Kære dagbog - os, der fryser

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2014
  • Opdateret: 13 maj 2017
  • Status: Færdig
Alle tre julekalendere, samlet i én!

22Likes
54Kommentarer
3217Visninger
AA

51. 24. Dec. 2015

24. Dec. 2015

Glædelig juuul, Elins Dagbog! 

Så er det i dag. Simpelthen. Det varer ikke længe før jeg bliver nød til at hive min pæne kjole ned i min sportstaske, og trække i tøjet. Her om en time skal vi nemlig kører mod min bedstemors hus. Hun bor knap halvandentime herfra, så vi skal kører i lidt tid. Når vi så kommer derop, plejer vi at hjælpe med at pynte juletræet. Derefter henter vi alle gaverne fra hendes kælder, og lægger dem i pæne dynger under grantræet. Årh, det glæder jeg mig. Jeg elsker jul. 

Jeg forsøger at holde humøret oppe. Det med Jonas skal nok gå. Nu får han mit brev, eller, kort - hvordan ved jeg ikke helt. Men det finder jeg ud af. Og så skal det hele nok gå. Jeg nægter simpelthen at lade det ødelægge min juleaften. Helt ærligt. 

Jeg er i rigtigt julestemning i dag, faktisk. Jeg sidder og betragter de blide snefnug falde mod jorden. Dog har jeg undladt the'en, for den sagde mor, at jeg godt lige kunne undvære. Jeg skulle istedet tage at gøre mig klar. Men nu skriver jeg altså lige i dig først. Hahah. Men må hellere se at få gjort det. Mig klar, altså. Ses om lidt du. 


...


Juletræet funkler. Solen giver genskær i stjernen på toppen, og træets grene spejler sig i de de røde, sølv og guld julekugler. Den beroligende duft at gran smyger sig omkring mine næsebor, og gør mit hoved roligt. Jeg er trukket i er par tykke, grå sokker, og en varm sweater. Jeg skifter inden i aften, men lige nu, er det det, jeg har det bedst i. Gaverne er også blevet trukket op under de lavthængende grene. Det gør det hele endnu mere julet. Så ser det helt rigtigt ud. Ikke at gaverne er vigtigst - men de er også en del af julen. 

Min bedstemor er allerede gået i fuld gang med at lave maden. Med en smule hjælp fra mine forældre. Senere skal vi i kirke, sammen med min lille kusine og hendes forældre, min fætter og hans kæreste og min mors og fars søskende. Det er dog kun dem, der er fra min fars side, vi skal holde jul sammen med i år. Resten tager blot med i kirken, og holder det et andet sted. 
Egentlig har jeg ikke rigtigt noget at informere om. Jeg vender tilbage når der er. 


...


Jeg kan stadig hører kirkeklokkens skarpe toner i mine ører. Kulden bider virkelig derude. Især med kjole på. Den stryger bare om benene på en, river og flår. Øv øv. Men kulden er jo også grunden til sneen. Måske bliver der bare nød til at være noget negativt, for at der kan være noget positivt? Jeg håber. Jeg håber virkelig. Så kan det måske være, at Jonas' og mit forhold ikke ender helt forfærdeligt. Nej, Elin. Lad være at tænk på Jonas. 
Egentlig følte jeg bare lige for at fortælle dig, at vi lige er kommet hjem fra kirken, og at jeg har skiftet tøj. Nu er jeg iført en nydelig, velsiddende, himmelblå kjole. Vi ses formentlig sent i aften, så jeg kan fortælle om det hele. 


...


Hvor er det her dog åndssvagt. Jeg bladrede dig lige igennem. Hvor jeg så endte på sidste side. Jeg turde næsten ikke kigge på de bogstaver der stod der. Ønskede næsten ikke at mærke suget i maven. Men jeg bladrede derom, blot for at blive mindet om, at han virkelig elsker mig. Eller, at han i hvert fald gjorde det sidste år. Men ved du så hvad jeg opdagede? Han har skrevet i dig igen i år. Der var en indtørret plet, der lignede noget der kunne have været en tårer på papiret. Gud, hvor har jeg dårlig samvittighed. Hjælp mig. Jeg har aldrig set Jonas græde, og tanken om, at han måske har gjort det imens han skrev det her, stikker virkelig i hjertet. Jeg kan prøve at skrive det her over i dig: 

Jeg tror, jeg vil gøre sidste års gestus efter, Elin. Denne gang blot lidt længere. 
Mens jeg skriver dette, er du gået ned helt forrest i flyet. Du flippede virkelig ud, og det var tydeligt hvor såret du var. Jeg forsøgte at forklarer, men det blev alt for højrøstet, og jeg gad ikke at hele flyet lyttede med. Derfor skriver jeg nu her i, hvad jeg ville have sagt til dig; Du er utroligt velkommen til at læse alle, og jeg mener virkelig alle, mine og Sarahs beskeder. Du vil nok ikke tro mig, når jeg siger, at det udelukkende er hende der lægger an på mig. Jeg prøver at afvise, men hun bliver ved. Hun forsøger at smadre vores forhold, og jeg ved virkelig ikke hvorfor. Det er så nok også lykkedes hende nogenlunde nu. Desværre. Jeg ved ikke helt, hvad hun tror hun får ud af det, men jeg skal i hvert fald aldrig snakke til hende igen. I hvert fald ikke af min egen vilje. Jeg var også i rimeligt chok, da du købte hende en julegave. Helt ærligt, den pige er en nar. Og ja, vi flettede fingrer i Brugsen. Det gjorde vi virkelig. Men det var hende der tog fat. Det var hende, der ikke ville slippe igen. Og om du så tror på det eller ej, ja så var det altså også hende der nussede. Ikke mig. 

Jeg ved ikke hvordan jeg skal bevise det overfor dig, hvis ikke du vil se vores beskeder. Du skal bare vide, at jeg elsker dig Elin. Du er min ynglings pige, og det skal ingen komme i vejen for. Jeg ved ikke om det her er enden på vores forhold, men jeg håber det virkelig ikke. Jeg vil gøre alt for ikke at miste dig. Men glædelig jul.
fra Jonas.  

Jeg tror ikke bare det er noget han siger. Jeg tror ikke, det er hans skyld det her. Jeg ved det ikke er hans. Jeg ved det er min. Han forsøgte at forklare, og jeg ville ikke lytte. Holy shit, hvor er jeg dog dum. Jeg ved da godt, at det var fordi jeg var knust. Totalt smadret og revet i stykker. Men det var ikke hans skyld. Det var Sarahs. Jeg burde altså godt at kunne håndtere mine følelser, selvom jeg er ked af det. 

Årh, stakkels Jonas. Hvad har jeg dog gjort? Jeg føler mig virkelig dum. Jeg kan slet ikke få ham ud af mit hoved. Helt ærligt. Jeg må gøre et eller andet. Men hvad? Han skal i hvert fald have min gave. Det skal han. Om det så først bliver efter juleferien, fordi jeg ikke kan tage mig sammen til at give ham den nu. Hvad er jeg egentlig for en kæreste? Helt ærligt. 


...


Det bankede på døren for lidt siden. Faktisk hele to gange. Første gang var julemanden. Ja, jeg ved da godt, at det ikke var den ægte julemand der stod der klædt på i rødt og betragtede vores stue. Det var selvfølgelig min onkel. Men min lille kusine - Ellie Ewing. Hende jeg havde besøg af, i starten af december, hvis du husker? - hun troede fuldt og fast på, at det rent faktisk var julemanden. Det gør hun hvert år, og det er simpelthen så sødt. Jeg spiller jo bare med ik', og siger hendes navn, når 'julemanden' spørger, om "der har været nogle søde børn i år?". Så gemmer hun sig bag mig, og titter hovedet frem bag min ryg. Og så bliver hun ellevild når min onkel, som er hendes far, kommer tilbage. 
  "Far, far, far! Julemanden har lige været her," 
Hahah årh, hun er så sød.

Den anden gang det bankede, jokede vi med, at julemanden havde glemt noget. Men da bedstemor så åbnede, kaldte hun på mig. Det var Jonas. Mit hjerte var ude af takt, da jeg med slæbende skridt trådte ud i gangen. Desuden var der blevet helt stille i stuen. Det lod åbenbart til, at mine forældre allerede havde bragt den 'nyhed' videre. 'Nyheden' om Jonas og min tur til Paris. Typisk. 

Pludselig stod han bare der, uden for døren. Jonas. Med det pjuskede brune hår sat af vinden. Vi sagde ikke ret meget. Han rakte mig blot gaven, og jeg skyndte mig at finde min. Det gjorde mig glad. Virkelig glad faktisk. Det viste da, at det ikke var helt galt. Så takkede vi. Den eneste hele sætning der blev sagt, kom fra Jonas' mund: 
"Og så kig lige på bagsiden af din dagbog igen i år," og så lukkede han bare døren.
Så stod jeg lidt. Med hjertet bankende. Men det varede ikke længe før jeg rev den op igen. Døren altså. På det tidspunkt var han allerede noget et godt stykke ud i den hvide masse, der nu nåede ham til knæene. Han vendte sig med et ryk om, da han hørte døren gå op igen. Et sted bag det brune i hans øjne, kunne jeg se håbet. Ligeglad med at få gennemblødte julesokker, stormede jeg gennem sneen, alt imens jeg grådkvalt skreg hans navn. 
Jeg stoppede helt henne ved ham. Alt for tæt på. Havde lyst til at række ud og rører hans arm. Men det gjorde jeg ikke. 
  "Jeg har læst bagsiden," fremstammede jeg så, "og.. og.. Jonas jeg ved ikke hvad jeg skal sige," 

Så vendte han sig om og gik. Er du klar over hvor meget det sårede mig? Da han var noget et godt stykke hen af fortovet skreg jeg, at det hele var min skyld. Men han fortsatte bare. Så sig ikke engang tilbage, på trods af håbet jeg ellers før havde set i hans øjne. Jeg synes at kunne hører hulk. Så sukkede jeg og gik ind igen, med hjertet helt nede i bunden af mavesækken. 

Der var stadig helt stille da jeg kom ind, Kære Dagbog. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, så jeg endte blot med - halvt irriteret, halvt som en joke - at sige; "er i allesammen blevet stumme eller hvad?", hvorefter jeg satte mig ved julebordet igen. Så kørte snakken. Heldigvis om alt andet end Jonas og jeg. Og jeg forsøgte at holde Ellie med selvskab. Fandt en gave til hende, fordi hun ikke kunne vente. Men tanken om Jonas styrtede stadig rundt som en slange i mit hoved. 

Men udover det, var det en ganske udmærket juleaften. Pisse hyggelig som altid. Masser af julehygge og julesange. Kortet fra Jonas' gave gider jeg ikke fortælle dig om, der stod blot nogenlunde det samme, som der står bagerst i dig. Vibes gave gjorde mig i bedre humør. En lille enkel fingerring, og en virkelig behagelig t-shirt. De andre gaver var også fantastiske. Men gaverne kan vel være ligemeget. Det er hyggen det handler om. Og i de to timer, jeg tror, jeg formåede at skubbe tanken om Jonas væk, var de bedste to timer nogensinde! 

Hvad der også er trist er, at vi på et eller andet tidpunkt bliver nød til at sige farvel. Os to, Kære Dagbog. Og jeg tror desværre, at det bliver nød til at være nu. De kalder inde fra stuen. Vi plejer altid at spille sådan et sjovt pebernøddespil, som vi selv har fundet på. Der er huller i det, men det kan da spilles. Hahah. Men vi ses vel igen til næste år? Det kribler allerede i fingrene for at skrive i dig igen. Du er sgu en dejlig en, Elins Dagbog. Du er rar at snakke med. Eller, du er rar at skrive sine følelser ned i. Jeg er utroligt glad for, at jeg fandt dig der i mors støvede papkasse. Vi ses. Og ha' det nu godt, deroppe mellem En flænge i himlen og The Hunger Games. Og god jul til dig også, Kære Elins Dagbog
- Elin. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...