Secret twin

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2014
  • Opdateret: 11 nov. 2014
  • Status: Igang
Jenni bor i en lille uhyggelig og kriminel by med sin mor. Der er ikke noget hun hellere vil end at flytte ud af den lorte by, men der er noget der holder hende tilbage. Justin. Hendes kæreste som man godt kan kalde...perfekt. Han er sød og sjov og helt aldeles sexet. Men pludselig vender det hele på hovedet. Justin er slet ikke sig selv. Han er ondsindet og egoistisk, hvilket slet ikke ligner ham. Men er det overhoved Justin. Det viser sig at det er hans hemmelige tvillingebror.

7Likes
7Kommentarer
786Visninger
AA

3. ¤Hemmeligheden

Hvordan kunne det lade sig gøre. Han lignede jo på en prik og alligevel ikke. Jeg pressede fustreret mine pegefingre ind mod min tinding. Men han var...lækker, på den slemme måde. Den måde hvor man nægter, men inderst inde tænker man på hvordan det må være at være i seng med ham. Hvem har ikke drømt om at sidde bag på en motorcykel med en fræk tatoveret fyr foran. Jeg har da ihvertfald tænkt tanken et par gange. Men var så..ond! der ville ALDRIG ske noget mellem ham og jeg. Hvorfor overvejer jeg det overhoved. NEJ!

Jeg besluttede og for at ringe til Justin. Jeg bankede fustreret min hånd ned i puden da hans voicemail kom frem. Okay hvis det skal være på den måde så okay. Jeg tøj mit overtøj og nogle sko på og skyndte mig ud af døren. "Hvor skal du hen", råbte min mor. Jeg ignorerede hende og løb ud af døren. Justin boede heldigvis ikke så langt væk så jeg kunne gå hen til ham når det passede mig. jeg fortrød lidt at jeg tog jakke på. Sveden drev fra mig og jeg stank af sved. Jeg kan sku da ikke gå hen til Justin sådan her. Tag dig sammen! Hans sorte trædør skinnede i solen. Jeg hev efter vejret som en søko med vejrtrækningsproblemer, hvilket jeg også følte mig som. Jeg ventede indtil mit hjerte var faldet til ro og bankede på. 

Der gik lidt tid før døren åbnede og der stod selveste Punk Justin. Nu ved jeg hvorfor han aldrig invitere mig hjem til en kop cafe. Man bliver jo skræmt væk. Han kiggede slesk på mig og lavede en kongelig håndbevægelse ind. Jeg lagde flabet armene over kors og sagde: "Er Justin hjemme!". Han smilede. Normalt er jeg god til at læse folk, men Ham kan jeg overhoved ikke læse. Han er som en lukket bog. Jeg løftede det ene øjenbryn. "Rolig nu skat. Han er hjemme du kan bare gå ind", sagde han åbnede døren en cm mere. Jeg rullede med øjnene og gik ind. 

Justin sad rigtigt nok inde på sofaen og spillede et eller andet skydespil på sin Play Station. Jeg kiggede rundt. Jeg havde jo aldrig været i Justin hus før.  her var moderne og lyst, hvilket jeg overhoved ikke har regnet med. "Justin, du har gæster", råbte Punk Justin og kastede sig ned på sofaen ved siden af. Justin kiggede op og så til sin store rædsel mig. Jeg kiggede på ham uden at fjerne øjenkontakten. Han kiggede måbende fra mig til Punk Justin. Han rømmede sig og kiggede fortabt på sin tvillingebror. "Jenni det her er...", "Din hemmelige tvillingebror", afbrød jeg og kiggede på ham med de mest onde øjne jeg kunne. "Ja...den har jeg ligesom regnet ud!". 

Jeg fandt ud af at "Punk Justin" faktisk hed Toby...Hvilket man overhoved ikke havde troet. Altså jeg havde troet at det var mere sådan...punk. Han nød virkelig vores skænderi. Han sad bare og smilede og grinede lidt hver gang jeg sagde noget han synes var sjovt. "Hvorfor fanden har jeg aldrig vidst at du havde en fucking bror!", vrissede jeg. "Han er lidt...du ved", sagde Justin. "Nej..jeg ved ikke!". Han prøvede at finde frem til det rigtige ord, "Utilregnelig". "ligesom min mor, men det betyder ikke jeg faker en begravelse". Toby grinede frydende. Jeg gav ham dræber blikket, men han grinede bare endnu mere. Justin så bedende på mig. Jeg rettede mig op, kiggede ham i øjnene og trampede ud af døren. Jeg smækkede døren i og trampede videre. Det virkede måske som om jeg ville have at alle i miles omkreds skulle skride af helvede til, men inderst inde bedte jeg til at Justin løb ud i en dramatisk scene og undskyldte. Men det gjorde han ikke. Jeg kiggede tilbage på døren. En tåre trillede ned ad min kind. Jeg skyndte mig at tørre den væk og løbe hjem. 

¤¤¤

Den...nar! Tænk at han kan holde sådan en stor hemmelighed hemmeligt. Vi fortalte hinanden alt. En hemmelig tvillingebror, hvor langt ude er det lige. Det er måske derfor han ikke vil væk fra den her skod by. Ikke måske... Det er derfor. Måske overreagerede jeg. Hvad hvis han hader mig nu. Jeg har fucket det hele op nu, men det har han altså også. 

Jeg græd. Jeg græd så meget at jeg fik hovedpine af alt det vandtab. Jeg hulkede mens tårene flød. Mit hår hang uglet og klamt ned af min ryg. Jeg knugede mine ben ind til mig, og begravede mit ansigt ned mellem mine knæ i min mave. Min trøje blev gennemblødt. Tag dig sammen! Vi har jo ikke slået op. Jeg tog mit hærgede ansigt op. Men hvad hvis vi har? Gråden kom igen. Jeg hulkede, men uden tåre. Det var som om alle mine tårer var grædt væk. Der lød tre bank på min dør, og jeg fik lige samlet nok energi til at sige: "Hvad?". Min mor trådte ind og kiggede bekymret på mig. "Gå din vej", hvæsede jeg og stak mit hovedet ned mellem mine knæ, som en eller anden tåbelig struds. Min mor satte sig ved siden af mig. "Er det Justin", spurgte hun som om jeg var et lille barn der havde mistet sin slikkepind. Jeg nikkede uden at sige noget. "Ååååhh min lille skat. Kom her", sagde hun og holdt sine arme åbne. Jeg kastede mig ind til min mor og hulkede. Hun agede mig beroligende på mit hoved og vippede mig fra side til side, som hun altid plejer at gøre hvis jeg er ked af det.

¤¤¤

Jeg fik ikke specielt meget søvn den nat. Jeg var ude af mig selv af bekymring. Ikke over Justin eller nogen anden, men over mig selv. Hvad hvis jeg endte op som en ensom katte dame der fik penge for at sælge sine mærkelige drømmefangerer, som jeg påstod fangede alle mareridtene, selvom jeg godt viste at det var noget bull shit! Alt det pga. at jeg var for hysterisk og overreagerende.  Klokken var 3 om natten og jeg lå med øjnene stift rettet mod loftet. Jeg kunne lige så godt droppe at få noget søvn, så jeg stod op og tog min pyjamas på og nogle sutsko. Jeg gik ned og tog et glas juice som de altid gør på film. Jeg drak næsten det hele og satte det sidste tilbage, bare for at jeg ville kunne sige at jeg ikke havde drukket det hele. Jeg besluttede mig for at trække noget frisk luft. Jeg var kun iført nogle ultra korte shorts og en kroptop der viste halvdelen af min bh, men jeg var ligeglad. Jeg sørgede for at være musestille da jeg åbnede døren og trådte ud i den bidende kulde. Der var nogle få mennesker ude, nok nogle fulde drenge. En dreng med hættetrøje gik imod mig. Hans hættetrøje dækkede for hans ansigt og han gik hen mod mig med truende skridt. Jeg kneb øjnene sammen for at se hvem det var. Det var kun halvdelen af gadelygterne der virkede så der var altid mørkt og natten.

Da han var få meter fra mig trak han sin hætte ned og sagde: "Hvad så babe. Er du er rigtig natteravn hva". Selvfølgelig var det Justins punk tvillingebror Toby. Jeg rullede med øjnene og gik hen mod døren. "Han er ude af sig selv af bekymring... Bare lige så du ved det", sagde Toby. Jeg stoppede og vendte mig om. "Justin har rigtig fået sig en budbringer hva", sagde jeg og krydsede armene. Han sparkede til nogle sten og så op. Hans øjne lavede hurtigt elevatoren og han kiggede perverst på mig. Jeg lavede en hysterisk bevægelse og satte mod døren. "Han ved ikke jeg er her", skyndte Toby at sige inden jeg åbnede døren. Jeg stopppede... igen og vendte mig om. Han kiggede koldt på mig. Jeg fik kuldegysninger. "Fryser du skat", spurgte han smilede på den der sleske måde Toby måde. "Jeg har det fint", vrissede jeg. "Justin er pisse irretrende når han er bekymret", sagde han. "Okay", sagde jeg kostbart og gik ind. Han sukkede lavmeldt og gik sin vej. Jeg sukkede og satte mig op af døren. Han er bekymret for mig. Jeg smilede.

 

Det var det. Håber i kunne lide det

xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...