drejede rundt. Trisha lavede thumbs up til mig; ”Wow! Du ser meget ældre ud! Vent lidt!”. Hun rejste sig hurtigt op fra stolen, og løb hen til skoafdelingen. Kort efter var hun tilbage med et par sorte stilletter, der for mig at se var tornhøje. Dem ville jeg aldrig komme til at gå optimalt i.

”Prøv dem!”, kommanderede hun, og rakte dem til mig. Jeg stak tøvende mine fødder ned i stiletterne, mens jeg holdt fast ved væggen. Som jeg havde forudset, var stiletterne rigtig høje, og jeg kunne ikke rykke mig ud af stedet, før Trisha kom og hjalp mig med at vende rundt. Mit blik låste sig til spejlet. Mine ben var blevet enormt lange at se på, hvilket fik et lille smil frem på mine læber.

Trishas hænder kørte hårdt i gennem mit hår, hvilket fik det til at blive lidt større. Hun smilede selvtilfredst; ”Dig kan vi sku godt få til at ligne en på 18”. Jeg smilede til hende; ”Måske”.

__________________________

Første kapitel :)

Det her skal blot give jer et billede af Scarlets hverdag

Og derfor er det ikke så spændende endnu :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...