Kære dagbog - os, der fryser

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2014
  • Opdateret: 13 maj 2017
  • Status: Færdig
Alle tre julekalendere, samlet i én!

22Likes
54Kommentarer
2942Visninger
AA

36. 9. Dec. 2015

9. Dec. 2015

Kære Dagbog. 

Jeg snøfter, hoster og sprutter. Mit hoved dunker, og min hals kradser. Det med halsen ved jeg ikke om kan have noget at gøre med lakrids-the'en fra i går - tror jeg brændte mig lidt, efter at have sat elkedlen igang endnu en gang. Men på trods af diverse irritationer, sidder jeg dog i bussen på vej til skole. De andre larmer allesammen som sindsyge. Hver eneste gang en eller anden råber op, giver det et sæt i mit hoved, og den allerede forfærdelige dunken bliver værre. Larmer de altid så meget? 

Vibe har skrevet til mig, at hun ikke kommer fordi hun er syg. Måske havde vi alligevel ikke helt nok tøj på i går? Jeg ved det ikke. Men uanset hvad, har jeg besluttet mig at lade bussen fører mig til skolen. Der sker ikke noget specielt i dag. Men da jeg vågnede havde jeg det slet ikke så slemt, som jeg har nu. Jeg snøftede kun en smule, og så blev jeg blot lidt svimmel da jeg bevægede mig mod køleskabslågen. Så jeg begyndte blot at gøre som jeg plejer. Bad, tøj, hår, sko, mad - og så ud af døren. Det var måske ikke den helt rigtige beslutning. For efterfølgende er mit hoved begyndt at dunke, og min næse løber konstant. Det er sgu godt at jeg har placeret en stor stak snotpapirer i min baglomme. Skulle du være i tvivl om hvad snotpapirer er, så kan jeg fortælle, at det er de der fint foldede og indpakkede papirer, som man kan bruge til at pudse næse i. Jeg kalder dem bare snotpapirer, fordi jeg aldrig kan huske det rigtige navn. 
Jeg har langsomt forsøgt at putte mine snehvide høretelefoner i ørene og starte lidt julemusik. Men ikke engang det er muligt. De toner, der plejer at være bløde og rare, er pludseligt hårde og dunkende. Av mit hoved. 

Nå, nu gider jeg ikke sidde her og have ih og åh så ondt af mig selv. Sneen er her stadig, og den ligger som et fint hvidt lag af hygge hen over byerne. Den daler langsomt ned fra himlen, og giver genskær i skolens lys. Jeg elsker at sidde og betragte de små snefnug, der er landet på bussens rude. De er alle så forskellige, og alligevel så ens. Den skrøbelige, næsten gennemsigtige flade er på dem alle. Men de små takker er alle så forskellige. Det er utroligt - jeg kan ikke finde én eneste der er ens med en anden. 

Nu nærmer bussens tøffen sig skolens område, så jeg må hellere klappe dig i, og proppe dig ned i tasken, til alt mit skammel. Så ses vi senere. 


...


Det er godt nok ved at være sent, men jeg tænkte, at jeg godt lige kunne nå at fortælle lidt om, hvad der er sket i dag. Egentlig er det ikke noget specielt, men jeg synes det er så hyggeligt at lade blyanten forme sig over dine linierede sider. 

Jeg måtte tage hjem fra skole i dag. Det er ellers noget jeg sjældent gør. Jeg prøver altid at holde ud, og hvis jeg så endelig tager hjem, er det fordi en af lærerne kan se på mig hvor elendigt jeg egentlig har det - og så siger de, at det nok er bedst, hvis jeg vender snuden hjemad. I dag var det mit eget valg. Jeg havde det simpelthen helt aldeles forfærdeligt. Det er bedre nu, men langt fra godt. Whatever. Jeg har lavet noget the, og det er som om, at den eneste lyd, der faktisk er rar at høre på i dag, er elkedlens brusen. Jeg ved ærligt talt ikke hvorfor - den er da noget af det der larmer mest. Men nu har jeg sat den igang igen. 
Det er nok godt med noget varmt til halsen - for jeg tror alligevel ikke det var fordi jeg brændte mig i går. Det føles alligevel ikke helt sådan. 
Jeg tror også at jeg må blive hjemme fra skole i morgen - men det sker der nu nok alligevel ikke rigtigt noget slemt ved - det er jo kun én dag, så det er okay. 

Mine forældre er altid så omsorgsfulde når jeg er syg. De spørger altid hvad jeg gerne vil have, og er villig til at købe hvad som helst for mig. Kunne det ikke være sådan hver dag? Hahah ej. Faktisk svarer jeg tit nej. For jeg har ikke rigtigt lyst til noget, når jeg er syg. Hverken at spise eller lave. The kan lige gå. 
 
Nå, jeg tænker jeg vil afslutte for i dag. Det kan faktisk godt være en smule anstrengende at sidde og fokusere på at få de rigtige bogstaver ud på papiret. Jeg har brugt mit hviskeleder ufatteligt mange gange i dag. 
Ja undskyld jeg har så ondt af mig selv, det slipper du for nu - ses. 
- Elin.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...