Kære dagbog - os, der fryser

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2014
  • Opdateret: 13 maj 2017
  • Status: Færdig
Alle tre julekalendere, samlet i én!

22Likes
54Kommentarer
2823Visninger
AA

60. 7. Dec. 2016

7. Dec. 2016

 

Kære Elins dagbog. 

Da jeg vågnede var, Simone væk, og hun er endnu ikke kommet tilbage. I dag skal vi gøre rent fra morgenstunden, og jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre, hvis ikke hun er kommet tilbage inden da. Også fordi at der kommer en lærer og tjekker, om vi er gået igang. Det er Peter, som smutter forbi vores gang. Peter er vores matematik- og idrætslærer, og han er rimeligt striks. Hvad skal jeg sige til ham? Årh altså. Hun kunne i det mindste have efterladt en seddel, med information om, hvor hun var forsvundet hen. Hun har præcist et kvarter til at komme tilbage, så runder klokken nemlig 7:00. Hvor pokker er hun gået hen? Mit hjerte banker bekymrede slag for hende lige nu. Kan der være sket hende noget? Ej, Elin, tag det roligt. 

Faktisk er det hvad jeg gør, Kære dagbog - tager det roligt. Eller, jeg forsøger i hvert fald. Med et halvtomt kaffekrus (med mælk, vel og mærke) i venstre hånd og tandbørsten i højre forsøger jeg at multitaske, mens mine øjne lettere febrilsk følger snefnuggene udenfor ruden, falde blødt mod jorden. Julemusikken spiller lavt fra min mobil på skrivebordet. Men uanset hvor meget kaffe jeg skyller ned gennem halsen, og hvor mange julesange min playliste passere, banker hjertet stadig derudad. Havde Simone ikke reageret som hun gjorde i går, på vej ned til teatersalen, så havde jeg næppe været ligeså bekymret som jeg er nu. Please kom tilbage, glad og veludhvilet, Simone. Please! For min skyld. Helst inden Peter stikker hovedet ind af vores værelsesdør. 

Nårh ja, angående multitasking, så er der nok kommet lidt tandpastapletter på dig, forresten. Sorry. Men det er svært både at børste tænder, drikke kaffe og samtidig skrible ned i dig. Og ja, selvfølgelig kunne jeg blot have ventet, men gider jeg det, nej? Jeg havde brug for at komme ud med mine frustrationer. De sidder her stadig, frustrationerne, fastklemt mellem knogler og hud. Desværre. Måske burde jeg gå ud og lede efter hende? Jeg ved godt, at vi skal være på værelserne indtil 7:00, men helt ærligt, kan man ikke godt sige, det her er en nødsituation? Men så bliver jeg nød til at forklare at Simone er væk, hvis nogen opdager mig. Hvilket får hende i problemer. Niks Kære dagbog, jeg forholder mig roligt her på værelse 4, og håber at hun kommer tilbage inden klokken syv. 

... 

 

Simone nåede det lige i tide. To minutter i syv kom hun omtåget og forvirret ind ad døren. Dog med blikket vendt mod gulvet og mascarapletter i linier ned over hagen. Ingen glad og veludhvilet Simone der, nej. Hun havde sin dyne med, da hun kom tilbage. Faktisk, havde jeg slet ikke opdaget, at den var væk. Men hun ignorerede mit spørgende blik, og præcis som jeg skulle til at åbne munden, stak Peter hovedet ind. Simone så ikke på ham. Muligvis flov over de røde opsvulmede kinder og randerne under øjnene, og nok også delvist et forsøg på at undgå spørgsmål fra hans side. Da han havde forladt os med en besked om, at det da vist var på tide at komme igang med at gøre rent, dumpede Simone tilbage i sin seng, med ryggen mod væggen. Hendes øjne flakkede hver gang jeg så på hende, og det fedtede hår, blev kun mere fedtet af, at hun kørte hånden igennem det gentagende gange. Hun bankede hovedet mod væggen og sagde bestemt:

  "Ingen spørgsmål, det magter jeg simpelthen ikke."

Jeg trak bare på skuldrene og tullede forvirret ud på gangen, for at finde en spand med vand og en gulvklud. Derude mødte jeg så Elias, der rent faktisk så ligeså forvirret ud, som jeg følte mig. Men inden jeg nåede at spørge, sendte han mig blot en smil og greb en klud for derefter at vende rundt på hælene. 

Puha. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre ved det. Jeg mener, jeg føler mig virkelig som en dårlig veninde. Ja, det giver ikke rigtig nogen mening. Jeg føler bare, at jeg burde hjælpe på en eller anden måde. Det burde for pokker da ikke være så svært? Burde det? Ligemeget. Nu tror jeg, at jeg vil tage mig lidt sammen, og gå ned for at spise morgenmad. Simone er allerede gået. Det var faktisk utroligt så hurtigt hun pludselig kunne se frisk ud. Selvom randerne stadig var en smule afslørende, vil jeg næsten vædde med, at jeg så værre ud, end hun gjorde. Hvad pokker sker der med hende? Nå, jeg har brug for at tænke på noget andet. Desuden vil det nok, i princippet, også være bedst hvis jeg kommer til timerne i dag. Vi ses senere, eller nok først i morgen, Kære Elins Dagbog. 

- Elin. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...