Kære dagbog - os, der fryser

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2014
  • Opdateret: 13 maj 2017
  • Status: Færdig
Alle tre julekalendere, samlet i én!

22Likes
54Kommentarer
3222Visninger
AA

61. 8. Dec. 2016

8. Dec. 2016

 

Kære dagbog. 

Ihh hvor er det altså bare mega hyggeligt. Jeg har lige siddet nede i opholdsstuen sammen med Lilli og Elias og lavet julekort. Julemusikken smøg sig gennem hele stuen, mens vi kunne betragte snefnuggene falde i lette plamager fra himlen. Jeg forsøgte at sluge hvert et sekund, da vi sad der. Jeg kan stadig huske hvordan Elias sad bøjet over træbordet, med sit røde hår strittende ud til alle sider og tungen halvt ude af munden, mens han lavede overdrevne skulderbevægelser i et forsøg på at klippe karton. Lilli der med lukkede øjne var dybt koncentreret om at synge med på 'Shake up Christmas', og hvordan jeg lettere hysterisk forsøgte at undertrykke diverse fnis. 

De fleste blev utroligt flotte. Julekortene. Især Lillis. Jeg troede ikke, det var muligt at kunne lave ligeså fine snirkler og tegninger som hende. Men det er det altså åbenbart. Og sjovt nok, uanset hvad man skulle tænke, så blev Elias' også ret flotte. Lidt krøllede i kanten, men super flotte. Han er ret kreativ, nu hvor jeg tænker efter. Mine julekort. Ja, jeg ved ikke helt. Det kommer nok an på hvem jeg skal sammenligne med, hvordan jeg vil bedømme dem. Ahah. 

Den julestemning der stryger rundt indeni mig lige nu, har lettet den ellers trykkende følelse af uvidenhed omkring Simone, der ellers havde taget plads i mit sind. Selvom jeg stadig kan mærke, hvordan en undrende knude tromler frem under huden, hver gang tanken lander på Simone. Jeg bryder mig virkelig ikke om, ikke at vide hvad der er galt. Desværre er der nok kun én måde at finde ud af det på: ved at konfrontere hende. Og det ved du jo for pokker godt efterhånden, hvor ringe jeg er til. Nå. Jeg tror, jeg vil smutte tilbage til værelset og se om jeg kan få snakket lidt med hende. Og nej, lad være at blive overrasket, hvis ikke det sker. Jeg kan sikkert alligevel ikke tage mig sammen til at åbne munden, når jeg først kommer derned. Vi ses senere, Kære dagbog. 

... 

 

Jeg tog mig rent faktisk sammen. Men jeg fik nada ud af det. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg mere lost nu, end jeg var før. Pis os'. 

Men altså, det var i hvert fald med forsigtige skridt at jeg listede ind på værelset. Julemusikken strømmede stadig rundt omme i baghovedet, men hvad mine øjne mødte, da jeg lukkede døren bag mig, skruede ned for lyden. Simone sad totalt indpakket i sin dyne med et krus kaffe i hånden. Lugten var ikke til at tage fejl, og helt ærligt, så rynkede jeg lidt på næsen. Kaffens lugt, eller duft, om du vil, er ikke ligefrem den der slags, der smyger sig om mine næsebor. Men okay, det var et sidespor, sorry. Jeg ved bare ikke helt, hvad jeg skal gøre af mig selv. Efter at lugten endelig forsvandt ud gennem mine næsebor, og jeg nu kunne fokusere på noget andet, lagde jeg mærke til de sorte render under hendes øjne. Dem hun ellers fik dækket yderst godt til i går. Da jeg fik øjenkontakt med hende, tørrede hun arrigt en tåre væk fra øjenkrogen og så væk. Først satte jeg mig lettere akavet på sengen overfor hende, men så hævede jeg brynene og hviskede; 

  "Simone, er du okay?" 

Hun rystede panisk på hovedet og gemte ansigtet i hænderne. Jeg kunne se, hvordan hun krummede fødderne sammen under dynen. Med rynkede bryn satte jeg mig ved hendes side og spurgte, om det var noget, hun havde lyst til at fortælle om? Jeg lagde armene omkring hende. Dem rystede hun dog febrilsk af sig og sagde grådkvalt: 

  "Du har ikke lyst til at holde om mig, når du finder ud af det." 

  "Selvfølgelig har jeg det," kunne jeg ikke lade være at sige. Det viste sig dog, at være en knap så fantastisk idé. 

  "Elin, lad mig nu for pokker bare være," Tonen var spydig, "du skal ikke blande dig," 

Jeg var utroligt tæt på at udbryde, at jeg da ikke bare kan blande mig udenom, når hun tydeligvis har brug for hjælp. Men jeg lod være, da hun fjernede hænderne fra ansigtet og sendte mig et skarpt tårefyldt blik. 

Så sank jeg en klump og rejste mig lettere forfjamsket fra hendes seng. Jeg satte mig over i min egen, og det er så her jeg sidder nu. 

Jeg tror, at jeg vil spørge Lilli eller måske nogle af Simones andre veninder, om de har bemærket noget. Jeg kan umuligt være den eneste? Eller er jeg bare pylret? Har hun bare nogle dårlige dage? Nej vel? Eller hvad? Jeg ved det ikke, Kære Dagbog. Jeg vil lægge mig til at sove nu. Vi ses i morgen.

- Elin. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...